For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13360Visninger
AA

3. Rasmus og Nikolai - ikke de bedste venner!

Da bussen langt om længe ankom til Viborg, steg jeg ud. Rasmus skulle ikke ud det samme sted og blev derfor siddende. Vi havde sådan set ikke rigtig snakket mere efter han havde spurgt ind til det Sofie havde sagt. Men jeg havde da snakket med ham, og det var et stort skridt frem!
Jeg stod foran den store skole, på vej op mod indgangen. Skolen strømmede med forskellige elever. Jeg vidste at jeg var en af de yngste, og det var derfor en smule.. Akavet at gå gennem skolegården hvor 2. g’er og 3. g’er hang ud. Jeg følte altid at de nedstirrede en til mindste punkt, og det var altså ikke ret behagligt. Jeg nåede frem til det klasseværelse der for tiden var klasseværelset til den klasse jeg gik i. Vi havde sådan set en meget god klasse, der var ikke rigtig nogle jeg afskyede. Nogle kunne jeg da bedre lide end andre, men sådan var det vel altid.
”Hvad så, kommer Sofie til festen?” Nikolai var netop lige kommet hen til mig, med et smørret smil om læberne. Jeg havde gået i klasse med ham gennem folkeskolen også, og det var også grunden til at Sofie kendte ham. Ja faktisk var Nikolaj og jeg de eneste fra vores gamle klasse, der havde valgt katedralen. Måske havde det noget at gøre med at man skulle tage sit skolearbejde seriøst og have gode karaktere. Hvordan Nikolai bar sig ad med den situation vidste jeg ikke.
”Ja det gør hun. Men Nikolai du skal IKKE begynde på noget er du med?” sagde jeg med lidt alvor i stemmen. Erfaringer havde vist mig at Nikolai overhovedet ikke var den samme i beruset tilstand. Jeg kunne vældig godt lide Nikolai som person i den normale hverdag, men han gik altid over gevind når han blev fuld. Derfor så jeg egentlig helst at Sofie blev hjemme fra den fest, hvor jeg vidste at alle ville blive mere eller mindre fulde, men hun var så opsat på at tage med, at jeg ikke ville stå i vejen.
”Rolig nu Maja” sagde han og klappede mig blidt på skulderen. Jeg tvang et smil frem, for ikke at se for alvorlig ud, men inderst inde var jeg meget bekymret.
Jeg vidste at mine forældre aldrig ville have givet mig lov til at tage med til en fest hvor alle var ældre end jeg selv, men det havde Sofies forældre åbenbart ikke noget imod. Ellers havde hun ikke fortalt dem det, hvilket også kunne være en oplagt mulighed.
Den sædvanlige skolegang sneglede sig afsted, og vi fik fri ved tre tiden. Jeg følte altid at dagene var lange – meget lange – ”men sådan var det at blive ældre”, havde min mor sagt.
Det jeg hadede allermest var busturene hjem fra skole. Der var altid propfyldt, hvert fald ind til bussen ankom til rutebilstationen. Der var aldrig ret mange med helt til Bjerringbro, men til rutebilstationen var der godt nok fyldt helt op. Jeg havde flere gange oplevet at jeg måtte stå helt klemt op af en af dørene, hvilket ikke var særlig rart.
Nikolai var altid med helt til Bjerringbro, og det plejede at være ham jeg snakkede med, hvert fald på vejen hjem fra skole.
Men i dag skete noget usædvanligt. Noget jeg egentlig kunne have forudset. Rasmus var også med bussen hjem. Det tegnede ikke til at blive godt, for Rasmus havde aldrig kunnet lide Nikolai. Måske fordi at han havde haft tungen nede i halsen på hans lillesøster (hvilket faktisk var sket en gang), og så i mens han havde set på. Det var rent tilfældigt at han så det, men Sofie havde alligevel været pinlig berørt i flere dage efter. Måske havde hun også været en smule bange, bange for Rasmus ville sladre til deres forældre. De var nemlig meget hys med det med at have kærester, hvert fald hvad angik deres lille Sofie. De var stadig fuldt overbevist om at Sofie aldrig havde kysset en dreng, men det kunne jeg hvert fald sige var SÅ løgn! Sofie havde kysset flere drenge, og have oven i købet også haft sin tunge ned i halsen på flere drenge. Men det vidste de ikke, og det var måske også meget godt.
”Maja..” Rasmus havde fået øje på mig, han lyste op i et smil, lige ind til han så hvem der sad ved siden af mig. ”Og Nikolai” sagde han og skulede til ham.
Nikolai kiggede nervøst på mig med et blik der fortalte ”bare-han-ikke-flår-øjnene-ud-på-mig”.
”Hej Rasmus” sagde jeg, mest for at aflede hans opmærksomhed.
Han smilede igen. ”Hej.”
Han satte sig ned på en af pladserne der var ved siden af Nikolai og jeg.
Snakken gik ligesom død da Rasmus satte sig der. Nikolai sagde ikke et ord, hvilket jeg også godt kunne forstå. Han ville sikkert tro at Rasmus var sådan en der ville begynde at råbe og skrige af ham, hvis det var at han sagde et lille ord forkert, men sådan var han altså ikke. Jeg var sikker på at Rasmus var meget genert på det punkt. Jeg var sikker på at han aldrig havde gjort en flue fortræd. Han var slet ikke typen der var indblandet i vold, overhovedet.. Men det vidste Nikolai selvfølgelig ikke, da han ikke havde en fjerneste anelse om hvordan Rasmus var som person.
Da bussen langt om længe ankom til Bjerringbro steg vi aldrig tre ud der, som de eneste af de personer der var med den bus.
Rasmus og jeg boede i samme retning, og Nikolai boede i en anden retning. Jeg ville egentlig helst at jeg kunne følges hjem med Nikolai, men sådan skulle det ikke være. Jeg var tvunget til at følges med Rasmus, hvilket jeg heller ikke havde noget imod. Desværre vidste jeg bare ikke om han gik og tænkte.. ”Åh nej, nu hænger jeg på den LILLE pige igen.”
”Jeg forstår virkelig ikke hvad Sofie ser i den fyr!” Rasmus var kommet op ved siden af mig, og det var starten på en samtale.
Jeg klemte et grin inde. ”Du kender ham jo ikke?” Jeg smilte.
”Sandt nok, men du ved vel hvad jeg hentyder til?” Han smilte og hævede brynene.
Jeg nikkede. Selvfølgelig vidste jeg hvad han hentydede til. Måske var han den der overbeskyttende storebror. Sofie havde engang sagt at det var fordi han aldrig havde været den store ’kysser’ før. Hun havde fortalt at han kun havde haft én kæreste før, som sådan havde været seriøs. Deres forhold havde vidst varet i næsten et år, og det var dengang han gik i syvende klasse, hvilket var ved at være noget tid siden. Men Rasmus var voksen, og jeg var sikker på at han havde haft flere sådan ’småkærester’ - ’kyssevenner’, ellers ville han hvert fald være en sjælden dreng. Jeg var sikker på at over halvdelen af drengene fra min klasse, kyssede med mindst 2 piger til hver fest – dybt ulækkert!


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...