Som sendt fra himlen

Ærkeenglen Raguel, bliver hentet til jorden for at hjælpe. Her kommer han på en opgave, med at begynde på "London Business School". Det lyder ganske let og det føler han da også i begyndelsen det er, men da han falder i hak med den ensomme - men fantastisk, smukke pige Daniella, synes alting en anelse mere uoverskueligt end først antaget...

76Likes
95Kommentarer
6905Visninger
AA

2. Chefens kontor

Stræbende og frimodigt, førende og magtfuldt, bevidnende om hvad det var han var gået med til, bevægede han sig hastigt igennem de mørke korridorer. Som var væg portrætterne virkelige og kunne både føle og røre, fornemmede han blikkene forsvinde efter sig. Han svang med sit fedtede hår, lod de sidste hårlokker kærtegne hans ansigt, inden han kørte en hånd op i det og fik det til at falde let og nyblæst, ned af hans rygs uregelmæssige hvirvler. Idet endestationen tilregnede sig som en realitet for ham, stoppede han op foran den høje, kridhvide og gude lignende dør med diverse konstruktive mønstre og kreative og parallelle folder som højtideligt udstrålede, at dette var chefens kontor, og hvis nogen trængte ind på hans territorium uden særlig tilladelse, ville det ikke ende andet end galt for vedkomne. Denne gæst, ved fornavn kendt som Raguel, sendebuddet, bankede selvsikkert på og ventede på svar indefra. Da det endeligt lød, svagt og rustent, rankede han ryggen, tog fat om håndtaget og trak ned i det, hvorefter han trådte indenfor på det nydelige, velholdte kontor, på trods af at det var flere hundrede år siden det sidst var blevet renoveret. Han kiggede søgende rundt, ventende på en varm velkomst.
”Sid ned, Raguel,” lød det føjeligt, men ikke yderligere varmt som håbet på. Raguel tog plads på den æggeformede kontorstol belagt med læder og runde kanter, slog det ene ben over det andet og kiggede derefter afventede op fra sit favntag om sine egne arme. Den modstående stol ovre på den anden side af det kontorbord som gjorde afstanden, vendte imod Raguel således, at han ikke kunne se sin chefs skikkelse. Dog røbede hans hæse vejrtrækninger ham i, at han stadig befandt sig der. Ingen havde nogensinde set ham. Altså chefen. Herren, deres Lord. Ingen vidste, hvordan han så ud. ”Jeg regner med, at De er blevet informeret om Deres opgave, unge Raguel. Og jeg håber at De ved, hvilket ansvar det er De er tilegnet og hvilke regler det er, De skal følge.” Ordene blev slynget ud, som det første skridt man træder på dørtærsklen, når man efter et langt og varmt morgen bad, træder ud i den kolde og friske vintermorgen. Raguel følte det pludseligt så køligt omkring sig, at han eftertænkte om han kunne danne luftånde-ringe. Dog turde han ikke tage chancen og forsøge sig. Chefen både så og hørte alt.
”Javel, sir,” svarede Raguel bemyndiget, og overvandt sin lyst til at sætte en hånd for panden, som de menneskelige soldater og sergenter plejede at gøre, når man var noget eller nogen tro.
”Så vil jeg bede Dem tage rejsen til Jorden i nat, gøre Dem behageligt på et hotel jeg personligt har fremskaffet til Dem i London, med udsigt ud over Oxford Street. Tag den med ro de første par dage, begynd på London Business School når De føler Dem ordentligt tilpas, og klø så på, Raguel. Det er nu, at De skal vise flokken hvad De kan! Det er nu, at Deres talent og fremgang vil komme på prøve.” Ordene syntes lavere og lavere for hvert der blev udtalt, men det gjorde dog blot det hele meget nemmere for Raguel at forstå, så snart det bare ikke indeholdte host, klynk eller andre sager, som chefen kunne tilegne sig at gøre, netop fordi det var hans eget kontor og hans egne regler, som de alle levede efter.
”Tak Herre,” hvæsede Raguel intimt og rejste sig op. Han gjorde sit yderst bedste for ikke at lade lyden runge, så snart han lod stolen køre henover det cementhårde marmorgulv. ”Jeg lover Dem, at jeg ikke vil skuffe Dem. Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt!” Hans ord syntes så hårde og fulde af tro og selvtillid, men indeni, var han ved at dø af nervøsitet. Han vidste med åbenlys sikkerhed, at den eneste grund til at chefen havde ladet ham få denne opgave, var, at han ville have ham til at gøre sig selv til grin igen. Men nej, sådan skulle det ikke være denne gang! Det var Raguel fuldt ud besluttet om, da han forlod kontoret med lange, men dog nydelige, og hastige skridt. Han lod døren lukke i med et lille klik, hvorefter han langt om længe kunne ånde lettet ud. Chefens kontor, gav ham altid myrekryb.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...