For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13603Visninger
AA

16. Det jeg frygtede mest, blev til virkelighed.

”Hvorfor er der ikke nogle der har ringet til mig” jeg var netop kommet hjem, til en meget bekymret mor. Hun var fuldstændig oppe at køre.
”Slap nu af mor. Det gik jo fint” sagde jeg lettere irriteret. Sur over at hun altid skulle være så bekymret.
”Men Maja.. Du.. ja du har ret” hun sukkede.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Rasmus. Han var så sød.. Det ene øjeblik havde jeg været totalt sur på ham, og i det andet øjeblik kunne jeg give mig til at græde, fordi jeg var så glad.
Men jeg måtte snakke med Sofie, jeg blev nød til at tvinge hende.

Det var i dag lørdag. Da klokken var 16.00 ringede Rasmus til mig… Rasmus ringede til mig. Den sidste jeg havde regnet med nogensinde ville kontakte mig, ja altså hvis man så bort fra Sofie.
”Nu er du tilgivet. Hun er ikke gravid” Rasmus lød yderst glad, og det kunne jeg skam også godt forstå.
Jeg smilte, meget! Måske var der også en lille chance for at hun så måske ville tilgive mig. Nu hvor hun ikke var gravid.
Det var som om jeg blev helt nervøs, da han ringede til mig. Det var godt nok mærkeligt. Det ene øjeblik kunne jeg være total rapkæftet over for ham, det andet øjeblik dybt nervøs?
”Det lyder godt. Jeg bliver nød til at snakke med hende. Er hun hjemme?” jeg prøvede at få det til at lade være med at lyde dumt, hvilket vidst ikke gik så godt.
”Det bliver altså sværere end du tror. Hun fortalte at bare fordi hun ikke var gravid, så havde du jo stadig stukket hende i ryggen, og hun ville aldrig nogensinde tilgive dig” han sukkede. ”Jeg er ked af det Maja.”
Jeg sukkede også. Hvordan skulle jeg nogensinde snakke hende til fornuft? Jeg var dårlig til at undskylde, og der skulle jo nærmest knæles for at hun ville tilgive mig. Men hvor dum kunne man også være? Jeg skulle bare have holdt min kæft, og ikke sagt noget til Rasmus. Men altså.. nu havde han da i det mindste tilgivet mig.
”Tak fordi du ringede Rasmus, jeg tror jeg får min mor til at køre mig over til jer nu. Jeg er nød til at tvinge hende til det. Jeg vil ikke miste min bedsteveninde, fordi at jeg har dummet mig.”
”Okay, det lyder som en god indstilling. Så ses vi.” han lagde på.
Jeg fik, som forventet, min mor til at køre mig. Igen bankede jeg på deres dør, og gik ikke bare ind, hvilket jeg havde været vant til.
”Hvorfor i alverden går du ikke bare ind?” Jeg mødte Rasmus’ smilende ansigt, heldigt at det var ham der åbnede døren.
”Det er bare noget andet nu” sagde jeg og trak på skuldrene, hvorefter jeg gik ind.
”Okay fair. God fornøjelse” han smilte, og derefter forsvandt han.
Jeg fik taget min jakke og mine sko af, og fortsatte derefter hen mod Sofies værelse. Jeg stoppede nervøst op foran den. Det var nu jeg skulle give den største undskyldning i mit liv, og jeg måtte bare ikke kvaje mig. Og for alt i verdenen ikke blive sur, det måtte ikke ske.
Jeg bankede forsigtigt på, og gik ind.
En pladrende, smilende Sofie mødte mig. Hun snakkede i telefon. Desværre ændrede hendes smil sig, da hun så mig. Hun fik hurtigt sagt farvel til den person hun nu snakkede med.
”Maja, gider du godt og gå? Jeg har intet til overs for dig!” Sagde hun surt til mig.. Sikken velkomst.
”Hør her! Du bliver nød til at høre på mig. Du kan ikke undgå mig, for altid, du er nød til at høre på mig før eller siden!” sagde jeg bestemt.
”Fint, så fortæl hvad du har at sige. Du skal bare ikke forvente at blive tilgivet.”
Jeg sukkede. Det var desværre det jeg havde forventet og håbet på.
”Jeg giver dig virkelig den største undskyldning nu. Du ved jeg er dårlig til undskyldninger” sagde jeg, og håbede på at hun ville få en lille smule medlidenhed med mig, men næh nej.
”Det ændrer ingen ting!”
”Sofie hør. Grunden til at jeg fortalte det til Rasmus var altså udelukkende fordi jeg troede det ville hjælpe…” begyndte jeg.
”Hjælpe? Troede du det ville hjælpe at fortælle til min storebror at jeg havde været i seng, med den dreng han hader aller mest?!” Det her ville blive en meget lang samtale.
”Jeg ved det lyder dumt. Men jeg var forvirret okay? Jeg havde lige fået afvide af Nikolai at i kom sammen, jeg ved ikke hvorfor han troede det. Jeg ville have spurgt dig, men du var så ked af det. Og så fulgte Rasmus efter mig og… jeg var virkelig forvirret okay?” jeg kunne langsomt mærke tårerne der formede sig i mine øjenkroge. Ikke græd Maja, for alt i verden ikke græd!
”Det giver dig da ingen ret til at fortælle ham det!” Det her ville blive sværere end jeg troede.
”Jeg troede det var det rigtige okay? Jeg..” Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder.
Sofie kiggede koldt på mig.
”Sofie undskyld..” jeg kunne knap nok se noget, fordi tårerne fyldte det hele.
Sofie smilte et smil, der viste en lille smule medlidenhed.
”Jeg stoler ikke på dig mere. Jeg vil ikke være bedsteveninder. Jeg er ked af det” sagde hun og kiggede ned i jorden. Jeg vidste at det også havde været svært for hende at sige de ord, men det var endnu sværere for mig at høre ordene.
Det føltes som om at mit liv styrtede sammen, lige for næsen af mig!
Jeg havde mistet Sofie, det jeg frygtede aller mest, var blevet til virkelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...