For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge.
Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske.
Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

44Likes
439Kommentarer
13361Visninger
AA

12. Alene med Rasmus, lige ind til...

”Maja må jeg lige spørge dig om noget? Eller nærmere give dig en ordre?” Rasmus og jeg havde sat os i sofaen, efter at have tjekket folks ligegyldige statusser på facebook, og samtalen havde været heftigt i gang ind til videre.
”Ja da selvfølgelig” svarede jeg med livsglæde i stemmen, for det var hvad jeg var lige nu, utrolig glad.
Han rykkede sig en anelse tæt på mig, så han faktisk sad helt tæt på mig, ja nærmest helt op ad mig.
Mine vejrtrækninger blev tungere og tungere, og hvis jeg ikke tog fejl begyndte mine hænder at ryste en lille smule.
”Gør jeg dig nervøs?” Han sagde det med et drillende glimt i øjet.
Jeg fandt det yderst pinligt. Kunne han ikke bare komme til sagen i stedet for det der. Det var åbenbart meget tydeligt at se at jeg var nervøs. Han begyndte at grine en smule, umiddelbart efter han så mit ansigtsudtryk.
Jeg slog ham hårdt i overarmen, eller jeg prøvede i hvert fald. Det kom desværre bare til at gå ud over mig selv. Han havde åbenbart forudset at jeg ville slå ham og spændte. Det gjorde derfor uhyggelig meget ondt i min hånd.
”Av..” mumlede jeg og bad til at han ikke hørte det. Desværre blev min bøn ikke hørt.
Han begyndte at grine. ”Ja jeg er stærk ikke?” sagde han med et drillende glimt i øjet. Det blik der kunne få mig til at smelte.
Han fjernede en hårlok fra mit ansigt, og i dét øjeblik begyndte mit hjerte at hamre ekstra meget. Havde han tænkt sig at kysse mig? Eller havde jeg misforstået øjeblikket helt? Da han havde fået hårlokket om bag mit øre, og han rørte min hud fik jeg kuldegysninger. Han smilte et akavet smil der gjorde mig helt blød i knæene, og jeg ville vædde med at hvis jeg rejste mig op, ville jeg ikke kunne stå på mine ben.
Han lagde en hånd på min kind, eller retter sagt: han kærtegnede min kind. Få sekunder efter var hans ansigt få cm fra mit, og jeg sad bare som forstenet, næsten sikker på at han ville kysse mig, og for at være ærlig.. - Over lykkelig. Vi blev desværre afbrudt af en dør der smækkede hårdt i, og få sekunder efter kom Sofie ind i stuen. Vi fjernede os hurtigt fra hinanden, og det var lige før at jeg kunne give mig til at grine, da det vidst så ret så komisk ud.
Sofie så egentlig ked af det ud, alligevel havde hun det samme glimt i øjet som Rasmus, og de lignede faktisk hinanden meget. Da hun fik øje på os kiggede hun mistænksomt, hvorefter hendes mundvige bevægede sig langsomt ned ad.
”Øhm hvad laver i?” sagde hun rimelig mut.
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, og inden jeg fik set mig om havde Rasmus fået taget ordet.
”Maja kom lidt tidligere, da hun troede du havde fri, så jeg holdte hende bare lige med selvskab” sagde han og lavede et ansigtsudtryk der mindede om et smil. Dækkede han over mig? Beskyttede han mig?
”Ja ja” svarede hun og fortsatte ind på sit værelse.
Jeg kiggede opgivende, men også nervøst på Rasmus hvorefter jeg humpede med hende ind på værelset.
Da jeg kom ind på værelset sad Sofie i hendes seng. Jeg satte mig også i hendes seng, uden at sige et ord.
"Det var da ikke så godt med dit knæ var?" hendes stemme knækkede over.
"Nej, det var det bestemt ikke!" svarede jeg.
”Så dig og Rasmus har noget kørende?” spurgte hun og lavede noget der mindende om et meget dårligt smil. Der var et eller andet galt.
”Nej! Vi snakkede bare. Helt ærligt..” sagde jeg og forsvarede mig selv. Jeg sagde jo sandheden, vi havde ikke noget kørende, så vidt jeg vidste? Måske ville han slet ikke have kysset mig..? Måske havde jeg misforstået det hele, var jeg virkelig så naiv? ”Nå” mumlede hun mut. Det var virkelig forfærdeligt at se hende sådan. Sofie plejede at være den mest livsglade pige nogensinde, men den lorte fest havde bare ændret det hele. Hvorfor var hun også blevet inviteret med til den, og hvorfor havde jeg ikke passet på hende, hvilket jeg egentlig havde lovet Rasmus.
”Sofie hvad er der galt?” mumlede jeg, og lagde en hånd på hendes skulder.
Jeg kunne langsomt skimte nogle tårer der røg ned ad hendes kinder, og det tegnede allerede dårligt.
”Jeg har ikke fået min menstruation” sagde hun og klaskede en hånd op foran hendes ansigt.
”Det kan skyldes så meget, det er jo ikke ens betydende med at du er gravid. Hvad med at tage en graviditetstest?” forslog jeg.
Hun rystede skrækslagen på hovedet. ”Jeg er bange for hvad den vil vise.”
”Men hør nu her, det bliver du simpelthen nød til. Hvad med at snakke med din mor om det?” hun kunne ikke blive ved med at holde det hemmeligt.
”Er du sindssyg?” sagde hun nærmest vredt.
”Jamen så i det mindste bare Rasmus, han vil sikkert godt kunne forstå det” sagde jeg og trak på skuldrene.
”Bare fordi du er snot hamrende forelsket i ham, er han altså ikke så perfekt som du tror.” Det lød ret hårdt i mine øre, men jeg ville ikke kommentere det, jeg vidste at hun ikke rigtig havde styr på hvad hun sagde lige pt. Jeg håbede bare inderst inde for hende, at hun for alt i verdenen ikke var blevet gravid. Men det ville godt nok også være uheldigt, hvis det lige netop var sket den ene gang, det var næsten urealistisk, men så alligevel ikke.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...