Ulykken!

En heste historie jeg har skrevet (: - Den er ikke slet i virkeligheden, det er ren fantasi og så fra hjælp fra filmen , hestehviskeren (:

1Likes
12Kommentarer
1110Visninger

1. Ulykken!

Zarif var min hest på 157 centimeter, han var en ren Frederiksborg, jeg havde haft ham i snart 4 år og vi havde fået et stærkt bånd, som aldrig vil blive brudt. Lady var Julies pony på 142, hun var en ren DSP, man kunne se de elskede hinanden, det var helt unikt, den måde de kiggede på hinanden, jeg havde aldrig set Lady se sådan på andre folk, og hun var en hest, man kunne virkelig se hun elskede Julie, og det samme med Julie, ingen gang fyrer havde hun kigget sådan på. Julie og jeg havde mange forskelligheder, men der var en ting folk ikke kunne forstå. Hvordan vi kunne forstå hinandens ridning, jeg var springrytter og Julie var dressurrytter, i ridningen havde vi kun nogen få ting tilfældes, skovturer, horsemanship og stor hyggedage og selvfølgelig stævner, men vi startede bare hver vores dag. Det var ikke fordi Julie ikke sprang på Lady og jeg ikke red dressur på Zarif, men det var bare ikke det vi brandte for. En gang om ugen underviste vi hinanden. Julie underviseste mig i dressur og jeg underviste hende i spring. For 2 uger siden skulle Julie til havde startet sit første springstævne og jeg skulle havde startet mit første dressurstævne. Men ikke mod hinanden, hun red pony og jeg red hest, men heller ikke selv om vi begge red hest eller pony, men fordi hun red LB-LA i dressur og jeg red kun LD-LC i dressur og i spring red jeg LB-LA, og hun sprang LD-LC.


Vi må hellere starte fra starten af så i kan forstå, min fortællings måde.

Jeg kom gående med mine kæmpe venter støvler, mine sorte overtræksbukser og min store vinter jakke. På vej hjem fra skole. Julen nærmede sig, om kun 2 uger skulle vi til stævne. Men i dag vil vi ikke træne, i dag ville vi tag en hyggetur i skoven. Da jeg stod udefor hoveddøren kunne jeg hører min mor og far skændes, det gjord det hver dag. Og da Julen jo nærmede sig var der faldet en helt masse sne, de kørte hele tiden rundt og fjerede sne fra veje og fortorve. Da jeg stod ude foran hoveddøren kunne jeg hører min mor og far skændes, det gjord de altid. Min mor var begynde at drikke og det samme med min far, men han tog altid på bar og drak, mens min mor gjord det her hjemme, foran mig og min storebror, Mike. Min storebror er 24 og har været flyttet hjemmefra før, men da han fandt ud af vores forældre drak og ikke tog sig af mig kom han hjem for at tag sig af mig, han er den eneste jeg har. Det er ham der betaler for Zarif, vores mad, min skole og huslejen. Jeg går på en privatskole, da jeg før har gået på en folkeskole, men blev påvirkede af mine forældres druk at jeg måtte få hjælp og det kunne jeg kun få et sted, på en privatskole. Ja ja jeg ved godt hvad i tænker, hvorfor flytter din bror og dig ikke bare væk. Jo det kunne vi godt, men vi elsker vores forældre og vi vil ikke have de skal regne rundt på gaden og tikke fordi de ikke har noget sted og bare må have noget at drikke.
Jeg bankede sneen af mine kæmpe støvler og tøvede en anelse med at tag ned i håndtaget, men til sidst gjord jeg det, jeg gik ind og tog mit overtøj af og gik ind på mit værelse, jeg tog hurtigt ridebukser på, mine rideovertræksbukser og min ridevinterjakke på og til sidst gik jeg ud i gangen igen og tog mine kæmpe støvler på igen og så skyndte jeg mig ud af døren, lige da jeg kom ud kom Mike kørerende ind i garagen, jeg gik hen til ham og han steg ud af bilen.
”Skændes de igen?” Spurgte han og smækkede døren.
Jeg nikkede lidt trist.
”Skal jeg kører dig ned til Zarif, du kan jo ikke cykle i det her vejr og busserne kører ikke.”
”Det må du gerne.”
Vi hoppede ind i bilen og så kørte vi ned til Zarif. Vi gik ind i stalden, Mike hjalp mig med at gøre Zarif klar da Julie allerede skridtede inde i ridehuset. Inden jeg gik ud tog jeg min jakke af og min sikkerhedsvest på og så jakken på igen og til sidst min hjelm på. Så gik jeg ud på gårdspladsen og skridtede rundt, mens Mike hentede Julie. Da hun kom sagde jeg farvel til Mike, jeg vi kyssede hinanden på munden og så red Julie og jeg. Jo man kan godt kysse sin bror på munden, vi snaver jo ikke. ”Pas godt på. Lad vær med at fald af.” Råbte han efter os.
”Skal vi nok.” Råbte jeg tilbage.

Vi kom ned til en stor mark, der lå sne over alt, men det gjord det jo kun sjovere. Lady og Zarif begyndte at trippe og blev helt glade og ville bare ud og løbe, vi holdte dem tilbage lidt endnu, men kort tid efter satte vi i galop vi red i fuld galop ved i den anden ende. For enden af marken var en skov, jeg havde ikke set den, og da jeg endelig så var det for sent. Zarif galoppede ind i skoven, jeg fik granene i hovedet, men jeg fik stoppede ham, jeg kunne mærke noget glide ned af min kind og hals. Jeg tog min handske af og lod fingre glide hen over min hals. Jeg kiggede på mine fingre og kunne se blod, jeg blødte. Jeg smed min handske, da jeg hørte Julie kaldte, hun lød ked af det. Jeg skridtede tilbage, hun begyndte at græde da hun så mig. Jeg sagde jeg var okay, men at jeg gerne vil hjem nu. Hun faldt til ro og vi begyndte at skridte hjemad. Da vi kom til en lille tynd stig med en stejl bakke på den ene side og en masse træer på den anden side, red vi ikke ved siden af hinanden, jeg red foran, Julie bag mig. Pludselig glider Zarif, han glider ned af bakken, han bruger alle sine kræfter på at kæmpe sig op, men han falder, gør Lady bange og hun begynder at stejle, Julie falder af, Lady glider også ned. Jeg kan ikke mærke mit ben, men jeg tænker ikke over det, Julie svare ikke når jeg klare, hun ligger helt stille. Hun har for meget tøj på til at jeg kan se om hun trækker vejret. Jeg kiggere efter Lady, men kan ikke se hende, men lidt efter ser jeg Zarif, han ligger helt stille, men kan trækker vejret. Jeg begynder at skrige og græde, jeg er alene. Jeg prøver at finde min mobil, men jeg har tabt den. Jeg prøver at kravle op til Julie for at få hendes mobil, men hver gang jeg prøver at skubbe mig selv om med armene, glider jeg ned. Til sidst giver jeg op, jeg er træt og jeg fryser. Jeg lukker øjne og tænkte, det var ikke sådan her min død skulle være. Jeg har miste min bedste veninde, min hest og Lady. Og nu mister Mike mig.

Jeg vågner op på et hospital, jeg kan ikke mærke mit ben. Det første jeg tænker på er, Julie. Hvor er hun? Er hun okay? Lidt efter kommer en læge ind, han forklare mig at Julie desværre ikke klarede den og det gjord Zarif heller ikke, Lady er aldrig blevet fundet. Zarif havde brækket benet og måtte aflives, med det samme, der var intet at gøre. Dyrepolitiet fra alle byerne i nærheden var ude og lede efter Lady, og så snart de fik mere afvide skulle jeg nok få det afvide. Jeg græd, jeg kunne ikke tro at jeg havde mistede min bedste veninde og min hest. Lægen fortalte mig at mit ben var blevet lammet og jeg ville ikke kunne bruge det mere, de kunne ikke gøre noget. Jo de kunne give mig et nyt, men det ville jeg ikke gå med til.

2 uger efter var jeg til begravelse først var det Julie og efter var det Zarif. Julen nærmede sig og jeg glædet mig ikke. Den her jul skulle jeg havde holdt sammen med Julie, jeg havde fundet den bedste gave til hende, den pæneste kjole, nu var det bal forbi. Jeg ville ikke holde jul, jeg vil bare dø, hvorfor var det ikke mig der døde? Men ikke nok med at det her, så har det fået min far til at gå fra min mor og min mor er begyndt at arbejde og drikker nu ikke mere. Jeg gav min mor og far et valg, alkoholen eller mig, min far valgte alkoholen, men min mor valgte mig. Mike droppede ud af skolen og sagde op på arbejdet for at blive hjemme og tag sig af mig. I morgen skal vi ned på gården og sige min opstaldning op, jeg tager med da jeg gerne vil have alle mine og Julies ting med, alt det til Zarif og Lady. Mike havde ryddet to værelser der hjemme, det ene værelse var til Zarif og det andet var til Julie og Lady. Da jeg sad i rullestol havde jeg svært ved at komme rundt, men jeg kørte over til min gamle pony, Dagur og sagde farvel. Da Mike havde taget alle tingene ud i bilen hentede han mig, da vi kørte kunne jeg hører Dagur begyndte at være urolig boksen og vrinskede efter mig. Jeg vil ikke kigge tilbage, jeg vil bare hjem.


Det blev juleaften, vi sad og spiste risalamande, jeg kunne mærke den hele mandel og råbte, ”JEG FIK DEN!” Jeg tog den ud af min mund og lag den på bordet, og den var hel, jeg fik gaven og skulle at af pakke den op, da det pludselig ringede på døren, min mor gik ud og åbnede døren, og kort tid efter kom hun ind med nogen politimænd. De fortalte mig at de havde fundet Lady, jeg sagde med det samme at jeg ville se hende, men politiet syntes det var en dårlig idé, de ville ikke fortælle mig hvor de havde fundet hende, hvorfor jeg ikke måtte se hende og om hun var okay. Og da de ikke ville fortælle mig det, vidste jeg at der var noget galt, hun var ikke okay, hun vidste at hun var død. Jeg kunne ikke klare det mere, endnu en var død fra mig, jeg ville ikke mere. Jeg troede jeg ville møde Lady igen. Nu skulle jeg sige det til Julie i morgen, nej jeg gør det i dag. Jeg rullede ud i gangen og tog min jakke på, jeg måtte ned på kirkegården, inden jeg nåede at åbne døren, stod en politimand foran mig. Han satte sig på hug foran mig.
”Din mor og bror tager med os ned og ser hende, og så må de bedømme om du må se hende.”
”Jeg vil med.”
Jeg fik lo til at komme med, men da vi kom til dyrehospitalet og skulle jeg vente i bilen. Jeg håbede på jeg måtte se hende, jeg vil. Jeg vil passe hende for Julies skyld. Jeg er lige glad med om jeg ikke kan ride, jeg vil bare have en jeg holder af hos mig, hvis jeg får Lady, vil Julie blive glad og Zarif vil også blive glad. Og jeg vil få glæden tilbage.
Da de kom tilbage syntes Mike det var en dårlig idé jeg så hende, men jeg fik ham overtalt, min mor sagde ingenting, man skulle tro hun var chokkede. Mike kørte mig der ind, en læge første og en i en lukkede stald, han åbnede boksen og jeg kørte tætter på. Lady stod og kiggede på mig med sine store brune, nærmest sorte øjne, hun havde sår over det hele, hun stod helt stille som om hun sov, men når hun blinkede bevægede hun hovedet som om det gjord ondt, som om hun ikke ville leve mere. Hun vågnede pludselig op og haltede hen til mig og langsomt lag hun hovedet ned til mig, jeg begyndte at nusse og langsomt kunne jeg mærke tårne løb ned af min kind. Lady havde ondt, hun led, hun ville ikke leve mere, det var det hun prøvede at fortælle mig. Hun ville gerne have fred, stilhed, fri fra smerter. Jeg kiggede hende i øjne og nikkede, hun tog mulen op til mit hoved og jeg kyssede hende, nok det sidste kys hun ville få. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg kunne sige: ”Afliv hende. Hun vil ikke leve mere.”


5 dage efter, ringede de oppe fra dyrehospitalet og sagde Lady havde fået det bedre, hvis jeg ønskede at få hende hjem måtte jeg gerne det, men der skulle være opbakning. Samme dag tog vi ned og så til hende, hun vrinskede da jeg kom ind i stalden. Hun virkede meget gladere, jeg forstod ikke hvorfor hun pludselig kunne være så frisk? Jeg tænkte ikke videre over det. Jeg havde nu haft hende nogen måneder, jeg var begyndt at ride hendes, dog handicap ridning, men hun sagde intet til at jeg brugte pisk på højere side, hvor jeg var lam, som min schenkel. Hun var super sød og i weekenden skulle vi til vores første handicap stævne. Jeg kom ned i stalden dagen efter, Lady må i sin boks, Mike gik ind til hende og prøvede at få hende op, men hun lå helt spille, jeg kiggede godt på hende og kort tid efter begyndte jeg at skrige, hun trækte ikke vejret.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...