For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13360Visninger
AA

8. Av mit knæ.

Da jeg senere den søndag forlod Sofies hjem, var det med meget dårlig samvittighed. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at gå, det hele kørte rundt. Jeg havde det så dårligt at det var helt vildt, og jeg håbede for alt i verden at hun ikke var blevet gravid. Det måtte bare ikke ske.
Hun havde været meget indelukket, og havde fortalt mig at hun ikke kom til håndbold i de næste 2 uger. Det kunne hun ikke overskue, hvilket egentlig også var fair nok. Hvis det viste sig at hun var gravid, var det nok heller ikke det mest smarte at rende rundt på en håndboldbane.
Da jeg senere samme aften lå i min seng, lod jeg tårerne få frit løb. Jeg plejede ikke at være et tudefjæs, og der skulle rigtig meget til for at få mig til at græde. Men i dag var det noget specielt, jeg var så skuffet over mig selv at det var helt utroligt. Jeg følte at jeg havde ladt min bedsteveninde i stikken. Det var nærmest helt befriende endelig at græde. Jeg kunne ikke huske hvornår det sidst var sket, og det var vel meget sundt en gang i mellem?

”Nu kan jeg hvert fald huske dem!” Det var mandag aften, og det betød at jeg var til håndboldtræning. Jeg snakkede om de systemer som vi havde lært, dem jeg havde så svært ved at huske. Jeg havde derfor været så smart at skrive tallene op på mine hænder, så vidste jeg altid hvad side det forgik i.
Morten grinte. ”Søde Maja.. Du.. Ja, det fint.” Sagde han og klappede mig på skulderen. Rasmus stod bag ham, og da Morten gik igen stod han lige foran mig og smilte. Hvis jeg skulle være helt ærlig havde jeg egentlig lyst til at give mig til at græde igen. Han ville hade mig for groft, hvis han vidste hvad jeg havde fået Sofie rodet ud i, han ville hade mig for altid. Af en eller anden grundt følte jeg at han så helt vildt meget ned på mig. Måske havde det noget at gøre med at han var langt højere end mig, det kunne jeg ikke sige.
Håndboldtræningen gik i gang, og det gik overraskende godt. Jeg havde ikke troet at Rasmus kunne så meget som han rent faktisk kunne. Han var en ganske glimrende playmaker, og så vidt jeg havde ladet mig høre, også en af verdens største talenter.
Flere af pigerne fra mit hold lagde an på Rasmus, altså sådan virkelig tydeligt. Jeg kunne brække mig ved tanken, for det de sagde til ham lød dybt klamt. Sådan virkelig dybt klamt. Rasmus og jeg fik flere gange øjenkontakt, og jeg kunne ikke lade være med at fnise en smule.
”Og så op.. Op.. Ja.. Og videre over til Katrine, og kom så.. Og så..” Morten var i gang med at korrigere hvad jeg skulle gøre. Jeg gjorde som han sagde, og det hele gik som smurt lige ind til..
”Og så skyd..” Jeg ville hoppe op, som Morten havde forklaret mig jeg skulle. Men idet jeg hoppede op, blev jeg skubbet tilbage, og på en eller anden måde fik jeg vredt mit knæ om, hvorefter jeg landede direkte ned på det. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv følt en så stor smerte.
Jeg kunne straks mærke tårerne der slap sig løs. Det gjorde ubeskrivelig ondt. Jeg tog mig til knæet, og i et kort øjeblik kunne jeg ikke høre de andres stemmer.
”Maja.. Maja..” De fleste fra holdet stod i en rundkreds omkring mig, og kiggede ned på mig.
”Maja, du skal op og stå, kan du komme op og stå?” Morten trak en hånd ned til mig, han ville tydeligvis hjælpe mig op. Jeg var ikke mere end halvejs på vej op, da jeg straks kunne mærke at alt ikke sad som det skulle i knæet, overhovedet ikke. Jeg satte mig ned, med benet strakt. ”Jeg kan ikke..” mumlede jeg, og tørrede nogle af tårerne fra mine kinder væk.
”Rasmus hjælper du lige?” Morten fik fat på Rasmus, og de lagde begge en arm om min skulder, hvorefter de på et split sekund fik rejst mig op. Det dunkede i mit knæ, og smerten var nærmest ulidelig. Mit ben var stadig strakt, og jeg undgik at støtte på det.
”Sæt dig lige ud med hende, så tager jeg over her” Morten snakkede til Rasmus, og pegede over mod en af bænkene. Jeg lagde en arm om Rasmus’ skulder, og fik mig så humpet over på bænken.
”Det her ser ikke for godt ud…” Han kiggede bekymret ned på mit knæ. Han havde ret, det så ikke for godt ud. Knæet var hævet, virkelig hævet, og så var det blåt..
5-10 minutter efter kom Morten over til Rasmus og jeg. ”Tror du at du kan klare at køre hende på skadestuen?” Han hentydede til Rasmus. Han nikkede, og Morten klappede ham på skulderen.
Jeg holdte straks vejret inde, da jeg hørte ordet: Skadestuen. Hvis der var noget jeg var bange for, så var det alt hvad der havde med læger og sygehuse at gøre. Da jeg som 13-årige skulle have mit livmodderhalskræftstik, måtte min mor trække, og tvinge mig ind til min læge, og så skulle jeg oven i købet have det 3 gange, godt nok ikke samme dag, men det var alligevel forfærdeligt. Jeg havde nåle forbi, og af en eller anden grund, resulterede det i at jeg heller ikke kunne klare sygehuse..
”Skal vi på skadestuen?” Jeg sank den klump der havde sat sig fast i min hals.
Rasmus smilte. ”Ja, det er jeg desværre bange for.”
Jeg sukkede. Hvor var det bare skønt, hvor var det bare aldeles skønt! Kunne det blive meget værre? Svaret endte desværre med at blive: JA!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...