Som sendt fra himlen

Ærkeenglen Raguel, bliver hentet til jorden for at hjælpe. Her kommer han på en opgave, med at begynde på "London Business School". Det lyder ganske let og det føler han da også i begyndelsen det er, men da han falder i hak med den ensomme - men fantastisk, smukke pige Daniella, synes alting en anelse mere uoverskueligt end først antaget...

76Likes
95Kommentarer
6920Visninger
AA

7. Til middag hos familien Crawford

De sad og snakkede i et lille kvarters tid, hvorefter Daniellas’ mor ligeså dukkede op i caféen. Raguel mærkede straks hvordan nervøsiteten steg op i ham. Ligefrem at blive opdaget sammen med Mrs. Crawfords’ datter var ikke en synd, netop fordi hun var en vaskeægte gudelignende skabning, men ligefrem at blive opdaget af hendes egen mor, brød Raguel sig ikke specielt meget om. Det var noget andet, under den stil. Her hjalp han hende jo med lektier, her hang de ud som bekendte. Dog var Mrs. Crawford rar og høflig som sædvanligt, og slog sig her ned ved siden af sin datter, efter at have bestilt en Café Latte i baren. Efter hvad Raguel hørte nærmere om, var Crawford familien gode venner med ejeren af denne café, som altså måtte henvise sig til at ejes af denne Igor. At han var franskmand, fornemmede Raguel ved første blik. Navnet lød fransk, der var noget fransk over moustachen og de mørke, dystre øjne og tætsiddende øjenbryn, fortalte ligeså Raguel, at han måtte komme nede sydfra.
”Du, Raguel,” sagde Mrs. Crawford pludseligt, hvis navn egentligt var Henrietta. Det fortalte Raguel, hvorfra Daniella havde sit eget specielle navn. ”Jeg tænkte på,” fortsatte hun smilende, ”om du og dine forældre ikke ville komme til middag i aften? I kunne jo komme over ved en sekstiden?” Hun tog en slurk af sin Latte, og der imens måtte Raguel tænke hurtigt, for at opdigte en løgn som bare virkede den mindste smule, troværdig. Han brød sig ikke om at lyve for folk. Især ikke folk, han brød sig om.
”Eh…” Han kiggede ned i dugen og fulgte dens mønster. ”Mine forældre er udenlands i denne uge og to uger frem, men hvis det er,” Han kiggede over på Daniella, som sad med sit sødeste smil formet om sine små, lyserøde læber, ”vil jeg med glæde komme.” Han gengældte Daniellas’ smil i sit aller hyppigste.
”Jamen så er det en aftale,” smilte Henrietta høfligt, og tømte sit krus for indhold. ”Så ses vi ved en sekstiden, ikke?” Raguel nikkede hastigt, samtidigt med at de begge rejste sig op og takkede af. De bevægede sig begge over imod udgangen, men dog nåede Raguel lige at anse Daniella vende sig om, sende ham et lille smil og et vink, hvorefter hun lydigt fulgte efter sin mor. Det øgede hans personlige selvtillid en ekstra tand.

Da Raguel troppede op foran den velkendte hoveddør på Banbury Road, mandede han sig op og kiggede op og ned af sig selv, før han bankede på. Han havde fundet sit fineste sæt tøj frem, simpelthen for at ville gøre et godt indtryk på Mr. Crawford, som han endnu ikke havde fået lejligheden til at møde. Det håbede han dog til gengæld, kunne være tilfældet i aften. Netop som han var på nippet til at møde Daniellas’ forældre sådan helt alvorligt, tænkte han automatisk tilbage på den første gang, han skulle møde Beatrix’s forældre. Det havde ikke just været kønt, men alle var kommet helskindet igennem det. Beatrix’s far havde nemlig været af den overbevisning, at Raguel ikke var god nok til hans datter. Han var al for uvorn, for umoden og slet ikke af den støbning, som hans svigersøn skulle være. Det var dog hans ord imod datterens, og i sidste ende havde kærligheden sejret.
Han mandede ryggen op, satte kraven på skjorten ordentligt lige for en sikkerhedsskyld, hvorefter han strakte hånden frem og bankede med tre lette slag, på hoveddørens omfang af træ. Ventetiden blev ikke lang, for umiddelbart efter, trådte Daniella frem i døråbningen. Lyset fra elpæren bag hende, opstrålede hendes ansigt i en sådan belysning, at Raguel lige måtte have små to sekunder til at komme sig over det. Hun strålede som flere hundredtusinde af diamanter samlet på ét sted. Hun bar en sød, blomstret kjole i alverdens farver, og hendes ben var udækket og gav derfor frit adgang til hendes barrer hud. Benene var solbrune, perfekt indsmurt i creme og let på tå, trådte hun frem og gav ham et lille kram, hvorefter hun hev ham med indenfor og tog hans jakke. Hun hang den op på knagen, hvorefter Raguel i al smug, indsnusede hendes duft til sig. En sød og svag aromatisk duft af italienske roser, hang ved hende. Duften kendte Raguel al for godt. Den var himmelsk.
”Maden er klar om et kort øjeblik,” sagde Daniella smilende, imens hun førte ham videre ind gennem dagligstuen, ”kom og hils på min far. Han har set sådan frem til at møde dig!” Ligegyldigt hvor nervøs Raguel var for dette møde, gik det hele ganske godt. Hendes far, James, var ganske fin. Han var en lille og halvgammel, buttet mand som lignede at have iført sig sit allerfineste jakkesæt til dato. Hans hår lignede ligeså at være blevet kørt igennem af en fin kam, og ligeså fået proppet noget vand deri, for at det bare kunne sidde nogenlunde ordentligt.
Derefter gik snakken lystigt. Også til bords. Der var ikke et eneste pinligt tavshedspunkt, og Raguel følte sig mere velkommen, end hvad han længe havde gjort. Samtidig gjorde Daniellas’ nærkontakt ham vild og han priste sig lykkelig for, at de andre engle med højst sandsynlighed, ikke kunne sidde og se på ham lige nu. I så fald, ville han være dødsens.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...