Som sendt fra himlen

Ærkeenglen Raguel, bliver hentet til jorden for at hjælpe. Her kommer han på en opgave, med at begynde på "London Business School". Det lyder ganske let og det føler han da også i begyndelsen det er, men da han falder i hak med den ensomme - men fantastisk, smukke pige Daniella, synes alting en anelse mere uoverskueligt end først antaget...

76Likes
95Kommentarer
6796Visninger
AA

3. Den gudelignende skabning

Mandag morgen, fik Raguel for alvor menneskeligheden at føle. Både fysisk, psykisk og mentalt. Her blev han skubbet fra den ene siden til anden, mast og puffet væk. Af og til havde han svært ved at holde balancen, men han genvandt altid koncentrationen til sidst. Han brød sig ikke spor om at gå igennem skolegården. Selvom han i betegnelsen af alder måtte være den betydeligt ældste med hele 479 år på bagen, røbede hans udseende det alligevel ikke højt. Nej, han lignede blot en lille og forvirret førsteårselev, som ikke vidste om han skulle vente med at gå på toilettet inden timens begyndelse, eller i frikvarteret efterfølgende. Og hvis ikke dette var nok, følte han sig også knaldhamrende nervøs. Nervøs for at denne opgave ligeså ville gå i vasken og han dermed endnu engang ville blive fuldstændig til grin over hele Himmeriget. Det ønskede han på ingen måde at blive igen, igen.
”Så pas dog på,” lød en hårdnakket stemme lige bag ham, og igen blev han skubbet omkuld. Han tabte bøgerne ud af favnen. Han satte sig på hug foran dem og samlede dem op én efter én. Ja, Raguel måtte nu erkende, at dét at være menneske, ikke altid var lige let.
Klokken lød, og folk vrimlede til time. Det var på netop dette øjeblik, hvor Raguel fik øje på dette gudelignende væsen, ovre ved østfløjens indgang. En pige, så bleg og intim at han kunne have tabet både næse og mund på stedet, stod og betragtede gårdens areal. Hendes lange og brune hår, som let fløj om hendes ansigt i små totter, alt efter hvad der var smuttet ud af elastikken og ikke, fik Raguel til at stirre forbløffet på hende. Den lette forårsvind tog i hendes hvide sommerkjole, som kunne være identisk med Ariel’s – Raguel’s smukke lillesøster. Hendes nybarberede ben, indsmurt i creme, skinnede i skæret fra det svage sollys, som lige akkurat fik banet sig vej igennem skyernes hårde og maskuline dække. Dette tog fuldstændigt vejret fra Raguel, som aldrig havde set noget lignende. Hendes små fødder var indhyllet i nogle små ballerinasko, som han endnu ikke kunne se farven på, på denne afstand. Idet hun vendte sig om, troede Raguel, at han skulle dø. Hendes høje kindben, de dybe ansigtsformer og de lange og let markerede øjenvipper, føltes så uvirkeligt. Så fremmede, så magiske og så eventyragtige. Aldrig før havde han troet, at et menneske kunne være så tiltrækkende, så bedårende og så smuk, som hende.

Resten af dagen, kunne Raguel ikke tænke på andet end denne pige, hvis navn han endnu ikke kendte til. Det var først da han sidst på dagen begav sig ned på biblioteket for at finde sig en frilæsningsbog om engle, hvor han stødte ind i hende igen. Hun sad helt ovre i hjørnet, nedlænet sig over en historisk undervisningsbog og skrev citater, efter hun havde læst et kort stykke i bogen. Han vristede sit blik væk fra hende og kiggede rundt. Der var ingen bibliotekar til syne. Han tog sig en dyb indånding, mandede sig op og gik over imod hende, da han ikke fandt andre muligheder til at spørge om hjælp.
”Ehm, undskyld,” sagde han hakkende og nervøst. Idet hun kiggede op på ham og deres øjne mødtes, følte han en sådan intensitet, at han var ved at ryge bagover af forundring. Hendes dybe og brune, fantastiske øjne, borede sig ind i hans. Han tog sig sammen, og fortsatte uanmeldt: ”Ved du måske, om hvor bøgerne med engle står?” Han prøvede at sende hende et smil, men måtte tage det i sig igen. Følelserne sad tydeligvis udenpå hans tøj og det ville ikke undre ham, hvis hun havde lagt mærke til det.
”Reol E, række 7,” sagde hun stille, og pegede ned igennem lokalet. Han nikkede på hovedet som tak, vendte rundt på hælene for herefter at bevæge sig hen til reolen ved navn E. Han pustede lettet ud. Aldrig før igennem sit snart 500-årig lange liv, havde han følt sig så nervøs, som han netop lige havde.

Da Raguel den dag tog hjem fra skole måtte han erkende, at det ikke altid var lige nemt at være menneske. Men det var for den sags skyld heller ikke altid helt let at være en engel, mente han fast og trodsigt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...