For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13366Visninger
AA

10. Den værste dag i mit liv.

Jeg plantede mit hoved i mine hænder. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, det kunne simpelthen ikke passe. Ordene blev ved med at køre rundt inde i mit hoved: ”Det er ikke sikkert du kommer til at kunne spille håndbold igen..” De blev bare ved med at køre rundt.
Jeg havde fået ren besked, eller Rasmus og jeg havde fået ren besked. Efter mit knæ var blevet røntgenfotograferet, havde det resulterede i at Rasmus havde ret. Jeg havde sprunget mit korsbånd. Jeg kunne ikke forstå hvordan det kunne ske ved sådan en lille tackling, men jeg måtte åbenbart have nogle meget svage knæ.
”Jeg er meget ked af det Maja” Jesper prøvede at berolige mig, og lige så gjorde Rasmus.
”Hvad betyder det så? Hvad skal der så ske nu?” min stemme knækkede over, og jeg var bange, rigtig bange.
”Først og fremmest skal du opereres, men det er ikke noget vi kan gøre lige her og nu. Derfor får du en slags skinde der skal beskytte dit knæ. Du må på ingen måder bruge det, hvilket også er umuligt. Og du skal dermed også gå på krykker.”
Da jeg tidligere på dagen havde troet det ikke kunne blive værre tog jeg åbenbart fejl. I løbet af 2 timer var det allerede blevet meget værre.

Efter at have tilbragt 3 ½ time på skadestuen, var jeg nu endelig parat til at komme hjem. Jeg var total grædefærdig, hvilket måske var forståligt nok.
Rasmus åbnede bildøren stille for mig, hvorefter han fik mig hjulpet ind i bilen, hvad skulle jeg dog gøre uden ham?
”Sikke noget møg var?” Rasmus sukkede og kiggede ned på mit knæ.
”Ja! Hvor er det bare nederen!” svarede jeg.
Han begyndte svagt at grine, og jeg kiggede forvirret på ham, hvad var det der var så sjovt?
”Hvad?”
”Det bare når du siger ”nederen”.. det lyder sjovt” sagde han og kæmpede for at holde op med at grine.
”Godt du morer dig” mumlede jeg irriteret, og han holdte med det samme op.
Jeg begyndte at tænke det hele igennem. Hvordan skulle jeg klare mig i det næste stykke tid? Jesper havde fortalt mig at jeg kunne blive opereret om 2 uger, hvorefter jeg skulle holde mit knæ i ro i mindst et halvt år. Krykkerne måtte jeg først smide 3 måneder efter operationen. Jeg skulle månedligt gå til kontrol med knæet, for at finde ud af om jeg overhovedet ville kunne spille håndbold igen. Og hvis jeg så måtte det skulle jeg først gå til genoptræning. Hvis jeg overhovedet kom til at spille håndbold igen, blev det i hvert fald først om mindst 1 år! Det der især bekymrede mig var hvordan jeg skulle komme i skole. Det var trodsalt en vaftbus jeg kørte med, og jeg ville nok også få nogle problemer med mine krykker. Det hele passede faktisk bare meget dårligt ind i min planlægning, meget, meget dårligt!
Efter lidt tid stoppede Rasmus op foran mit hus, eller mine forældres hus.
”Mange tak for turen, og tak fordi at du har været så sød til at hjælpe mig, det betyder meget” fik jeg fremstammet og tvang et lille smil frem.
”Det var så lidt, skulle det være en anden gang?” Han smilte kækt, og jeg fik mig på en eller anden sjov måde, selv ud af bilen.
”Det kunne da godt være.” mumlede jeg for mig selv, inden jeg smækkede døren i.
Allerede på vej op til hoveddøren blev den flået op af min mor. Hun så meget bekymret ud og løb nærmest hen til mig, for at hjælpe mig.
”Mor jeg kan godt” sagde jeg irriteret.
Hun lagde en hånd på min ryg, og jeg fik mig humpet ind i entreen.
”Søde skat, det var da noget forfærdelig noget” sagde hun trist.
Jeg nikkede. ”Men der er ikke rigtig noget at gøre ved det.” Det var der jo ikke. Der var intet at gøre ved det.
”Nej, det kan du have ret i. Men søde jeg skal nok køre dig i skole, fra nu af. Det går ikke med bussen og så de krykker der..” sagde hun og pegede ned på krykkerne. Hun havde ret, det gik ikke.
Jeg sukkede højlydt hvorefter jeg tilføjede: ”Jeg går i seng nu, det har været en meget lang dag.”
Min mor kiggede forstående på mig, og jeg fortsatte humpende ind på mit værelse.
For første gang i mange timer kiggede jeg mig selv i spejlet, og jeg så noget så forfærdelig ud. Mit makeup var tværet ud, på en svedig klam måde, og jeg lignede en eller anden stiknarkoman. Noget andet der var ret så vanskeligt med krykker var at fjerne makeup, og skifte tøj. Ja faktisk gik det så slemt til at min mor måtte hjælpe mig med at skifte tøj. Noget der ikke var sket siden jeg var 5 år gammel.
Til sidst fik jeg mig dog lagt i min seng, med mit ben læggende på en pude. Jeg ville ikke kunne vende og dreje mig, og jeg var sikker på at dette ville blive den længste nat i lang tid.
Inden jeg fik mig lagt helt til rette fandt jeg min mobil frem, og skrev en besked til Sofie.
#Hej Sofie. Jeg er kommet på krykker, og har sprunget mit korsbånd, hvilket betyder ingen håndbold i mindst et år  Hvordan går det med dig?# Jeg trykkede på send knappen, og lagde min mobil på min seng, ved siden af mig.
Dette havde været den værste dag i mit liv, og til sidst kunne jeg begynde at mærke trætheden stige til vejrs. Jeg gav derfor efter, og lukkede stille min øjne i.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...