Når En Veninde Betyder ALT!

novellen her har jeg skrevet for 3 år siden og nu besluttet jeg mig for at rette den og lade jer læse den.
jeg er stadig i gang med rettelserne så det kommer med tiden..

Novellen handler om hvor stræks venskab kan være i nød og hvor grusom pap forældre kan være og hvor meget man kan sætte pris på kærlighed fra en i samme situation.
Stavefejl er Gratis!!

2Likes
1Kommentarer
2223Visninger
AA

3. Venskab

Nogle timer efter de havde sørget for nogle af alle de heste Anna havde opstaldet, satte de sig ind i Annas firhjulstrækker, og kørte til hospitalet, inde midt i byen. Da Stephanie steg ud af bilen så hun op på den store hvidmalede bygning, og tænkte at det vist var første gang hun skulle derind uden hendes veninde, men denne gang var det fordi hendes veninde var derinde. Hun tog mod til sig, og gik ind sammen med Anna, der spurgte hvor Milla Zandrasen lå. Oversygeplejersken sagde til Anna, at hun skulle spørge op på syvende sal. Anna gik sammen med Stephanie over til elevatoren og tog den op til syvende sal.

Da de var kommet derop, gik Anna hen til skranken, og spurgte igen. Denne gang blev de sendt ned til stue nummer fire på venstre gang. Anna var begyndt af gå, men Stephanie var naglet til stedet. Anna gik hen og lagde en arm om Stephanie, og førte hende hen til stue nummer fire. Udenfor døren spurgte Anna om noget, men Stephanie hørte ikke efter. Der blev så stille at Stephanie kunne høre sit eget hjerte slå. Anna åbnede døren og de gik ind. Stephanie så det hun havde frygtet, Milla der lå i sengen med lukkede øjne, og med en masse maskiner omkring sig.

Stephanie gik lammet hen til sin veninde, hendes smukke ansigt, var meget hævet op af en flænge over den ende kind, som der så ud som om der var betændelse i. Stephanies havde ikke lagt mærke til tårerne der trillede ned af hendes kinder, men det havde Anna vist, fordi hun var kommet hen og havde lagt en arm om hende. Da Stephanie ikke kunne holde det ud mere, smed hun sig ind mod Anna som ikke kunne få øjne væk fra Milla, mens hun krammede Stephanie og prøvede at trøste hende. Inden længe gik Anna fordi hun skulle tilbage og have hestene ind inden det blev for mørkt. Stephanie var blevet ved Milla. Da hun vidste hun bare ville bryde sammen hvis hun gik. Til sidst kom en af oversygeplejerskerne og bad hende om at gå hjem.
Da Stephanie gik derfra, gik hun gennem den mørke by med tankerne hvirvlende rundt i hovedet. Da hun var kommet hjem, fandt hun nøglen frem under måtten og gik ind. Hendes far rejste sig fra stolen inde i stuen, for af gå ud og se hvem det var. Da han så det var Stephanie, begyndte han at skælde hende ud, da han havde opdaget, at hun var listet ud om natten, og ikke var kommet tilbage før nu. Tårerne begyndte langsomt at glide ned af hendes kinder igen, men hun sagde ikke noget, tog bare tøjet af, og gik op på sit værelse.

Faren så efter hende, sådan havde Stephanie da aldrig været. Han vidste ikke hvad der var galt med hende, så han gik op til hende. Uden for hendes dør standsede han. Han kunne høre hende græde. Han blev ked af det og vidste ikke hvad han skulle gøre, for han vidste jo ikke hvad der var galt. Faren gik ind, Stephanie lå på sengen med hovedet nede i puden. Han gik tværs over gulvet og satte sig stille ned på sengekanten, hvor han lige så stille lagde en arm over Stephanie. Stephanie vendte sig pludselig om og lagde sig ind mod hans brystkasse. Sådan sad de længe, indtil Stephanies gråd blev til en sagte hulken. Faren sad stadig med armene om hende og trøstede hende. Faderen spurgte stille om hvad der var så forfærdeligt. Stephanie vendte sig ikke da hun sagde at Milla var blevet kørt ned, og lå nu i respirator, på hospitalet, og så brød Stephanie ud i gråd igen. Hun græd og græd igen, i flere timer før faren igen sagde, at hun nu skulle ligge sig til at sove, og så melder han hende syg i morgen, så hun ikke skulle tænke på skolen lige nu. Stephanie kyssede sin far godnat, gav ham et kram, og lagde sig så ned på puden.

Faren bliv siddende til Stephanie var faldet i søvn, så kyssede faren Stephanie på panden og lagde dynen godt op over hende. Så gik faren ud af værelset, og lukkede stille døren efter sig. Nu vidste faren hvorfor Stephanie var blevet så utrøstelig, Faren gik i seng men kunne ikke sove. Den nat sov faren ikke meget, så han stod tidligt op og ringede til skolen og meldte Stephanie syg, sådan som han havde lovet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...