All Is Well That Ends Well - Færdig

Pigen Leas hest skal sælges, og hun hader køberen fra første færd. Men er han virkelig så slem? :)

Mit bidrag til konkurrencen, Overnaturlige Bånd ;)

3Likes
6Kommentarer
1866Visninger
AA

2. Køberen...

Da vi kom ud i stalden, kunne jeg slet ikke klare at se på Biffe. Jeg stillede mig udenfor, og fik noget frisk luft. 5 minutter senere parkerede en bil ude på gårdspladsen. En midaldrende mand steg ud fra førersiden. Fra passagersiden steg en dreng ud. Sikkert hans søn. Og sikkert den dreng der lige om lidt skulle ride min hest, og tage ham fra mig.
Jeg hadede ham fra første færd.
“Hej, jeg hedder Daniel,” sagde han, og rakte hånden frem mod mig.
Jeg tog den ikke.
“Hey, jeg ved godt du at hader mig. Det er aldrig nemt. Men jeg lover han vil få det godt,” sagde han. Han havde grebet mit håndled da jeg havde vendt mig for at gå. Han hånd forsvandt med det samme. Jeg havde ikke bemærket det før, men hans berøring havde fyldt mig med varme.
Det var først den da forsvandt at jeg bemærkede den. Men alligevel føltes det som om den manglede. Jeg savnede den med det samme.
Han stod og stirrede på mig.
“Kom lige med,” hviskede han og trak mig med ned til folden. Heldigvis stod Biffe allerede inde.
“Jeg ved godt det lyder sygt, men prøv lige at fokusere på at brænde mit hår af. Selvom det føles forkert, eller svært,” sagde han.
Det føltes overhovedet ikke forkert. Han ville tage min hest fra mig. Det var den tanke der gjorde at det føltes rigtigt.
“Av for helvede!” bandende han, da røg begyndte at stige op fra hans hoved.
Jeg kom med et irriterende piget vin, og holdt mig for munden. Hvad var det der skete?
“Jeg tænkte det nok,” mumlede han.
“Hvad?!” jeg hviskede, men kun fordi mine forældre ikke skulle høre mig. Jeg havde lyst til at råbe.
“Bare lad være med at flippe ud,” bad han.
“Jaja, sig det nu bare!” Han behøvede ikke vide at jeg var på randen af sammenbrud, og slet ikke kunne flippe ud når jeg havde det så dårligt.
“Du er heks,” mumlede han.
Okay. Jeg havde ikke troet at jeg kunne flippe ud. Jeg havde taget fejl…
“HVAD?!” råbte jeg skingert.
“Shh…!”
“Hvad regner du med? Du fortæller mig at jeg er en heks, og så tænker du at jeg bare siger: ’Nå okay, interessant…’ eller hvad? Nå, men det gør jeg altså ikke!”
“Normalt bliver folk bare fornærmede, så det var det jeg havde regnet med. På den anden side er det endnu mere irriterende at skulle bruge flere timer på at forklare en eller anden dum blondine at jeg ikke sagde at hun var en heks, som i grim og dum, selvom de for det meste er begge dele, men at hun kan trylle, som i hokus pokus. Og bagefter skal jeg så forklare dem at hokus pokus altså IKKE er en besværgelse man kan bruge!” Hans stemme havde en sarkastisk undertone, og hans ansigtsudtryk var irriteret. Hans irritation virkede nærmest berusende. Morsom. Jeg begyndte at grine.
“Det er ikke sjovt!” snerrede han.
Men hans elendighed morede mig nu alligevel.
“Jo det er da,” lo jeg.
“Vel er det ej!”
“Jo det er!” Jeg kunne ikke holde op med at grine af ham. Det vil sige lige indtil min krop skreg af mig, at han var tæt på. Ikke som ‘overskredet min grænse’ tæt på. Men jeg kunne mærke varmen brede sig i min krop igen. Behagelig og lun.
Jeg stoppede brat med at le.
Han stod som jeg havde regnet med, tæt på. Helt oppe ad mig, og kiggede ned, kiggede mig i øjnene.
Han trykkede blidt sine læber mod mine. Min første reaktion var vrede. Men det var lige inden hans læber ramte mig, og verden eksploderede omkring mig. Under mig. Over mig. I mig.
“Hvad fanden..”
“…i helvede…” fortsatte jeg hviskende.
“… var det?” sluttede han.
Et øjeblik virkede det naturligt at stå så tæt på hinanden, men så blev det pludselig akavet.
Jeg trådte et skridt tilbage, det samme gjorde han.
“Ehm…,” mumlede han. Jeg holdt bare kæft bange for hvad jeg kunne komme til at sige.
“Ved du hvad? Jeg tror jeg gør dig en tjeneste. Øjeblik.”
Han lukkede sine grønne øjne et øjeblik.
“Nu jeg tænker over det, tror jeg slet ikke dine forældre har tænkt sig at sælge Bifrost. Under nogle omstændigheder.”
Han smilede.
Det tog ikke lang tid at regne ud at han havde rodet med deres hoveder. Normalt ville jeg være i mod det (jeg mener, er det overhovedet etisk korrekt?) men ikke i dag.
“Tak,” sagde jeg, med ægte smil i stemmen og ægte taknemmelighed malet i ansigtet.
“Skulle det være en anden gang? Og det bliver der nok, for jeg skal lære dig hvordan du bruger dine kræfter.” Han blinkede til mig.
Han skrev noget ned på et stykke papir jeg slet ikke havde set han havde. Han bøjede sig så meget ned at hans kastanjebrune hår næsten dækkede hans ansigt. Så rakte han mig sedlen.
“Mit nummer. Ring når som helst,” sagde han, og blinkede endnu engang. Nu hvor jeg ikke hadede ham, tog hans smil vejret fra mig.
“Øhm, ja, det vil jeg.” Kunne man lyde dummere?
Han smilede bare videre.
“Jeg må hellere se at komme af sted,” sagde han så, trist.
Jeg samlede mod til mig, og kyssede ham på kinden. Det føltes helt rigtigt. Han lyste op, smilede igen.
“Vi ses,” sagde han.¨

Og det gjorde vi…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...