For enden af venskabet, venter kærligheden.

Maja Christiansen er en ganske almindelig 16 årig teenager. Hendes bedsteveninde Sofie, er lillesøster til den efterhånden kendte håndboldspiller Rasmus Lauge. Maja har altid været en smule betaget af Rasmus, og da han skal være hjælpetræner for Sofies og Majas håndboldhold, begynder nogle ting at ske. Men da Sofie roder sig ud i noget, der måske ikke er helt så smart og noget som Maja måske kunne have forandret, får det konsekvenser for hende, og alting begynder lige pludselig at se helt anderledes ud!

43Likes
543Kommentarer
12671Visninger
AA

1. Rasmus..

Inden vi starter, må jeg hellere lige orintere jer om at novellen forgår i maj år 2010.
- God fornøjelse (-:


Mit hjerte slog ekstra hurtigt, hvorfor slog det ekstra hurtigt? Hvorfor begyndte jeg at svede og hvorfor begyndte mit hjerte at slå hurtigere?! Jeg kendte ikke svaret, selvom jeg havde noget på fornemmelsen.
Jeg sad på Sofies seng, vi var netop i gang med at snakke da døren blev åbnet. Og i dét sekund døren var blevet åbnet, og jeg så personen, begyndte mit hjerte at hamre hurtigt. Personen der åbnede døren var Sofies storebror Rasmus.
”Mor skal snakke med dig Fie..” Han kiggede blidt på Sofie og hun rejste sej bandende op.
”To sekunder” mumlede hun til mig og gik så under Rasmus’ arm, da han holdte ved døren, han vendte sig om og fulgte efter hende. Og der sad jeg så ene og alene tilbage på Sofies værelse.
Sofie var min bedsteveninde. Ganske vidst var hun godt nok et år yngre end mig, men det havde jeg intet imod. Vi havde kendt hinanden i 5 år, og havde næsten været uadskillelige siden. Hendes storebror Rasmus, som var tre år ældre end mig, havde jeg altid være betaget af. Det var dog først det sidste år at jeg begynde at mærke det, når han var i nærheden. Det var dybt provokerende, og Sofie havde allerede regnet det ud. Derfor frygtede jeg også at hun havde fortalt det til sin storebror, da de var meget tæt knyttet. Det forsikrede hun mig dog om at hun ikke havde gjort.
Lidt tid efter kom hun slentrende ind på værelset igen. Hun sukkede højlydt og satte sig ned ved siden af mig igen. ”Endnu en håndboldkamp” mumlede hun.
Jeg kiggede uforstående på hende, endnu en håndboldkamp? Hun elskede da håndbold.
”Ja.. Det er Rasmus. Endnu en håndboldkamp..”
Jeg forstod ærlig talt ikke helt hvad det var hun prøvede at hentyde til. Ja hendes bror spillede også håndbold på høj plan, men hun havde da aldrig givet udtryk for at hun var træt af at rejse rundt for at se ham spille?
”Denne gang er det så Nikolais fest jeg går glip af!” Sagde hun sukkende. Hun var tydeligvis træt af at gå glip af hendes store forelskelses fest. Sofie havde altid været vild med Nikolai, fra min klasse, og hun havde været over lykkelig da han så inviterede hende med til hans fest. Desværre varede lykken kort for hende. Hun havde fået invitationen i dag, og senere – 3 timer – efter fik hun afvide at hun ikke kom med alligevel.. Ja okay, måske kunne jeg godt forstå hende.
”Hvor går turen så hen denne gang?” Spurgte jeg, og prøvede at lyde opmuntrende for at gøre hende i bedre humør, hvilket så ud som ikke at lykkedes.
”Vi skal til København. Og nej jeg må ikke blive hjemme, jeg skal støtte min bror… Bla bla.. Den fest er så vigtig!” Hun var tydeligvis skuffet og ked af det.
”Og Rasmus ville sagtens kunne forstå at jeg ikke kom med.. Men..” ”Så snak med ham” afbrød jeg. Hun rynkede bryn, men lyste så op i et smil.
”Selvfølgelig han kan overtale dem! Du den bedste” sagde hun.
Lige som hun skulle til at gå ud af døren blev den åbnet igen.
”Fedt, jeg skal så lege stikirenddreng for mor.. Men jeg skulle spørge om du blev og spiste med?” Det var Rasmus der igen havde åbnet døren. Han rettede nu sit blik mod mig. Jeg kunne mærke mine kinder bluse op, og jeg følte det dybt pinligt. Sofie begyndte at grine, og gav mig så elevatorblikket.
”Ja tak” skyndte jeg mig at sige, inden det ville blive alt for pinligt for mig selv.
”Heey Rasmus vent lige” råbte Sofie lavt, inden han nåede at gå ud. Han vendte sig om og kiggede på Sofie.
”Hvad?”
Sofie sukkede. ”Du bliver nød til at hjælpe mig” sagde hun med en bedende stemme. Jeg var hunrede på at hun ville gøre alt for at komme med til den fest.
”Selvfølelig hvad så?” Spurgte han og lukkede forsigtigt døren bag sig, meget betænksomt. Nu var jeg da sikker på ikke at kunne tænke klart.
”Det er Nikolai han..” Hun nåede ikke at forklare videre før han afbrød hende.
”Åh nej ikke ham igen. Maja giv mig lige ret, er du ikke også snart træt af ham?” Sagde han grinende og rettede sit blik mod mig.
Flot flot flot… Hvad skulle jeg nu sige.
”Maja kan ikke snakke når du er i nærheden..” Sagde Sofie grinende og kiggede på mig. Jeg gav hende dræberblikket, hvad skulle det til for? Nu troede han da først at jeg var dybt forelsket i ham.
Han rynkede bryn. ”Hvad mener du?”
”Drop det nu bare.. Koncentrer dig nu lige, du skal hjælpe mig!” Svarede Sofie sukkende, og jeg var lettet over at hun ikke begyndte på et eller andet om mig..
”Jaer fint. Hvad så?” Han kiggede forvirret på mig, hvor efter han kiggede på Sofie igen. Pinligt…
”Jeg er tvunget til at tage med til København, som du sikkert ved! Men det er så vigtigt for mig at komme med til den fest..!” Sofie kiggede bedende på ham.
”Helt ærligt. Du er femten og render allerede til alle de der fester” fnøs han. Jeg klemte et grin inde over hans kommentar.
”Hør, bare fordi du spillede håndbold på så høj plan da du var femten, skal du ikke afholde mig fra at have det sjovt!” sagde hun mopset.
”Ja ja. Hvad er det helt præcist du vil have mig til?” Han var begyndt at blive en smule utålmodig, og stod og trippede på tæerne
”Du skal forklare mor at det ikke betyder noget for dig at jeg bliver hjemme og tager til den fest, jeg kan ikke overtale hende, det ved du godt. Kom nu Rasmus” hun bad. Hun bad ham virkelig meget.
”Vil du virkelig være alene hjemme imens vi andre er i København? Du elsker jo København.”
”Helt ærligt det er bare Bjerringbro, jeg overlever.”
”Fint, hvis det betyder så meget for dig. Så alt for dig søs!” sagde han smilende. Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile over hans smil.
”Fedt, du den bedste!” Hun rejste sig op og stillede sig på tæer for at give ham et kram. Hvor ville jeg bare ønske at det var mig!
Man skulle næsten tro at jeg var en eller anden lille pige der var forelsket i en eller anden prins. Men helt ærligt så stor aldersforskel var der da heller ikke. Men alligevel, Rasmus var ikke noget for mig. Eller det var han, men jeg var ikke noget for ham.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...