lyden af vinger.

Ella er en kvik og glad pige, men en mørk aften hun går hjem alene sker noget uventet. Så møder hun Jonathan.

2Likes
4Kommentarer
1671Visninger
AA

2. arene.

Ella løb, ligeglad med hendes ankel.
Fortsatte bare igennem buske, og over bakker.
Det eneste hun bar var den mørkeblå tunika. Der strømmede blod fra hendes knæ.
Et gammel ar var blevet revet op.
Et hun havde fået engang i syvende klasse, da hun var faldet på sin cykel.
Dengang havde hun syntes det gjorde ondt, men det var ingenting i forhold til dette.
Smerten rev og stak i hele benet.
Bagved hende råbte nogen, det var noget i stil af: "Vent!"
Troede psykopaten, at hun ville vende tilbage, fordi han kaldte?


Da Ella nåede sit hjem, var hun forslået.
Hun havde kradsemærker og blod i ansigtet.
Men blodet var ikke hendes, det var hans. Det var fyren der havde overfaldt hende, det var hans.
Ella fandt sin telefon, og hun trykkede telefonnummeret til politiet med rystende hænder. Hun stirrede på displayet i lang tid, så ringede hun endelig til politiet. Efter en halv time kom de endelig.
De tog alt det DNA, de kunne få fra hendes tøj. Betjentene tog sågar hendes tøj.
Der kom også læger, Ella hadede læger. Lugten af deres tøj, mindede hende om død.
Lugten blev altid siddende i næseborene og mindede hende om hvor skrøbeligt hendes liv egentlig var.
Hun turde ikke kun være sig selv i aften, kunne hun mærke. Hænderne rystede af chok, hendes hjerte slog 4 slag, hvor det kun skulle have slået et.
Så hun ringede til sin bror.
Efter en times tid kom hendes bror, Alexander, og betjentene kørte igen.
Alexander tilbragte natten på hendes sofa, så hun ikke skulle være alene.
Hele natten lukkede hun ikke et øje, chokket sad dybt i hende, og benene rystede. - Selvom hun lå ned -. Ikke alene var hun bange, hun var rædselsslagen.
Tankerne kørte rundt i hovedet på hende med 120 kilometre i timen.
Lægen som havde været der tidligere på aftenen, han havde syet arret på hendes knæ igen, og havde givet hende 'noget beroligende' som han sagde.
Ella fordøjede alle aftenens indtryk, mens det hele genspillede sig for øjnene af hende.
Søvn ville hun nok ikke få så meget af denne nat. Hun sparkede dynen af, og trak den over sig igen. Hun tænkte på at tænde Tv'et, men det var inde i stuen. Der lå Alexander jo. Hun turde heller ikke gå ud fra værelset, af frygt hvad der kunne ske.
Hun måtte bare forholde sig i ro, og blive liggende i sengen.
Sidst på natten tabte hendes trætte øjenlåg dog alligevel kampen om at holde sig oppe, og de gled ligeså langsomt i.




Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...