lyden af vinger.

Ella er en kvik og glad pige, men en mørk aften hun går hjem alene sker noget uventet. Så møder hun Jonathan.

2Likes
4Kommentarer
1630Visninger
AA

1. igennem skoven.

Mørket var faldet på. I aften var månen fuld, den lyste op i natten som en ledestjerne. Ella gik under den i sin blå trenchcoat, og med de strikkede vanter. Hun trak den lyseblå bedstemorcykel op af bakken, mens hun hørte på musikken i heatsettet. Efter et langt møde med bestyrelsen på skolen, var hun glad for snart at være hjemme. Hun havde lyst til at synge med på musikken, men hun syntes at have set nogen gå bagved. Så hun undertrykte sin lyst, og nynnede i stedet bare for sig selv.
Ella drejede til højre, og begyndte at trække op af den næste bakke. Denne gang fulgte manden også med. Hendes cykeldæk så meget flade ud, så hun turde ikke cykle. Hun synes stadig, at hun kunne høre skidt bagved hende, meget tæt på faktisk. Ella slukkede musikken for at være opmærksom på manden bagved, han kom ikke fra den lille by hun boede i. Ellas moster var formand for grundejerforeningen - dem der agerede alle gadefesterne - og han havde aldrig, været med til nogen af dem. Ella kikkede diskret ud af øjenkrogen, manden lignede en lastbil chauffør. Hans tøj var meget mørkt, og på hans jakke kunne hun se et logo fra et eller andet fragt firma. Måske hans lastbil holdt på rastepladsen der lå 500 meter, fra den lille by hun boede i? - men hvad lavede han så her?
Ella fortsatte med at trække, dog havde hun sat farten lidt op. Under hende lød plusligt et farligt knæk. Hun blev forskrækket og tabte pusten. Da hun kikkede ned, så hun, at hælen på hendes sko var brækket.
Med ét mærkede hun en vægt bagfra, en sort arm kom bagfra, og lagde sig som en jernring om hendes hals. Armens greb var hårdt, og der kom kvæle-lyde fra hendes hals.
Panikken greb hende, og Ella gispede. Hun strittede i mod, det bedste hun kunne.
Det var bare ikke nok.
Armen krammede hårdere, og hun blev smidt ned på jorden. Hun strakte sine arme beskyttede foran ansigtet, for ikke at skrabe det mod den våde asfalt. Manden gik med hurtige skridt hen mod hende. Hun måtte gøre noget! Hun ville løbe, men hendes ankel var forvredet. Hun ville skrige, men hun var for skrækslagen, skriget ville bare ikke bane sig vej gennem halsen. Nu sad han på knæ over hende, og rykkede i hendes bukser. Hun sparkede vildt med benene, ville ikke give op, men hendes bukser blev revet i stykker. Nu gik han efter hendes bluse, den i det fine mørkeblå stof.
Tårene pressede sig på, hun var så bange, men pluslig var den ekstra vægt væk. Ella kaste hurtigt et blik omkring sig, og så at manden tumlede med en anden skikkelse. Hun så sin chance, og løb. Ella løb som hun aldrig havde løbet før. For denne gang, denne her gang var det nemlig for livet.
Der lød råb bagved hende, men hun stoppede ikke, hun kikkede ikke engang tilbage.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...