Spiseforstyrrelsen

Tracey McCartney er en pige på fjorten år. Det tog meget hårdt på Tracey da hendes forældre og hendes storebror, Mark, omkom i en bilulykke. Hun bor nu ved hendes Tante, Elisabeth, og har det af og til dårligt. Hendes bedste ven, Christian, prøver dog at hjælpe hende, men det hjælper ikke rigtig. Hun begynder at sulte sig selv og en dag i skolen besvimer hun..

2Likes
4Kommentarer
2028Visninger

1. ...

Jeg vil gerne starte med at sige at dette var en novelle jeg skulle skrive på skolen, men emnet var frit.. Der er ikke rigtig nogle kapitler, så hele historien kommer ind på først side(: Håber i kan lide den.
- JulieBieber.
___________________________

Spiseforstyrrelsen.

I det ene øjeblik sad jeg i min mor og fars familie bil, på vej op til min mormor, for at holde nytårsaften, og i det andet øjeblik blev bilen ramt i siden, og skøjtede ud i skoven, og landede hårdt mod et træ. Det føltes som om alt gik i slow motion. Min far kiggede kort om på Mark og mig, for at sige vi skulle stoppe med at drille hinanden, og i det ene sekund han kiggede væk, gled bilen over i den anden side af vejen, og blev ramt af en anden bil, der kørte ca. 120 km. I timen. Jeg var skrækslagen! Jeg mærkede hurtigt smerten i hele kroppen. Alt gjorde ondt! Min mor, far og storebror sagde ingenting, de lå helt stille, og rørte ikke på sig. I det samme jeg hørte sirenerne, faldt jeg hen. Alt blev sort..

”Trace, nu gør du det igen!” sagde Christian og ruskede lidt i mig. Jeg kom hurtigt til mig selv og så på ham. ”Undskyld, Chris.” svarede jeg og smilte falsk. Christian var min bedsteven, og måske eneste ven. Vi havde været bedste venner siden Middel High School. Han havde prøvet at hjælpe mig meget, siden ulykken, men alligevel, hjalp det ikke rigtig. Jeg ville aldrig glemme min fars ansigt, da han så om på os. Det var fyldt med vrede. Christian smed sig i sofaen og tændte for tv’et. ”Jeg kender dig snart ikke mere. Du sidder hele tiden og glor ud i luften, uden at sige noget, eller røre på dig” mumlede Christian lidt ligeglad. Jeg valgte ikke at svare ham. Han vidste godt at mine forældre var døde, men han vidste ikke hvor hårdt det havde taget på mig. Jeg havde altid en indre smerte inde i mig, og hver dag var der en virkelig ubehagelig stemme der sagde jeg var alt for tyk. Jeg vidste det sådan set godt selv. Men de første par uger efter min mor, far og storebror dødede, trøste spiste jeg. Jeg havde taget 6 kilo på dér. Jeg sukkede og skiftede stilling. ”Hvad ser vi?” spurgte jeg og så på tv’et. ”Det ved jeg faktisk ikke. En eller anden serie” svarede Christian. Jeg nikkede og kiggede med.

Kulden gik igennem min tynde sommerjakke. Selvom det var d. 3. marts var det virkelig koldt alligevel. Jeg gøs og satte farten op. Jeg var på vej hjem fra Chris. Han boede kun nogle få gader væk fra mig. – Heldigvis. Jeg fandt min nøgle frem og låste døren op. Elisabeth var ikke kommet hjem endnu. Hun kom sikkert først hjem ved otte tiden. Hun arbejdede virkelig meget, og var næsten aldrig hjemme. Jeg smed mine sko på gulvet og hang min jakke op på knagen. Min mave knurrede virkelig meget. Jeg var virkelig sulten, men jeg var på slankekur, så jeg skulle kæmpe imod. I tirsdags fik jeg et æde flip, og jeg havde det virkelig forfærdelig med mig selv bagefter. Det måtte ikke ske igen. Jeg gik ud i køkkenet. Jeg havde en virkelig stor trang til at spise det pasta som Elisabeth havde lavet til mig, men jeg kunne ikke. Jeg tog bøtten og hældte pastaerne ud i skraldespanden. Hun skulle ikke finde ud af jeg ikke spiste noget. Det var der ingen der skulle. Jeg tog en flaske og fyldte den med vand. Jeg havde læst på internettet at hvis man drak 4 liter vand, blev man mæt, så det gjorde jeg hver morgen og aften. Man kunne vist godt sige jeg var afhængig af vand. Jeg hørte døren gå op og blive lukket igen. Lyden fra Elisabeths højhælede sko, ramme det hvide marmor gulv, gav genlyd i hele huset. Lydene kom tættere på, og før jeg vidste det, stod hun i døren til køkkenet. ”Hej Tracey” sagde hun, med hendes lille, lyse stemme, og smilte. Jeg gengældte smilet og svarede; ”Hej” Jeg drak det sidste vand og lagde flasken på køkkenbordet. Elisabeth og jeg var ikke særlig gode til at snakke med hinanden, så der var tit tavshed imellem os. ”Øh.. jeg går i seng” sagde jeg og gik hen mod døren. ”Allerede? Klokken er jo kun halv otte.” sagde hun og så på mig med et bekymret ansigt. Jeg smilte bare og nikkede så. ”Jeg er rimelig træt” sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende. ”Okay. Så sov godt, søde” smilte hun. ”I lige måde” mumlede jeg og gik op på mit værelse. Jeg fandt mit nattøj frem og gik ud på mit badeværelse. Jeg forstod egentlig ikke hvorfor Elisabeth skulle arbejde så meget. Hun havde jo røven fyldt med penge! Da jeg flyttede ind hos hende, fik jeg hurtigt mit eget værelse, som var tre gange større end det jeg havde før. Jeg fik mit eget badeværelse, og så et walk in closset. Jeg var mundlam da jeg så det. Dengang var det næsten som en drøm, men der var jeg jo også kun tretten år. Nu er jeg femten, og ser alle de ting mindre interessante. Jeg skiftede hurtigt til nattøj og børstede mine tænder. Jeg så kort på mig selv i spejlet og sukkede. Det jeg så var jeg absolut ikke tilfreds med! Jeg hadede mine tynde spagetti arme, mit sjuskede brune hår og så min mave. Det eneste jeg var lidt tilfreds med var mine tydelig turkise øjne. Jeg fik tit at vide at jeg havde nogle smukke øjne. Jeg steg op på vægten. Det var blevet en vane at veje mig morgen og aften, for at jeg kunne se om jeg tabte mig, eller om jeg tog på. 42.1 sagde den. Jeg sukkede. Hvorfor kunne den ikke komme ned under 40?! Jeg ville, og jeg skulle, tabe mig noget mere.

Næste morgen tog jeg i skole uden at have fået noget morgenmad. Jeg havde taget et æble i hånden, så Elisabeth ikke skulle begynde at tænke for meget over det, men jeg smed det ud da jeg kom udenfor. Jeg så på klokken. Den var kvarter over syv. Jeg var i god tid. Selvom jeg boede ti minutter fra skolen, cyklede jeg en om vej så det passede med jeg var på skolen ved otte tiden.
Christian kom altid på samme tid som mig. Det var som om han vidste hvor jeg var, hele tiden, og hvornår jeg ville komme. Jeg smilte lidt ved tanken. Jeg vinkede kort tilbage til Christian som stod og ventede på mig i cykelskuret. Jeg låste min cykel og svingede min taske over skulderen. ”Hvad har du i første time?” spurgte Christian mig om. ”Øh..” sagde jeg og tænkte mig om. ”Engelsk” svarede jeg efter nogle sekunder. ”Nå, okay, jeg har fransk.. Men, vi ses da til idræt, ikke?” spurgte Christian og smilte skævt. Jeg nikkede bare og gik hen mod klasselokalet. ”Vi ses” sagde jeg og gik ind i klasselokalet. Læreren var kommet. Jeg skyndte mig at sidde mig på min plads og fandt derefter mine bøger frem.

Klokken ringede ind. Jeg småløb hen til idræt. Jeg skyndte mig ind i pigernes omklædningsrum. Jeg smed min taske på bænken, og skiftede hurtigt til idræts tøj. Jeg elskede idræt, undtagen når vi skulle i bad. Jeg plejede hele tiden at finde på en undskyldning for ikke at gå i bad, ellers smuttede jeg hurtigt ud af døren, uden min lære nåede at se det. ”Vi mødes ude på gangen, når i er færdige med at klæde om!” råbte min lære, Mrs. Rose. Jeg bandt mine sko og gik derud. Chris gjorde et hurtigt vink med hovedet, for at vise jeg skulle gå over til ham. ”Hey” smilede han. ”Hej” sagde jeg og gengældte smilet. Vi stod og ventede i 2 minutter, så var alle her. ”I dag skal vi spille volleyball.” sagde Mrs. Rose. ”I bliver delt op på 4 hold hver, og så laver vi en turnering” fortsatte hun. Der begyndte at komme lidt snak rundt i krogene. Jeg så på Christian. Han smilte virkelig meget. Jeg sukkede bare og ventede. Mrs. Rose fik os hurtigt delt op, og fik sat kampene i gang. Jeg var heldigvis på hold med Christian. Vores hold kom hurtigt op og føre med fire point. Vi havde så også Dan på vores hold. Han havde gået til volleyball i tre år. Kampen varede i ca. en time. ”Vinderholdet går ind i den anden gymnastik sal, og spiller mod vinderholdet derinde” sagde Mrs. Rose. Jeg rejste mig op og gik derind, med Christian ved siden af mig. Vi fik trukket lod om at starte, og derefter begyndte kampen. Det hold vi spillede imod var lidt bedre end dem før. Jeg fulgte med i kampen. Pludselig fik jeg en voldsom hovedpine. Jeg tog mig lidt til hovedet. Christian så det. ”Er du okay?” spurgte han og så på mig, med et bekymret udtryk i ansigtet. Jeg nikkede kort. Han så lidt på mig og så væk. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg var svimmel. Alt snurrede rundt. Råbene fra det andet hold, blev mindre, og pludselig blev alt sort..

Det første jeg så, da jeg langsomt slog mine øjne op igen, var Christians bekymrede ansigt. Han smilte hurtigt, da han så mig. Jeg så rundt. De fleste fra klassen stod omkring mig. Jeg sukkede. ”Unger! Rolig nu. Der er tilkaldt en ambulance. Hun er vågnet!” hørte jeg Mrs. Rose sige. Sikkert for at berolige de andre. Hun kom hen til mig. ”Er du okay?” spurgte hun og smilte forsigtigt. Jeg nikkede roligt og overbevisende, håbede jeg. Hun smilte kort. ”Smut i bare i bad.. Tak for i dag” sagde hun så og så rundt. Der gik ikke særlig lang tid før gymnastik salen næsten var tom. Christian og Mrs. Rose var stadig her. ”Jeg har ringet til alarmcentralen, de kommer om lidt” sagde Mrs. Rose. ”Og din tante er informeret” fortsatte hun. Jeg nikkede bare kort. Nogle dybe stemmer kunne høres ude fra gangen. De blev højere og højere. Jeg kiggede hen mod døren. Ind kom to mennesker. En lidt lille en, og så en stor og muskuløs mand. De havde en båre med.
Før jeg vidste af det lå jeg i en meget ubehagelig seng, på sygehuset. Jeg havde været igennem nogle undersøgelser og test. Lægerne havde sagt at jeg vejede alt for lidt, og at de var sikre på at jeg havde en spiseforstyrrelse. Elisabeth havde taget det okay, men havde givet sig selv skylden. Klokken var omkring seks om aftenen, og der var snart aftensmad. Ava, min midlertidig læge havde fortalt Elisabeth og jeg lidt om sygdommen. Jeg havde ikke rigtig lyttet. Christian havde skrevet rigtig mange sms’er til mig. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at svare ham. Jeg fandt min mobil frem og trykkede på ny sms. ’Jeg har det fint, Chris. Stol nu bare på mig.. Besøgstiden er forbi i aften. Du kan komme i morgen efter skole(:’ skrev jeg, og sendte den til Christian. Han svarede hurtigt. ’Godt. Jeg kommer. Vi ses’ stod der. Døren gik op. Jeg lagde hurtigt min mobil fra mig og så derhen. Det var Ava. Hun smilte venligt til mig og satte den bakke, hun holdte i hænderne, på bordet ved siden af sengen. Jeg så på bakken og sukkede automatisk. Den var fyldt med mad. Hun satte sig lydløst på en stol og så på maden. ”Hvad vil du starte med?” sagde hun så og så på mig. Jeg så på maden. Der var en tallerken med et stykke rugbrød på, et æble og 4 kiks. Der var også en tallerken med noget pastasalat. ”Hvad vil du helst have?” spurgte hun venligt og så på mig. Jeg svarede ikke. Hun sukkede. ”Lyt nu til mig, Tracey” sagde hun og prøvede at fange mit blik. ”Du bliver nødt til at spise igen. Ellers bliver du alt, alt for tynd, og så er der en risiko for du dør” sagde hun alvorligt. Jeg så på hende. Hun løj ikke. Hun mente det virkeligt. Jeg så ned igen.

Der gik fem minutter til Christian fik fri. På en måde glædede jeg mig, på en måde ikke. Han ville selvfølgelig spørge til hvad jeg fejlede osv. Gad vide om de snakkede om mig oppe på skolen. Sikkert ikke. Jeg var ikke særlig populær. Christian var min eneste rigtige ven. – Hvilket jeg også var tilfreds med. Han forstod mig. Bedre end nogen andre gjorde. Jeg så op på tv’et, som var på det værelse jeg havde fået tildelt, da jeg kom. Der blev sendt The Horton Sagaen. Jeg havde allerede set det afsnit der var der. Jeg kom til at tænke på i går aftes. Ava havde fået mig til at spise noget af rugbrødet og så en kiks. Hun var tilfreds med det jeg fik spist og havde sagt det var en god start. I morges havde jeg ladet som om jeg havde det dårligt, så jeg ikke behøvede at spise noget til morgenmad. Det bankede på døren. ”Kom ind” sagde jeg, da jeg så døren ikke blev åbnet. Der blev trukket ned i håndtaget, og døren gik op. Ind kom Christian. Han smilte og gik ind. ”Hey” sagde jeg. ”Hej” svarede han hurtigt og satte sin taske ned. Han satte sig på stolen, ved siden af min seng. ”Hvad så?” sagde han og smilte skævt. Jeg sukkede let. ”Hvad er der?” spurgte han og så på mig. ”Lægerne har fundet ud af jeg har en spiseforstyrrelse” sagde jeg hurtigt. Han mistede lidt af hans smil. ”Sådan en spiseforstyrrelse, er det ikke også dét man kalder anoreksi?” spurgte han mig forsigtigt om. Jeg nikkede kort. Han så lidt ned. Jeg tror han tænkte over det. ”Men hvorfor?” hans så op på mig, og fangede mit blik. ”Hvorfor stoppede du med at spise? – Eller hvad der nu skete.. Du er jo alligevel så perfekt.. Altså, det jeg mener.. Du var jo hverken for tyk eller for tynd..” sagde han og så på mig. Han virkede lidt såret. Jeg så ned. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke, Chris” sagde jeg og blev ved med at se ned. Jeg ville ikke møde hans blik. ”Der er bare en stemme inde i mig, som hele tiden siger jeg er alt for tyk” hviskede jeg. Faktisk så vidste jeg ikke hvorfor jeg var stoppet med at spise. Der var jo ikke rigtig andre end mig selv, der mente jeg var tyk. Men hvis ikke jeg kunne være tilfreds med mig selv, kunne jeg slet ikke være tilfreds. ”Nå. Men hvordan går det ellers?” spurgte han for at stoppe tavsheden. Jeg så op. ”Øh.. Fint. Tror jeg” løj jeg. Jeg havde det overhovedet ikke fint. Jeg havde det modsatte. De tvang maden i mig. Jeg hadede at være her! – Selvom jeg kun havde været her i et døgn. ”Jeg skal lige vide noget.. Må jeg godt sige til de andre i klassen, hvad der er sket?” spurgte han så. Jeg så på ham og tænkte mig godt om, før jeg nikkede. ”Spørger de da efter mig?” spurgte jeg og smilte lidt ved tanken. ”Er du gal! Det var det første de spurgte mig om da jeg kom i skole i dag” sagde han og smilte skævt. ”De er meget bekymrede..” fortsatte han så. Jeg nikkede bare. ”For resten, jeg skulle sige fra Clare at hun godt ville have været med, men at hun skulle hjem og købe en ny seng” sagde han så. ”Clare? Clare McCartney?” spurgte jeg og så på ham. Han nikkede og smilte. ”Hun har længe fortalt at hun er ked af det der skete, og at hun aldrig rigtig var en ’rigtig’ bedste veninde for dig” sagde han og lavede gåse tegn da han sagde rigtig. Jeg kiggede bare ned. ”Hvis det er okay kommer vi to på besøg i morgen..” sagde han så og så på mig. Jeg tænkte mig lidt om før jeg svarede. ”Okay.. men kom efter frokost.” Han forstod med det samme og nikkede. ”Okay.” sagde han og smilte.

Elisabeth havde lige lukket døren, efter et af hendes daglige besøg. Hun skulle skynde sig tilbage til arbejdet, fordi hun havde et vigtigt møde. Hun havde undskyldt mange gange, men jeg havde bare sagt der var okay, og at hun skulle tage af sted, så hun ikke kom for sent. Jeg skævede hurtigt over til uret. Der gik en time til Chris og Clare ville komme. Hvis jeg var hurtig kunne jeg måske lige nå udenfor inden Ava kom med frokosten. Jeg ville utrolig gerne ud og løbe en tur. Bare løbe hjem. Men jeg var alt for træt. Det var som om der havde været en eller anden slags støvsuger og suget alt min energi ud af mig. Døren gik op. Jeg behøvede ikke at kigge derhen, for at vide at det var Ava der kom. Jeg sukkede. Hun stilede en tallerken på bordet, ved siden af mig. Jeg så på det. Der var 2 stykker franskbrød på, med pålæg, og så nogle stykker melon. Ava satte sig ned og så på mig. ”Hvad vil du så starte med i dag?” spurgte hun og smilte venligt. Jeg så på det og rakte derefter ud efter melonen. Jeg havde ikke tænkt mig at spise af den, men at suge saften ud af den. Det gjorde jeg så. Ava så det, og sukkede. ”Det er ikke nok med saften, Tracey. Du skal spise det hele” sagde hun og så på mig. Jeg sukkede og lagde melonen på tallerkenen igen. ”Spis noget af franskbrødet” prøvede hun. Jeg rystede stille på hovedet. Hun sukkede. ”Tracey, hvis du ikke spiser noget bliver vi nødt til at ligge en sonde, så du får mad igennem den” sagde hun og så alvorligt på mig. Jeg smilte ikke. Jeg kunne mærke hendes blik. ”Fint.” sagde hun og rejste sig. Jeg kunne høre døren åbne.. og lukke igen. Jeg sukkede og lagde mig ned igen, og så ind i væggen. Jeg ved ikke hvor mange minutter der gik, men efter lidt tid åbnede døren sig igen, og lukkede lidt efter. Jeg vendte mig om og så hvem der var kommet. Ava var der selvfølgelig, men der var også en mandlig læge.

Efter en halv time lå jeg igen alene. Jeg havde fået lagt en sonde, som nu skulle sørge for jeg fik mad nok. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg kunne brække mig hvornår det skulle være, men jeg sagde det ikke til Ava, for så ville hun sikkert sige at Christian og Clare ikke måtte komme. Christian havde skrevet at de blev lidt forsinket. Der var nu gået ti minutter siden han skrev, og jeg ventede stadig. Jeg sukkede og tog min flaske. Jeg skruede svagt låget af og drak lidt. Selvom jeg ikke sagde særlig meget for tiden, var min hals helt tør. Jeg lagde mig godt til rette og faldt derefter i søvn.

”Åh, hun sover” hørte jeg Christian sige. Jeg glippede med øjnene og åbnede dem så lidt efter. Clare smilte lidt da hun så mig. Christian fandt hurtigt en stol til ham selv, og en til Clare. Christian så lidt på mig før han så spurgte; ”Hvad er det der er sket?” Jeg så lidt på ham og tænkte mig om. Hvad mente han? ”Øh..?” sagde jeg lavt. Han så på mig og smilte. ”Der er kommet flere ledninger..” sagde han og så på Clare. Hun var egentlig meget stille. – Det plejede hun da ikke at værer? ”Når..” sagde jeg og smile svagt. ”Det er fordi jeg har fået lagt en sonde..” sagde jeg og så ned. ”Åh..” sagde Christian. Der var tavshed i lidt tid; men Clare afbrød den. ”Du må altså virkelig undskylde for den gang” sagde hun og så alvorligt på mig. Det var første gang, siden episoden hun havde undskyldt. Jeg huskede alt. Dagen hvor det skete, og de mange dage efter, som var et helvede i mit liv. Jeg så alt for mig…
”Du sagde det!” råbte Clare højt. Jeg så på hende og rystede på hovedet. ”Jeg har ikke sagt noget!” sagde jeg og tørrede hurtigt en tåre væk fra min kind.”Hold nu op! Du var den eneste jeg sagde det til! Du var den eneste der vidste det!” råbte hun igen, og lagde tryk på ordet ’var’. Jeg var knust. Det var som om at en havde taget mit hjerte ud og hamret det i tusinde små stykker. Min bedsteveninde troede ikke på mig, og gav mig skylden for noget jeg ikke havde gjort. Jeg havde lovet hende jeg ikke ville sige det, og selvfølgelig havde jeg ikke sagt noget som helst! – men alligevel troede hun ikke på mig. Jeg fik kvalme. ”Jeg har ikke sagt noget..” gentog jeg mig selv stille. Hun så på mig og så løb hun. Løb væk fra det hele. Fra mig. Fra vores venskab…
”Trace? Er du der?” Jeg kom til mig selv, så rundt og nikkede så. Chris så kort på mig og så på Clare. ”Det gør hun tit.. – Bare ignorer det.” sagde han så og så på mig. Jeg smilte undskyldende. Clare rykkede sig lidt på stolen og så ned. Det så ud som om hun tænkte over noget, der ville skulle tænkes over. ”Clare?” spurgte jeg og så på hende. Hun så hurtigt op og smilte. ”Ja? Hvad?” hun så på mig. ”Hvordan går det med din far?” spurgte jeg forsigtigt. Hun var stille lidt, men så så hun på mig og smilte. ”Det går fint. Han er kommet på afvændingsophold” Jeg så på hende og smilte svagt. ”Går det op af bakke?” spurgte jeg så interesseret. Hun nikkede kort. ”Jeg har virkelig savnet dig, Trace” sagde hun så alvorligt, og så på mig. Mit smil gik fra et der langt fra nåede øjnene, til et der nåede længere end dem. ”Jeg har også savnet dig, og du må altså virkelig undskylde” sagde jeg og satte mig lidt op. ”Du skal ikke undskylde.. Det var mig der var en idiot. Jeg skulle have troet på dig. Du var min bedsteveninde..” hun holdte en kort pause, men fortsatte så; ”Og så fuckede jeg det hele op..” hun smilte skævt. Jeg så kort over på Chris. Han sad med sin mobil klistret til ansigtet, han var sikkert ligeglad med vores snak. Jeg slog svagt armene ud, for at vise at jeg manglede et kram. Clare forstod med det samme, rejste sig og krammede mig så. Hun knugede mig ind til hende, og jeg nød det. Jeg nød at være ved hende igen. At vide at jeg havde en bedsteveninde jeg kunne sige alt til. En bedsteveninde jeg virkelig vidste jeg kunne stole på, og en jeg virkelig elskede. Vi slap og hun satte sig ned igen. Jeg så på Chris. Han havde lagt mobilen væk. Da han så, at jeg sad og kiggede på ham, smilte han. Jeg gengældte smilet. ”Trace?” Spurgte Clare. Jeg så på hende og smilte som svar. ”Må jeg spørge om noget?” spurgte hun så. ”– Du behøver ikke at svare hvis du ikke vil..” tilføjede hun hurtigt efter. ”Ja” sagde jeg og ventede lidt. Hun tænkte sig lidt om før hun så spurgte; ”Hvorfor var det du stoppede med at spise?” Jeg så lidt ned og sukkede træt. Der var tavshed lidt. Jeg så op. ”Ærligtalt tror jeg ikke der rigtig er et svar til det..” sagde jeg lavt, men fortsatte så; ”Jeg tror det var fordi jeg følte mig ensom.. Og så var der bare den stemme inde i mig selv..” Jeg holdte en pause og så ned. ”Jeg følte mig bare ikke..” Jeg tænkte mig om. ”perfekt” sagde jeg så lidt efter, og blev ved med at se ned. Jeg ville ikke møde hendes blik. Der var stille lidt igen. Clare rejste sig, gik hen til sin taske og ledede efter noget. Jeg så undrende på hende. Hun fandt en pakke frem og gik så hen til mig. Hun gav mig pakken og smilte. ”Den er til dig” sagde hun så og satte sig ned igen. Jeg så på pakken. ”Det skulle du altså ikke have gjort..” sagde jeg så. Jeg studerede pakken. Den var lille, og så var den pakket ind i lilla papir, med sølv mønster og så noget hvidt gavebånd. Jeg tog stille gavebånder af. Derefter flåede jeg gavepapiret af. Jeg kiggede lidt på den sorte æske, som så var gaven. Jeg åbnede den stille. Inde i den sorte æske lå verdens sødeste halskæde, jeg nogensinde havde set! Jeg så op på hende og Christian. ”Alle fra klassen har givet lidt til den, så den er sådan set fra os alle sammen” sagde Christian så. Hvad? Havde dem i klassen været med til at købe den? No way.. De vidste jo nærmest slet ikke at jeg eksisterede. – Eller det gjorde de så åbenbart. ”De er alle sammen meget bekymret..” sagde Clare så og smilte lidt. Jeg gengældte smilet, men sagde stadig ikke noget. Jeg så ned på halskæden igen. Den var af sølv, og så stod der mit navn. Tracey. Det var som om alt var vendt på hovedet. Min bedsteveninde var blevet min bedsteveninde igen, Elisabeth havde aflyst nogle aftaler den seneste tid, for at være sammen med mig, og dem i min klasse.. De var bekymret for mig, og tænkte på mig. Jeg smilte automatisk. ”Tak” sagde jeg så og så op. De smilte som svar.

”Er du sulten?” Jeg så kort på Elisabeth og så på min computer, som hun havde haft med til mig. Jeg tænkte mig om og rystede på hovedet. Der var nu gået 3 uger. Jeg havde fået fjernet sonden igen, fordi jeg spiste lidt hver dag. Lægerne sagde det var et godt fremskridt. Christian, Clare og Elisabeth havde været rigtig glade da de hørte jeg havde det meget bedre, og at jeg havde taget to kilo på. Ava var inde ved mig i morges og hun sagde at hvis jeg blev ved med at spise lidt hver dag, ville jeg snart blive udskrevet. – og det glædede jeg mig virkelig meget til! Det er helt vildt hvor kedeligt det kan blive i længden at ligge på det samme værelse i 3-4 uger. Et meget hvidt og kedeligt værelse! Jeg sukkede, slukkede computeren og lagde den væk. Jeg så på klokken. ”Øh. Elisabeth? Skulle du ikke til et møde klokken fem?” spurgte jeg så og så på hende. Hun så op fra et blad hun var i gang i at læse, kiggede op på uret og så på mig. ”Gud, jo! Ej, det må du virkelig undskylde! Jeg kommer senere i aften, okay?” sagde hun og rejste sig. ”Det er okay” smilte jeg bare. Hun gengældte hurtigt smilet og forsvandt ellers ud af døren. Jeg sukkede. Alene igen. Jeg satte mig op og slog benene ud over sengen. Jeg lod mit blik kører rundt på mit hospitalsværelse. Jeg rejste mig op og gik hen til en stol som stod henne ved hjørnet. Jeg tog min sorte cardigan, som hang over stolen, og tog den på. Jeg gik hen til døren og ud. Jeg gik ned af gangen og ned mod kiosken. Der var kun to piger på syv-otte års alderen derinde. Jeg så rundt og fik øje på bladhylden. Jeg gik derhen og fandt mit yndlings blad; Popstar. Jeg stak en hånd ned i min lomme på min cardigan og talte mine penge. Jeg havde lige nok til at købe det. Jeg gik hen til disken og lagde bladet op. Ekspedienten bibbede bladet ind og jeg betalte. Jeg satte mig ud på en bænk ude foran kiosken. Jeg sad og bladrede lidt i det, indtil jeg fandt en side der interesserede mig. Britney Rose død af anoreksi! Var overskriften. Jeg lod mit blik glide ned over siden og læste. Britney Rose var en kendt model som lige var død af en spiseforstyrrelse. – Det jeg også havde. Jeg sad i tavshed og læste. Jeg havde selv fået at vide at jeg kunne dø af det, men jeg tror at jeg aldrig rigtig troede på det. Nu forstod jeg hvor farligt det var at sulte sig selv, og jeg ville ikke være et anoreksioffer! Det var jeg helt 100 på nu. Jeg ville kæmpe imod. Men en ting var sikkert! Det ville blive svært.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...