Evigheden Er Lang Tid - Færdig

Danskstil. En historie om at elske sit liv, selv når det når til enden :)

4Likes
6Kommentarer
1295Visninger
AA

1. Evigheden Er Lang Tid

Klokken var tolv om natten, men gaderne var allerede nogenlunde stille. Pokkers hverdage! Nogle gange er det altså kedeligt at være vampyr. Som for eksempel når man aldrig sover, og ikke aner hvad man skal tage sig til om natten. Men i det mindste er værtshuse altid åbne. Så jeg gik ind på et værtshus. Et af de der virkelig lurvede, med døre der hænger i ét hængsel og smadrede vinduer.
Beskidt og lurvet, men der var ikke desto mindre noget at lave.
“En vodka-soda, og spar ikke på vodkaen,” sagde jeg, og satte mig på en af de faldefærdige barstole. Lige den her, tror jeg havde brast sammen, hvis jeg havde været et almindeligt menneske. Det var jeg så ikke rigtig. Jeg kiggede rundt i baren. Ligeså slidt at se på indeni som udenpå.
De eneste mennesker i baren var to mænd i slutningen af tyverne, (det ved jeg kun, fordi jeg læste deres tanker, og de hver især tænkte på hvad de skulle give den anden i otteogtyve års fødselsdagsgave om henholdsvis 4 og 18 dage) og en gammel dame der sad på stolen ved siden af mig. Hun virkede mere interessant end de to andre, så det var hende min opmærksomhed fæstnede sig ved.
Hun sad og tænkte på at have evigt liv.
Rettelse; hun tænkte på at hun ikke havde det, men gerne ville have det.
Hvis du spørger mig er det ikke specielt spændende at være udødelig. Det er meget tomt og kedeligt. Meningsløst. Evigheden er lang tid.
Men spørgsmålet er om den også ville være det, hvis man elskede sit liv, når man fik den forærende. Om det også ville virke som lang tid, når man elskede hvert sekund? Bare en strøtanke, men en interessant en, ikke?
Nå, men tilbage til den spændende kvinde.
Hun sad og funderede over om det nu var muligt at få evigt liv, da jeg bestemte mig for at benytte mig af hendes triste aura, til at få kontakt med hende.
“Er der noget galt?” spurgte jeg hende, med min mest charmerende, og imødekommende stemme. Den virker hver gang.
“Nej, ikke noget specielt,” mumlede hun, og man kunne høre hvor nedtrykt hun var.
“Du skal ikke lyve for mig,” sagde jeg med et smil. “Jeg er hverken dum, døv eller blind. Mine sanser er faktisk virkelig gode.”
“Jeg er bare lidt sur på livet. Nærmere bestemt det at det slutter,” mumlede hun.
“Men tror du virkelig at evigt liv er så meget bedre? Det må da blive kedeligt i længden?” funderede jeg. Eller lod som om, for jeg kendte jo allerede svaret.
“Det tror jeg ikke. Jeg har altid ment at livet er hvad man gør det til,” smilede hun.
“Hm… Ville du virkelig så gerne have evigt liv?” spurgte jeg, og tillod mig selv at overveje noget fuldstændig latterligt. Jeg var da ikke dum nok til at forvandle hende? Var jeg? Hm… Jeg overvejede det, så det var jeg måske.
“Ja. Jeg ved godt det lyder latterligt. Der findes jo intet som udødelighed og evig ungdom,” sagde hun drømmende.
“Jeg kan måske hjælpe dig. Selvom det selvfølgelig ikke findes. Kom med mig.”
Den godtroende gamle dame fulgte mig bare. Hun ville sikkert hade mig for det her, om ikke andet, så om hundrede år, når hun var ved at være træt af evigheden. Men ja… der var mange grunde til ikke at gøre det. Men ligeså mange grunde til rent faktisk at gøre det. Det overraskede mig lidt. Normalt ville der være flere grunde til ikke at gøre det. Sammenlignet med at gøre det, altså. Jeg ved ikke hvorfor det lige var anderledes den her gang. Det var det bare.
Vi gik uden for værtshuset, på de nu fuldstændig øde gader.
“Luk øjnene, koncentrer dig, og se en rose der visner, for dig,” sagde jeg stille. Det var mest for at aflede hendes opmærksomhed. Rosen betyder ingenting.
Og så bed jeg hende i halsen.
Da blodet ramte min tunge, blev jeg i tvivl om, om jeg kunne stoppe. Jeg samlede al min viljestyrke og det lykkedes. Heldigvis.

Da hun vågnede var hendes røde øjne et klart faresignal for alle mennesker, der skulle være så uheldige at støde på hende. Jeg havde i mellemtiden lånt (stjålet) et par blå kontaktlinser, så hun ville komme til at se knap så truende ud. Lilla øjne er jo ikke ligefrem et faresignal. (underlige, ja, men ikke et faresignal)
Jeg forklarede hende hvad hun var blevet. Alt ved at være vampyr. Både det gode og det dårlige. Igennem det hele smilede hun. Utroligt. Nogle mennesker bliver bare aldrig klogere.
Men hun takkede mig, og gik sin vej, ud i solopgangen, for at påbegynde sit nye liv, som udødelig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...