For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13371Visninger
AA

9. Pinlighed.

”Hvorfor er der så fucking lang ventetid sådan et sted her?” mumlede jeg irriteret.
Rasmus grinte en smule, hvilket fik mig til at blive endnu mere irriteret. ”Vi har været her i 10 min.” svarede han kækt.
Jeg kiggede dræbende på ham. Ja ja, fint, det var lang tid for mig alligevel.
”Øhm Maja?” Rasmus kiggede rimelig alvorligt på mig.
”Hmm ja?”
”Hvordan gik festen egentlig? Sofie har været total sur lige siden, hun er helt ude af den?” Han lød tydeligvis bekymret, bekymret på hans søsters vegne.
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, jeg havde lovet Sofie ikke at fortælle noget, men det var alligevel svært at sidde og lyve for ham. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle formulere ordene. Heldigvis blev jeg afbrudt af en læge der sagde mit navn. Jeg var lettet.. Rasmus rejste sig som en selvfølge op, hvorefter han fik hjulpet mig op. Jeg fik mig humpet hen til lægen, med min ene arm om Rasmus’ skulder.
Lægen rakte hånden frem og jeg tog imod den. ”Jesper Tougaard” han smilte, og jeg gengældte hans smil.
Han kiggede smilende på Rasmus også, hvorefter han tilføjede: ”Det er godt du har sådan en sød kæreste var?”
Rasmus kiggede genert på ham. ”Når nej, jeg er bare en…” han sank en klump. ”En ven..” Rasmus nikkede, og jeg nikkede med.
”Nå, det må i virkelig undskylde, i kunne ellers godt ligne et sødt kærestepar.” Rasmus og jeg kiggede begge på hinanden med hævet øjenbryn. Var det meningen at læger skulle blande sig i ens privatliv eller hvad?
”Nu skal du høre Maja, du skal lige her op og lægge.” Jesper pegede på en båre.
”Nu skal jeg..” Rasmus kiggede smilende på mig, hvorefter han med et hurtigt snuptag fik mig løftet op på båren.
Jeg mimede tak, og det så ud til at han så det, for han smilte.
Jesper sukkede. ”Det ser ikke for godt ud..” Pludselig tog hans kolde hænder fast om mit ben. ”Jeg bliver lige nød til at mærke, det kan godt gøre lidt ondt, men så skal du sige det okay?”
Jeg nikkede.
Hans kolde hånd bevægede sig op til mit knæ, og han kørte en smule rundt, trykkede på det. Selvom jeg ikke ville græde, kom nogle tårer alligevel ud af mine øjenkroge.
”Aaaa..r” Det blev til et mindre skrig for det gjorde ubeskriveligt ondt.
Han stoppede heldigvis øjeblikligt.
”Du skal have taget et røntgenfotografi før vi kan fortælle dig noget. En dame vil kalde dig ind om et kort øjeblik, så i kan bare vente i venteværelset.”
Da vi havde fået sat os til rette i venteværelset igen besluttede jeg at det nok var bedst at ringe til min mor, for dette kunne godt komme til at tage noget tid.
Da jeg fik fisket min mobil op af lommen opdagede jeg at der allerede var 3 ubesvaret opkald fra hende. Jeg tøvede ikke et split sekund, og ringede hendes straks op.
”Maja, Maja, hvad er der sket?” Hendes stemme lød urolig, og hun lød meget bekymret, typisk hende.
”Jeg har det fint! – Sådan da. Men du skal ikke bekymre dig, Rasmus er med mig på skadestuen, så det skal nok gå” jeg kiggede et øjeblik op på Rasmus, og smilte.
”Altså Sofies storebror?”
”Ja mor, Sofies storebror. Men jeg ringer så snart jeg ved noget, okay?” sagde jeg en smule irriteret.
”Okay skat, vi ses.” Jeg lagde på uden at svare hende, og puttede min mobil i min lomme igen.
”Bekymret?” Rasmus kiggede på mig med brynene hævet i vejret.
Jeg nikkede. ”Om hun er! Jeg håber snart at jeg kan få taget det røntgenfotografi, så vi kan komme hjem!” sagde jeg en smule mere irriteret. Jeg ville sørge for hele tiden at bringe et nyt emne på bane, og det var skam kun af frygt for at han ville spørge til festen igen.
”Hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg at dit korsbånd er sprunget.”
Jeg kiggede forskrækket på ham, og derefter ned på mit knæ. Han havde ret. Hvis det var sprunget, skulle jeg operereres, og det ville jeg ikke overleve, det kunne jeg simpelthen ikke overleve.
”Men bare rolig, det skal nok gå” sagde han og lagde en blid hånd på min skulder. Jeg kiggede hurtigt ned på min skulder, og han fjernede hurtigt sin hånd igen. Jeg fjernede genert mit blik. Gjorde Rasmus mig nervøs? Stadig?
”Hva’e hvornår bliver du egentlig nitten?” Jeg bragte endnu et nyt emne på bane.
Han klemte et grin inde. ”D. 20. juni.”
”Har du egentlig en kæreste sådan?” Måske spurgte jeg lidt for meget, og måske blev spørgsmålene lidt for personlige. Hvorfor sagde jeg nu det? Det ragede jo slet ikke mig.
Han grinte svagt, og jeg følte mig yderst dum.
”Nej, det har jeg ikke, hvorfor spørger du om det?” han kiggede mistænksomt på mig.
”Når ikke for noget, det kunne bare godt være” jeg trak på skuldrene.
Den pinlighed der ligesom begyndte at være, blev heldigvis afbrudt af en kvinde, på omkring de 30 år.
”Maja Christiansen?” Damen kiggede rundt, og da Rasmus begyndte at rejse sig, for at hjælpe mig op, kiggede hun smilende i retning af mig. Jeg ville vædde med at det var hende der skulle fotografere mit knæ, og jeg ville for guds skyld håbe at mit korsbånd ikke var sprunget!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...