Når En Veninde Betyder ALT!

novellen her har jeg skrevet for 3 år siden og nu besluttet jeg mig for at rette den og lade jer læse den.
jeg er stadig i gang med rettelserne så det kommer med tiden..

Novellen handler om hvor stræks venskab kan være i nød og hvor grusom pap forældre kan være og hvor meget man kan sætte pris på kærlighed fra en i samme situation.
Stavefejl er Gratis!!

2Likes
1Kommentarer
2227Visninger
AA

5. Ventetiden

Dagene gik og selv om Stephanie dagligt var på hospitalet var der ingen ændringer sket, shadow og hende selv savnet hende og ønsket hun bare ville vågne.
Men vente tiden gik og gik.. flere uger gik uden nogle former for ændret tilstand.

En dag hvor Stephanie skulle på besøg var der ingen Milla på stuen, hun fik en klump i halsen og håbet af hjertet hun ikke var død, da hun med rustende stemme spurte hvor Milla Zandrassen var fik hun svaret at hun var flyttet til sal 2 da de havde taget hende ud af en masse af maskinerne.
Stephanie blev optimistisk og der skulle sige sig selv at der var god grund, da hun nået frem til stuen var der bedringer i vente..

Milla var godt nok ikke vågnet men hun var begyndt at reagere på benrørelser og hun kunne trække vejret selv nu. Stephanie hånede letter op, ind til hun så hvem mere på stuen der var. Millas stedmor Pernille.
Pernille fik øje på Stephanie i det hun var på vej ind på stuen, og før hun kunne rør Milla havde hun taget fat i håndledet på hende og spurt hvad fanden hun lavet her.. det var hendes skyld at hun lå sådan som hun havde redt. Stephanies hjerte knustes på et par sekunder og hun spurte stammende at vis hun bare havde laderet vær med at slå hende og mishandle hende så var det her aldrig sket.
og så rev hun håndledet til sig og løb grædende ud af døren og lige ind i Mr. zandrassen, hun så ham i øjne en enkel gang før hun løb sin vej. det gik først op for hende hvad hun havde sagt og at Millas far havde hørt det da hun sad i bussen på vej hjem.

Samme aften sad Stephanie på sit værelse og fik dårlig samvittighed. Hun skulle ikke havde sagt noget til Pernille selv om hun havde ret og det var på tide hun fik det ad vide..
Stephanie fik gåsehud da hun kom i tanke om at Mr. Zandrassen havde hørt hende sige sandheden til Pernille.
Tros sine mange bekymringer, tog Stephanie på sygehuset igen næste dag. Da hun kom til stuen kunne ikke høre nogle personer der inde så hun kig helt hen til døren, men før hun gik ind kigget hun forsigtigt rundt i værelse for at se om Pernille eller Mr. Zandrassen var der. da der ikke var nogle på stuen smutte hun ind af døren og hen til Millas seng.
Hun skulle lige til at tale til Milla da hun hørte Pernilles stemme ude på gange der talte med en læge. Stephanie ville ikke havde lyttet men, da hun ikke kunne komme ud fra stuen måtte hun finde et gemmested som den eneste mulighed valgte hun at gemme sig bag døren. Der var bare det af hun så ikke kunne undgå at høre hvad Penille og lægen talte om.
-Har hun nogle chancer for at overleve
-ja nu hvor hun er kommet ud af intensiv pleje og behandling bør der ikke være nogle problemer, men vil kan ikke sige noget før hun vågner.
-hvor langtid kan der gå før hun vågner.
-der kan gå alt fra nu til flere dage..
-dage?
-ja vi regner normalt med at når de kommer hed ned til opvågning kan der gå alt fra en dag til 14 dage.
-ville hun kunne huske hvad der skete når hun vågner
-det kan jeg ikke svare på det er and på hvor meget skade hovedet har taget og hvor traumatiseret hun er.
En stemme bag hende, afbrød hendes næstespørgsmål.
-vi må håbe hun kan huske hvad der skete det ville gøre efterforskningen meget nemmer.
Stephanie forsøgt at læne sig helt hen til dørsprækken for at se hvem der talte. da hun fik øje på Politibetjenten der stod uden foran døren sammen med lægen og Pernille der var helt hvid i ansigtet. fik hun en klump i halsen.
Kort efter var både lægen og Politimanden forsvundet og Pernille stod tilbage i sine egne tanker, hun så efter tænksom ud og havde et forpint ansigtsudtryk.
Stephanie undret sig og viste ikke helt hvad hun skulle tro om Pernille sådan som hun stod der.

Efter Pernille var gået uden at være kommet ind på stuen. lige før Stephanie forlod stuen kigget hun hen på Milla
-Når du vågner så lov mig at du kan huske mig, jeg har brug for dig.
Sagde hun højt før hun forlod stuen og gik ned og tog bussen hjem.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...