For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13671Visninger
AA

17. Mistet.

Jeg kunne ikke forlade deres hjem, uden at få styr på min makeup. For så skulle der en helveds masse forklaringer til når jeg kom hjem. Jeg gik ud på toilettet, der lå 2 døre fra Sofies værelse. Og derude var jeg mildest talt, brudt sammen. Fuldstændigt. Aldrig i mit liv havde jeg været så ulykkelig. Aldrig i mit liv havde jeg været så sur på mig selv. Hver gang jeg kiggede mig selv i spejlet, og blev enig om at jeg nu ville vaske mig i ansigtet, begyndte jeg at græde endnu mere. Det var ydmygende. Aldrig havde jeg oplevet mig selv sådan før.
Mit ”tuderi” blev afbrudt af en, banke på døren.
”Sofie bliv nu færdig. Jeg skal bruge mit voks” jeg genkendte stemmen, det var Rasmus. Af en eller anden grund begyndte jeg at græde endnu mere ved lyden af hans stemme.
”Fie er du okay?” han havde tydeligvis hørt mig.
Jeg åbnede forsigtigt døren, imens jeg kæmpede med mine tårer, der blev ved med at løbe ned ad mine kinder.
”Maja?” han kiggede bekymret på mig. Han havde ikke regnet med at det var mig der var herude.
Jeg fik ”kæmpet” mig hen til ham, og han lagde sine arme om mig, lige som jeg havde håbet på. Han holdte mig tæt, og lod mig græde ud. Præcis som jeg havde gjort ved Sofie, da hun havde fortalt mig det med Nikolai. Sofie.. Sofie.. Tanken om hende gjorde ondt.
Jeg snøftede, mange gange, og inderst inde ville jeg håbe at det var en drøm.
”Hvad er der sket?” hans blide stemme, fik mig til at græde.
Jeg snøftede endnu en gang. ”Maja?!”
”Jeg..” min stemme var grådkvalt. ”Det her er ydm-ygende” min stemme knækkede over.
”Kom..” Han lagde en arm om mig, og vi gik ind på hans værelse.
Der løb stadig tårer ned af mine kinder.
”Der gør ondt at se dig sådan. Du ved jeg holder meget af dig” sagde han og kærtegnede min kind.
”Det er min egen skyld… Jeg var så.. betaget af dig at jeg ikke kunne holde min kæft. Jeg har mistet min bedsteveninde fordi at jeg var forelsket i dig” det var jo det, det hele handlede om. Jeg var så dybt forelsket i ham, at jeg ikke kunne holde min kæft. Havde det overhovedet været for at hjælpe Sofie? Var jeg virkelig så egoistisk? Der blev godt nok lagt nogle kort på bordet.
Han sagde ikke noget, men sukkede bare.
”Rasmus hun har ”slået op” med mig. Hun vil ikke være bedsteveninder..” Det lød åndsvagt, det var sådan noget man diskuterede i 7 kl. bedsteveninder. Det var desværre sådan det var, og det var det jeg var ulykkelig over.
”Hvorfor tvang jeg hende ikke til at tage med til København og se dig spille håndbold?” jeg bankede mit hoved ned i hans skulder 3 gange. ”Jeg er så dum!” Det var jo min egen skyld.
”Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige?” ”Nu hvor du rent faktisk siger at du er.. forelsket.. i mig, så.. så.. er det vel min skyld?” Jeg kunne se på ham, at han søgte svar inde i hovedet.
”Jeg skal væk herfra nu!” sagde jeg bestemt og fik rejst mig op. Jeg greb mine krykker, og fik åbnet døren.
”Jeg køre dig” han insisterede.
Jeg valgte at lade være med at fjerne min makeup. Mine øjne ville alligevel være helt røde, så det ville give det samme.
Vi var begge tavse da han kørte mig hjem. Jeg sad og kiggede tomt ud af vinduet, og han fokuserede på vejen.
Det hele var så forvirrende, og jeg var så sur på mig selv.
Da vi 5 minutter efter var ved mit hus, gik jeg ud af bilen, uden at sige noget til ham. Det var nok en smule ledt af mig, men jeg vidste at han forstod. Nu havde jeg da i det mindste fortalt ham hvad jeg følte.
Jeg listede mig ind af vores hoveddør. Min mor skulle ikke finde ud af noget. Jeg gik med det samme ind på badeværelset, for at fjerne min makeup.
Lige meget hvor meget jeg egentlig havde lyst til det, kunne jeg ikke græde. Jeg kunne ikke græde mere. Jeg havde sikkert ikke flere tårer tilbage, for jeg havde virkelig lyst, men jeg kunne bare ikke.
Da jeg lagde mig i sengen, den aften strejfede en masse forskellige tanker mig. Jeg var overklaret med mig selv om, at jeg ikke ville tage tilbage til Sofie og gøre hende mere sur. Hun havde taget en beslutning, og den var jeg jo, ligegyldig hvor ondt den så gjorde, nød til at respektere. En ting der irriterede mig, var at de følelser jeg havde haft for Rasmus, for alvor var begyndt at skære igennem. Det var som om de skreg efter ham. Som om jeg bare ikke kunne leve uden ham. Det var sådan jeg inderst inde havde det. Yderst var jeg dog dybt såret, dybt, dybt såret. Jeg havde mistet min bedsteveninde. Det begyndte for alvor at gå op for mig, også selvom jeg ikke ville se det i øjnene.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...