Kaos i drømmeland

Denne novelle handler om en pige på 22, der er datter til en biskop. Hun har hele sit liv følt sig udenfor i familie, og har engang før skabt overskrifter i de landsdækkende aviser og sladderspalter. Hun prøver så godt hun kan, med at holde sig indenfor rimelighedens grænder; men til søsterens bryllup går det galt.

6Likes
33Kommentarer
3558Visninger
AA

14. kapitel

Dom's synsvinkel:
Andrea var forsvundet op ad trappen, lige da jeg skulle til at præsentere hende for Amber. Nu stod hun igen bag mig, hun havde skiftet tøj, og været i bad. Hun duftede himmelsk. Jeg sagde: "Amber, jeg har en du skal møde. Det her er Andrea, min forlovede". Amber kiggede op på mig, og sagde med et smil: "Hej Andrea, jeg er Domis gamle studiekammerat fra USA. Jeg er hernede, for at lave noget arbejde, og ville lige sige hej". Hun lød forklarende, og Andrea smilede til hende. Taknemligt. Åh.. Andrea havde sikkert troet det var en af mine gamle.. øh.. bekendtskaber. Tak for at redde mig Amber! Jeg tog Andreas hånd og trak hende ned oven på mig. Hun satte sig til rette og begyndte at snakke på liv og løs med Amber. De havde meget tilfælles de to. Jeg sad bare og lyttede. Jeg vidste, at de ville passe sammen. De to A'er.

Senere på aftenen var Amber smuttet, men havde aftalt med Andrea, at de skulle spise frokost i morgen på en cafe i midtbyen. Jeg var glad for at de var blevet venner. Det ville være slemt, hvis ikke de var. Andrea kom ud til Maria og jeg i køkkenet, og sagde: "Sikke en dejlig pige". Jeg smilede og gik hen til hende, og hviskede hende i øret: "Ikke lige så dejlig, som denne her". Hun grinede, og kyssede mig på kinden. Maria var ved at være færdig for i dag, og listede ud af døren. Vi sagde farvel i kor, Andrea og jeg. Jeg sagde: "Undskyld, jeg helt glemte at introducere jer til at starte med. Det er bare så lang tid siden jeg sidst har set Amber". Hun nikkede og sagde: "Det er i orden. Jeg var lige ved at tro, at det var en af dine gamle.. øh.. du ved.." Jeg nikkede og grinede.Det havde Maria også troet sidst hun var på besøg.

Senere på aftenen var vi på vej op i soveværelset. Pludselig holdt en bil udenfor. Jeg havde ikke åbnet porten, så det må Maria have gjort. Jeg gik ned igen, og så hvem det var. Det var min halvbror. Hvad ville han så sent? Jeg åbnede døren, og sagde: "Hvad driver dig her ud, Sam?". Han var overrasket over jeg stadig var vågen, og spjættede. Han kom op til mig og sagde: "Du har det ikke fra mig, men Andrea er ikke biskoppens rigtige barn. Det er hans niece. Hun ved det ikke selv, og du skal under alle omstændigheder ikke fortælle hende det." Han klappede mig på skulderen, og gik ned til sin bil igen. Han kørte lige så hurtigt som han var kommet. Jeg vidste det egentlig godt. Jeg havde fundet ud af det, den dag jeg havde købt huset overfor Andrea's mors veninde i Pelican Bay. Kvinden jeg købte det af sagde: "Red min datter vil du ikke nok? Hun skal ikke ende som jeg gjorde". Da jeg spurgte hvad hun mente havde hun svaret: "Min Andrea. Min datter. Jeg er biskoppens søster". Jeg huskede denne samtale alt for tydeligt. Hvordan skulle jeg fortælle hende det? Da jeg gik op spurgte Andrea hvem det var. Jeg svarede, at det var Sam. Hun spurgte hvad han ville, og jeg sagde: "Han ville lige se om vi havde det hele klar til om to dage". Hun hoppede i med begge ben, og begyndte at fortælle om det ene og det andet med festen. Det eneste jeg kunne tænke på var hendes mors tragiske liv og nu død".
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...