Kaos i drømmeland

Denne novelle handler om en pige på 22, der er datter til en biskop. Hun har hele sit liv følt sig udenfor i familie, og har engang før skabt overskrifter i de landsdækkende aviser og sladderspalter. Hun prøver så godt hun kan, med at holde sig indenfor rimelighedens grænder; men til søsterens bryllup går det galt.

6Likes
33Kommentarer
3473Visninger
AA

4. kapitel

Hun var helt fantastisk. Jeg hørte først fra Andrea to dage efter hun løb ud fra mit kontor. Hun lød fuldstændig udmattet. Hun havde været ude hos hendes forældre i morges, og på arbejde resten af dagen. Hun sagde med stille stemme: "Min far er glad for at vi har besluttet at gifte os, jeg tror helt ærligt kun det er fordi han kan få hans job. Men de vil gerne invitere til middag en gang i den næste uge. Kan du det? Eller har du for travlt?". Hendes triste stemme fik det til at give et sus i min krop. Hvor ville jeg gerne være hos hende, og trøste hende. Hun havde fortjent så meget bedre, end det hun havde. Jeg svarede, at jeg kunne alle aftener i denne uge, og gerne ville mødes med hendes snarest muligt. Hun svarede ikke, men jeg fornemmede at hun nikkede. Hun sagde: "Undskyld, men jeg er altså dødtræt nu. Kan vi snakke i morgen? Hej hej". Hun lagde på inden jeg nåede at sige noget. Stakkels pige. Hun ødelagde sit liv, på at redde andres.

Jeg hørte ikke fra Andrea i løbet af ugen, og efter 5 dage besluttede jeg mig for at tage hjem til hende. Da jeg kom hjem til hendes lille lejlighed var der ingen hjemme. Jeg besluttede at vente, vejret var godt og jeg satte mig på en bænk ved hendes ejendom. Jeg ventede i flere timer før hun endelig kom hjem. Jeg rejste mig, og gik hen til hende. Jeg spurgte: "Må jeg komme med op? Jeg vil gerne lige snakke med dig". Jeg tog mig selv i at betragte hendes smukke øjne. De flotteste jeg nogensinde havde set. Hun kiggede på mig med et blik der var fuldstændigt afværgende. Hun sagde alligevel: "Det må du vel", med en stemme der på ingen måde indeholdt initiativ. Jeg gik nærmere hende og fulgte efter hende op i lejligheden. Hun åbnede langsomt sin dør indtil stuen. Der var rodet, og ikke som der plejede at se ud. Det lignede at hun de sidste dage bare var kommet hjem og havde smidt tøj og sko på gulvet og derefter fortsat direkte i seng. Jeg gik hen til hende. Hun så ud til at kunne sove stående lige nu. Jeg lagde forsigtigt armene omkring hende. Hun brast i gråd. Hun græd, og græd og græd. Jeg sagde ikke noget lod hende bare græde ud. Da hun endelig var færdig, satte vi os ned på hendes lille sofa. Hun lagde hovedet på min skulder, og jeg var overrasket over at hendes sædvanlige facade var nedbrudt. Hun begyndte at fortælle med en pibende stemme. Hendes sidste dage må have været et mareridt. Hun havde arbejdet de sidste to nætter, på gadrene i Melbourne, fordi en af deres patienter var røget tilbage til gademiljøet. Nu prøvede hun at finde ham igen. Hun og hendes kollega havde ikke fundet ham før sent i nat, og da havde han været på grænsen til at kunne overleve. De havde fået ham på hospitalet. Hun var fuldstændig hævet i ansigtet, men alligevel var hun smuk. De brune øjne lyste, med så stor smerte, at jeg kunne føle det. Hun lukkede øjnene og faldt i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...