En møgdag

En novelle om en ganske normal dag, som ikke ender helt som man regner med.

13Likes
11Kommentarer
1171Visninger

1. En møgdag

Han logrer med halen, da jeg tager hundesnoren frem. Han ved, vi skal ud og gå. Det gør han altid. Jeg kigger ud af vinduet. Regnen siler ned fra en grå himmel. Egentlig har jeg ikke lyst til at gå en tur, men hunden skal luftes. Hverken mor eller far er hjemme, og min lillesøster er hjemme hos en fra hendes klasse. Så jeg er næsten helt alene. Jeg må hellere tage mine gummistøvler og min regnfrakke på. Han følger efter mig ud i gangen og videre hen til, bryggerset mens jeg tager gummistøvlerne og regnfrakken på. Så sætter jeg snoren fast i halsbåndet på hunden. Han logrer endnu mere med halen. Han kan godt lide at gå tur. Det tror jeg egentlig at alle hunde kan. Jeg åbner døren og træder ud på vejen. Plask! Der var vidst en kæmpe vandpyt lige foran døren. Der er kommet vand i min gummistøvle. Typisk, sådan noget sker altid for mig. Der kommer et ordentlig vindpust og med et ordentligt brag smækker døren i. Jeg trækker i snoren, og hunden løber i høj fart fremad. Det giver et ryk i min arm og jeg bliver hevet fremad. I det fjerne kan jeg se at der går nogen med en hund. Det er derfor han trækker sådan. Han vil så gerne snakke med andre hunde. Jeg følger efter ham hen ad vejen. Nu kan jeg se de modgående er kommet tættere på. Ja faktisk står de næsten lige foran mig. ”Hej!” siger manden der ser lidt gammel ud. Han har en sød hund. De to hunde står og snuser til hinanden. Det gør hunde når de møder hinanden. ”Hej!” svarer jeg og prøver at se glad ud selvom jeg inderst inde synes at det er en lortedag. Manden kigger på min hund og siger så:” Det er godt nok en sød hund du har der. Hvad hedder den?” ”Den hedder trofast.” svarer jeg med en lille stemme. Trofast trækker i snoren. Han vil nok gerne videre. Jeg begynder at gå videre. Så vender jeg mig om og vinker til manden. Han ser det ikke da han er gået videre og har ryggen til. Nu kommer vi til den store vej. Der er så meget trafik at jeg næsten ikke kan komme over vejen. Bilerne gider ikke stoppe så jeg kan komme over vejen. Til sidst er der dog en gul bil der stopper, og trofast og jeg kan passere vejen. Endelig, det tog sin tid. På den anden side af vejen er der en masse træer. Vi går ned ad den lille bakke og der er en bæk. Over bækken er der en lille bro. Det er så højvandet at vandet næsten løber op på broen. Som om der ikke var vand nok i forvejen. Der er ikke noget gelænder på broen. Trofast vil gerne over broen. Jeg synes nu ikke det er nogen god idé. Broen ser glat ud, vi kunne nemt falde i vandet, men der er ikke noget at gøre. Trofast trækker i snoren og jeg bliver nødt til at følge efter ham. Selvfølgelig går det galt og med et kæmpe plask ligger vi begge i vandet. Der er ikke så dybt så vi kan godt bunde. Der er dog meget strøm så det er svært at komme op af vandet. Jeg holder stadig fast i Trofast. Han er panisk og ved ikke hvad han skal gøre. Jeg får fodfæste og kan nu komme op af bækken. Jeg hiver i Trofast’s snor og han kommer også op af vandet. Han prøver at ryste vandet af sig, men han bliver hurtigt våd igen da det regner helt vildt. Jeg beslutter mig for at gå hjem igen. Vi er begge to plaskvåde. Jeg kan næsten ikke gå da mit tøj er vildt tungt. Heldigvis er der ikke langt hjem. Der er ingen på vejen. De sidder sikkert indenfor og hygger sig med varm kakao. Det gør de fleste på en regnvejrsdag. Trofast fryser, jeg kan se han ryster. Det gør jeg også. Nu står vi så her foran hoveddøren. Jeg roder efter nøglen til huset. Den var ikke i den ene lomme. Jeg prøver den anden. Der er den heller ikke. Jeg leder faktisk i alle mine lommer, men den er der simpelthen ikke. Så kommer jeg i tanke om noget. Jeg har sikkert tabt den i bækken da vi faldt i vandet. Jeg ved at der går lang tid før der kommer nogen hjem igen. Min mobil er også gået i stykker af alt vandet. Det er så typisk. Jeg skal altid være uheldig. Nu har jeg to muligheder. Enten kan jeg vente på at der kommer nogen hjem. Eller også kan jeg gå tilbage til bækken og prøve at finde nøglen. Jeg tror det bliver det sidste, man kan jo lige så godt kæmpe. Jeg går tilbage til bækken og kigger ned i vandet. Jeg kan ikke se nøglen selvom vandet er helt klart. Den er sikkert blevet skyllet væk. Jeg vender om og går tilbage. Så må jeg vente på at der kommer nogen hjem. Det er meget koldt. Jeg kan se dem der bor i huset ved siden af. De sidder og spiller og drikker varm kakao. Der er en pige på min alder. Jeg kan se hun ler. Hun kigger på mig. Så går hun. Lidt efter åbner hun hoveddøren og siger at jeg skal komme ind og spille med. Jeg takker og følger efter hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...