For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13667Visninger
AA

7. Min skyld! - Skyldfølelse.

Hun ville ikke holde op. Hun holdte ikke op. Hun blev ved med at græde, og til sidst var min skulder blevet helt våd af hendes gråd. Men hvis det var det der skulle til, var jeg villig til at give hende begge mine skuldre at græde ud på.
”Sofie..” Sagde jeg igen med en stille stemme, og fjernede mine arme fra hende. Hendes øjne var helt røde, og hendes mascara var tværet ud, så hun lignede en forladt brud.
”Ja..” Hendes stemme var grådkvalt og lille.
”Hvad sker der?” Jeg kiggede uforstående på hende. Hvad skete der? Jeg havde ingen anelse, og jeg var efterhånden blevet sikker på at det ikke var mig der var skyld i det.
”Jeg kan ikke, jeg kan simpelthen ikke.” Der løb stadig tårer ned af hendes kinder.
Jeg kiggede uforstående på hende, hvad var det hun ikke kunne? ”Hvad er det du ikke kan?”
”Jeg kan ikke fortælle det. Det er så afskyligt at selv min bedsteveninde vil hade mig!” Sagde hun bestemt.
”Jeg vil ikke hade dig. Du ved at du kan sige alt til mig, jeg siger jo intet videre søde” sagde jeg med en beroligende stemme, og klappede hende blidt på skulderen. Der blev stadig ved med at løbe tårer ned ad hendes kinder, trods jeg ingenting sagde. Hun tog en dyb indånding, og jeg håbede at det betød at hun ville fortælle mig hvad det var der var galt.
”Da jeg vågnede op i morges, vågnede jeg op i en fremmed seng” begyndte hun. ”Jeg havde en aldeles hovedpine, og kvalme. Jeg kunne intet huske, intet.” Det her tegnede ikke godt. ”Jeg havde kun et tæppe omkring mig, og jeg kunne mærke kulden suse gennem min nøgne krop. For det var hvad den var.. nøgen.” Det tegnede overhovedet ikke godt. ”Nikolai lå ved min side, og da han åbnede øjnene kyssede han mig blidt på halsen. Jeg afviste ham. Jeg var ikke klar over hvorfor jeg lå nøgen ved siden af ham, i hans seng, det slog mig først da jeg kom hjem.” Jeg lukkede hurtigt øjnene i, men åbnede dem hurtigt igen. ”Jeg var blevet klar over at det var næste morgen, og jeg gik direkte hjem. Efter at havde brækket hele deres toilet til” hun klemte et lille smil inde. ”Jeg havde stadig kvalme og hovedpine, men trods det gik jeg hjem, og efterlod Nikolai.” Hun stoppede op og tog endnu en dyb indånding.
”Mine forældre var selvfølgelig kommet hjem, men til mit held sov de. Klokken var ikke ret mange. Jeg fik mig med besvær smidt i min seng, og jeg faldt meget langsomt i søvn.” Hun tørrede nogle af hendes tårer væk fra kinderne og fortsatte sagte:
”Da jeg vågnede igen, blev det hele pludselig meget mere klart. Jeg kunne se det for mig. Jeg kunne se Nikolais nøgne krop for mig, hans liderlige veltrænede krop.” Hun plantede hendes hoved i hænderne. Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og jeg sukkede.
”Jeg var så fuld, at jeg mistede min mødom til en dreng der udnyttede mig.” Hun var igen begyndt at græde. ”Og hvad nu hvis jeg er blevet gravid og alt muligt. Jeg er så dum.. Jeg er så klam” græd hun.
Jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg var bange for enten at gøre eller sige noget forkert. Hun havde ret, det var afskyligt, men det var jo på en måde ikke hendes skyld. Hun var fuld og kunne ikke styre sig selv, hvilket jeg burde have forudset. Jeg burde have stoppet hende da Sofia havde fortalt at hun havde fået for meget. Jeg kunne have stoppet af hun gik i seng med Nikolai, hvilket hun tydeligvis var dybt ulykkelig over. Jeg fik en stor skyldfølelse igennem hele min krop. Hvad var jeg dog for en slags veninde? Hvis Sofie nu var blevet gravid, ville det hele være min skyld. Det hele ville være min skyld, alt!
Jeg kunne ikke tænke klart… Jeg var så inderligt sur på mig selv, så forfærdelig meget.
”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige til mine forældre., Og slet ikke Rasmus. Han er så bekymret, og det hele endte med at jeg råbte og skreg at han skulle skride og lade mig være, hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i?!” Der løb ikke længere tårer ned af hendes kinder. Hendes stemme lød vred. Hun var vred, meget vred… Men på sig selv. ”De ved ikke engang at jeg har kysset en dreng, hvordan skal jeg så fortælle dem at jeg er gravid?!”
”Slap nu lige af. For det første er det slet ikke sikkert at du er gravid, chancen er meget minimal. Og på et eller andet tidspunkt skulle du jo miste din mødom, så tidligt er det heller ikke. Slap nu af. Og for det andet, kunne du ikke selv styre det. Du blev for fuld og…” Hun afbrød. ”Og jeg hader mig selv for groft for det! Er du klar over at jeg ikke ligefrem havde regnet med at ”min første gang” skulle blive med en der udnyttede mig, jeg havde regnet med at det skulle forholde sig i ædru tilstand, og med en jeg elskede, og når jeg var langt mere moden. Jeg fyldte femten i december forhelvede..!” Jeg nikkede, det var jeg klar over. Der var desværre ikke noget og gøre ved det nu. Den eneste der ville kunne have ændret det var mig, men jeg havde ikke været der for hende, hvilken slags dårlig veninde var man så? – En MEGET dårlig en!


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...