Kærlighed ved første blik!

Kamilla forelsker sig venindes storebror. Hun finder ud af nogen hemmeligheder, men hun elsker ham stadig..

0Likes
9Kommentarer
2797Visninger
AA

6. Hjerneskad!

Nogen uger efter, er jeg blevet rask og begyndt i skole igen. Men lige for tiden har Taylor og jeg nogen problemer, hvor vi tit skændes, nærmer sagt, jeg ligger hele tiden selv op til et skænderi og vi snakker heller ikke så meget sammen. Min forældre og Taylors forældre snakker sammen hele tiden og gør hvad de kan for at vi kan blive glade igen. Og for nogen dage siden købte Louise Scarlett, da jeg ikke passede hende. Og min kontakt med Katrine, er ikke særlig god. Vi er aldrig sammen mere. Og jeg er begyndt ikke at lave mine lektier og jeg er kommet bag ud i skolen og jeg tegner heller ikke mere.
Jeg har været til lægen for at hører hvad der er galt med mig, men han kan ikke finde ud af det. Der er ingen der ved det.

Jeg vågner om morgen, jeg har sovet over mig, men jeg er lige glad, så må Taylor bare vente på mig som altid. Da jeg kommer ned i gangen står han op af døren og venter på mig, jeg ruller bare med øjnede.
”Nu kommer du for sent igen.”
”Jeg er da lige glad.”
”Det ved jeg, men det er jeg ikke. Kom nu!”
Vi går ud af døren og selvfølgelig regner det. Vi sætter os ind i bilen og så kører vi hen til skolen. Og som altid starter jeg et skænderi.
”Hvorfor kommer du enlig og henter mig?”
”Fordi jeg gerne vil.”
”Du skal ikke komme og hente mig jeg er ikke 2 år.”
”Hold nu op!”
”Hold dog kæft!”
Han bamser hårdt op og kigger vredt på mig. ”Nu taler du pænt, jeg henter dig hvis jeg vil og det skal du ikke lave om på.”
Jeg ruller bare med øjnede og sætter benene op handske -rummet, han kører igen mod skolen. Da vi ankommer hopper jeg ud af bilen og Frederikke kommer hen til mig, men jeg ignorerer hende. Taylor stiger også ud af bilen og siger til Frederikke at det nok er bedst hvis alle holder sig væk fra mig.
”Hvordan går det så med jer?”
”Hun hader mig.”
”Hvorfor?”
”Jeg ved det ikke, men jeg kan ikke klare der mere.”
”Slår du op med hende?”
Han siger ikke noget, han sætter sig bare ind i bilen igen og kører.

Da jeg har fri er han der igen, han står ude i regnen og venter på mig. Jeg går hen mod ham og han går mig i møde.
”Kamilla, jeg må sige noget til dig.”
Jeg siger ikke noget jeg kigger bare på ham.
”Jeg syntes vi skal holde en pause. Jeg kan ikke holde alt det skænderi ud mere, jeg syntes det er totalt latterligt. Jeg elsker dig, men du elsker åbenbart ikke mig.”
”Jo, jeg gør!”
”Det skulle man ikke tro.”
”Det gør jeg. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, jeg tager ned på hospitalet nu.” Jeg går forbi ham og hen af skolegården, han står bare og kigger efter mig. Lidt efter sætter jeg i løb hen til bussen, da jeg sidder i bussen begynder jeg at tænke på det Taylor sagde. Lidt efter får jeg en sms fra ham.
”Undskyld søde, men jeg slår op med dig.”
Jeg begynder at græde og der kommer en dame hen til mig. ”Er du okay?”
Jeg ryster på hovedet. ”Jeg tror jeg har fået en hjerneskade og min kæreste har lige slået op med mig.” græder jeg.
Damen sætter sig ved siden af mig. ”Hvor er du på vej den nu?”
”Hospitalet for at blive undersøgt.”
”Jeg arbejder på hospitalet, jeg skal nok søger for at få din igennem til en læge hurtigt muligt.”
Jeg kigger op på hende. ”Tak.”
Hun smiler til mig.
Da vi kommer ind på hospitalet, kommer jeg lynhurtigt hen til en læge, han tager nogen rynken billeder og skanner min hjerne og ganske rigtig, jeg har fået en hjerneskade, men hvordan vides ikke. De ringer til min forældre og de kommer hen på hospitalet, jeg får noget medicin jeg skal tag om nogen til min morgenmad. Da vi går snakker jeg med min mor og far.
”Hvor er jeg glad for du tog her hen.” Siger min mor.
Jeg kigger ned i gulvet. ”Taylor slog op med mig.”
”Åhh nej, det er jeg ked af min skat.”
”Det er vel nok bedst.”
”Det tror jeg ikke, i var skabt til hinanden.”
”Mor, jeg vil helt ikke snakke om det. Jeg elsker ham virkelig, men fordi jeg opførte mig som jeg gjord, har han nu gjord det forbi.”
Min mor siger ikke noget. Jeg sætter mig ind i min mors bil og så kører hun mig hjem og min far kører tilbage på sit arbejde. Mens min mor og jeg kører hjem snakker vi om min skole.
”Mor, må jeg ikke få hjemmeundervisning?”
”Jo, hvis det er det du følger er bedst.”
Jeg nikker og kigger ned på mine hænder der ryster, jeg prøver ikke at ryste men det er svært.
Da vi kommer hjem løber jeg op på mit værelse, jeg sætter mig op min seng og kigger ned i gulvet og lidt efter tager jeg min mobil og beslutter mig at skrive til Taylor.
”Jeg er lige kommet hjem fra hospitalet, og de fandt ud af at jeg er hjerneskadet. Så det er derfor jeg har opført mig om jeg har. Jeg syntes bare du skulle vide det.”
”Ej, Kamilla. Jeg vidste det ikke, undskyld.”
”Det er okay, det var der ingen der gjord, men jeg stopper på skolen og får hjemmeundervisning.”
”Må jeg komme?”
”Nej, jeg tror det er bedst hvis vi ikke ser hinanden mere.”
”Kamilla, det kan du ikke mene?”
”Jo, det mener jeg.”
”Kamilla, jeg er ked af det.”
”Jeg vil ikke skrive med dig mere. Farvel.”
”Kamilla pleas, kan vi ikke være venner?”
Jeg ligger min mobil fra mig, jeg gider ikke svare, han ved hvad svaret er. Så går jeg hen til mit tegnebord, jeg tager noget papir og begynder at tegne igen efter lang tid. Jeg tegner og tegner, mens jeg tegner kommer min mor ind, mens hun snakker tegner jeg.
”Kamilla, jeg har snakkede med din skole om at du skulle stoppe og at du nu fik hjemmeundervisning.”
”Okay, mor jeg tegner lige.”
”Hvad tegner du?”
”Silver.”
Min mor kommer hen til mig og kigger på min tegning. ”Ej, hvor er den flot.”
”Den er slet ikke færdig.”
”Skal vi ikke tag ned og købe en masse rammer til dine tegninger, så du kan få dem op og hænge?”
Jeg nikker og ligger blyanten fra mig.
Vi går nedenunder og ud til bilen. Da vi kommer inde i centeret ser jeg Taylor og han ser mig, han stopper op og kigger på mig, men jeg går bare vider. Vi går ind i en tegnebutik, her er en masse gode ting.
”Bare tag hvad du vil.”
”Tak.”
Jeg går rundt og kigger, mens jeg finder tegneblokke, blyanter, viskelæder og kul. Min mor finder en masse rammer. Vi går hen og betaler og kommer ud med poser, Taylor står der stadig. Men denne gang kommer han hen til mig.
”Kamilla, jeg vil gerne lige snakke med dig.”
”Taylor, jeg gider ikke snakke med dig mere. Bare gå.”
Jeg går vider, men min mor står og kigger på Taylor. ”Jeg skal nok få hende til at snakke til dig igen.”
”Nej, det er hendes valg. Jeg må bare accepterer hendes valg.”
”Taylor hun elsker dig.”
”Ikke nok.”
”Kom og spis hos os i aften, jeg siger ikke noget til hende.”
”Hun vil ikke se mig.”
”Det bliver hun nød til.”
”Okay, men jeg ved hun ikke bliver glad.”
”Sikkert ikke, men en dag indser hun at hun har brug for dig.”
”Jeg er ked af at jeg slog op med hende, det var fordi hun hele tiden var sur, startede latterlige skænderier.”
”Det skal du ikke tænke på, du havde fået nok og det er forståeligt.”
”Jeg har det virkeligt dårligt over at jeg har svigtet hende, bare fordi hun er hjerneskadet.”
”Du kunne jo ikke vide det, ingen vidste det.”
”MOR KOM NU!”
”Nårh jeg må heller gå. Vi ses i aftens, kom ved seks tiden.”
Han nikker og så kommer min mor hen til mig.
Da vi kommer hjem går vi oven på og begynder at sætte mine tegninger i rammerne og hænge dem op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...