For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13367Visninger
AA

11. "Sur over at jeg kommer sammen med din bedsteveninde?"

”Wow hvad er der sket med dig Maja?” Min mor havde kørt mig i skole, og jeg havde netop fået mig humpet ind i vores klasseværelse. Heldigvis havde vi ikke et lokale på 1 etage, hvilket gjorde det en smule nemmere for mig med mine krykker. Nikolai var med det samme kommet hen til mit bord. Jeg havde prøvet at undgå ham hele dagen i går. Det han havde gjort ved Sofie var utilgiveligt, men på den anden side var hun jo også selv gået med til det, ellers ville Nikolai aldrig kunne finde på at gøre det. Men altså alligevel, han vidste Sofie var fuld, og udnyttede hende sikkert, hvis jeg kendte ham ret. Jeg blev nød til at snakke med ham.
”Ikke rigtig noget.” mumlede jeg.
”Hey, er der noget i vejen?” han hævede det ene bryn, og tvang mig til at kigge ham i øjnene.
Jeg trak på skuldrene, for at signalere at der rent faktisk var noget galt. ”Jeg tror vidst godt du ved hvad der er galt!” Jeg fjernede hurtigt mit blik fra hans.
Han sukkede. ”Nej, det ved jeg faktisk ikke, er du sød at forklare det?” Han skulle aldrig have sagt de ord, for det pissede mig fuldstændig af. Hvordan kunne han sidde der og lade som ingenting? I et øjeblik slog den tanke mig at han havde været så fuld, at han ikke kunne huske hvad der var sket, men den tanke droppede jeg hurtigt igen. Selvfølgelig kunne han huske hvad der var sket.
”Nikolai, du ved godt hvad jeg hentyder til hvis jeg siger ordet Sofie ikke?” sagde jeg med en sød stemme, og prøvede at virke venlig.
”Når, er du sur over at jeg kommer sammen med din bedste veninde? Er det bare det?” mumlede han og smilte.
Kom sammen? Hvad snakkede han om? De kom squ da ikke sammen, troede han de gjorde det i hans øjne eller hvad?
”HVAD?! I kommer da ikke sammen?”
Nikolai, kiggede over på de andre i klassen, hvorefter han førte sit hoved helt tæt til mit ansigt.
”Hvorfor ville hun ellers gå i seng med mig?” hviskede han i mit øre, og smilede frækt.
Damn it. Hun havde åbenbart virket interesseret da hun havde været fuld. Så kunne jeg bedre forstå det. Så havde han jo egentlig ikke udnyttet hende.
Jeg kunne ikke koncentrere mig resten af dagen, og det passede mig egentlig meget godt at vi allerede fik fri klokken tolv. Min mor var så venlig at hente mig.
Da vi kom hjem besluttede jeg mig for at gå over til Sofie. Jeg ville fortælle hende hvad Nikolai havde fortalt mig, og være der lidt for hende. Det havde hun tydeligvis brug for.
Selvom jeg gik på krykker valgte jeg alligevel at gå over til hende. Jeg trængte til noget luft og der var ikke ret langt.
Da jeg endelig stod foran hoveddøren blev jeg en smule mere nervøs. Det var som om at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til hende. Jeg var igen meget bange for at sige noget forkert, og jeg var måske også en smule bange for hvad hun havde at sige?
Til sidst fik jeg mig dog taget sammen til at åbne døren forsigtigt. Huset lød tomt, men hendes forældre var vel også på arbejde, og hendes storebror i skole. I et øjeblik spekulerede jeg over om hun egentlig ikke også var i skole, klokken var jo trodsalt kun 13.00.
Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder og jeg vendte mig hurtigt om.
”Gud hvad laver du her? Jeg troede du var i skole?” Min stemme knækkede over. Personen der havde lagt en hånd på min skulder, var ingen mindre end.. Rasmus.
”Jeg har læseferie. Hvad laver du her så tidligt?” sagde han med et smil på læben.
Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ville se til Sofie, er hun hjemme eller?” jeg blev mere og mere nervøs. Tænk nu hvis hun ikke var hjemme, så ville jeg jo være totalt til grin.
”Nej hun har først fri klokken 14.30 i dag?” sagde han med et spørgende ansigtsudtryk. Great.. Fedt Maja, virkelig fedt.
”Oh.. Det må du undskylde, det vidste jeg ikke. Men så ses vi vel på et eller andet tidspunkt?” Jeg havde lyst til at slå mig selv ihjel. Hvad havde jeg gang i? Hvor lød jeg bare åndsvag.
Han klemte et grin inde. ”Er du ikke sød og blive? Så har jeg i det mindste en undskyldning for ikke at læse” hans smil gav mig kuldegysninger.
Jeg oversmilede, jeg smilede helt ind til det inderste, så det var lige før det gjorde ondt.
”Jamen okay så” sagde jeg og tog med en rolig bevægelse min jakke af.
Vi var netop lige kommet ind i stuen da hans bøger fangede mig. Fysik/Kemi og matematik?
Jeg kiggede undrende på ham. ”Er du vild med det der matematiske halløj?” spurgte jeg og hævede det ene bryn.
Han små grinede af mig, hvilket jeg egentlig også godt kunne forstå. ”Hmm ja, hvad med dig, er du mere til skriveriet?”
Jeg trak på skuldrene. ”Skolen er i det hele taget bare ikke mig..” fnøs jeg.
”Fair nok” han smilede.
Tanken om Rasmus fik mig til at svede. Det blev varmere og varmere. Jeg kunne nærmest fornemme hans åndedrag. Man kunne ikke lade være med at smile i hans nærvær, det kunne man simpelthen bare ikke.



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...