Kærlighed kan forandre livet!

Endnu en Robert Pattinson historie, vampires xD

0Likes
0Kommentarer
1298Visninger
AA

1. Kærlighed kan forandre livet!

Jeg sad i klassen, jeg kunne hører uret tikke, tik, tak, tik, tak. Der var ti minutter tilbage til sommerferien startede. Ingen ferie, men min mor skulle afsted med en veninde, så jeg skulle bare alene hjemme på gården og passe Zarif, jeg regnede med Freja selv kom og passede Prince. Men næste år blev det min tur, jeg skulle til Hollywood med en veninde og min far.
Der var et minut til ferien startede. Med et ringede klokken, alle rejste sig og råbte, fistede og jublede. Vi sagde alle farvel til hinanden og så gik vi hjem. Jeg gik ud på parkeringspladsen hvor min mor holdte, jeg løb hen til bilen og hoppede ind.
”Endelig ferie.” Sagde jeg og tog min mobil frem.
”Ja, du skal nok få det sjovt. Husk du må gerne have veninder på besøg.”
”Ja ja, jeg ved det godt.” Jeg hadet når jeg fik ting afvide 1000 gange.
Da vi kom hjem, gik jeg op på mit værelse. Jeg smed min taske over i hjørnet og satte mig på min seng og tændte fjernsynet. Jeg kiggede alle kanalerne igennem, men der var ikke noget jeg ville se, så jeg slukkede igen. Jeg tog mine ridebukser på og gik nedenunder. Jeg tog mine gamle nedslidte vans på og gik ud i varmen, jeg gik over i et lille skur, hvor vores fryser var. Jeg tog en is og i samme sekund jeg kom ud af skuret kom Freja cyklende ind på gårdspladsen, så jeg gik ind og hentede en is til hende. Jeg gik over til hende og gav hende den.
”Tak.”
”Så lidt.”
”Hvad rider du?”
”Jeg ved det ikke helt, tror jeg vil tag en lille skridt tur i den lille skov uden sadel.”
”Okay, jeg springer lidt på banen.”
”Fino.” Jeg smilede og gik indenfor igen.
Jeg satte mig i sofaen og spiste min is, min mor kom ind til mig og vinkede farvel.
”Hvorfor skal i være væk hele ferien?”
”Det er vi snakkede om.”
Jeg gad ikke se på hende, så jeg kiggede ned i på min is. ”Det er så unfair.”
”Det er livet nogen gange.”
Jeg nikkede og kiggede op på hende. ”Hyg jer.”
Hun nikkede og så gik hun. Da jeg hørte døren lukkede i, spiste jeg vider på min is.
Da jeg var færdig, smed jeg pinden ud og gik ud i varmen igen. Jeg gik hen på folden hvor Zarif stod. Jeg tog et træktov i hans grime og hoppede op på ham, uden ridehjelm red jeg over vejen og over i skoven, da jeg kom der over begyndte jeg at synge som altid. Mens jeg sang kunne jeg hører en gran knække bag mig og drejede hovedet og kiggede, men der var ingen. Jeg valgte at stoppe med at synge, hvis nu der var nogen. Lidt efter så jeg nogen dådyr løbe over stien og der gik ikke længe før jeg så noget hurtigt løbe over stien efter de to dådyr og kort tid efter var der igen noget der løb over stien. Jeg blev bange og besluttede mig at galopper tilbage. Jeg satte Zarif i galop og red i fuld fart hjem. Da jeg kom ud til vejen, var der ingen biler. Så der var ingen inde i skoven. Jeg red over vejen og ind på gården, op på banen.
”Må jeg springe med?”
”Ja, men hvad med hjelm?”
”Min mor er her ikke.”
Hun smilede og satte i galop og red over det ene af de fire spring hun havde sat op, efter kom jeg.
Da vi var færdige ville Freja skridte af i skoven men jeg stoppede hende.
”Du må ikke.”
”Hvorfor?”
”Jeg så noget, jeg ved ikke hvad men jeg så noget. Jeg ved ikke hvad det var, men det var hurtigt.”
”Ej lad nu vær.”
”Jeg mener det, pleas red ikke der over.”
”Okay, så bliver jeg.”
”Tak.”
Efter vi havde skridtet af gik vi sammen tilbage på folden med hestene. Freja tog hjem, hun skulle hjem og pakke, hun skulle også på ferie.

Det blev mørkt, klokken var 22.30, jeg sad ved min computer og chattede med mine veninder over msn, da det pludselig ringede på døren. Mit hjerte begyndte at galopper af sted, jeg satte min computer fra mig og gik langsomt nedenunder, jeg kiggede ud af gardinet. Jeg kunne se det bare var min far så jeg gik ud og åbnede.
”Hej min smukke pige.”
Jeg rullede med øjne. ”Hej, hvad laver du her?”
”Din mor ringede og sagde hun var taget afsted. Og jeg vil gerne have du får en god ferie, selv om vi ikke skal ud og rejse, men så kan vi tag i biografen, leje film, eller hvad vi nu finder ud af.”
Jeg smilede. Nu var min sommer reddet. ”Hvorfor kommer du så sent?”
”Jeg skulle arbejde over.”
”Nårh okay.”
Vi gik ind i stuen og satte os.
”Hvad lavede du før jeg kom?”
”Chattede på msn.”
”Okay. Hvordan går med at finde en kæreste?”
”Far hold nu op, jeg gider ikke snakke om det.”
”Jeg vil jo gerne have børnebørn en dag.”
”Far jeg er 15, nu stopper du.”
”Ja undskyld, men det er bare så længe siden du har været rigtig glad.”
Jeg kiggede underligt på ham. ”Hvad mener du?”
”Jo, kan du huske den gang du var sammen med Morten?”
Jeg nikkede.
”Den gang var du glad, du var frisk. Nu er du mere bare til at slappe af, gå tidligt i seng, aldrig ude og drikke med venner og veninder.”
”Far, er det derfor du er kommer?”
Han rystede på hovedet. ”Nej, undskyld skat.”
Jeg rejste mig og gik ud og lavede noget kaffe til ham. Han kom ud i køkkenet og stod lænet op af dørkammen.
”Hvad er der galt?” Spurgte han, det var ikke et spørgsmål jeg havde ventet.
”Hvad mener du?”
”Du er meget utryg, det plager du ikke at være.”
Jeg vendte mig om mod ham. ”Jeg så noget mærkeligt i skoven i dag. Jeg ved ikke hvad det var, men de var ude efter et dådyr, det var hurtigt.”
”Og nu er du bange for det vil komme her?”
Jeg nikkede.
”Det skal nok gå min skat, jeg er sikker på du så syner.”
Jeg nikkede, han havde sikkert ret. Jeg gav ham hans kaffe og så gik jeg oven på.
”Hvor skal du hen?” Spurgte han mens jeg var på vej op af trappen.
”Er det ikke okay, hvis jeg går op og chatter vider med pigerne?”
”Jo, bare hyg dig, så ser jeg en gyser.”
Jeg smilede og lavede et nik med hovedet og så løb jeg oven på. Jeg gik ind på mit værelse lukkede døren og pludselig fik jeg øje på en, der kiggede ind af mit vindue, men da jeg kom der hen og havde åbnet vinduet var personen væk. Jeg kiggede rundt, men jeg kunne ikke se nogen, så jeg lukkede vinduet igen og rullede gardinet for. Jeg gik over og satte mig på min seng jeg ville ikke chatte mere, så jeg lukkede bare skærmen ned og lag computeren over på mit natbord. Jeg slukkede lyset og lag mig til at sove.

Som sommeren gik, hørte jeg stadig lyde i skoven og efter jeg havde hørt det i en uge, besluttede jeg mig ikke at tag der over igen nogensinde. Nu var der kun èn uge tilbage til jeg skulle starte i skole igen, men på min nye skole.




Jeg vågende op mandag morgen, den morgen jeg skulle starte på min nye skole, jeg hoppede ud af sengen og gik ud i bad. Da jeg kom tilbage tog jeg tøj på og gik nedenunder, hvor min mor stod og lavede morgenmad.
”Glæder du dig?”
Jeg nikkede og smilede.
”Det var da godt, jeg tror det er et godt valg du har truffet.”
”Det tror jeg også.”
”Så er der mad.” Hun smilede og satte en telærken med mad foran mig.
”Tak.” Jeg tog en gaffel som lå på bordet og begyndte at spise.
Da jeg var færdig, satte jeg telærken over i opvaskemaskinen. Så gik jeg ud på badeværelset og gjord mig klar. Da jeg kom ud igen gik jeg ind i stuen til min mor, jeg satte mig ved siden af hende i sofaen.
”Skal du prøve at ride i skoven igen i dag?” Spurgte hun.
Jeg kiggede på hende og rystede på hovedet.
”Katrine, det er sikker ikke noget.”
”Mor, jeg har set det jeg ved ikke hvor mange gange. Og det er hver gang jeg skal til at dreje ind i selve skoven.”
”Nårh det bestemmer ud selv, der er jo også den store skov.”
”Mor jeg vil ikke, kan du ikke bare respekterer det?”
”Jo, undskyld min skat.”
Jeg kiggede ud af vinduet, jeg tænkte på det jeg havde set i skoven.
”Når skal jeg kører dig i skole?” Spurgte min mor.
Jeg nikkede og rejste mig.

Da jeg vi ankom var der en masse unge på parkeringspladsen, men der var en jeg lag ekstra mærke til. En fyr, bleg, blå øjne, brunt hår og søde røde læber. Da han kiggede over på mig, kiggede jeg hurtigt væk. Jeg kiggede over på min mor og gav hende et kram.
”Vi ses.” Sagde jeg og steg ud af bilen.
Jeg vinkede til hende og hun vinkede til mig og så kørte hun. Der kom en pige hen til mig.
”Hej, jeg hedder Emilie. Hvad hedder du?”
”Katrine.” Jeg smilede til hende.
”Hvilken linje skal du gå på?”
”Musik dig?”
”Også musik.” Hun smilede og kiggede over på ham fyren.
”Kender du ham?” Spurgte jeg hende om.
”Nej, men han er over lækker.”
Jeg smilede til hende og lade et nik med hovedet. Sammen gik vi op i vores klasse, vi satte os ved hver vores computer, men ved siden af hinanden. Pludselig kom ham fyren ind i klassen, han satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede på ham og han kiggede på mig, pludselig smilede han og jeg begyndte at rødme. Da alle havde sat sig, begyndte lærerne at snakke.
”Hej alle sammen, jeg er Berry.” Sagde ham den ene.
”Og jeg hedder Stig. Og vi er jeres lærerer.” Sagde ham den anden.
”Nu vil vi gerne have i præsenterer jer, i skal bare fortælle hvad i hedder, hvad i laver i jeres fritid, og hvad i ellers kan finde på.”
De begyndte fra den ene ende, og pludselig blev det ham fyren, han rejste dig og kiggede ud på klassen.
”Hej, jeg hedder Robert Pattinson, jeg er lige flyttet til Farum. Jeg laver ikke så meget i min fritid, hører for det meste musik, spiller musik og går turer i skoven.”
Da han sagde skoven, gav det et sæt i mig, jeg kiggede ned i bordet og nu blev det min tur. Jeg rejste mig og blev nervøs.
”Hej, jeg hedder Katrine Petersen, jeg bord på en gård i Farum sammen med min mor. Jeg har en hest der hedder Zarif. I min fritid rider jeg og spiller klaver og guitar.”
Jeg satte mig ned og kiggede hurtigt over på Robert, han smilede til mig. Han skrev noget på en lille seddel. Han gav mig den og jeg åbnede den.
Skal vi være sammen efter skole, vi kan tag hjem til dig.
Jeg kiggede over på ham og smilede. Så vendte jeg papiret om og skrev på den anden side.
Jeg vil rigtig gerne, men jeg skal ride. Undskyld.
Jeg gav ham seddelen. Han smilede og tog et nyt stykke papir og skrev på den.
Jeg vil gerne se dig ride.
Han gav mig den og jeg åbnede den. Jeg nikkede til ham, med et smil. Og han smilede igen.
”Nu skal i alle logge ind på computerende med den kode der ligger foran jer.” Sagde Berry.
Vi loggede ind og Berry kom hen til mig og Robert.
”Jeg ved godt det er fedt at møde nye, men vil i ikke være søde at vente med at sende sedler til hinanden?”
Jeg smilede og nikkede.

I frokostpausen, gik jeg sammen med Robert og Emilie. Vi gik ned i kantinen og fik noget mad.
Da vi havde spist gik vi ud og fik noget frisk luft. Mens vi stod der ude kom der en pige hen til os.
”Hej.” Sagde hun.
”Hej.” Sagde jeg.
”Hvilken linje er i på?”
”Musik, du?”
”Tømrer.”
”Det er sejt, det er ikke mange piger der gider sådan noget.” Sagde Robert.
Jeg kiggede op på ham og så på pigen igen. ”Jeg ville også være tømrer i starten, man da jeg har dårlig ryg kan jeg ikke, så jeg måtte vælge noget andet.” Sagde jeg.
Robert kiggede ned på mig.
”Det er jeg ked af at hører, jeg håber du tilfreds med dit musik.”
”Det er jeg. Jeg lavede en gang en aftale med en veninde, hvis hun stilte op i x-factor så gjord jeg også, men hun hoppede fra og det gjord jeg også.”
”Er du god til at synge?”
”Det siger min mor og mine veninder, men det syntes jeg ikke selv.”
”Må vi hører?” Spurgte Emilie pludselig.
”Nej, kan ikke uden melodien er i baggrunden.”
”Okay.”

Pludselig ringede klokken og vi sagde farvel til pigen og så gik vi op til time. Da vi kom op havde Berry og Stig aftalt at dem der ville synge foran klasse gerne måtte. Og da Emilie hørte det, blev hun glad.
”Jeg vil rigtig gerne hører Katrine.” Sagde hun.
”Vil du det?” Spurgte Berry.
”Kan jeg låne en guitar eller et klaver?”
”Ja, hvad vil du helst?”
”Klaver.”
”Okay, så kom med mig.”
Jeg gik efter ham ud af klassen og ind i et indspilnings lokale, jeg satte mig ved klaveret og han satte en mikrofon op. Han trykkede på en knap og gjord tegn til jeg gerne måtte begynde. Jeg begyndte at spille og lidt efter sang jeg. Da jeg skulle op i en høj tone gik det galt, det var første gang sådan noget var gået galt for mig, jeg plagede godt at kunne. Jeg stoppede med at spille og løb ud af lokalt, jeg løb ud i gården og satte mig på en bænk. Berry kom hen til mig.
”Du skal ikke være ked af du ikke kunne komme op i den tone.”
”Jeg plager godt at kunne og så lige når jeg skal synge foran jer kan jeg ikke. Det er så pinligt.”
”Nej, der er ikke noget der er pinligt.”
Jeg kiggede op på ham.
”Kom lad os gå op igen, så kan du prøve igen.”
”Så med guitar denne gang.”
”Det er helt i orden.”

Da vi kom op i klassen kiggede alle på mig, jeg kiggede ned i gulvet og hev min stol lidt ud, jeg satte mig og Berry kom over med en guitar til mig. Jeg begyndte at spille, denne gang kom jeg op i den høje tone og da jeg var færdig klappe de alle af mig. Jeg gav Berry guitaren og begyndt på den opgave der lå på mit bord.




Da vi havde fri gik Emilie, Robert og jeg ned på parkeringspladsen, Emilie blev hentet af sin mor og Robert og jeg stod og snakkede lidt.
”Bliver du hentet af din mor?”
”Nej, jeg skal ned og have bussen, bliver du hentet?”
”Nej jeg har bil. Skulle vi ikke være sammen?”
”Bil nu, hvor gammel er du?”
”18, hvor gammel er du da?”
”15.”
”Åhh. Jeg troede.”
”Nej det er fint, der findes jo andre på din alder i skolen, vi ses i morgen ikke?” Jeg gik hen mod busstoppestedet.
”Hey, vent. Skulle vi ikke være sammen?”
Jeg vendte mig om og kiggede på ham. ”Jeg tror ikke min mor bliver så glad for at jeg har en fyr med hjem der er så meget ældre end mig. Undskyld.” Så vendte jeg mig om igen og gik vider.
Han løb hen til mig. ”Jeg skal nok kører dig hjem, jeg bor jeg også i Farum.”
”Det behøver du ikke.”
”Vil du slet ikke have noget med mig af gøre fordi jeg er 3 ældre end dig?”
Jeg kiggede ned i jorden. ”Undskyld, men jeg tror det er bedst. Jeg ved godt det lyder dumt, men jeg fortrækker venner på min alder eller deromkring.”
Jeg vendte mig om og gik, da bussen kom kunne jeg se han stadig stod der, jeg satte mig ind i bussen og kiggede ud af vinduet, han stod der endnu, han stod og kiggede på mig.

Da jeg kom hjem gik jeg op på mit værelse og tændte min computer, lige da jeg loggede på msn, sprang der et vindue op, men en ansøgning om venskab på msn. Jeg kunne læse i invitation at det var Robert, jeg tøvede længe, men til sidst trykkede jeg, ”accepter”. Lige da jeg havde trykkede skrev han.
”Hej, jeg er glad for du ville være venner.”
”Hej. Må jeg godt hører hvor du har min msn fra?”
”Jeg fik den af Kamilla.”
”Kender du Kamilla?”
”Hun kender min ven Taylor og en dag de var sammen skrev de til mig og hun ville gerne have min msn. Så der fra kender jeg hende.”
”Også, men hvordan vidste du hun er min veninde?”
”Jeg spurgte hende, jeg tænkte lidt hun kendte dig da der stod, Sammen med Katrine i weekenden, Scarlett står på sommergræs nede ved hende.”
”Okay. Jeg må smutte, jeg må lige øve lidt klaver.”
”Okay. Vi ses i morgen.”
Jeg svarede ikke, jeg rejste mig bare fra sengen og gik over til mit klaver. Jeg satte mig ned og spillede en af mine nye sange, jeg havde skrevet til Zarif.
Pludselig ringede det på døren, det var Freja, hun så skræmt ud.
”Hvad er der?”
”Hvor er hestene?”
”På den lange fold.”
”Åhh, nej de er løbet væk. Den stod åben og jeg har været rundt på alle foldende. De er der ikke.”
”Har du kiggede på markerne?”
”Ja, jeg har også været inde ved siden af og spørger om de havde set dem og det havde de ikke.”
”Okay, vi må ikke gå i panik.” Jeg var lige ved at gå i panik, jeg tog en dyb indånding og begyndte at snakke igen. ”Okay, nu ringer jeg til min mor og hører hvad vi skal gøre. Gider du....” Mere nåede jeg ikke at sige før jeg hørte et vrinsk og en masse sammenstød. Jeg stivede og det samme gjord Freja. Lidt efter satte jeg i løb, Freja løb efter mig.
”Vi må hen til broen nu!” Råbte jeg til hende.
Vi løb alt hvad vi kunne, jeg fik tårer i øjnede. Da vi kom hen til broen tøvede jeg med at kigge ned men til sidst gjord jeg det, jeg så Zarif var blevet ramt, han lå på vejen, han var død. Prince og Scarlett stod ved ham. Jeg bryd sammen og græd højt, han lå der helt stille. Jeg lag mig ned på maven, jeg ville ned til ham, jeg ville kravle under trammerne, jeg var lige glad med hvor langt ned det var. Da jeg var på vej under, hørte jeg Freja råbte jeg skulle stoppe, men jeg forsatte, lige da jeg var ved at være helt under var der en der hev mig tilbage. Jeg kæmpede med at komme fri, men jeg kunne ikke, jeg græd, jeg græd så højt at alle nede på motorvejen kunne hører det.
”ZARIF, DU MÅ IKKE DØ!” Råbte jeg.
Men det var for sent, han var død, jeg havde mistede min hest for evigt. Der var en der krammede mig, jeg blev holdt helt ind til ens krop. Jeg drejede hovedet og så det var Robert, han kiggede på mig.
”Hjælp ham, pleas.”
”Katrine, jeg kan ikke, han er død.”

Zarif blev hentet, de andre heste blev sat ind i stalden, de var urolige. Jeg lå i min seng og græd, min mor kom, min far kom, Kamilla kom og Robert var her. Men der manglede èn og det var Zarif.
Nu var jeg sikker på min drømme op en god fremtid var ødelagt, jeg ville droppe ud nu, efter første dag, jeg kan ikke klare det, ikke efter dette. Jeg ville blive forfatter, når jeg var klar, jeg ville droppe musikken og gå efter min plan b.




Dagen efter tog jeg i skole, men mod min egen vilje, min mor tvang mig og jeg kunne ikke gøre andet end at hører efter hvad hun sagde, mit hjerte var knust. Jeg havde mistede min elskede hest for evigt og min mor siger bare at jeg godt må få en ny. Hun ved ingen ting, man kan ikke bare erstatte ens kærlighed, ens liv.
Da vi ankom steg jeg stille og rolig ud af bilen, jeg traskede hen til hoveddøren, hvor Robert stod og snakkede med nogen fra klassen. Da han så mig stoppede han med at snakke og kiggede på mig, jeg kiggede bare ned i jorden, jeg åbnede døren og gik ind og op i klassen. Jeg satte og kiggede ned i bordet, jeg kunne ikke tænke på andet end Zarif, men jeg kunne godt se min mor havde ret, jeg brandte for musikken, jeg måtte ikke droppe ud nu, min plan b var kun hvis min plan a gik i vasken. Da Robert kom ind satte han sig ved siden af mig, han kiggede på mig.
”Jeg troede ikke du ville komme, jeg er virkelig ked af det med Zarif.”
Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare ned i bordet, jeg ville ikke snakke om Zarif. Pludselig kom jeg i tænke om noget, Robert reddet mig fra at død, at spalte ud på motorvejen ved siden af Zarif, men hvor vidste han fra at det var sket, hvor vidste han fra det var der? Jeg var ikke modig nok til at spørger ham, så jeg lod bare som ingenting.
Da Berry og Stig kom ind i klassen ville jeg vende mig, men jeg kunne mærke min øjne blev våde, jeg tørte mine øjne i min langærmede trøje, efter vendte jeg mig om og kiggede på dem. Da de havde snakke skulle vi lave vider på vores opgave, jeg vendte mig om mod computeren, Berry kom hen til mig, han kunne se jeg var ked af det.
”Katrine, vil du lige komme med udenfor?”
Jeg nikkede og rejste mig, da vi kom ud kiggede jeg ned i gulvet.
”Jeg syntes du ser ked af det ud, er det noget med klassen?”
Jeg rystede på hovedet. ”Min hest..” Jeg sank en klump i halsen. ”.. han blev kørt ned i går.” Jeg bryd sammen, jeg satte mig ned på gulvet, men hovedet mellem benene græd jeg. Der kom nogen fra grafisk linjen forbi, de kiggede på mig, jeg kunne bare mærke deres blikke borer sig ind i mig.
”Var der din hest, der blev kørt ned på motorvejen? Jeg så det i nyhederne i dag.”
Jeg kunne ikke svare, jeg græd.
Da jeg var faldet til ro tørte jeg øjnede, jeg kunne mærke jeg rystede.
”Jeg vil ikke lade det stoppe min drøm, men det svært for mig at komme igennem.” Fik jeg stammede frem.
”Vi skal nok hjælpe dig så meget vi kan, jeg kan godt forstå du er knust, du har mistede noget du elsker meget højt.”
Jeg nikkede og rejste mig, vi gik ind i klassen igen, jeg satte mig op min plads og begyndte at lave på opgaven igen, Berry gik over at snakkede med Stig om det. Mens jeg sad og arbejde med lyde prikkede Robert mig på skulderen, jeg tog headsettet af og kiggede på ham.
”Er du okay?”
Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i bordet.
”Kan jeg gøre noget for at hjælpe?”
”Jeg ville helst ikke snakke om ham.”
”Okay.”
Jeg tog headset på igen og begyndt at arbejde vider, jeg kunne mærke Robert stadig kiggede på mig, det fik mig til at kigge på ham, da jeg kiggede smilede han til mig, men jeg smilede ikke tilbage, jeg kunne ikke.

I pauserne sad jeg bare inde i klassen og kiggede ned i bordet, Berry og Stig prøvede at få mig til at spise, men jeg ville ikke, Robert prøvede også at få mig med udenfor, men jeg blev siddende end til vi havde fri. Jeg blev hentet af min mor, vi kørte over broen, over motorvejen hvor det hele var sket. Hver gang vi kørte over lukkede jeg øjne og prøvede at tænke på noget andet, men det var svært, jeg kunne ikke glemme ham, jeg kunne ikke glemme han søde tøsede vrinsk, hans søde små ører der bare ikke passede til han hoved, hans lille søde pandelok, han var mit liv og nu var han væk, han holdte min hjerte samlet, men nu han er væk var det som et puslespil der ikke var samlet og i det puslespil manglede der èn brik og det var ham.
Hele eftermiddagen sad jeg og kiggede på billeder af ham og mig, jeg sad med tårer i øjne da døren ind til mit værelse pludselig gik op og min mor kom ind.
”Katrine, Robert er her, han er meget bekymret. Må han komme her ind?”
Jeg nikkede og lukkede min mappe, jeg lag mappen under min seng og tørte øjnede. Robert kom ind, han stod og kiggede på mig, jeg klappede på sengen som tegn på at han skulle komme over og sætte sig, men han rystede på hovedet og blev stående.
”Jeg ved godt du sagde du ikke vil være venner, men jeg kan ikke lide at se dig ked af det, så derfor vil jeg være her for dig.”
Jeg kiggede op på ham og tænkte lidt over det han sagde, men jeg besluttede mig at jeg ville holde ved mit valg, jeg ville stadig ikke være venner med ham, jeg ville ikke have hans hjælp, jeg vil komme vider selv, jeg vil overbevise mig selv om at jeg er stærk nok til at komme vider uden hjælp ude fra. Han blev skuffede over mit valg, han satte sig på min seng og kiggede mig lidt ind i øjne, han havde nogen smukke blå øjne med lidt brun i, han lag sin hånd oven på min, men jeg fjernede den hurtigt, jeg bedte ham om at gå og han skulle ikke komme igen, aldrig mere, han skulle ikke tale til mig i skolen, jeg vil ikke se ham mere. Jeg slettede ham på msn, nu var jeg sikker på jeg kunne komme vider uden hans hjælp, hvad bildte han sig ind at blande sig i mit liv, ja han var bekymret men han skulle ikke havde redte mig fra at falde ned fra en bro, han skulle ikke hjælpe mig igennem det her, hvis det stod til mig skulle han forsvinde her fra.




Det blev morgen min mor var kørte, jeg troede jeg havde sovet over mig, men da jeg kom ned i stuen lå der en seddel, hvor der stod hun skulle møde tidligt. Jeg tog min mobil og skrev til min mor.
”Hej mor, må jeg ikke blive hjemme i dag?”
”Nej, jeg syntes du skal tag afsted.”
Jeg svarede ikke, jeg tog bare en hættetrøje og nogen stramme jeans på og til sidst mine nedslidte vans på. Jeg gik ud på gårdspladsen, hen til mig cykel og lige da jeg vendte mig stod Robert der.
”Hvad laver du her?!” Spurgte jeg.
”Kom med mig, der er noget jeg vil fortælle dig.”
”Jeg skal i skole!”
”Jeg skal nok kører dig.”
”Nej tak!”
Han hev fat i min arm og hev mig med over i skoven.
”Jeg vil ikke være her.”
”Jeg lover, jeg passer på dig.”
”Nej, jeg vil ikke derind, kan du ikke bare sige det her.” Jeg stoppede lige inden skoven begyndte.
”Jeg lover der sker dig ikke noget, du må stole på mig.”
”Men hvorfor skal vi ind i en skov?”
”Fordi jeg skal fortælle dig noget, og det er kun dig der må vide det.”
”Men hvorfor lige mig? Og hvor ved du fra jeg ikke vil sige det vider?”
Han smilede til mig. ”Fordi jeg elsker dig, jeg stoler på mig.”
”Hvad gør du?” Jeg hev min arm til mig og vendte om og gik.
”Katrine pleas.”
”Nej, jeg skal i skole og du skal ikke kører mig.”
”Du skal nok nå det, jeg vil bare gerne have du for noget afvide. Det er om den gang du så noget i skoven.”
Jeg stoppede op og vendte mig om. ”Hvad snakker du om?”
”Kom med mig så fortæller jeg dig det.”
”Okay, men så også kun hurtigt.”
Han nikkede med et smil.
Vi gik ind i skoven, da vi var kommet godt ind i skoven stoppede han op og kiggede ned på mig.
”Hvad ville du fortælle mig?”
Han tog mine hænder i sine og kiggede ned på dem og smilede.
”Det du så løbe efter de dådyr var mig.” Han smil blev større.
”Hvad snakker du om? Du kan ikke..” Han afbryd mig.
”Katrine, jeg er ikke et normalt menneske. Jeg vil nu ikke sige jeg er et menneske.”
”Okay, nu er jeg helt blank.”
Han fnes. ”Jeg har ventede år hundrede på dig.”
”Gider du ikke fortælle mig hvad du fabler om?”
Han fjernede blikkede fra vores hænder op på mig. ”Katrine, jeg er en vampyr. Jeg ville havde reddet Zarif, men da jeg var nået hen til broen var han død, jeg kunne ikke gøre noget. Jeg ville ikke miste dig, det var derfor jeg reddet dig fra at falde ned fra broen.”
”Du laver gas med mig ikke?”
”Nej, du bliver nød til at tro mig.”
”Hvorfor fortæller du mig det?”
Han fjernede blikkede igen, men nu kiggede han op på himlen. ”Jeg må beskytte dig.”
”Mod hvad?”
Han kiggede ned på mig igen. ”For 2 år siden kæmpede min familie og jeg mod to onde vampyrer, en mand, Tyler og en dame, Michelle, hun var ikke stærk nok, hende fik vi dræbt. Mens vi brandte hende stak manden af.”
”Hvad har det med mig af gøre?”
”Jeg så dig nogen uger før sommerferien, der var noget ved dig der gjord at jeg følte mig tiltrukket af dig. Så jeg besluttede mig at melde mig ind på den samme skole som dig og på samme linje, jeg måtte bare vide mere om dig. Men da Tyler fandt ud af jeg var interesseret i dig besluttede han sig at.” Han stoppede sig selv. ”Nårh vi skal nok også til at komme i skole.”
”Nej vent lige. Vil han dræbe mig?” Jeg blev sur, jeg har ikke gjord noget, så hvorfor skal det gå udover mig.
”Katrine vi skal nok beskytte dig. Vi holder vagt ude foran dit hus hele når du er der, vi er der hvor du er.”
”Du følger efter mig?”
”Jeg bliver nød til det.”
”Jeg har ikke gjord noget forkert, jeg var ikke med til at dræbe hende damen, jeg ved ikke en gang hvem hun er, jeg ved dårlig nok hvem du er.”
”Jeg er ked af det, jeg troede ikke han tænkte sådan. Jeg troede han havde fundet en anden.”
”Er han her nu?”
”Nej, men han holder øje med dig om natten.”
”Var det ham jeg så i mit vindue?”
Han rystede på hovedet. ”Det var mig, jeg ville være sikker på han ikke var på dit værelse.”
”Hvad?! Siger du han kan komme ind i mit hus?”
Jeg blik faldt ned på vores hænder igen. ”Katrine jeg passer på dig.”
”Nej, jeg vil ikke have du passer på mig, jeg er 15 jeg kan godt passe på mig selv. Jeg har ikke gjord noget, han kan ikke bare dræbe mig!” Jeg hev mine hænder til mig og vendte mig om og gik tilbage mod vejen.
”Katrine, jeg vil gøre alt for at passe på dig, han kommer ikke til at rører dig.” Med et stod han foran mig med hænderne på mine skulder.
”Hey, vent lige lidt. Jeg så 2 løbe efter de dådyr.”
Han sagde ikke noget. ”Jeg passer på dig.”
”Var det ham den anden?”
”Jeg løb efter ham, han holdte øje med dig.”
”Jeg vil gerne ud her fra nu.” Jeg kiggede ned på mine hænder og fandt ud af jeg rystede.
Han nikkede og tog min hånd, men jeg hev den til mig.
”Det kan godt være du kan lide mig, men hvem siger jeg kan lide dig?”
”Du kiggede da på mig første skoledag.”
Jeg rømmede mig og kiggede ned i jorden. ”Det betyder jo ikke jeg kan lide folk der lyver.”
Han stoppede op og kiggede på mig.
”Lyver? Tror du ikke på hvad jeg siger?”
”Du sagde til mig du var 18, men du sagde også du havde ventede på mig i ar hundrede. Må jeg godt få afvide hvor gammel du er?”
”Jeg blev forvandlet for ca. 200 år siden af Steve som man godt kan sige er min far.”
”Iv, en på 200 år kan lide mig, det er så klamt.”
Han fnes. ”Jeg er måske gammel, men jeg ser da ikke gammel ud.”
”Nej heldigvis.”
”Tror du på mig nu? Eller er der mere du vil vide?”
”Hmm, jeg tror jeg har hørt nok. Nu vil jeg gerne i skole.”
Han nikkede med et smil. Igen tog han min hånd. ”Robert stop med det der.”
”Kan du ikke bare prøve et give mig en chance?”
”Kys mig på kinden, så for vi af se.”
”Jeg kan ikke.”
”Hvorfor?”
”Lad nu vær med at spille dum. Jeg kan ikke...”
Jeg afbryd ham. ”... Du kan ikke fordi jeg er et menneske.”
”Jeg vil rigtig gerne, du kan ikke drømme om hvor meget jeg vil. Men jeg kan ikke tag nogen chancer.”
”Nårh men så er det jo afgjort.” Jeg hev min hånd til mig og begyndte at gå.
Pludselig kunne jeg mærke nogen bløde læber på min kind, jeg kunne mærke de var tøvende. Jeg stod bare helt stille og da han ikke kyssede min kind mere prøvede jeg at sige noget men jeg kunne ikke, jeg var helt mundlam.
”Jeg gør dig ikke noget.” Hviskede han i mit ører.
”Skole nu.” Fik jeg fremstammede.
Han nikkede og tog min hånd, denne gang tog jeg den ikke til mig. Jeg tænkte kun på hans bløde røde læber mod min kind.
Da vi kom ud til vejen, slap han min hånd og skubbede min om bag i sig, jeg vågende op fra mine tænker og kom tilbage til virkeligheden. Jeg kiggede ud til siden og så det var en mand, med et slog det mig, det var Tyler. Jeg hev fat i Robert skjorte og lag min pande mod hans ryg og hviskede.
”Jeg har ikke gjord ham noget, jeg har ikke gjord ham noget. Jeg fortjener ikke at dø, jeg fortjener ikke at dø!” Jeg kunne mærke jeg rystede.
Pludselig var der en der hev mig væk, jeg begyndte at skrige. Det var ikke Robert, men en anden mand.
”ROBERT!” Skrig jeg.
”Det er okay, det er bare Steve.”
Pludselig så jeg syv andre stå rundt om Tyler. Det måtte være Roberts familie. Steve hev mig op i sine arme og begyndte at løbe. Jeg lukkede øjnede og lag hovedet ind mod hans bryst. Pludselig stoppede han, da jeg åbnede øjne stod han inde på et stort lyst værelse, han lag mig på en stor hvid sofa.
”Bliv her.” Hviskede jeg da han skulle til at gå.
Han satte sig på hug foran mig og kiggede mig ind i øjnede. ”Jeg vil bare lade dig sove lidt, jeg bliver i huset.”
”Nej jeg skal i skole.”
”Jeg ringer til din mor, hun skal vide hvad der forgår.”
”Nej, pleas ring ikke til hende, hun flipper helt ud.”
”Jeg skal jo gøre noget så du kan blive her lidt.”
”Ring til hende og sig du er min far Mikkel, sig jeg er hos ham. Og efter skal du ringe til skolen og sige det samme.”
Han nikkede og gik, lige inden han kom ud af døren, sagde jeg: ”Han kan ikke komme her ind vel?”
”Nej, og han kan heller ikke se ind.”
”Hvad?”
”Det er nogen speciale vinduer.”
Jeg lukkede øjne og faldt hurtigt i søvn.

Da jeg vågnede igen havde jeg fået tæppe over mig og der var blevet mørker. Jeg rejste mig hurtigt op og skulle til at løbe ud af døren, da den pludselig gik op og Robert kom ind.
”Hvor skal du hen i den fart?” Han smilede.
”Hjem, min mor er sikkert helt ude af den.”
”Næhh nej, nu bliver her.”
”Men min mor?”
”Steve gjord som du sagde, han sagde du sov hos din far og det samme sagde han til skolen og at du ikke kom nogen dage, på grund af...” Han afbryd sig selv, det var jeg glad for, for jeg vidste godt hvad han ville sige. På grund af mit tab med Zarif.
”Men hvad med tøj, tandbørste, børste, osv. Og har du tænkt dig jeg kan sove på en sofa?”
”Det har vi hentet og nej selvfølgelig skal du ikke sove på en sofa, det er derfor vi har lavet et værelse til dig.”
”Nej, jeg kunne bare sove i din seng.”
Han fnes. ”Katrine jeg er en vampyr, vi sover ikke.”
”Aldrig?”
Han rystede på hovedet.
”Ej, så kan jeg godt sove på en sofa.”
”Nej, det skal du ikke, kom med mig.”
Han tog min hånd og førte mig ud på gangen, ind af en dør, hvor er var en stor dobbeltseng med lyserødt sengetøj, et tøj skab, gardiner for vinduerne, en kontorstol og min bærbar stod på et computerbord. Den stod tændt, loggede ind.
”Hvordan kunne du logge ind?”
”Undskyld, men 'Zarif' er ikke lige det bedste kodeord.”
Jeg rystede på hovedet. ”Det sagde min mor også.” med et slog det mig, jeg skulle være her mere end én uge. ”Hvor længe skal jeg være her?”
”Jeg ved det ikke endnu, men til vi har fået fanget Tyler og dræbt ham.”
”Men min mor. Min skole.”
”Må jeg godt sige min mening?”
Jeg nikkede.
”Jeg syntes du skulle gå efter at blive forfatter, du er super god til at skrive.”
”Har du læst dem?”
”Ja undskyld.”
Jeg sagde ikke noget, jeg gik bare ind på værelset og tog mine bukser af og lag mig op i sengen, jeg lå og kiggede ind i væggen.
”Du kalder bare hvis der er noget.”
”Jeg vil gerne have du melder mig ud af skolen og så når Tyler er væk skal jeg nok finde ud af hvad jeg gør.”
”Okay, er der andet?”
”Ja, kan du ikke sende nogen ned og holde øje med huset?”
”To af mine søstre er der nede.”
”Okay.”
”God nat smukke, sov godt.”
”Robert.” Fik jeg lige sagt inden han lukkede døren.
”Ja.”
”Tak.”
”Alt for dig.”
Han lukkede døren og jeg lag mig til at sove, men det var svært, selv om jeg vidste der var nogen der holdt øje med huset var jeg bange for Tyler skulle dræbe min mor. Men til sidst faldt jeg i søvn.




Jeg vågede om morgen, jeg fik et chok da jeg opdagede jeg ikke lå i min egen seng, men jeg kom i tanke om at jeg var hos Robert. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt, lidt efter rejste jeg mig og gik hen til min computer, jeg tændte den og loggede ind, da jeg var liggede ind åbnede jeg min nyeste historie og jeg begyndte at skrive. Mens jeg skrev kom Robert ind, han stod i døren og kiggede på mig.
”Skal du ikke ned og havde noget morgenmad?”
”Nej, jeg spiser ikke morgenmad.”
”Kom nu, det er usundt ikke at spise.”
”Jeg er ikke sulten.”
”Kan jeg ikke gøre noget for at du får noget mad?”
Jeg rystede på hovedet.
”Vil du ikke med nedenunder og hilse på min familie? Du fik jo ikke rigtig hilst på dem i går.”
Jeg rejste mig og gik over og tog mine stamme jeans på, så gik jeg hen til Robert. Da jeg kom hen til ham, tog han mig hånd men jeg hev den hurtigt til mig.
”Bare fordi du passer på mig betyde det ikke vi skal holde i hånd.”
”Men hvad så med et kys?”
”Robert, jeg er ikke interesseret i dig.”
”Hvorfor skulle jeg kysse dig?”
”Hvorfor jeg godt vidste du ikke kunne, men jeg havde ikke regnede med du virkelig kyssede mig.”
”Katrine, hvad har jeg gjord siden du ikke er interesseret i mig?”
”Ikke noget, jeg er bare ikke interesseret.”
”Er det fordi jeg er vampyr?”
”Nej, Robert hold nu op, kan du ikke bare accepterer at jeg ikke er interesseret i dig?”
Han sagde ikke noget, jeg tror han blev skuffet. Da vi kom ned i stuen sad der 3 piger, 1 dame, 4 fyrer og 1 mand. De var mange her, 10 mennesker eller måske skal jeg sige vampyrer.
”Katrine, det er min familie, mine 3 søstre, Stella, Anna og Bonnie. Og her er mine 4 brødre, Max, Nick, Kristoffer og Zac. Og til sidst mine forældre, Steve og Isabella. Og det her er Katrine.”
Jeg tog hånden op og så ned igen.
”Vi skal nok passe godt på dig.” Sagde Isabella og kom hen til mig, hun tog mine hænder i sine.
Jeg tog mine hænder til mig. ”Det slet ikke fair det her, bare fordi Robert kan lide mig skal jeg dø. Jeg kan slet ikke lide ham.” Jeg vendte mig om og gik tilbage mod mit værelse.
”Katrine, kom nu tilbage, du kan ikke sidde inde på værelse for evigt.” Råbte Robert til mig.
”Nej kun til Tyler er død!”
”Arrh, hvorfor skulle jeg lige blive forelsket.” Hørte jeg han sagde, men det var ikke til mig.
”Det skal nok gå, han kommer ikke til at rører hende.” Hørte jeg Steve sagde.
Jeg stoppede op og tænkte mig om, jeg tænkte på om jeg kunne være bekendt at opfører mig sådan nu de jo vil passe på mig, men på den anden side var det ikke min skyld, jeg havde jo ikke bed op deres hjælp, og hvis Robert ikke var blevet forelsket i mig ville jeg ikke være i livsfare. Men jeg besluttede mig at vendte om igen og gå tilbage til dem.
”Undskyld.” Sagde jeg da jeg kom tilbage.
De sad alle over i sofaerne og kiggede på mig på, udover Robert han kiggede ned i gulvet. Jeg gik hen til ham og satte mig ved siden af ham, han kiggede ikke over på mig. Jeg sad og kiggede op på ham, jeg rykkede tætter på ham så min skulder ramte hans. Jeg havde regnet han ville kigge på mig, men han sad helt stille.
”Robert.” Sagde jeg lavt.
”Katrine, kan du ikke bare gå, jeg har det svært nok i forvejen.” Sagde han vredt.
Jeg overraskede over det han sagde og på den måde han sagde det på, jeg blev helt ked af det indeni. Jeg rejste mig og gik hen mod trappen.
”Katrine, vent lige.” Hørte jeg Steve sagde.
”Nej, jeg gider ikke mere. Jeg prøver at gøre det godt igen, hvad for jeg tilbage, lort i hovedet.”
Jeg satte i løb og løb op på mit værelse, jeg begyndte at pakke mit tøj sammen. Da jeg var færdig tog jeg min taske og gik nedenunder, jeg gik lige forbi stuen hvor de andre sad, men jeg nåede ikke hen til hoveddøren før Robert stod foran mig.
”Du bliver her.”
”Nej, jeg skal hjem. I skal ikke passe på mig, hvis han vil dræbe mig så lad ham dræbe mig, jeg er lige glad.”
”Katrine pleas bliv.”
”Nej, flyt dig.”
”Nej, jeg vil ikke lade dig dø.”
”Nårh heller ikke hvis jeg ønsker det?”
Han kiggede chokkede på mig.
”Lige siden Zarif døde har jeg tænkt på at begå selvmord og nu vil jeg gerne have det sker og du skal ikke stoppe mig.”
”Pleas du må ikke, hvad skal jeg gøre uden dig?”
”Okay, nu slapper du af. Først elsker du mig, så vil du have jeg skal gå og nu skal jeg blive, nu styrer du dig.”
”Da jeg sagde at du skulle gå, mente jeg ikke du skulle gå hjem, men bare væk fra mig.”
”Ja og det gør jeg så.”
Jeg skubbede ham væk og gik ud af hoveddøren.
Da jeg kom hjem stod Robert inde på mit værelse.
”Gå!” Sagde jeg og prøvede at skubbe ham ud af mit værelse, men han var for stærk.
”Nej, jeg passer på dig, om du vil have det eller ej.”
Jeg sagde ikke noget, jeg gik bare udenfor og stod på gårdspladsen.
”TYLER KOM OG DRÆB MIG!” Råbte jeg.
”Katrine, pleas.”
”Nu lukker du bare. Jeg gider ikke have du passer på mig.”
Han hev mig indenfor igen og op på mit værelse, han kiggede på, men jeg satte mig bare i min seng.




Jeg var kommet hjem hos Robert igen og nu var der gået 3 uger, min mor havde fundet et kæreste og tænkte ikke rigtig på mig mere. Jeg havde sendt nogen af mine historier ind til Gyldendale, og de vil overveje om de ville udgive en af dem.
En dag jeg sad og skrev på min nye historie kom Robert ind på mit værelse, han havde været ude og jage.
”Hej, hvordan går det med at skrive.”
”Fint. Hvordan gik med at jage?”
”Godt.”
”Robert må jeg godt spørger om noget?”
Han nikkede.
”Har du stadig følelser for mig?” Det var længe siden han havde snakkede om at han elskede mig.
Han smilede og kom hen til mig. ”Ja og de forsvinder aldrig, jeg venter bare på du også vil have mig.”
”Hvem siger det sker?”
”Ingen, men man kan altid håbe.”
Jeg smilede og rejste mig op, han kiggede på mig og jeg kiggede på ham. Så tog jeg en dyb indånding og staldte mig på tær og kyssede ham på munden og han kyssede mig hurtigt igen. Jeg tog hovedet væk og gik hen til mit vindue.
”Undskyld.” Hviskede jeg.
”Det gør slet ikke noget, men betyder det noget?”
Jeg vendte mig og kiggede på ham. ”Måske, måske ikke.” Jeg smilede.
Han kom hen til mig og lag armene om mig, han kyssede mig på munden og jeg kunne ikke modstå det.
”Fint, jeg elsker også dig. Jeg har altid elsket dig.” Sagde jeg og lag armene om halsen på ham.
”Betyder det vi er kærester?”
Jeg nikkede. ”Men kun hvis du vil.”
”Jeg har ikke ventede andet.” Han kyssede mig igen og jeg kyssede ham igen.
Han skubbede mig og i seng og ned og ligge, han lag sig oven på mig og kyssede mig på halsen.
”Robert?”
Han løftede hovedet og kiggede på mig. ”Ja?”
”Hvordan kan du kysse mig, bliver du ikke...” Han afbryd mig.
”Jo, men jeg elsker dig og jeg lader mig ikke gøre dig fortræd.”
”Du behøver ikke hvis du ikke kan.”
”Jeg kan og jeg vil.”
Jeg smilede og kiggede ham ind i øjnede.
Vi gik hånd i hånd ned til de andre, da vi kom ned kiggede i på os og så vi stod hånd i hånd. De begyndte alle at smile.
”Hvor er det dejligt at se i har fundet sammen.” Sagde Isabella.
”Ja jeg har ikke ventede på andet.” Sagde Robert og hev mig med ind i stuen.
Vi satte os i sofaen og de andre sad og kiggede på os, jeg kiggede op på Robert som kiggede på dem.
”Okay, kan i glo lidt mere?” Spurgte han til sidst.
Så kiggede de væk og han kiggede ned på mig, han lod sin tommelfinger glide over min ene kind og så kyssede han mig. Han lænede sig frem så jeg kom ned og ligge, han lag sig oven på mig og pludselig kunne jeg mærke hans tunge på mine læber, jeg lukkede hurtigt læberne sammen, han løftede hovedet lidt og kiggede ned mig.
”Ikke så hurtigt.”
Han smilede og kyssede mig igen, da vi var færdige satte vi os op og der så vi at de andre var fået, udover én og det var Kristoffer. Han kiggede på mig og jeg kiggede på ham, så kiggede over på Robert, han kiggede også på ham.
”Hvad vil du?” Spurgte Robert til sidst.
”Ikke noget du behøver at vide.” Han kiggede over på mig, med et sødt skævt smil og jeg kunne ikke lade vær med at smile tilbage.
”Hey, vent lige lidt. Du...” Han afbryd sig selv og rejste sig.
Han gik over til Kristoffer og hev ham med ud i gangen, jeg tændte bare tv'et og så svampebob. Men jeg så det ikke rigtigt, jeg lyttede mere til hvad Robert og Kristoffer snakkede om.
”Du kan lide hende, ikke rigtigt?” Kunne jeg hører Robert spørger om.
”Ja og, hvad hvis hun bedre kan lide mig end dig?”
”Det kan hun ikke.”
”Det ved du da ikke, hun kender mig jo ikke.”
”Hun er min, jeg har ventede så længe på hende og du skal ikke tag hende fra mig.”
Pludselig kom Steve ned, han havde hørte deres samtale.
”Jeg syntes i skal lade Katrine bestemme.”
Der blev helt stille, så jeg rejste mig og gik der ud.
Da jeg kom ud liggede de over på mig, de troede ikke jeg havde hørte det, så de smilede bare.
”Robert, jeg troede du ville fortælle mig det.” Jeg løb op på mit værelse og satte mig på sengen.
Det bankede på og døren gik op.
”Hvad vil du!?”
”Jeg vidste det heller ikke selv.”
”Du vidste det ude i gangen, du smilede bare. Du skulle ikke havde smilet, du skulle havde gået over til mig og fortælle mig det.”
”Det er jeg ked af, kan du tilgive mig?”
Jeg sagde ikke noget.
”Kan du lide Kristoffer?” Han satte sig ved siden af mig.
Jeg kiggede op på ham. ”Nej, jeg kan kun lide dig, men jeg vil ikke have du holder noget hemmeligt for mig.”
Han smilede og kyssede mig, ikke faldt jeg tilbage og han lag sin oven på mig, jeg lod mine hænder glide op i hans hår. Han løftede hovedet lidt og kiggede på mig, jeg kiggede på hans læber.
”Må jeg godt sige noget?” Spurgte jeg lidt genert.
Han nikkede og smilede.
”Jeg elsker dine læber, de er så søde.”
Han begyndte at grine og de samme gjord jeg, men jeg måtte kysse hans smukke læber igen og jeg kyssede, han var slet ikke forberedt. Men der gik ikke længe før han kyssede mig igen.

Da det blev aften, skulle jeg ned og have noget mad og jeg ville også gerne snakke med Kristoffer, men han var der ikke. De andre ville ikke sige det, eller jo Robert ville men han vidste det ikke. Men da min mor ringede regnede jeg det selv ud.
”Hej min skath, der er en dreng her, han spørg efter dig.”
”Fyr, det hedder fyr.”
”Ja ja, skal jeg give han røret?”
”Ja tak.”
Hun gav ham telefonen og han gik ud op gårdspladsen og snakkede.
”Kristoffer, hvor kan du ikke bare snakke her?”
”Må jeg være på dit værelse i nat?”
”Hvad? Nej der skal Robert. Kristoffer jeg vil gerne snakke med dig her.”
”Jeg mente dit værelse hos din mor.”
”Hvorfor, der er jo ikke noget at lave.”
”Er der det på mit?”
”Måske ikke, men kan du så ikke lige komme her over, så jeg kan snakke med dig?”
”Kun hvis jeg må.”
”Fint, kom nu her over.”
Han lag på og jeg begyndte at finde noget mad.
Mens jeg da og spiste kom han ud i køkkenet, han satte sig over for mig.
”Kristoffer, jeg må fortælle dig noget.”
Han kiggede bare på mig, med et smil.
”Jeg kan ikke lide dig, jeg kan kun lide Robert.”
Hans glade ansigt blev trist, han rejste sig og inden jeg nåede at sige noget var han væk. Jeg rejste mig op løb hen til døren, men han var væk. Robert kom hen til mig og krammede mig bagfra.
”Han skal nok blive glad igen.”
”Han blev rigtig ked af det.”
”Det gjord jeg også da du sagde du ikke var interesseret i mit.”
”Ja ja, men det var jeg. Jeg er ikke interesseret i ham.”
”Tro mig, om nogen måneder er han kommet sig selv over det og ser dig som en ven, nærmer en søster.”
”Ja, du har sikkert ret.”
Vi gik ud i køkkenet, nu var jeg ikke sulten mere, så jeg satte mine ting i opvaskemaskinen og så gik vi op på værelset. Jeg lag mig i sengen og Robert lag sig ved siden af mig, han lå og krammede mig, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Kristoffer.
Jeg rejste mig og top mit tøj af og tog noget nattøj på, efter gik jeg ud på badeværelset og børstede tænder og reddede mit hår, jeg lov det være løs, jeg gad ikke sætte det op. Da jeg kom ind på værelset igen lå Roberts bukser og skjorte på gulvet og han lå i sengen med bar overkrop, jeg lukkede døren og gik hen til vinduet, men da jeg skulle til at trække gardinerne for fik jeg et chok, jeg trådte tre skridt tilbage og mens jeg gispede efter vejret pegede jeg hen mod vinduet. Robert rejste sig hurtigt op og gik hen til vinduet, han så at Tyler stod der nede, han vendte sig om og tog fat i arm og da vi var på vej ned mod stuen kaldte han på de andre. Vi mødes alle i stuen, de andre havde ikke set ham, så de kunne ikke forstå hvorfor jeg så så bange ud, jeg kiggede ned i gulvet mens jeg rystede. Robert sad ved siden af mig, men armen om mig.
”Ty.. Tyler... Er her.” Fik jeg fremstammede.
De kiggede alle på mig og så op på Robert, han nikkede og rejste sig. Hans søskende begyndte at grine da han kun havde underbukser på.
”Hold nu kæft, det handler ikke om hvad jeg har op, men om hvordan vi kan holde Katrine i live.”
Med et fik jeg en idé.
”Du kan forvandle mig.” Sagde jeg uden af tænke det rigtigt igennem.
Han vendte sig om og kiggede overraskede op mig. ”Du har aldrig nævnt det du ville være som os.”
Jeg blev ved med at åbne og lukke min mund, jeg kunne ikke finde ord til den sætning. Han satte sig ned og kiggede på mig, jeg kunne ikke holde ud af se det ansigt så jeg kiggede ned i gulvet.
Jeg kunne ikke holde stilheden ud mere, så den måtte brydes.
”Skal vi komme vider?”
”Okay, vi går ud og holder vagt, så kan i to gå op i seng igen.”
Robert nikkede og så gik vi op igen, da vi kom op lag jeg mig i sengen og Robert gik hen til vinduet og træk gardinerne for. Efter kom han hen til mig, men han krammede mig ikke, han lå bare og kiggede op i loftet.
”Mente du det du sagde?”
”Vil du gøre det?”
”Jeg spurgte først.”
”Du er den eneste jeg har nu, så ja. Din tur.”
”Jeg kan da overveje det, men lige nu vil jeg sige nej.”
”Det vidste jeg godt.”
”Hvordan?”
”Jeg har et en vampyr film eller to, men der sover de i kister osv.”
”Jeg vil altid elske dig.” Han vendte sig om på siden og krammede mig.
Langsomt faldt jeg i søvn.




Jeg vågnede om morgen eller det troede jeg det var, men det viste at klokken var halv to. Jeg hoppede ud af sengen og gik ud på badeværelset hvor jeg tog et langt og varmt bad. Da jeg var færdig og havde fået tøj på, gik jeg rundt i været, men jeg kunne ikke finde de andre. Jeg gik ud i haven men de var der ikke, jeg løb rundt i hele huset men de var væk. Jeg blev bange, hvad nu hvis Tyler kom, hvor var de. Jeg tog min mobil og ringede til Robert, men han tog den ikke, jeg satte mig på sengen og fik et chok da jeg pludselig hørte et vrinsk, jeg vendte mig hurtigt om og så Zarif stod der, men hvordan? Hvordan kunne han stå der? Han døde jo, gjord han ikke? Jeg gik hen til ham, jeg tøvede men til sidst rørte jeg ham, jeg kunne mærke ham, mærke hans bløde røde pels. Jeg tog hånden ned til hans hjerte, men jeg kunne ikke mærke det slå, jeg trådte et skridt væk og han kiggede over på mig, så skubbede han til mig med mulen som han altid gjord når jeg skulle nusse ham. Jeg begyndte at grine og nussede ham, men jeg kunne lade vær med at tænke om han nu var ægte. Var han kommet tilbage fra himlen? Kunne det overhoved lade sig gøre? Hvis det kunne hvordan kunne jeg så se ham?
Jeg blinkede med øjnede og med et var han væk, jeg kiggede rundt i værelset men han var der ikke, igen løb jeg rundt i hele huset, men jeg kunne ikke finde ham. Jeg satte mig på sofaen og pludselig stod min gamle afdøde pony foran mig, jeg kiggede rundt men der var kun ham og mig. Jeg gik over til ham.
”Dagur, hvad sker der her?” Han kiggede på mig og langsomt kunne jeg se han forsvandt. Jeg ville ikke miste ham igen. ”Nej, Dagur bliv. Jeg har savnet dig så meget.” Men med et var han væk og jeg lå i min seng, med Robert ved min side, her var helt mørkt. Jeg satte mig op og kiggede ned på mine hænger, jeg kunne ikke forstå det, var det en drøm? Hvis det var, hvordan kunne jeg så mærke dem? Jeg kunne mærke Roberts blik i min ryg, lidt efter satte han sig op.
”Hvad er der?”
Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kunne mærke dem, de var der.”
”Hvem?”
”Zarif og Dagur. De kom tilbage og så forsvandt de igen.”
”Det var en drøm.”
Jeg kunne ikke sige noget, jeg blev bare helt trist.
Jeg lag mig ned igen og kiggede ind i væggen, jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne jeg mærke dem hvis det var en drøm? Og hvis det var mig der fik dem fra, hvorfor gik jeg dem så til at forsvinde igen?


Jeg vågnede næste morgen, Robert lå ikke ved siden af mig, jeg kom i tanke om drømmen. Jeg rejste mig hurtigt op og gik ned i stuen, men det var ikke en drøm. De var der alle sammen, eller ikke alle Kristoffer var der ikke, jeg gik der ind og hen til Robert, jeg stod ved siden af dem, da der ikke var plads i sofaen. Fordi Bonnie og Stella sad ved siden af ham, men pludselig hev han mig ned på sit skød. Jeg kiggede op på ham, han smilede og kyssede min pande, jeg lag mit hoved ind til hans bryst. Jeg kunne ikke mærke hans hjerte slå, men han var varm. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han kunne være varm når han var død.
”Skal du ikke have noget morgenmad?” Hviskede han i mit øre.
”Nej, det er fint.”
Jeg hev lidt fat i hans skjorte og pressede mit hoved mere ind mod hans bryst. Jeg kunne mærke han lag armene om mig og pressede mig helt ind til sig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, men mit smil forsvandt hurtigt igen, jeg ville bare nyde den varme der fik fra ham over i mig. Jeg begyndte at tænke på min mor, jeg vidste godt Kristoffer var der, men var det nok, hvis Tyler kom?
”Min mor, er hun i sikkerhed?” Hviskede jeg, jeg vidste Robert hørte det.
”Ja, du skal ikke tænke på det. Vi skal nok passe på din mor og far.”
”Tak.”
”Kristoffer har lige ringet.” Hørte jeg Steve pludselig sagde.
”Hvad ville han?” Spurgte Max.
Der blev stille og Robert rejste sig og bar mig med oven på. ”Hvad laver du? Jeg vil gerne hører hvad Kristoffer ville.”
”Nej jeg tror det er bedst vi bare bliver her.”
”Robert, der er noget du holder hemmeligt.”
”Nej, der er ikke.”
Inden jeg kunne nå at sige noget, kyssede han mig og jeg kunne ikke modstå så jeg kyssede ham igen. Han lå oven på mig. Jeg begyndte at knappe hans skjorte op, men inden jeg nåede at knappe den op stoppede han mig.
”Tyler er på vej.” Hviskede han og rejste sig lyn hurtigt op og knappede sin skjorte igen.
”Var det det Kristoffer ringede og sagde?”
”Katrine, jeg vil bare gerne have du ikke bliver blandt for meget ind i det her. Vi skal nok klare det.”
”Du må gerne gå nu.” Hviskede jeg.
Han gik og lukkede døren, jeg sad og tænkte på den gang Zarif døde. Og pludselig slog det mig, det var Tyler er lukkede hestene ud, han gik dem ned på motorvejen. Jeg vidste hvor meget Zarif betød for mig. Jeg rejste mig og gik nedenunder hvor Robert var, de andre var taget ud og jage Tyler væk eller mere for at fange ham. Jeg gik lige forbi stuen og hen mod hoveddøren, jeg kom udenfor, men jeg nåede ikke hen til trappen før Robert stod foran mig.
”Hvor skal du hen?”
”Jeg skal snakke med Tyler og du skal ikke stoppe mig.”
”Er du sindssyg?”
”Han dræbte Zarif.”
”Katrine det var ikke ham, kan du ikke huske det jeg fortalte dig? Jeg stod overfor ham da det skete.”
”Hvis det ikke var ham, hvem var det så?”
”Det var mig!” Hørte jeg en ukendt pige stemme sige.
Robert vendte sig hurtigt om og kiggede på hende. ”Katrine gå indenfor.”
”NEJ!” Råbte jeg, jeg gik forbi ham og hen mod pigen.
Robert hev mig tilbage og ind til sig. ”Katrine, vi snakker om det her sener, vil du ikke være sød at gå indenfor?”
”Nej, hun dræbte min hest og det skal hun ikke slippe godt fra.”
”Nej, men bare lad os klare det med vampyrerne.”
”Nej, jeg bliver lige her.”
”Vi tager hende.” Hørte jeg en stemme sige, jeg kunne hører det var Kristoffer.
”Kristoffer, hvorfor kom du, jeg skal nok klare det.”
”Katrine, hun vil dræbe dig.”
”Og? Så kommer jeg op til Zarif og Dagur.”
”Men væk fra din mor, far og os.”
”I klare jer fint uden mig.”
Robert hev mig ned indenfor og op på værelset. Vi satte os på sengen, han nikkede ned i gulvet og jeg kiggede på ham.
”Hvad er der?”
”Du ved slet ikke hvor meget jeg elsker dig vel?”
”Hvad snakker du om?”
”Kan du huske det jeg fortalte dig at jeg en gang så dig på gaden og jeg med et følget mig tiltrukket af dig?”
Jeg nikkede.
”Okay, det her er lidt pinligt. Men det var den gang du var 6år, du gik sammen med din mor. Jeg har ventede på dig, ventede til du blev gammel nok.”
”Men du er ”18” og jeg er kun 15, kunne du så ikke lige havde ventet 4 år mere?”
Han smilede. ”Jeg skulle jeg møde dig på en eller anden måde og da jeg ikke kan skrive bøger, ville jeg gøre det mens du var ved musikken.”
Jeg kunne ikke lade vær med at smile og så gav jeg ham et kys på kinden, han drejede hovedet og smilede til mig. Han lånte sig hen til mig og kyssede mig og jeg kyssede ham igen.
”Du ved heller ikke hvor meget du betyder for mig, men hvis det betyder så meget for dem at dræbe mig, så er det nok bedst. Du skal nok finde en anden pige du kan få det godt med og min mor har sin kæreste, min far...” Jeg afbryd mig selv. Jeg kom i tanke om at mig far kun havde mig. ”... Han klare sig.”
”Katrine, jeg vil ikke have andre end dig. Jeg har levet i år hunderede og du er den eneste kæreste jeg har haft.”
Jeg blev overraskede over han så lige havde lagt mig.
”Du er smuk, dejlig og du er ikke bange for hvad jeg er.”
”Okay, de første er jeg ikke helt enig i, men jeg går med at jeg ikke er bange for hvad du er.”
Han smilede. ”Du er smuk og dejlig og en masse ubeskrivelige ting. Og det er gode ubeskrivelige ting.” Han kyssede mig en gang på munden og så kiggede han på mig igen.
”Er hun væk?”
Han nikkede. ”Kristoffer løb efter hende og de andre kom. De gik dræbt hende.”
Jeg smilede og på mine hænder der var i gang med at knappe hans skjorte op, men pludselig slog det mig, han var jo sammen med mig hele tiden, hvordan kunne han vide det?
”Hvordan kan du vide af..” Han afbryd mig.
”Det er noget vi vampyrer kan, det lyder måske lidt dumt, men vi snakker med hinanden via af vores tanker.”
Mine hænder faldt ned på min mave, den havde jeg ikke lige gættede. Han satte sig op og knappede sin skjorte igen.
”Hvorfor vil du ikke.”
Han sagde ikke noget.
”Er det ligesom den gang du ikke kunne kysse mig.”
”Katrine, det er lige meget.”
”Nej, jeg vil gerne vide det.”
”Så kan du vente længe, for jeg siger det ikke.”
Pludselig hørte jeg hoveddøren blev smækkede i, jeg rejste mig og løb nedenunder. Jeg gik hen Isabella.
”Må jeg godt snakke med dig?”
Hun nikkede, vi var på vej hen til køkkenet.
”Katrine, kan det ikke være lige meget?”
”Nej og når du ikke siger det, så må man bare søger andre.”
Da vi kom ud i køkkenet kiggede Isabella på mig.
”Hvad er det der er med jer?”
”Han vil ikke have jeg tager hans skjorte af, jeg tror der er noget han holder hemmeligt for mig. Ved du noget om det?”
”Katrine, jeg tror det er bedst han selv fortæller det.”
”Han gider ikke.”
”Vi har lovet ham ikke at sige det til nogen.”
”Arrh!” Jeg gik ud af køkkenet og hen til Steve. ”Hvad holder Robert hemmelig for mig?”
Han nikkede ned på mig og så over på Robert, jeg kiggede også over på Robert, jeg kunne se han rystede på hovedet. ”Desværre vi har lovet...”
Jeg afbryd ham. ”Ja jeg ved det, men...” Jeg afbryd mig selv og vendte mig om gik hen til hoveddøren.
Kom hjem til mig, når du vil fortælle mig det. Robert kiggede på mig og så på Steve.
”De er begge døde.” Sagde Steve.
Så kiggede Robert over på mig, som de ned af trappen.




Da jeg kom ind på gården stod Kristoffer der, han nikkede på mig.
”Din mor er ikke hjemme.”
”Gå!” Jeg gik hen til døren og tog nøglen under blomster krukken.
Jeg låste op og gik indenfor, han gik med ind. Jeg vendte mig om mod ham.
”Gå!” Jeg skulle han ud af den åbne dør og smækkede den i hovedet på ham.
Jeg gik oven på og lag mig på min seng, jeg lukkede øjne og faldt i søvn.
Da jeg vågnede var klokken halv 1 om natten, jeg satte mig op i sengen og fik et chok da jeg så Robert sad ved siden af mig. Han havde ikke nogen trøje på, han kyssede mig kinden og hen til mig øre.
”Jeg elsker dig.” Hviskede han og tog mine hænder og lag dem på sin blege overkrop.
Jeg var træt og kunne ikke tænke klart, men lige pludselig tog han min top af og jeg vågnede op. Jeg rejste mig og stod i lår korte shorts og bh og kiggede på ham, jeg kunne kun se ham svagt.
”Du går nu, jeg gider ikke snakke med dig.”
”Heller ikke hvis jeg fortæller min hemmelighed?”
Han kiggede bare på ham.
”Jeg siger dig bare, det er ikke noget farligt eller noget du behøver at blive sur over. Jeg har haft den siden du var lille.”
”Hvad er det?”
Han tændte lyset og jeg så et lille brændende hjerte på hans venstre bryst, hvor er stod mit navn. Jeg blev hel mundlam, jeg stod bare med åben mund og kiggede på den. Han rejste sig og kom hen til mig, så tog han min venstre hånd og lag den på hjertet.
”Jeg fik den lade efter jeg havde set dig.”
”Mit navn?”
”Din mor kaldte på dig og der fandt jeg ud af hvad du hed.”
Jeg kunne ikke sige noget, jeg stod bare og kiggede ham i øjnede.
”Jeg ved godt det måske er dum, da du jo kun var et lille barn.”
”Ja det var mega dumt og det er det stadig. Men nu kan jeg se hvor meget jeg betyder for dig.”
Han smilede og skubbede noget af mit pandehår om bag mit øre, og så kyssede han mig og jeg kyssede ham igen. Jeg lag armene om halsen på ham, han lag hænderne på mine hofter og lod dem glide ned til mine shorts.
”Må jeg?” Hviskede og lag sin pande mod min og kiggede mig i øjnede.
Jeg nikkede og lod mine hænder glide op i hans hår. Han tog mine shorts af og efter tog han sine af, han kiggede på mig.
”Katrine, jeg kan ikke det du vil.”
”Men vi har jo ikke...” Han afbryd mig.
”Undskyld, jeg troede jeg kunne. Men jeg kan mærke jeg ikke kan.”
Jeg gik over og satte mig på sengen, først kiggede jeg ned i gulvet men lidt efter lod jeg mit blik falde op på ham, han stod og kiggede på mig.
”Kan du ikke prøve?”
”Nej, jeg vil ikke gøre dig ondt.”
”Det gør du ikke.”
”Katrine, jeg kan ikke.”
Jeg rullede med øjne og gik hen til døren og nedenunder, jeg gik ud i køkkenet og tog et glas vand. Pludselig gik hoveddøren op.
”Jeg syntes da ikke jeg lod lyset stå tændt?” Hørte jeg min mor sagde.
”Nej, jeg husker også det som om du slukkede det.” Hørte jeg en mand sige.
”Mor jeg er ude i køkkenet.” Råbte jeg og tænkte ikke over at jeg kun havde bh og underbukser på.
”Katrine er det dig?” Jeg kunne hører hun blev glad.
Hun kom løbende ud i køkkenet og krammede mig, efter kiggede hun på mig.
”Hvorfor har du ikke mere tøj på, ja okay det er varmt, men du kunne da tog have en top og shorts på.”
”Robert er her.”
”Åhh, må jeg hilse på herren?”
”Ja, jeg går lige oven på og henter ham.”
Hun nikkede og smilede. Jeg løb oven på til Robert, han sad på sengen med sit tøj på.
”Min mor vil gerne møde dig.”
”Det ved jeg, jeg tænkte det nok var bedst hvis jeg tog noget tøj på.”
Jeg nikkede og tog min top på, efter tog jeg hans hånd og sammen fik vi nedenunder. Vi gik ind i stuen, hvor de sad.
”Mor der Robert, Robert det her er min mor.”
”Hej Robert, det er dejligt endelig at møde dig.”
”Hej, det er okay dejligt at møde dig. Jeg håber ikke det gør noget vi er her, ellers kan vi bare tag hjem til mig.”
”Nej det er helt okay.”
Mens min mor og Robert snakkede sammen, stod jeg og kiggede på manden og han kiggede på mig, men der var noget ved ham, han virkede bekendt. Pludselig hørte jeg min mor sige: ”Katrine det her er David, min kæreste.” Og da kun sagde hans navn slog det mig, det var min gamle historie lærer, meget gamle. Jeg havde ham i 7. klasse.
”Du virkede også bekendt og nu ved jeg hvor jeg kender dig fra.”
Han smilede og kiggede over på Robert. ”Hende skal du være glad for, hun var rigtig god i skolen.”
”Jeg gik altså kun 10 i historie.”
”Det er da flot.” Sagde Robert.
Jeg kiggede op på ham. ”Nej det er så dårligt, du gik sikkert højere?”
”Det er ikke noget du skal tænke på, man skal kun tænke på dig.” Han lag armene om mig og kyssede mig og jeg kyssede ham igen. Da vi var færdige kiggede jeg vi på hinanden med et smil, jeg lå hånden på hans undertrøje, der hvor det brændende hjerte var. Han lag sin hånd på min.
”Du vil altid være min.”
”Skal han ned på knæ?” Spurgte min mor mig om.
”Hvad?”
”Ned på knæ, ned på knæ!”
”Mor stop, han frier ikke til mig.”
”Endnu.”
Jeg rullede med øjne og hev Robert med oven på, da vi kom ind på værelset lukkede jeg døren og Robert hev mig med over i sengen.
”Min pige skal skal nu.”
”Mens jeg sover, tager du så ikke ud og jager?”
”Nej, jeg bliver hos dig.”
”Jeg vil gerne have du får noget af spise.”
”Nej det er okay, vi skal på camping med min familie næste uge.”
”Vi? Camping, telte?”
”Ja du skal da med. Har du noget imod telte? Vi kan godt købe en campingvogn?”
”Nej endelig ikke. Men hvem skal vi sove med i teltet?”
”Fjolle, det er da kun os i et lille hyggeligt telt.”
Lyn hurtigt lå han i min seng i underbukser, jeg tog toppen af og lag mig ved siden af ham. Jeg puttede mig godt ind til Robert, jeg var træt så jeg faldt hurtigt i søvn.





Jeg vågnede om morgen af at min mor vækkede mig med morgenmad på sengen, hun var så glad for at jeg var kommet hjem igen. Hun havde selvfølgelig også lavet morgenmad til Robert, men han spiste ikke, så jeg måtte spise hans først og så se hvor meget jeg kunne spise af mit eget.
Da jeg havde spist tog jeg noget tøj på, faktisk lidt sur over Robert ikke ville i seng med mig. Jeg var sikker på han godt kunne, han gad bare ikke, men det ville jeg aldrig sige til ham. Han tog også tøj på og sammen gik vi nedenunder, min mor sad inde i stuen sammen med David.
”Tak for mad det smagte rigtig godt.”
”Det var da så lidt. Må jeg spørger om noget?”
Jeg nikkede.
”Bliver du her?”
Jeg kiggede op på Robert og han nikkede, så kiggede jeg på min mor igen og nikkede.
”Godt. Må jeg spørger om noget andet?”
”Ja.”
”Jeg ved godt det ikke er noget jeg skal blande mig i, men har du to været i seng sammen?”
Jeg lænede mig op af Robert, som tegn på at han skulle fortælle min mor at han ikke kunne/ikke gider med mig.”
”Nej, vi venter lidt endnu.” Sagde han bare.
Jeg kiggede op på ham, han ligger bare armene om mig og gynger frem og tilbage.
”Nårh vi skal også lige hjem til Robert og hente mine ting.”
”Robert? Jeg troede vi var hos din far.”
Jeg stivnede og kom i tanke om hun havde fået afvide jeg var hos min far, men Robert redet den. ”Hun kom hjem til mig for en uge siden.”
Jeg blev helt lettet over at hun troede på det.
”Nårh vi smutter nu, vi er tilbage om en times tid.”
”Ja vi ses.”
Vi gik hånd i hånd ud i gangen og tog sko på.

Da vi kom hjem til Robert, gik vi ind på mit værelse, jeg lukkede døren og kiggede på ham.
”Hvorfor vil du ikke?”
”Hvad?”
Jeg tøvede, det var lidt pinligt at snakke om. ”Hvorfor vil du ikke i seng med mig?”
”Jeg kan ikke.”
”Robert, hold nu op med det der. Det er ikke det der er galt.”
”Katrine, hvis jeg dræber dig ved jeg ikke hvad jeg skal gøre med mit liv.”
”Hold nu op, sig sandheden.”
”Det er sandheden.”
Jeg rullede med øjne og begyndte at pakke mine ting. ”Er det okay, jeg tager hjem alene og sover alene?”
”Du tager stadig med på campingturen ikke?”
”Jo.”
Jeg pakkede min ting og gik, han fyldte mig ned til døren.





Da jeg kom hjem kig jeg op på mit værelse, jeg lag mig i sengen og kiggede op i loftet. Lidt efter kom min mor ind.
”Er Robert her ikke?”
”Nej, men mor. Er det okay jeg tager med ham og hans familie næste uge?”
”Ja selvfølgelig.”
”Tak.”
Hun kom hen til mig, hun kunne se der var noget galt. Hun satte sig på min seng og jeg satte mig op.
”Hvad er der min pige?”
”Ikke noget, bare gå ned til David.”
”Nej, nu vil jeg tag mig af min lille pige. Så sig nu din mor hvad du er ked af.”
”Robert.”
”Hvad er der med ham.”
”Jeg tror ikke han gider i seng med mig. Ikke fordi det haster, men hver gang jeg prøver finder han på en undskyldning.”
”Hmm, måske skal du bare give det lidt tid.”
”Måske. Må jeg spørger dig om noget?”
Hun nikkede.
”Hvad vil du sige til hvis jeg en dag forsvandt sammen med Robert?”
Hun blev tavs et øjeblik. ”Jeg vil blive knust, men det er jo dit valg. Og hvis du elsker ham så højt så gør du bare hvad der gør dig glad.” Hun smilede og rejste sig og gik.
Jeg tog min mobil og ringede til Robert.
”Robert, vil du ikke lige komme.”
Han kunne hører jeg lød trist. ”Hvad er der sket?”
”Bare kom.”
”Jeg er på vej.”
Jeg lag på og lag mig ned i sengen igen. Pludselig kig min dør op og Robert kom inden, han lag sig ved siden af mig og kiggede på mig. Jeg kunne ikke kigge på ham, så jeg lag mig bare på siden og tog hånden op under hans undertrøje og lag den på hjertet.
”Kan du huske den dag jeg sagde at du bare kunne forvandle mig?”
Han nikkede og nussede mit hår.
”Jeg bliver nød til at tag det i mig, jeg vil ikke gøre min mor ked af det. Så hvis det begynder jeg må leve uden dig, så bliver det sådan.” Jeg blev ked af det og lag hovedet ind på hans bryst. ”Undskyld.” Hviskede jeg.
”Katrine, jeg vil elsker dig lige meget om du er ung eller gammel.”
”Du forstår det ikke vel?”
”Hvad forstår jeg ikke?”
”Jeg tror det er bedst hvis vi ikke ses mere. Jeg tror det er bedst at jeg kommer vider uden en vampyr kæreste.”
Han lag armene om mig og holdte mig helt ind til sig. ”Katrine, pleas gør ikke det mod mig.”
”Jeg er så ked af det.” Jeg bryd sammen og græd ind i hans bryst.
”Hvad med campingturen?”
Jeg kunne ikke sige noget, jeg hev bare min arm til mig og efter slog jeg armene om hans hals og jeg kyssede ham, jeg kyssede ham farvel for altid og han kyssede mig igen, han ville ikke stoppe. Så til sidst tog jeg hovedet væk. Jeg fjernede mine arme fra hans hals og vendte mig om, han rykkede sig bare helt ind til mig og lag armene om mig.
”Katrine, pleas gør ikke det her. Jeg elsker dig, hvis du stopper med at elske mig er det ligesom at dø.”
”Robert, det er bedst. Du må gerne gå nu.”
Han rejste sig og kiggede på mig og så gik han, da han havde lukkede døren bryd jeg sammen igen og græd, jeg græd højt.
Den nat græd jeg mig selv i søvn og jeg lå i min seng hele næste dag.





Da der var gået fire måneder, var en af mine bøger blevet udgivet. Men jeg var ulykkelig, der var et stort hul i mit hjerte.
En mandag hvor jeg sad og skrev på min nye historie ringede det på døren, jeg løb nedenunder og åbnede. Jeg gik i chok af jeg så det var Robert, han skubbede mig ind i væggen og kyssede mig, jeg prøvede at skubbe ham væk, men jeg kunne ikke og til sidst kunne jeg ikke modstå og jeg kyssede ham igen. Han hev mig op mit værelse og over i sengen, han lag sig oven på mig og kyssede mig.
”Robert.” Fik jeg frem stammede.
Han løftede hovedet og kiggede på mig og efter rejste han sig og skulle til at gå.
”Nej bliv!” Råbte jeg efter ham.
Han vendte sig hurtigt om og kiggede på mig. ”Undskyld, men jeg kan ikke klare at leve uden dig, jeg måtte bare prøve en sidste gang.”
”Og det virkede, du har lappet mit store hul.” Jeg kastede armene om ham og kyssede ham og han kyssede mig igen. Han lukkede døren og tog lyn hurtigt sit tøj af, så han kun stod i underbukser og efter tog han mit af, så jeg kun stod underbukser og bh.
”Gider du nu?”
Han kiggede på mig. ”Katrine jeg har altid ville, jeg kunne bare ikke. Men nu er det på tide jeg prøver.” Han kyssede mig og skubbede mig over i sengen.

Robert lå oven på mig og kyssede min hals, da min mor kom ind. Vi havde kun lige et lan lignende op til Roberts haleben, og rasten kunne min mor se, hun kunne se vi var nøgne.
”Jo troede i var gået fra hinanden?”
”Ja, men det var dumt.” Sagde jeg og kyssede Robert på munden og han kyssede mig igen.
”Husk beskyttelse.” Sagde hun og lukkede døren og gik nedenunder.
Jeg åbnede øjnede og kiggede på Robert og han kiggede på mig. Det havde vi slet ikke tænkt på, Robert rejste dig hurtigt op og tog tøj på og de samme gjord jeg. Nu skulle vi hjem til Robert.
Da vi kom hjem til Robert gik vi hånd i hånd i til Steve.
”Steve, jeg skal lige snakke med dig.” Sagde Robert.
Han nikkede og kiggede ned på mig og så op på Robert igen. Jeg kunne se han vidste hvad han ville snakke med ham om og han så bange ud, så jeg blev også bange. Jeg klemte Roberts hånd mere, han kiggede ned på mig og efter tog han mit hoved mellem sine hænder.
”Du skal ikke være bange, vi klare den.”
”Men.”
Han lag sin tommelfinger på mine læber og rystede på hovedet. ”Bare gå op på dit værelse om vent til jeg kommer.”
Jeg nikkede og gik der op.

Jeg kunne ikke sidde stille så jeg gik rundt og rundt, mens jeg holdte mig på maven.
”Jeg er ikke klar endnu. Jeg er ikke klar endnu.” Gik jeg rundt og sagde.
Pludselig kom Robert ind, han kom hen til mig. Jeg ved det er svært for dig, men vi må rejse til Frankrig nu.”
”Hvad? Hvorfor?”
Jeg tøvede.
”Hvad er der Robert?”
”Vi er ikke sikker, men vi vampyrer kan gøre et menneske gravid på første gang. Og der for skal vi afsted, vi skal til en læge, en læge der kender til vampyrer og ved alt om os, han kan fortælle os om du er gravid.”
”Min mor.”
”Kristoffer er taget over og sige at du er hos os lidt. Og Steve har købt billetter til flyet, han tager med os. Vi skal ud i bilen nu.”
Han løftede mig op og med et var vi nede ved bilen, vi hoppede begge ind på bagsædet og så kørte Steve. Vi var først ved lufthavnen da det var mørket og jeg var træt, jeg kunne næsten ikke gå, så jeg sad på ryggen af Robert og halv sov. Men da vi skulle tjekke ind måtte jeg bruge alle mine kræfter til at gå igennem alarmen og jeg fik et chok da den bippede, jeg blev helt bange og vendte mig om og kiggede på Robert. Han kiggede underligt på mig, han vidste heller ikke hvad det var. Vagten bad mig følge med, men jeg ville ikke uden Robert og til mit held fik Robert lov til at gå med. Jeg blev skannede og det viste sig at jeg havde en metal skinde i benet, det havde min mor aldrig fortalt mig. Så jeg var helt chokket. Vi fik lov til at gå vider, vi skulle vente en halv time på vores fly, da det var forsinket. Der var ingen pladser tilbage så vi måtte sidde på gulvet, jeg lag mig ned og brugte Roberts lår som hovedpude. Jeg faldt i søvn, men jeg sov ikke længe da en baby pludselig begyndte at græde.

Endelig kom flyet, vi rejste og gik hen til indgangen. Da vi kom ind i flyet og havde fundet vores pladser, faldt jeg i søvn før vi var lettet. Jeg vågnede først da Robert vækkede mig, vi skulle til at lande igen.





Da vi kom ud af flyet tog vi en taxa hen til ham lægen. Da vi kom ind kom hen over og sagde goddag og jeg blev helt overraskede over han talte dansk.
”Du må være Katrine?”
Jeg klemte Roberts hånd og kiggede op på ham og så kiggede jeg på lægen igen og nikkede.
”Vil du komme med mig?”
Jeg hev Robert med.
”Jeg tror vi klare den uden ham.”
Jeg rystede på hovedet.
Robert staldte sig foran mig og kiggede ned på mig. ”Det skal nok gå, jeg venter lige her.”
”Nej, jeg vil ikke uden dig.”
”Katrine, det skal nok gå.”
”Men..” Han lag sin pegefinger på mine læber.
”Jeg venter her, du kan godt.”
Jeg staldte mig på tær og kyssede ham og han kyssede mig igen. Så gik jeg med lægen ind i et rum, jeg bedte min om at sætte mig på stolen. Jeg satte mig og han begyndte at stille mig en masse spørgsmål, men to af spørgsmålene gjord mig overraskede.
”Har han gjord dig fortræd?”
Jeg rystede på hovedet.
”Var i i seng sammen, uden du ville?”
”Nej det ville han aldrig gøre. Det har altid været mig der ville, man det var første gang i går, han har altid været bange for at han ikke kunne og været bange for at prøve. Du må aldrig tror han kunne finde på sådan noget.”
”Nej det må du undskylde. Gider du ligge dig op på briksen?”
Jeg nikkede og lag mig op, han hev min top på så man kunne se min mave. Så smurte han noget creme på min mave og en mærkelig ting.
”Hvis du kigger her, kan du se der er noget der er ved at bygge sig op. Så jeg kan fortælle dig at du er gravid. Og jeg kan forsikre dig om at de ikke er farlige, så du har ikke noget at være bange for.”
Jeg gik i chok og da jeg vågnede op sagde jeg: ”Har jeg ikke noget at være bange for? Jeg er 15 og er gravid! Jeg har lige fået udgivet en bog, jeg kan ikke have en lille unge løbene rundt, hvis jeg skal gå efter min drøm.” Jeg satte mig og han gav mig noget papir som jeg kunne tørre min mave med. Efter gik vi ud til Robert og Steve, Robert kom hen til mig og jeg krammede ham. Jeg kunne mærke tårne kom frem.
”Katrine var ikke glad for at hører det, men jeg ved ikke med jer. Hun er gravid og når det er en bladning går der 5 måneder, så når der er 1 måned til vil jeg gerne bede jer om at komme her til mig, hvis nu den skulle komme ud før.”
Jeg vendte mig om. ”Kan jeg ikke få en abort?”
”Nej, det kan vi ikke med dem, de udvikler sig for hurtigt til vi kan gøre noget.”
Robert lag armene om mig. ”Tak skal du have.”
Jeg hev mig ud af Roberts grab og gik uden for, jeg måtte have noget luft, jeg satte mig på flistrappen og kiggede ned i jorden. Robert og Steve kom ud, Robert satte sig ved siden af mig.
”Hvad er du bange for?” Hviskede han i mit ører og kyssede det.
”At jeg ikke kan blive forfatter, at jeg ikke har tid til noget. Robert jeg er kun 15, jeg er slet ikke klar til at tag vare for et barn.”
”Vi skal nok hjælpe jer.” Sagde Steve.
Jeg kiggede op på ham og så ned i jorden igen.
”Skal vi gå ud og spise?” Spurgte Robert.
”Nej, jeg vil gerne hjem.”
”Vi kan ikke komme med et fly før i morgen aften, alt er bukket.” Sagde Steve.
”Hvor skal vi sove.”
”På et dejligt hotel ikke så langt her fra.”
”Kan vi gå der over nu?”
Steve nikkede.

Da vi kom hen på hotellet fik Robert og jeg vores eget værelse og Steve tog et enkel værelse.
Da vi kom ind på værelset lag jeg mig i sengen, jeg kunne ikke tænke på andet end det barn i min maven eller hvad det nu var. Da det blev aften ville Robert have mig med ned i rasturanen, men jeg ville ikke, jeg ville bare ligge i sengen. Han hentede mad til mig, men jeg spiste ikke. Jeg sov ikke hele natten og Robert lå og kyssede mig i nakken og hånden på min mave.




Da det blev morgen og der var morgen mad, ville Robert have mig med ned igen, men jeg ville stadig ikke.
”Katrine du skal have noget mad, du kan ikke leve uden mad.”
”Du er skide lige glad, du er glad for barnet! Hvorfor?” Kom jeg til at råbe.
Han kiggede chokkede på mig. ”Katrine, det er vores barn, du kan da godt prøve at elske det.”
”Robert fat det dog! Jeg er 15, jeg har et liv at leve. Det kan jeg ikke med et barn.”
Han satte sig på sengen og kiggede ned i gulvet. ”Skal vi give barnet til Anna og Max?”
”Hvad skal de med det?”
”De snakker hele tiden om hvor dejligt det ville være at have et barn, Anna siger det er hendes største drøm.”
”Kan vampyrer ikke få børn med hinanden?” Jeg vendte mig om og kiggede på ham.
”Nej, vi er døde vores gener er døde, men på en eller anden måde kan man godt sige de lever op, når man er sammen med et menneske, det er derfor du blev.”
”Vidste du jeg ville blive gravid?”
”Nej jeg troede ikke vi kunne, men ham lægen sagde det.”
Jeg lag vendte mig om igen og kiggede ind i væggen og jeg faldt i søvn.

Da jeg vågnede igen var det mørkt og jeg sad i en taxa, jeg rettede mig på og kiggede rundt. Jeg så Robert sad ved siden af mig. ”Hvor skal vi hen?”
”Ville du ikke hjem?”
Det havde jeg helt smidt ud af hovedet. ”Jo. Hvad er klokken?”
”Halv 10.”
”Okay.” Jeg kiggede ud af vinduet og tænkte på hvad jeg skulle sige til min mor.
”Jeg tænkte på om vi skulle holde en campingtur i overmorgen?”
”Har i ikke været på camping?”
”Nej du slog jo op. Vi ville jo gøre det for dig, komme lidt ud i naturen sidde og spise skumfiduser ved et bål. Og så ville Steve fortælle historien om da ham og Isabella mødte hinanden.”
”Hmm, jeg ødelag virkelig en hyggelig uge.”
”Ja, måske lidt.”
”Okay, jeg er frisk. Men hvad med vi tager afsted i morgen?”
”Jeg tror du skal sove i morgen, vi er også først hjemme i morgen klokken 4.”
”Jeg vil gerne i morgen.”
”Okay, men hvis du vil sove, så rykker vi det bare.”
Jeg nikkede og lag hovedet på hans overarm.

Da vi kom hen til lufthavnen, tjekkede vi ind og Robert måtte fortælle dem af jeg havde en metal skinde i benet, for jeg kunne ikke fransk. Da vi sad og ventede lag Robert sin hånd på mit lår og lod den glide frem og tilbage. Jeg så en lille dreng kigge på os, han smilede til mig og kunne ikke lade vær med at smile igen. Så vinkede han til mig og jeg vinkede tilbage. Han kom hen til mig, hans mor kiggede efter ham og smilede til mig, han kom hen og viste mig han lille legetøjs bil. Jeg bøjede mig frem og tog den i mine hænder.
”Hvor er den fin.” Sagde jeg med at smil og gav ham den igen.
Han smilede.
”Hvad hedder du?”
”Emil.”
”Hvor gammel er du?”
”3år.”
”Nejii du er jo en stor dreng.”
Han nikkede med et kæmpe smil på læberne.
”Jeg hedder Katrine, jeg er 15år.”
”15år.”
Jeg nikkede. ”Kan du tælle til 15?”
Han rystede på hovedet.
”Skal vi prøve sammen?”
Han nikkede.
Jeg brugte min fingre til at vise ham hvor mange fingre det var.
Da han selv kunne blev han helt glad og der kom et lille gab.
”Skal du ikke over til din mor nu?”
Han rystede på hovedet.
”Det tror jeg, flyet kommer snart.”
Jeg tog hans hånd og fyldte ham over til sin mor.
”Tak, håber ikke han forstyrrede jer.”
”Nej slet ikke.”
”Mor, jeg kan tælle til 15.” Sagde han og begyndte at tælle.
”Nårh jeg må over til min kæreste igen.”
Hun nikkede. Jeg vinkede til Emil og til hans mor og så gik jeg tilbage til Robert. Jeg satte mig på min plads og kiggede op på ham, han smilede og lag hånden på min mave, jeg smilede og kyssede ham og han kyssede mig igen. Hans tunge kom ind i min mund og ramte min.
Pludselig hørte vi at flyet var landet og vi godt måtte gå hen til indgangen.
Da vi kom ind i flyet og vi var lettet, blev lyset slukkede så man kunne sove. Jeg lænede mig op af Robert og igen lag han hånden på min mave, jeg kiggede på ham.
”Du tror jeg vil beholde det efter jeg snakkede med Emil ikke?”
”Kan vi ikke bare prøve, jeg skal nok tag mig af det, mens du arbejder.”
”Kan jeg ikke vente med at svare når du er mere sikker på mit svar?”
Han nikkede og kyssede min pande.
Jeg faldt i søvn på hans overarm.

Da vi kom hjem til Robert gik jeg direkte op i seng, jeg var så træt. Jeg sov læne dagen efter, at Robert gik mig overtalt til at rykke campingturen. Jeg gik bare noget mad og så gik jeg op og lag mig igen. Robert lå ved siden af mig og kiggede på mig, han lå bare og smilede, det fik mig til at smile. Og igen lag han hånden på min mave, men fjernede den hurtigt igen. Han satte sig op og kiggede på sin hånd. Jeg satte mig også op og kiggede på ham.
”Hvad er der?”
”Den bevæger sig, jeg kunne mærke den.” Der bredde sig det stort smil på han læber og så kiggede han på, han skubbede mig ned at ligge og kyssede mig, han flettede sine ben i mine den ene hånd på min mave. Jeg tænkte jeg lige så godt kunne give op, han ville jo få mig overtalt til at beholde barnet.




Det blev morgen, jeg vågnede klokken 9, Robert lå ikke ved siden af mig, men jeg kunne hører nogen passe noget sammen ude nedenunder. Jeg rejste mig og skulle til at gå hen til døren, men lige inden jeg nåede hen til døren lag jeg hånden på min mave og jeg kunne mærke den var blevet større. Jeg fjernede hurtigt hånden og løb nedenunder, Robert stod ved trappen og løb ned af trappen. Han smilede til mig, han kunne også se min mave var blevet større. Han krammede mig og kyssede mig.
”Du tror jeg beholder den ikke?”
Han nikkede med at smil og kyssede mig igen.
”Robert du kender jo mit svar.”
”Du sagde du vil tænke over det.”
Jeg kiggede ned og nikkede, han hev mig med ud i køkkenet og lavede noget morgenmad til mig. Da jeg havde spist tog vi afsted, vi kørte langt og efter skulle vi gå rigtig lang, til sidst kunne jeg ikke gå mere.
”Robert, kan vi ikke lige holde en pause, jeg har ondt i benene. Og jeg har også et lille ekstra les.”
Han gav de sin taske og jeg hoppede op på hans ryg, jeg sad og kyssede ham i nakken, efter hviskede jeg i hans ører.
”Bliver du sur, hvis jeg giver barnet til Anna og Max?”
Han sagde ikke noget, så det tog jeg som et ja. Jeg kyssede ham på øret, men han var lige glad.
”Er du sur på mig?”
Han rystede på hovedet.
”Hvorfor vil du så ikke snakke med mig?”
”Det har jeg ikke sagt jeg ikke vil. Jeg vil bare ikke snakke om barnet.”
”Hmm, hvad vil du så snakke om?”
Han lavede et skuldertræk.
”Så er vi her.” Sagde Steve pludselig.
Robert satte mig ned og så begynde de alle at sætte teltene op, de ville ikke have jeg hjalp, jeg skulle bare sidde og slappe af.
Da de var helt færdige gav Steve Robert noget, men hvad kunne jeg ikke se. Men jeg så Robert lag det i sin baglomme, så jeg gik der hen og tog hånden med i hans lomme, da jeg tog hånden op så jeg det var kondomer. Robert tog dem ud af min hånd og lag dem ned i sin lomme igen.
”Du fik Steve til at købe noget, tror du ikke selv?”
”Jeg har været sammen med dig.”
Jeg rullede med øjnede. ”Hvorfor havde du så ikke tænkt på det før jeg blev gravid?”
”Katrine, lad nu vær. Du havde jo heller ikke tænkt på det.”
”Det er dig der er drengen.”
”Fint, så tager jeg skylden.”
”Nu skal i to ikke skændes, vi er på campingtur og vi skal hygge os.”
Jeg satte mig bare ind i teltet og surmulede. Da de blev mørkt kom Robert ind i teltet, han satte sig bag mig og lag armene om mig, mens han kyssede mig på halsen.
”Vil du ikke med ud og hører historier ved bålet?”
Jeg rystede på hovedet.
”Hvad kan jeg gøre for at du bliver glad igen?”
”Bare gå, jeg tror bare jeg tager hjem i morgen. Det her bliver ikke nogen hyggelig tur.”
”Katrine du er langt hjemme fra.”
”Ja og?”
”Bare bliv, vi får det hyggeligt i morgen.”
”Hvad skal vi da?
”Først tænkte jeg på, vi skulle til stranden og bade, så have en is og sidde ved bålet og hører historier.”
”Hmm, okay. Men hvis det går galt tager jeg hjem.”
”Det behøver du ikke.”
”Robert, hør nu på hvad jeg siger.”
”Ja undskyld, jeg vil bare gerne have en hyggelig uge. Og det kan jeg ikke få hvis du tager hjem og de andre kisse misser og jeg bare skal sidde om snakke med Kristoffer.”
”Hvordan tror du Kristoffer har det med at vi kisse misser? Og at du har gjord mig gravid?”
”Det er ikke mit problem, jeg så dig først.”
Jeg rullede med øjnede. ”Nårh, men gå du bare ud og hyg dig med de andre, jeg bliver herinde.”
”Nej jeg bliver her hos min skat.”
”Det skal du ikke, jeg vil bare ligge mig ned og sove.”
”Så ligger jeg bare og kigger på mig.”
”Robert, gå ud og hyg dig. Jeg skal ikke kede dig.”
”Du kan ikke kede mig.”
Han tog sit tøj af og efter mit. ”Robert jeg gider ikke.”
Han kiggede bare på mig.
”Gå nu bare ud.”
”Katrine stop! Jeg bliver her.” Han blev sur og lag sig på den ene side af luftmadrasen, jeg tog min top på og lag mig i den anden side med ryggen til ham, han rykkede sig ind til mig og lag armene om mig. Han hev min top lidt op og lag hånden på min mave.
”Robert stop med det er.”
”Det er også mit barn.”
”Så tag den.” Jeg fjernede hans hånd. Han rejste sig og gik ud af teltet.




Jeg vågnede op om morgen, med Roberts armen om mig, han lå og kyssede mig i natten. Jeg lag hånden på min mave, jeg kunne være den var blevet store.
”Robert, jeg vil gerne have den væk nu.”
Han satte sig op. ”Hvorfor giver du det ikke en chance?”
”Fordi jeg er 15 og jeg har et liv at leve, du er over 200 år gammel du har lavet det du kunne.”
”Katrine, det jeg vil gerne have dig og det her barn, vi bliver en lille hyggelig familie og så får vi en masse støtte.”
”Vi beholder der, hvis jeg må fortælle min mor hvad i er, så hun kan forstå jeg snart skal føde.”
Han kiggede på mig. ”Følger du det er det rigtige at gøre?”
”Ja, hun har fortjent det.”
”Okay, skal vi tag hjem til hende nu?”
Jeg nikkede og så gik vi ud af teltet, Robert hev mig op i sine armene og løb ned til bilen.

Da vi kom hjem til mig gik vi indenfor, min mor sad i sofaen alene.
”Hej mor.”
”Hej min pige, var i ikke på campingtur?”
”Jo, men jeg må fortælle dig noget vigtigt.”
”Du er gravid, men hvordan er din mave blevet så stor så hurtigt?”
”Det er det jeg må fortælle dig.”
”Jeg skal nok sige det. Min familie og jeg er ikke helt som du tror, vi har levet i mange år, det jeg prøver at sige er at vi er vampyrer, men vi drikker ikke menneske blod, men dyre blod. Så du kan være helt rolig, jeg kunne aldrig finde på at gøre Katrine noget.”
”Det er jeg rigtig glad for i fortæller mig, men hvad med maven?”
”Jo fordi jeg er vampyr, gør det at babyen inde i Katrine vokser hurtigere end et normalt barn, men det er ikke farligt, det er et menneske.”
”Hvornår skal du så føde?”
”5 måneder, men når der er 1 måned tilbage skal vi til Frankrig igen.”
”Frankrig?”
”Ja, vi var i Frankrig, men Steve var med. Mor jeg skal nok klare det, men når vi har fået babyen, har jeg tænkt på at flytte hjem til Robert og hans familie, så de kan hjælpe med babyen, men jeg lover at komme og besøge dig.”
”Det er helt i orden, du er stor pige nu.”
”Tak.” Jeg smilede. ”Men vi skal også tilbage til de andre.”
Hun smilede og nikkede.
Det var nu gået et halvt år og Isabella, - Robert og min baby, - var voksede hurtigt, det var ikke til at tro, om 3 år skulle min mor undervise hende, så hun ikke blev helt dum. Og så om 7 år vil hun være fuldvoksen og så havde jeg givet Kristoffer lov til at date hende, men ikke før. Og hun skulle ikke forvandles hvis hun ikke selv ville og hvis hun ville måtte han godt, men hun skulle være helt sikker.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...