Kræft

bare en lille historie jeg kom på

0Likes
1Kommentarer
649Visninger
AA

1. Når kræften vinder.

1. Når kræften vinder
Du læner dig ned over hospitalssengen, mærker hvordan tårerne ønsker at bane sig vej ned forbi dine kinder, men du forholder dig stærk og rolig. Ikke for din egen skyld, for inderst inde er du ved at falde sammen. Nej, du gør det for hendes skyld. Hun ønsker at du skal leve videre, videre uden hende. Men hvordan? Hvordan skal du få et liv til at hænge sammen, uden hendes tilstedeværelse? Der er ikke lang tid igen, det ved I alle sammen godt. Tusindvis af følelser stryger igennem hele din krop, da hun åbner øjnene. Som havde hun hørt dine tanker, lader hun sine dybe, lyseblå øjne møde dine brune. Du sætter dig på stolen ved siden af, tager hendes hånd og strammer grebet om den. Hendes læber skælver, men fremsiger ingen ord. Tavshed. Gråt. Sorthvidt. Alting synes farveløst, på trods af den skyfri himmel udenfor bag gardinerne. ”Jeg elsker dig,” siger hun hæst. Hun tager sin frie hånd op til dit ansigt, kærtegner dine kindben og sender dig et skævt smil. Du kigger ned. Hendes ligblege ansigt er ikke til at se på uden foragt. Det giver dig kvalme. ”Lad vær og sig det,” siger du forsømt, idet du igen kigger ned på hende. Du må tage det i dig og bare forestille dig den pige, som engang var ét af de mest livsglade mennesker, som du overhovedet kendte. Du faldt for hendes grin til at begynde med. Derefter for hendes personlighed og senere hen for hendes udseende, selvom hun egentligt ikke var den kønneste for omverdenen. Men for dig, var hun den kønneste, den smukkeste og den mest fantastiske pige, som du nogensinde har mødt. ”- Det er ikke slut,” afslutter du. Du mærker gråden titte frem i halsen på dig. Du synker klumpen, men ikke uden bivirkninger. Du mærker tårerne i dine øjenkroge, og ender med at give dem frit løb. ”Jeg vil altid være her for dig, baby,” hvisker hun stille, idet hun træt og sløvt sætter sig op, og trækker dig ind til hende. Hendes varme krop føles godt imod din. Måske lidt for godt. Du lukker øjnene i, kører en hånd op i hendes hår, men den tavse glæde af kropskontakt og intakt, bliver hurtigt opløst da du mærker en tot hår imellem dine fingre. Du arbejder hurtigt, smider håret ned på gulvet og trækker dig lidt væk fra hende igen. Du smiler opmuntrende til hende, giver hende et kys i panden og sætter dig tilbage i stolen. Tanken om at hun allerede er ved at miste håret efter den kemobehandling, som de gav hende for en måneds tid siden, får din krop og dit hjernesystem, til at hyperventilere en enkelt omgang. Sygdommen æder hende op indefra. Hun synes svagere og svagere for hvert minut der går. ”Jeg elsker også dig,” når du lige at hviske, inden du hører en lang og endeløs piv lyd som kun fortæller dig det, som du venter på at høre. Du ønsker ikke at din kære skal lide længere, du ønsker ikke, at hun skal være stærk og barsk, for din skyld, når kræften altid vil være en overtand stærkere. Du mistede hende. Mistede hende til kræften. Tårerne triller imens du ser på hendes livløse krop. Hun var engang så smuk, så fuld af livsmod og glæde. Du troede engang, at hun kunne overvinde alt og alle, men du tog fejl. På trods af viljen til at kunne og ville, overlevede hun ikke. Hun mødte sin overmand i sidste ende, som endte med at koste hende livet –og dig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...