Never say never!

Verden er i chok! Pop idolet, Justin Bieber, havde trukket sig! Hvorfor? Ærligtalt var Steph lidt ligeglad. Hun havde aldrig set ham interessant. Men måske begynder hun på det, da hun hører nyheden?

20Likes
219Kommentarer
7754Visninger
AA

9. En snak med en 'gammel' verdenskendt.

Jeg så lidt ligeglad på Justin. ”Nej, ellers tak” sagde jeg og smilte lidt hånligt. Han trak hurtigt på skuldrene. ”Du ligner ellers en der mangler hjælp” sagde han så og gik tættere på mig. Jeg sukkede. ”Hvordan ser sådan en da ud?” spurgte jeg ham så koldt om. Det så ud til at han tænkte sig lidt om. ”Godt spørgsmål” sagde han så og smilte skævt. ”Hey...” sagde han så. Jeg løftede det ene øjenbryn og ventede. ”Er det ikke dig fra engelsk og biologi?” spurgte han så. Jeg nikkede kort. ”Jeg tror aldrig jeg fik fat i dit navn..” sagde han så. Jeg sukkede. ”Stephanie” Han smilte da han hørte mig navn. ”Stephanie Rose.” Sagde jeg hurtigt efter og smilte. ”Stephanie Rose…” sagde han. Det så ud som om han smagte lidt på mit navn, hvis man altså kunne det. Jeg smilte lidt ved tanken. Jeg blev hurtigt nysgerrig og så så på ham. ”Må jeg spørge om noget?” spurgte jeg så. Han smilte. ”Ja da” sagde han og lænede sig op af muren i cykelskuret. ”Hvorfor var det du trak dig tilbage? Jeg mener…” jeg tænkte mig om, men fortsatte så; ”Du var jo verdens kendteste teenager.. Alle vidste hvem du var” sagde jeg og så på ham. Han smilte lidt. ”Jeg gik ned med stres” sagde han så og smilte et lille smil. ”Oh…” sagde jeg. Jeg så lidt ned. Der var tavshed imellem os. ”Jeg vidste ikke det var så hårdt at være kendt…” sagde jeg så og så op igen. Han smilte et dejligt, og varmt smil. ”Det er der ingen der tror, før de selv prøver at være dér” sagde han så. Det var egentlig vildt. Tænk at være kendt. Altså, alt det med paparazzierne, interviews, shows, turné, osv.. Der var stille lidt. Jeg svang min taske over skulderen og gik forbi Justin, med håb om han ikke ville følge efter. Men. Det gjorde han. Jeg sukkede og vendte mig om. ”Hvorfor er du her egentlig?” spurgte jeg, måske lidt koldt. Han smilte charmerende og så på mig. ”Hvorfor er du?” spurgte han og en solstråle ramte hans ellers så smukke øjne. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra dem. De holdte mig fast. ”Stephanie? Hallo, er du der?” Justin så underligt på mig og jeg kunne tydeligt se han skulle kæmpe lidt med at holde et grin inde. Jeg vågnede fra min trance og tænkte mig om. Når ja. Hvorfor var jeg her? ”Øh. Sorry.. Jo først så blev jeg fanget af en journalist der spurgte om en masse irriterende spørgsmål, og så kan jeg ikke finde min nøgle.. Og ja, så kom du jo ligesom?” sagde jeg og smilte skævt til ham. ”Hvad var det for nogle irriterende spørgsmål journalisten spurgte dig om?” spurgte han så. Jeg sukkede. ”Skal du nu også til at spørge mig om en masse?” spurgte jeg så og så rundt. Han grinte kort, med blev derefter mere alvorlig. ”Hey, det der med din nøgle. Havde du glemt den, eller har du mistet den?” spurgte han så og smilte sødt til mig. Damn, det smil! Det var næsten lige så fantastisk som hans øjne. ”Har jeg noget siddende, eller hvad?” spurgte Justin så. Jeg rynkede panden og så på ham. ”Nej? Hvorfor?” spurgte jeg så. ”Du stirre bare på mig..” sagde han og smilte charmerende. Oh gud! Gjorde jeg? Not good! Men Justins øjne, og hans smil, og det hår! Tænk jeg ikke havde lagt mærke til det før, da jeg så ham så mange gange. Dengang han var kendt. ”Det må du altså undskylde” sagde jeg så og smilte undskyldende, så det så lidt mere rigtig ud. ”Det er okay. Men vil du svarer på mit spørgsmål?” spurgte han så, sikkert træt af at vente på mig. Jeg tænkte mig lidt om. Hvilket spørgsmål? ”Eh.. Kan jeg lige få det igen?” spurgte jeg stille. Han grinte kort med sagde så; ”Har du mistet din nøgle?” Jeg nikkede lidt. Han så rundt. Jeg hørte nogle buldre og så op. Himlen var sort og hvis jeg ikke tog meget fejl ville det begynde at regne mig… 3… 2… 1… Nu. Jeps. Det begyndte, og det var ikke bare støvregn, det var tisregn! – Og der kom virkelig meget. Jeg sukkede opgivende og så på Justin. Vi var begge helt drivvåde. ”Vil du have et lift? Min bil holder lige herovre..” sagde Justin så. Jeg tænkte mig lidt om. Jeg boede ikke særlig langt væk fra skolen, så. ”Eh, jeg bor kun ti minutter væk..” sagde jeg så. Justin smilte charmerende igen, og hvis ikke jeg tog meget fejl flirtede han med mig. Jeg sukkede indvendig, så Justin ikke ville kunne høre det. ”Hvis du går hjem bliver du helt sikkert syg, jeg kan kører dig direkte hjem på to minutter” sagde han så og så rundt. Det var som om han var bange for der var nogle her, eller sådan noget. Det undrede mig lidt. Der lød endnu et brag og jeg fór sammen. Jeg nikkede så kort og gik med Justin hen til hans bil. Han stoppede pludselig op og låste en Range Rover op. ”Oh my god! Er det din bil?!” spurgte jeg, nok lidt overasket. Han grinte kort. – Et meget sødt grin. ”Ja. Jeg fik den af Usher i til min seksten års fødselsdag” sagde han og satte sig ind. Det samme gjorde jeg. Den lugtede godt nok af ny bil. Selvom han havde haft det i… et år, vil jeg gætte. På en måde var det en lidt underlig lugt, men også en meget god duft. Vores seler sagde klik, da vi tog dem på og ellers var det eneste der sagde noget, den stille larm fra morteren. Justin brød dog tavsheden rimelig hurtigt. ”Hvor bor du?” spurgte han og så på mig. Han vendte dog hurtigt blikket mod vejen igen. Jeg fortalte ham kort min adresse og så var der stilhed igen. Det der irriterede mig var at det ikke var en pinlig tavshed. Det var en behagelig en. Og jeg nød den..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...