Soulmate 2 (JB)

Det her er 2'eren af A Beautiful Melody.

6Likes
25Kommentarer
2877Visninger
AA

2. Vrede. Kap. 2.

Kate, som jeg kunne huske hed, stod flot og slank på den lille trappe op til huset. Hendes hænder var fint foldet sammen, hendes glatte hår, som passede til efterårets farve, hang glansfuldt ned af hendes små skuldre og hendes store, grønne øjne stirrede lige ind i mine.
”Jeg kommer om lidt!” kunne jeg høre Justin sige ovenpå.
”Hej,” sagde og prøvede, at virke venlig.
”Hej.” Hun sagde det koldt – så koldt, at jeg fik gåsehud – men helt ærligt, hvad havde jeg gjort hende?
Justin kom bag mig. Hans hånd strejfede det nederste af min ryg, imens han gik ud til Kate i den kolde efterår.
”Og, æhm, det her er Julia. Julia, det her er Kate.” Jeg smilede hurtigt til hende. Hun gav mig et nik som et lille 'hej'. Så vendte hun sig om mod Justin. Hendes kolde facade forsvandt straks, da hun fangede hans blik. Hun smilede og hvide, perfekte tænder - som fik mig til, at føle mig helt flov over mine egne, der ellers var så fine – og krammede ham. Jeg så tydeligt hendes læber strejfe Justins kind og hvordan hun sendte mig et kort, koldt blik.
Det skulle ikke overraske mig, hvis Justin valgte hende i stedet for mig; hun var smuk, slank og perfekt. Jeg følte mig helt flovt, at stå her ved siden af så smuk og slank en pige, som han sagtens kunne få.
Jeg kiggede ned af mig selv. Min mave, som var helt flad og perfekt før, bulede helt ud. Mine lår, som var tynde og solbrune, lignede pludselig, som om det var kommet et stort lag fedt på.
Justin og Kate var allerede i gang med en samtale. Jeg kunne høre Kates franske accent, som gav genlyd i mit hoved og gav mig hovedpine.
”Vi ses, Julia,” sagde Justin. Jeg kiggede op i hans smukke, brune øjne. Der var intet smukkere end dem. Jeg kunne stirre ind i dem i timevis. Justin kiggede mig dybt ind i øjnene, men lige da han skulle til, at kysse mig, afbrød Kate.
”Justin, vi skal skynde os.” Jeg havde lyst til, at hvæse af hende.
Justin kyssede mig hurtigt på panden og gik ud med Kate. De lukkede døren efter sig. Der var helt stille. Det eneste, jeg kunne høre, var vaskemaskinen i køkkenet.
Jeg tog fat i min halskæde, Justin havde givet mig. Så kiggede jeg ned af mig selv. Jeg rørte min mave. Den var flad. Jeg rørte lidt mere efter og mærkede så flere deller. Mine hænder gik panisk rundt på min krop.
”Pis,” mumlede jeg. ”Jeg må tabe mig!”


”Julia!” kunne jeg høre en velkendt stemme, da jeg var på vej i skole. Jeg vendte mig om og så Mary og Amy løbe over til mig.
”Hej!” sagde jeg. Mit humør steg med det samme, da jeg så mine veninder. De krammede mig. Mary tændte straks sin smøg. Ja, hun røg. Hun havde gjort det siden, hun var 11 år.
”Amy har en dårlig nyhed. Fortæl den, Amy,” sagde Mary og lagde armen om skuldren om hende.
Det var første nu, jeg opdagede hendes sorte render under øjnene og hendes triste ansigt, som ellers altid var frisk og glad.
”Min bedstemor er død,” hviskede hun lavt. Jeg tabte næsten underkæben. Hendes bedstemor betød virkelig meget for hende. Hun var 87 år og ventede kun på døden. Amy havde elsket hende, som var det hendes egen mor. Men idet mindste vidste hendes bedstemor, at døden ventede bag hende.
”God! Det er jeg virkelig ked af!” sagde jeg og krammede hende. ”Er du okay?”
”Jeg har det fint,” sagde hun, selvom man kunne se hun slet ikke var det.
”Sig til, når du vil snakke om det. Mig og Mary vil altid være hos dig.” Jeg lagde hånden på hendes skulder.


Efter skole tog mig, Mary og Amy til kirkegården. De havde fået et sted, hvor de skulle begrave hendes bedstemor. Hun var ikke begravet endnu, men skulle i næste måned.
Vi sad på en sort bænk og kiggede ud over kirkegården. Tænk der var over tusinde døde mennesker her …
”Julia,” sagde en lys stemme. Jeg kiggede op og mødte Madeleines blå øjne.
”Madeleine, du er ikke vores veninde mere. Bare så du ved det,” sagde Mary.
”Hvorfor er I så barnlige? Hvad har hun gjort mod jer?” Stemmen, som kom bag Madeleine, fik mig til, at bide mig hårdt i læben.
”Hvem fanden er du?” spurgte Mary. Kate trådte et skridt tættere på. Hun svarede ikke.
”Hvad tuder du over? Helt ærligt, Amy. Du er nogle gange bare for opmærksomhedskrævende. Man for ikke opmærksomhed af, at tude,” sagde Madeleine. Nu forstod jeg, hvorfor Mary og Amy hader hende så pludseligt.
”Det er dig, der er opmærksomhedskrævende! Hvad fanden skal du bruge dén trøje til?! Opmærksomhed?” snerrede Mary. Hun pegede mod hendes stramme, nedringet trøje. Og så var det endda efterår! Man gik ikke med så koldt noget tøj!
”Har hun altid været sådan?” spurgte Kate Madeleine. Så vendte hun sig mod Mary. ”Kæft du er nederen, emo pige.” Dét hissede mig op. Hun skulle ikke komme og kritisere mine veninder.
”Luk røven, Kate! Du skal ikke tro, du kan gå rundt og sige sådan om andre!” råbte jeg.
”Jeg fatter ikke, hvad Justin ser i dig!” råbte hun tilbage.
”Hvad?! Du skal ikke tage den dreng fra hende!” råbte Mary.
”Luk så din fucking kæft!” hvæsede hun af hende.
”Han elsker hende!” forsvarede Amy mig.
”Nej, det gør han ikke. Kate score ham og så kan jeg få ham. Kate er en dobbelt så god veninder end dig, Julia! Du vil ikke have, jeg besøgte dig, når Justin er hjemme!” råbte Madeleine.
”Hvad?! Er det det eneste, som det handler om?! At score Justin?! Det er dig, der er en dårlig veninde! Du er så falsk! I er så egoistiske! Hvordan kan I gøre det mod Justin?! Tage ham på grund af hans berømthed?!” råbte jeg.
”Ja, og hvad så? Kærlighed findes ikke! Madeleine er en meget bedre kæreste end dig! Du vil bare have hans penge,” sagde Kate.
”Jeg vil ikke have hans penge!”
”Skrid eller jeg smadre jeg!” råbte Mary. De ignorerede hende, indtil hun rejste sig op. De skyndte sig væk.
Jeg lagde mit hoved ned i mine hænder. ”Hvordan kan de gøre det mod ham? Han fortjener det ikke,” hviskede jeg.
”Det skal nok gå,” sagde Amy.
Jeg kiggede op på Kate og Madeleine, der stod med ryggen til os og var på vej hjem. Kate vendte sig hurtigt og elegant om mod os. Så råbte hun: ”Jeg skal nok få ham!”


Jeg var hjemme hele dagen. Jeg lavede mine lektier. Jeg gjorde det kun for, at tænke på noget andet end Kate.
Døren åbnede til mit værelse. Jeg sad med ryggen til, så jeg kunne ikke se, hvem det var.
”Der er mad. Kommer du?” kunne jeg høre min mors stressede stemme sige.
”Jeg har spist,” løj jeg. Jeg havde faktisk intet spist i dag. Mad = en tyk pige, var det eneste, jeg kunne tænke.
”Okay,” sagde min mor og lukkede døren langsomt. Så var der helt stille. Jeg kunne høre den stille blæst uden for mit vindue, som jeg sad over for. Jeg satte mig på vindueskammen, som var ret stor og højt oppe, så jeg var nød til, at kravle op af skrivebordet og op i vindueskammen.
Jeg betragtede mig selv i spejlbilledet på vinduet. Min mund vendte ned af, mine store, skrigende blå øjne, var, som om et tykt, sort tæppe var lagt over. Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig.
Jeg sad og stirrede i mit spejlbillede i et stykke tid, da jeg fik et kæmpe chok, da jeg så, Justin var ved siden af mig i spejlbilledet.
”Du stille i dag,” bemærkede han.
”Okay,” var det eneste, jeg kunne finde på. Han grinte stille sin dejlige latter.
”Hvordan gik skolen?” spurgte han, imens jeg kravlede ned fra vindueskammen.
”Fint,” mumlede jeg kort. Den havde faktisk gået elendigt. Vi havde haft matematikprøve og jeg vidste, den gik dårligt. Jeg var ikke lige professionel til matematik.
Han lagde armene om mig lige, da jeg kom ned.
”Skal du ikke ned og spise?” spurgte han.
”Skal du ikke?” mumlede jeg.
”Jeg har spist.” Med hvem? havde jeg lyst til, at sige. Jeg vidste, det var Kate, han var ude og spise med, så jeg nøjes med, at sige: ”Hm.” Jeg gik over og satte mig i min store seng.
Jeg var sulten total sulten. Jeg var nød til, at gøre noget ved min sult. Min mave føltes tom og hul.
Jeg tog min mobil og SMS´ede med Amy og Mary, som undskyldning for ikke, at sige noget.
Justin sukkede og satte sig ved siden af mig på sengen. Han kiggede på mig. Jeg kunne ikke se, om han betragtede mig eller kritisere mit udseende. Jeg vidste ikke lige, hvad han tænkte på nu, men jeg kunne ikke lige, han kiggede på mig. Det føltes så ubehageligt. Mon han syntes, jeg var køn? Eller jeg var grim?
”Stop,” røg det hårdt ud af mig. Jeg trykkede hårdt på sluk knappen på min mobil.
”Med hvad?” Det morede ham tydeligvis, at genere mig.
”Kigge på mig.” Jeg gjorde mine sætninger så korte, jeg kunne. Jeg var bange for, at min stemme ville knække sammen. Jeg var virkelig ked af det. Men af hvad? At Kate ville tage Justin fra mig, som hun sagtens kunne; hun var smuk, yndefuld, men hun var virkelig også en dum kælling. Hun lavede et skuespil over for Justin. Det vidste jeg. Hun spillede sød over for ham, og til sidst ville hun bare udnytte ham.
Jeg ville virkelig gerne sige det til ham, men hvad skulle jeg sige? ”Justin, Kate vil tag dig fra mig og udnytte dig.” Nej, vel? Jeg havde kun set hende nogle få gange, og hvor skulle jeg så få alt det af vide fra? Justin ville tro, at jeg bare var jaloux.
”Det er interessant.” Justin stemme rev mig ud af mine tanker. Hvad snakkede han om? Hvad var interessant? Nå jo, mit udseende.
”Nå,” svarede jeg bare. Pludselig blev han alvorlig.
”Julia, der er noget galt. Jeg kan se det.” Det kunne godt være. Jeg kunne nogle gange godt være ret følsom.
”Der er ikke noget galt.” Jeg vendte mit hoved væk, så han ikke kunne se mig. Han vendte mit hoved blidt mod hans igen. Kun få centimeter var vi fra hinanden. Jeg kunne se alle detaljer i hans brune øjne.
”Sig det.” Han stemme var fuld af bekymring. Hans øjne stirrede ind i mine. Jeg kunne spejle mig selv i hans øjne. Så godt, at jeg kunne se mine øjne var fugtige.
”Jeg vil ikke snakke om det,” mumlede jeg og rev mit hoved ud af hans hænder.
Det næste, jeg kunne høre, var døren, som lukkede.


Jeg gik i seng klokken 19.00. Jeg var ikke træt, men ville bare have denne dag overstået. I morgen ville jeg måske ikke være så mærkelig igen, men jeg vidste, at det ikke ville ske. Man havde da lov til, at håbe?
Jeg vidste, jeg var nød til, at få noget hjælp til det her. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle have hjælp til; jeg havde vel bare brug for støtte. Jeg kunne ikke klare det her alene: at jeg følte Justin var sur på mig, Kate tog måske Justin fra mig, jeg var utilfreds med mig krop og jeg havde sådan lyst til, at tude.
Jeg skulle bruge en, som jeg kunne stole på, og jeg vidste præcis hvem.


Jeg vågnede, da vækkeuret ringede. Jeg havde næsten ikke sovet hele natten. Jeg havde tænkt over alle mine problemer.
Jeg havde ikke haft mareridt i den korte tid, jeg sov i. Det undrede mig en smule, men jeg havde ikke tid til, at tænke på dét.
Jeg skyndte mig i tøjet. Jeg orkede virkelig ikke et bad. Jeg tog en sort, stram T-shirt og jeans på, som var det første, jeg kunne finde.
Jeg redte mit hår, da jeg hørte en bil dytte tre gange udenfor. Jeg kiggede ud af terrassedøren og så en stor, sort, skindene limousine holde udenfor.
Passagersædet blev åbnet og en mand i jakkesæt trådte ud. Han åbnede, som en rigtig gentleman den bagerste dør i limousinen. Nogle slanke, solbrune ben stak ud. Kate trådte ud af døren med det samme, Justin gik ud af hoveddøren til vores hus.
Kate åbnede armene og krammede Justin ligeså snart, Justin var over ved hende. Hendes hage hvilede på hans skuldre.
Hun mødte mit blik. Hendes iskolde blik borede sig ind i mine. Hun smilede et lille, lumsk smil, da hun lænede sig tilbage og kyssede Justins kind. Det gav et ryk i mig. Mine knytnæver knyttede sig hårdt sammen. Jeg havde lyst til, at bide hovedet af hende! Selvom det bare var et kys på kinden, så blev jeg ked af det og en hel del vred.
De gik ind i bilen. Bilen forsvandt ned af vejen. Jeg bed mig hårdt i tungen for ikke, at tude.
Jeg tog mine sorte ballerinasko på og løb ud af døren. Jeg svingede min skoletaske over skuldren efter jeg fik jakke på.
Jeg gik ud på cykelstien, som var fyldt med visne blade. Jeg gik rundt og ledte efter Amy og Mary. Jeg fandt dem efter noget tid.


”Må jeg komme med dig hjem?” spurgte jeg Mary, da vi fik fri. Hun kiggede i langtid på mig, indtil det blev ubehageligt.
”Selvfølgelig,” sagde hun og lød lidt bekymret.
”Tak,” sagde jeg.
”Du skal ikke takke, Julia. Jeg vil altid være der for dig. Jeg kan se, at du har brug for hjælp til et eller andet.” Jeg smilede til hende. Hun var god til, at læse folk.
Vi gik hjem til hende i tavshed. Det var ikke en ubehagelig; jeg havde virkelig brug for, at tænke.
”Nå, hvad er der galt, Julia?” spurgte hun, da vi sad oppe på hendes værelse. ”Jeg ved, at det har noget med Kate, at gøre.” Jeg kiggede på hende. Jeg vidste, at jeg kunne stole på hende, men jeg tøvede alligevel. Jeg valgte, at fortælle det hele. Jeg brød grædende sammen og fortalte det hele.
”Det ...” sagde hun, da jeg havde fortalt færdigt. Hun havde ikke afbrudt mig én eneste gang da jeg plaprede løs om mine problemer. Hvad jeg sidst snakkede om, var, hvordan jeg havde kigget så anderledes på min krop. ”Julia,” sagde hun. ”Du er ved, at starte en anoreksi.”
”Hvad er det?” spurgte jeg, selvom jeg allerede vidste, hvad det var, men ikke så meget.
”Du sulter dig selv for, at blive mere slank.” Hun tænkte sig om. ”Jeg har engang haft det. Okay, jeg kæmper stadig med det. Det er en sygedom, som du ikke rigtig kan gøre for. Jeg har ikke helt fundet ud af, hvordan man kommer af med sin anoreksi.”
”Kan du så ikke hjælpe mig?” hviskede jeg. Mary var den eneste, som kunne hjælpe mig, og hvis hun ikke kunne …
”Vi er nød til, at se tiden an. Kom igen i morgen.” Hun smilede og rejste sig op. ”Kom, vi går en tur.”


Vi gik ned over den lange grussti og igennem skoven. Træerne var visne og triste, at kigge på.
”Det her er ved, at blive for tilfældigt,” mumlede Mary.
”Hvad?” spurgte jeg uforstående og kiggede den vej, hun kiggede mod. Jeg stivnede, da jeg så, hvem der sad på kølerhjelmen på en sort Mercedes Benz. Kate og Madeleine.
Mary tog et fast greb under armen og hev mig den anden vej.
”Nej,” sagde jeg. ”Vi skal lige snakke med dem.” Jeg gik over til dem og kiggede ikke bagud for, at se, om Mary gik med eller ej.
Madeleine og Kate vendte sig om, da de kunne høre skridt bag dem.
”Hva´ så, Julia?” spurgte Kate.
”Hvad er I har gang i?” spurgte jeg dumt.
”Hør, Julia,” sagde Madeleine, ”du kan intet gøre, og hvad er det, du skal bruge Justin til? Og endda, så ...”
”Hvad skal I bruge ham til?!” afbrød jeg hende.
”Mit livs kærlighed,” sagde Madeleine. Kate, som stod bag hende, kiggede vredt på hende. Da Madeleine vendte sig om mod hende, skiftede hun strakts til et sødt smil.
”Hvad er det så, du skal gøre, Kate? Score Justin og give ham til Madeleine?” sagde jeg, da jeg fandt ud af, hvad hendes vrede kom fra.
”Det er planen,” sagde Madeleine. Hun vendte sig om mod Kate, da hun ikke svarede.
”Jeg gør kun det her på én betingelse,” sagde Kate. Madeleine spærrede øjnene op.
”Hvad?! Men vi havde en aftale, Kate!”
Kate ignorerede hende og fortsatte: ”Jeg skal have din fars Bugatti Vayron.”
”Hvad?! Jamen, nej!” Det var, som om de havde totalt glemt, at jeg stod og lyttede.
”Så bliver Justin min.”
”Fint!” råbte Madeleine. Kate smilede tilfreds. Jeg havde virkelig lyst til, at sige til Madeleine, at Kate snyd. Hun ville få bilen, tag Justin fra hende og så ville alt gå galt … Hun spille jo slet ikke fair! Men sagde ikke noget.
De satte sig ind i bilen, imens de havde et kæmpe skænderi.
”Hvad har du nu tænkt dig, at gøre?” spurgte Mary bag ved mig.
”Det ved jeg ikke.” Jeg sukkede.


Jeg sad inde på mit værelse hele dagen. Jeg sad i min seng med min guitar på skødet. Jeg sang stille sangen 'You're Beautiful' af James Blunt. Jeg lavede 'she' om til 'he' i stedet for i sangen.
Sangen sluttede ulykkeligt. Det var virkelig en god sang, som gav mening.
Min hånd lagde sig op på guitarstrengene og stoppede melodien, da døren åbnede til mit værelse. Justin stod lænede op på dørkammen. Han lignede en, som lige havde været ude i det kolde vejr. Jeg havde totalt lyst til, at springe over til ham og kramme ham, som han stod dér.
”Du synger godt.” Hans dejlige, lidt hæse stemme, trængte ind i det ellers så stille rum. Jeg rømmede og kiggede ned. Mit hår dækkede mit ansigt.
Jeg kunne mærke han satte sig i sengen ved siden af mig og lagde armen om mig.
”Er du okay?” Jeg vidste ikke, hvorfor han sagde det. Jeg var da okay. Eller det var jeg ikke inden i, men jeg prøvede virkelig, at se normal ud.
”Jeg har det fint,” sukkede jeg.
”Jeg håbede, det ville gå over ...” mumlede han lavt. Jeg vidste godt, hvad han mente, men sagde alligevel: ”Hvad ville gå over?” Det gjorde mig lidt sur, selvom det ikke var meningen, jeg skulle høre det, han lige sagde. Han måtte da vide, at alle kunne have en dårlig dag.
”Du opføre dig så mærkelig ...” mumlede han. Han undgik mit blik.
”Jeg var det i går, ja. Men det er jeg ikke mere! Alle kan have en dårlig dag, og det havde jeg,” snerrede jeg. Jeg vidste, han ikke havde fortjent, at jeg sagde sådan til ham, men jeg kunne bare ikke styre mig. Jeg var træt og sur og det kunne jeg ikke lige hurtigt lave om på.
”Det er det, jeg mener.”
”Hvad er det, du mener?” Jeg prøvede, at dæmpe mit tonefald.
”Det er, som om du prøver, at undgå mig.” Dét havde jeg ikke regnet med, at høre. Selvfølgelig havde jeg ikke prøvet på, at udgå ham. Eller jo, men det var, fordi jeg havde det så dårligt og han skulle ikke se mig sådan. Okay, jeg havde undgået ham.
”Jeg ville aldrig prøve, at undgå dig, Justin,” løj jeg. En stor, fed løgn, som fik samvittigheden til, at sprede sig i mig, som giftig syre.
”Det ved jeg da godt, men det føles bare sådan ...” Jeg fik tåre i øjnene. Justin misforstod det, da han så mig i øjnene; han troede, jeg havde det dårligt ved, at han havde det sådan, men rigtigt, så var det, fordi jeg hadede, at lyve for ham. Selvfølgelig også fordi, han følte det sådan. Det måtte være hårdt for ham - at gå rundt om dagen og se mig prøve undgå ham.
Han krammede mig og strøg blidt en lille tåre væk fra min kind.
Hvorfor græd jeg nu?! De forrådte mig bare, de dumme tåre.
”Du har brug for, at sove,” sagde han, da han trak sig væk. ”Du ser både træt og bleg ud.” Møj, jeg måtte ligne lort!
”Okay,” sagde jeg, selvom klokke kun var 19.30 og vi ikke havde fået aftensmad endnu, men idet mindste slap jeg for aftensmad med en undskyldning.
Da jeg rejste mig op, svimlede det for mig. Det var, som om at selv min hjerne og øjne snorede rundt. Mit hoved bankede, som bare fanden og min mave knurrede sig sammen til en stor kugle.
Hvis det ikke var for Justin, som havde grebet mig, var jeg ramt med hovedet ned i natbordet.
”Det ser ikke godt ud. Du kan ikke engang stå på dine egne ben.” Hans stemme lød bekymret. Han bekymrede sig godt nok også om meget.
”Jeg har det fint,” sagde jeg, selvom jeg vidste, det ikke ville berolige ham med hans store bekymring om mig.
Jeg gik med skæve ben og en hånd på mit dunkede hovedet på vej hen til badeværelset. Jeg tog en Panodil og slugte den hurtigt med noget koldt vand. Så børstede jeg hurtigt mine tænder og hår, imens jeg ventede utålmodigt på min hovedpine ikke snart ville gå væk.
Da jeg kom ud igen, havde Justin ikke rørt sig ud af stedet. Jeg tog hurtigt noget nattøj med ud på badeværelset, som jeg hurtigt tog på.
Jeg gik ud igen og lagde mig ned på sengen. Min hovedpine begyndte allerede, at forsvinde.
Justin kyssede mig på panden og sagde så: ”Jeg kommer om lidt.”
Han kom efter noget tid. Han havde et par løse shorts og en T-shirt på. Han lagde sig ned til mig, og jeg kunne straks mærke varmen om mig. Jeg smilede. Ikke et falsk et, men jeg var virkelig glad for, at han ikke havde forladt mig og gået over til Kate. Han var her for mig.
”Jeg elsker dig,” hviskede han og slukkede lyset.
”Jeg elsker også dig,” hviskede jeg. Og det gjorde jeg. Af hele mit hjerte.
Ingen skulle skille os ad …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...