For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13636Visninger
AA

14. Kampen om at nå Sofie, kampen der endte galt.

#Jeg forstår det ikke. Er du klar over at Rasmus er ved at gå ud af sit gode skind? Han er så sur og ked af det på mine vegne, fordi du ikke kunne holde kæft.. Jeg troede du var min bedsteveninde, men det kan jeg se at du ikke er! Tak for alt Maja, jeg har haft det hyggeligt, men ikke hyggeligt nok, du skal IKKE skrive tilbage.#
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller tænke. Jeg havde egentlig mest lyst til bare at råbe og skrige, og slå på en eller anden. Hvorfor havde jeg fortalt Rasmus det, kunne jeg ikke tænke så langt? Havde jeg ingen hjerne eller hvad? Hvorfor kunne jeg ikke tænke?! Jeg ville ikke bare lade det lægge. Sofie blev nød til at snakke med mig, om jeg så skulle tvinge hende, var det, det jeg gjorde.

Dagene gik hurtigt og jeg havde gjort alt for at komme i kontakt med Sofie. Hun ville tydeligvis ikke i kontakt med mig, og et eller andet sted kunne jeg godt forstå det. Jeg var en dårlig bedsteveninde, en meget dårlig en. Hvordan kunne jeg tro at det var okay at fortælle det til hendes egen storebror? Hvad skete der i min hjerne?
Det hele begyndte at blive uoverskueligt. Vi fik ualmindeligt mange lektier for i tiden, og mine karakterer ville med garanti trække ned, jeg var så uforberedt at det næsten ikke var muligt. Men i dag... I dag havde jeg besluttet at jeg ville tvinge Sofie til at høre på mig. Jeg ville tage over til hende, snakke med hende. Og for alt i verden håbe på at Rasmus ikke var der. Derfor var jeg så smart at tage over til hende på det tidspunkt hvor Rasmus trænede håndbold.
I dag havde jeg fået min mor til at køre mig. Det var ret hårdt at gå med krykker i længden. Jeg havde ikke fortalt hende hvad der var sket med Sofie, og hvad der var sket mellem hende og mig. Det var ene og alene fordi at jeg ikke ville lave mere ged i den. Jeg ville ikke fortælle flere om det, på trods af at jeg plejede at dele alt med min mor. Denne gang gjorde jeg en undtagelse, og det føltes ret mærkeligt, men jeg var nød til det.
Da jeg senere stod ude foran familien Lauges hoveddør, tvivlede jeg på om jeg skulle banke på, eller om jeg bare skulle gå ind, hvilket jeg altid plejede. Jeg blev enig med mig selv om at banke på. Selvom Sofie ikke plejede at fortælle hendes forældre noget, kunne det jo være hun også havde gjort en undtagelse, jeg tvivlede dog, men det kunne være.
Jeg bankede forsigtigt på, og der gik ikke lang tid før hendes mor Anne-Mette kom og åbnede døren.
”Jamen Maja, hvorfor går du ikke bare ind?” sagde hun smilende og kiggede undrende på mig.
Great, det så ud til at Sofie ikke havde gjort en undtagelse, og som altid ikke havde fortalt hendes mor noget.
”Åh det ved jeg egentlig ikke” svarede jeg og prøvede at lyde dum.
Hun kiggede smilende på mig. ”Men Sofie er taget med ned for at se Rasmus træne.” Great, hvordan skulle jeg så få snakket med Sofie, og hvordan skulle jeg komme hjem?
”Men jeg kan da lige køre dig derned” sagde hun og kiggede smilende ned på mit knæ, ned på min skinde.
”Gider du det?”
”Ja, to sek.” hun gik ind igen, og fik hurtigt taget sin jakke og nogle klipklapper på, hvorefter hun kom ud igen, og satte sig ind i bilen.
Det tog ikke ret lang tid at køre hen til hallen, men jeg var taknemlig for at hun gad. Hvad jeg ikke lige havde tænkt på, var at Rasmus nu også var der, og alle de andre BSV spillere. Men derfor kunne jeg vel godt sidde og snakke stille og roligt med Sofie, og prøve at forklare hende hvorfor jeg havde gjort som jeg nu havde gjort.
”Så er vi her” sagde Anne-Mette smilende.
”Mange tak for turen” mumlede jeg, og jeg fik mig humpet, med lidt besvær, ud af bilen. Nu gik min gang, hen mod hovedindgangen til hallen.
Da jeg kom ind, og fik øje på spillerene der trænede håndbold, og Sofie der sad på en bænk med hendes mobil, overvejede jeg om det nu egentlig var klogt at gøre. Der var næsten ingen vej tilbage, for jeg orkede ikke at gå hjem, og jeg ville ikke ringe til min mor, for så ville hun bare have en lang forklaring.
Jeg fik gjort mig en nøje entré med mine fumlende krykker, som var besværlige. Nogle piger på 13 års alderen sad på en bænk, fniste og pegede af spillerene, endnu et par af de tosser der var taget ud for at få billede og autograf, jeg forstod simpelthen ikke hvad de ville bruge det til.
Sofie fik øje på mig, og rejste sig med det samme op, for at gå i den modsatte retning.
”Sofie..” råbte jeg en anelse højt og et par af BSV spillerene inkl. Rasmus kiggede hen på mig. Kunne de ikke bare koncentrere sig om deres håndbold?
Sofie gik om bag nettet, det net der var bagved målene, for at gå en runde i hallen, og dermed gå ud af hallen også. Jeg var rimelig tæt på hende, og jeg fik hoppet hurtigt hen imod hende.
Pludselig, sådan helt uden videre, sad mine krykker fast i nettet. Jeg kæmpede for at få dem fri, men i stedet faldt jeg. Tabte mine krykker, og faldt, hvorefter de landende oven på mig. Mit knæ blev følelsesløst og så alligevel ikke, det gjorde ondt, meget ondt. Og få sekunder efter stod en række mænd omkring mig.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...