Som sendt fra himlen

Ærkeenglen Raguel, bliver hentet til jorden for at hjælpe. Her kommer han på en opgave, med at begynde på "London Business School". Det lyder ganske let og det føler han da også i begyndelsen det er, men da han falder i hak med den ensomme - men fantastisk, smukke pige Daniella, synes alting en anelse mere uoverskueligt end først antaget...

76Likes
95Kommentarer
6790Visninger
AA

8. Som sendt fra himlen

Da aftensmaden var ryddet af bordet og desserten ligeså lå godt i maven, besluttede Raguel og Daniella, sig for at gå en tur udenfor. Egentligt ikke så meget for den friske lufts skyld, nok nærmere for at slippe væk fra Mr. og Mrs. Crawford. Alt i alt, brød Raguel sig ganske godt om dem. Daniella havde nogle rigtig søde forældre, men dog tvivlede Raguel stærkt på, om de ville blive ved med og være ligeså flinke, hvis de kendte sandheden om ham. Ja, nok var engle set i menneskets øjne, noget positivt. Det forstod Raguel egentligt også godt, men han var bare et sendebud. Det var intet særligt. Det var noget andet med Amor for eksempel, eller Eddiart. Kærlighedsenglen og fredsenglen. Han var jo bare… sendebuddet.
”Jeg synes aldrig jeg har set dig her før, Raguel,” begyndte Daniella frodigt, da de rundede hjørnet og fortsatte ned omkring stigen, som førte op til kirkegården. Mørket lå tungt over denne del af London, og vinden var kølig og ikke spor venlig.
”Jeg er ikke den, du tror jeg er,” svarede Raguel indirekte, og følte straks den opspillende stilhed, som ikke længere var så behagelig, som tidligere. Han fornemmede straks, at han havde talt over sig. Daniella havde ligeså lagt mærke til hans så lette ord, hvor der dog inde bag ved lå en anden betydning. En betydning, som hun endnu ikke kendte til. Raguel tøvede let. Han vidste, at der ingen vej var tilbage. Han var forelsket. Skønt at det var herligt at være forelsket, men ikke når man blev det i den forkerte person. For, for Raguel’s vedkomne, var han blevet forelsket i et menneske.
De stoppede op under en lygtepæl. Daniella lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede gennemtrængende på sin overmand, hvis lyseblå øjne strålede som den klareste blålige safir, som endnu var set.
”Hvad mener du?” Daniellas’ nysgerrighed var ikke til at tage og føle på. Da Raguel’s tænken trak ud, var hun ikke længere i tvivl om, at han tvivlede på om han skulle fortælle hende sandheden. Det fik hende til at træde et skridt nærmere, køre en hånd op til hans ansigt som var hun erfaren på dette punkt, hvilket hun i virkeligheden ikke var, og fangede derefter hans blik og kiggede ham dybt i øjnene.
”Jeg må tilbage Daniella,” hviskede Raguel pludseligt, og fulgte op på øjenkontakten. Hun rystede svagt på hovedet, stadig uvidnende om hvad han mente. ”Du er en fantastisk pige Daniella, men jeg hører ikke til her. Hvis bare det hele ikke var så kompliceret…” Han holdte inde og sukkede. Uden overhovedet at tænke på de konsekvenser det ville medføre, trykkede han blidt sine læber imod hendes. Han følte det som blev han løftet op i luften; kysset var fortryllende. Netop som Daniella kyssede igen og Raguel’s følelser stod på sit højeste til at eksplodere, mærkede han noget manglet og savnet, udvikle sig på hans skulderblade. Vingerne! De store, fantastiske og smukke vinger, fremstod bag ham. Følelsen var kommet tilbage. Ikke siden ægteskabet med Beatrix, havde vingerne været udfoldet. Det var nu lykkedes.
Uden så meget som et enkelt blik på Daniella, lukkede han øjnene i og lod tyngdekræften tage ham, alt imens han baskede med de store og smukke, hvide vinger, op satte kurs imod himlen. Han mærkede Daniellas’ beundrende blik efter ham, og hans mission var nu fuldført.
Han var kommet, som sendt fra himlen…


- Slut! Ris og ros modtages gerne (-:
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...