Kaos i drømmeland

Denne novelle handler om en pige på 22, der er datter til en biskop. Hun har hele sit liv følt sig udenfor i familie, og har engang før skabt overskrifter i de landsdækkende aviser og sladderspalter. Hun prøver så godt hun kan, med at holde sig indenfor rimelighedens grænder; men til søsterens bryllup går det galt.

6Likes
33Kommentarer
3460Visninger
AA

10. kapitel

Næste dag forlod vi drømmeland. Jeg skulle hjem til mit arbejde, og det skulle Dom også, selvom han bare kunne holde fri når han ville. Sådan er det, at være sin egen chef. Han havde aftalt med sig selv at vi skulle ud at spise i aften. Ikke at jeg havde noget i mod det, men han havde lige glemt en lille detalje. Jeg havde ikke godkendt hans idé, men sådan blev det altså. Han er bare så dejlig, tænk engang, hvis jeg aldrig var gået forkert. Så havde jeg aldrig kunnet opleve ham så tæt på. Lige nu sidder han og gelejder sin store bil ud af de små veje. Hans maskulinehænder hviler roligt på rattet, som kneder de allerede vejen han vil køre. Han er fantastisk! Jeg kigger lidt på ham. Hans ansigt krøller op i et smil, da han ser jeg kigger på ham. Vi siger ingenting, sidder bare og hører radio og nyder hinandens væren.

Bilen kører op foran centeret. Jeg åbner døren, men lige inden jeg stiger ud, griber Dom fat i min arm, og trækker mit ansigt tæt på hans. Han kysser, og hvisker ind i mit øre: "Vi ses i aften". Han smiler, da jeg trækker mig væk for at stige ud. Jeg vinker til ham, da han kører ud fra parkeringspladsen foran centeret. Jeg går ind mod døren, med et fastklistret smil. Uanset hvor meget jeg prøver at lade være med at smile, kan jeg ikke holde op. Da jeg kommer ind ad døren, er der vildt kaos. Jeg finder en af mine kollegaer og spørger hvad der er sket. Han fortæller mig at en af patienterne gik amok i morges, og at han nu var forsvundet. Han kiggede ikke rigtigt på mig, men da han så det var mig tilføjede han: "Det er Carl. Ham i ledte efter for kort tid siden". Åh nej... Ikke nu igen. Jeg troede lige han havde fattet sagens alvor. Jeg begyndte mit arbejde. Jeg skulle finde ham, inden han gjorde noget forkert. Jeg havde kendskab til hans gemmesteder, men da jeg ud på aftenen havde været alle hans sædvanlige steder, og ikke havde fundet ham, var jeg ude af mig selv. Jeg vidste ikke hvor jeg nu skulle lede. En bil kørte op foran centeret. Jeg så den store sorte bil, og et jag gik gennem mit hjerte. Jeg havde glemt min aftale med Dom. Han steg ud af bilne, og gik op mod centeret. Da han kom ind ad døren, gik jeg hen til ham. Han så skuffet ud. Jeg sagde, inden han nåede at sige noget: "Det er jeg forfærdeligt ked af, jeg har ledt hele dagen efter Carl, den patient der blev væk i sidste uge. Jeg er virkelig ked af det!" Han kiggede bare på mig, og sagde så: "Det godt at vide at du nærer så stor følelse for dine patienter, men hvad med din kommende mand?" Det spurgte han bare ikke om. I stedet for at svare, kiggede jeg på ham med bedene øjne, og sagde i et irriteret tonefald: "Ved du hvad!? Carl kan dø, være død eller på vippen til at dø. Kan du lige have noget andet i tankerne end dig selv for en gang skyld!? Jeg kan ikke klare det! Dom enten må du gå, eller også må du bruge din bil, til at hjælpe mig med at lede. Alle centerets biler er ude på patrulje, og jeg kan ikke komme ud, for min egen bil står i Pelican Bay. Hvad vil du?". Jeg var ret ophidset, men Dom så pludselig ud som om han forstod sagens alvor. Han sagde: "Vi tager min bil. Kom så!" Vi gik ud mod bilen, og kørte. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle lede nu, men en ting vidste jeg. Det var et spørgsmål om liv eller død hos Carl. Kom vi 5 minutter forsent var det ude med ham. Vi havde kørt rundt et stykke tid. Jeg kom i tanke om et sted han måske kunne være. Han havde vist mig det engang før. Et lille skur i en have, ved et forladt hus. Han kunne være taget derhen, for det var i nærheden af hans dealer. Jeg sagde til Dom: "Kør hen til Garden Street nr. 226 nu!". Han vendte bilen, og satte farten op. Han kørte på grænsen til for stærkt, men ikke at det gjorde noget. Da vi endelig ankom, løb jeg ud af bilen og om i haven. Døren til det lille skur var åben, en lille lyskegle strømmede ud. Jeg løb hen til døren. Carl lå på gulvet. Han havde skum omkring munden, og hans øjne trillede. Jeg satte mig ned ved siden af ham. Prøvede at få liv i ham. Dom kom. Han havde fyldt en spand vand oppe ved huset. Han satte sig ned ved Carls hoved. Hældte forsigtigt indeholdet af spanden ud over Carls hoved. Han reagerede med det samme. Han krop gjorde som fornuftigt var, og vendte maveindholdet ud. Han lå og brækkede sig, mens jeg kiggede taknemmeligt på Dom. Jeg sagde: "Dom, vi skal have ham tilbage til centeret nu! Hjælp mig med at få ham ind i din bil." Han rystede på hovedet: "Han skal ikke ind i bil."Så snart han havde sagt det, så han ud som om han fortrød. Jeg tog Carls ene arm over min skulder, og Dom tog den anden. Han havde intet valg. Det var stadig liv eller død. Vi kørte alt for stærkt hjem til centeret, men der var ikke andet at gøre. Da vi holdt ind på centerets gård, holdt der et par politibiler. Vi løftede Carl halvdøde krop ind. Da politimændene fik øje på os, kom de os straks til undsætning. En politimand overtog min plads, og jeg satte mig op ad disken. Jeg var udmattet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...