Soulmate 2 (JB)

Det her er 2'eren af A Beautiful Melody.

6Likes
25Kommentarer
2878Visninger
AA

4. Smerte, blod ... Kap.4.

Jeg begyndte at grine. Jeg anede ikke, hvorfor, men jeg fandt det morsomt.
”Det ikke sjovt, Julia! Jeg mener det!” Hun lød vred. Jeg lukkede hurtigt munden. ”Din far var mig utro! Han var sammen med en eller anden dum dame! Han sagde det til mig en dag. Jeg var nød til, at tilgive ham. Som jeg havde sagt til dig før:” hun sænkede stemmen. Jeg var helt mundlam, ”alle har fortjent en chance. Det gav jeg ham. Han kom hjem med dig og vi løj og sagde, at du var vores barn.” Hun brød ud i gråd. Jeg stirrede ud i luften. Betød det, at jeg havde en anden mor? En ny familie? At jeg kunne have levet et helt andet liv, hvis min far havde valgt min rigtige mor?
”Hvad er det, du siger?” hviskede jeg og førte mine hænder op til min mund.
”Julia, jeg ved, jeg burde havde sagt det før ...” Hun hulkede.
”Ja, det burde du.” Jeg stirrede stadig ud i luften. ”Jeg må finde hende,” mumlede jeg så.
”Nej!” råbte min mor. ”Det er mig, som er din mor! Du må ikke forlade mig og gå over til hende!”
”Jeg er nød til, at se hende, Stephanie!” Jeg sagde hendes rigtige navn. At sige 'mor' føltes helt forkert, at sige. Jeg havde en anden mor, som havde mistet sit barn og anede intet om det.
”Jeg er din mor!” Hun rystede på hovedet. ”Jeg er din mor og vil altid være det! Du kan ikke have to.” Så gik hun ud af døren.

Hun havde behandlet mig unfair. Jeg var nød til, at finde min rigtige mor.
Jeg bestemte mig for, at tage en sovepille og glemme alt sammen og tænke videre i morgen. Jeg gad ikke i skole i morgen og jeg havde en god grund …


Jeg vågnede af den mest forfærdelige hovedpine. Det dunkede i mit hoved og det var ikke til, at holde ud.
Jeg kiggede på klokken. Den var 15.48. Sovepillerene havde virket meget godt. Idet mindste fik jeg en hel dag overstået af, at sove. Jeg lå og filosoferede i lidt tid. Jeg gjorde alt, for ikke tænke på dét, som skete i går.
Jeg gik ind på badeværelset. Det ville være godt for mig, at gå en tur; min krop føltes helt slatten.
Jeg tog nogle slidte, lårkorte shorts – selvom det var efterår, men pyt med det … - og en hvid T-shirt.
Jeg åbnede medicinskabet. Jeg ledte efter min hovedpinespiller. Mit blik fandt hurtigt en hvid dåse, men blev så tiltrukket af den skalpel, som lå lænet op af hovedpinespillerne. Lampen i loftet skinnede på den, så den glimtede.
Sofus gøede bag mig, som om der var et eller andet galt. Jeg tyssede af ham og vendte mig mod kniven.
”Dig har jeg brug for,” hviskede jeg for mig selv og tog fat om den. Jeg log forsigtigt bladet køre over min fingerspids. Den var skarpere end et barberblad, og den skar hurtigt en rød stribe. Blodet gled ned af min finger med en fin, rød farve.
Uden jeg tænkte mig om, uden, at nå tænke mig om, skar jeg mig selv i armen. Kniven borede sig dybt ned i huden på mig og blodet trillede ned af det dybe ar.
Det pludselige chok fik mig til, at vælte svimmel rundt på badeværelset og lande i hjørnet i brusekabinen.
Mine hænder rystede. Hvad gik dig af mig?! Jeg stod her og skar i mig selv! Jeg var sindssyg, det var jeg sikker på.
Pludselig dukkede et billede op i mit hoved. Et billede af min familie. Mig, Alex, David, Oscar, Kelly, Sarah, far … mor. Lidt efter dukkede andre op: Jeremy og Justin. Det her var ikke min rigtige familie. Min far var det eneste, som var den rigtige. Jeg manglede min rigtige mor. Hende, der havde født mig, og helt sikkert manglede en datter, hun ikke havde set før.
Hvordan kunne min mor – jeg mener Stephenie – tilgive min far?! Han var hende utro, gjorde en anden kvinde gravid, blev tilgivet og tog barnet fra den uskyldige kvinde og tog det med hjem til sin kone, som om intet var sket og det var deres barn. Jeg fattede ikke min mor og far. Jeg havde hørt ordsproget 'Alle har fortjent en chance', men helt ærligt! Min far havde ikke fortjent en chance!
Jeg begyndte stille, at hulke. Jeg skar mig igen uden en eneste tanke. Mine tanker var et andet sted …
Jeg skar mig. To blev til tre, tre blev til fire, fire blev til fem ar. Blodet løb ned over mig. Mit tøj var allerede fedtet ind. Tårerne løb ned af mine kinder. Smerten var dejlig. Endelig en ny smerte. En smerte, som jeg kunne holde ud …
Jeg skar for sjette gang, da døren gik op til mit badeværelse …
Jeg lukkede hårdt øjnene i. Jeg vidste, hvem det var. Jeg turde ikke tænke på navnet. Åh, Gud! Hvorfor skulle han lige præcis se mig sådan?! Ham, som jeg elskede over alt på jorden og elskede mig lige så højt?!
Hvor ville jeg dog falde død om nu. Min krop var forstenet, smurt ind i rødt blod, kold og følelsesløs.
”Julia?!” Stemmen var så hård, vred og bekymret på én gang. Jeg åbnede øjnene. Justin kom løbene over til mig. Jeg slap hurtigt kniven, selvom han allerede havde set den. ”Hvordan kan du gøre det her mod dig selv?! Hvad er det, du gør ved dig selv?! Hvorfor?!” Han skældte mig ud, imens han hårdt pressede sine fingre om sårene, hvor jeg havde skåret, så han kunne holde blodet tilbage. Blodet løb ud imellem hans fingre. ”Julia,” hviskede han. Hans stemme lød omsorgsfuld og bekymret. Lige dét, som jeg ikke havde fortjent. ”Vi er nød til, at tage til læge. Eller få fat i en psykolog ...” Selvom han gjorde det, fordi han ville hjælpe mig, sprang jeg op og skrig, så højt, jeg kunne: ”Nej!”
”Julia, du har brug for hjælp. Jeg er ikke nok til, at kunne hjælpe dig.” Jeg vidste præcis, hvad han mente: han troede, det var hans skyld.
”Nej!” sagde jeg igen, bare lavere.
”Du vil ikke fortælle mig noget. Der er et eller andet galt med dig.”
”Der er ikke noget galt med mig!” løj jeg.
”Fortæl mig sandheden, Julia,” hviskede han. Jeg satte mig ned og lænede mig mod væggen. Min mave var tom og krøllede sig sammen til en lille, hård kugle.
”Jeg hader mig selv.” Det var rigtigt. Det var det, som jeg havde holdt skjult for ham.
”Hvorfor?” spurgte han. Han lød overrasket.
”Jeg er utilfreds med mig selv.” Jeg ville fortælle alt. Bare jeg ikke mistede ham.
Han satte sig over for mig og kiggede mig i øjnene. Hans blik borede sig ind i mine. Han tog mit hoved i sine hænder og hviskede blidt: ”Det skal du ikke være ...”
”Det kan jeg ikke.” Min stemme knækkede over. ”Men det er ikke det hele,” hviskede jeg. Jeg ville ikke have nogle hemmeligheder for ham mere, så det skulle bare ud nu. ”Jeg har en anden mor.”
”Hvad?” Han rynkede panden.
”Min mor fortalte … i går … Måtte ikke ... besøge hende.” Jeg græd. Tårerne løb ned af kinderne på mig.
”Det jeg ked af.” Det lød han også som. Han var ved, at give sig selv skylden.
Jeg sagde ikke noget, men krummede mig sammen til en lille kugle, så jeg kunne holde varmen.
”Du fryser. Tag et bad og vi snakker bag efter,” mumlede han. Han hev mig op og stå og holdte sin arm om livet på mig. Hans hånd holdte stadig stramt om der, hvor jeg havde skåret mig selv.
Han kiggede usikkert på mig. ”Kan du selv?”
”Du skal ikke gøre det ...” mumlede det. Han grinte lavt, selvom det ikke morede ham.
”Nej, jeg mente bare … Du gør der ikke fortræd igen, vel?” Han bed sig hårdt i læben. Han gjorde det, så tårerne ikke kom frem.
”Jeg skal nok lade vær ...” hviskede jeg så lavt, at det næsten var umuligt, at høre det, men han hørte det åbenbart.
”Du lover det.” Han slap min arm og tog begge hænder på begge mine skuldre og kiggede mig dybt i øjnene.
”Ja,” sagde jeg, og vidste ikke, om det var sandt eller falsk.
Uden han slap mit blik, rejste han sig op og gik ud af døren. ”Jeg er her ude,” kunne jeg lavt høre ham sige bag efter.
Jeg hentede hurtigt noget tøj; rød, løs G-Star trøje og sorte shorts. Jeg smed tøjet inde på badeværelset og gik ind i brusekabinen. Jeg ventede ikke engang til vandet var varmt. Min krop var helt følelsesløs.
Jeg åndede tungt ind af dampen fra det varme vand. Blodet skyllede ned fra min krop.
Jeg slukkede til sidst vandet. Jeg gik ud og tog et håndklæde om mig. Jeg redte mit hår og børstede tænder. Så tørrede jeg hurtig min krop og tog tøj på.
Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet. Jeg tog en dyb indånding og gik ind til Justin. Han sad anspændt i sengen. Han turde ikke engang møde mit blik.
Jeg satte mig i på sengekanten. Den ubehagelige tavshed spredte sig i rummet, som en sort sky.
”Julia, du er nød til, at komme på en psykisk afdeling et eller andet sted,” sagde han langsomt og lavt. Syntes han, jeg var psykopat? Ville han ikke engang hjælpe mig? Elskede han mig ikke? Ville han af med mig? Hadede han mig nu? Spørgsmålene svævede i hovedet på mig og ventede på nogle, som ville besvare dem.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var mundlam og lyttede til alle de spørgsmål, som var i mit hoved.
”Jeg elsker dig, men jeg vil ikke have, du skal leve sådan.” Justin var på en eller anden måde sat sig ved siden af mig, uden jeg opdagede det. Han hviskede det i mit øre, og det lød så varmt og blødt.
”Det er det som om ...” mumlede jeg. ”Du vil sende mig til et eller andet sted for psykiske mennesker. Du syntes, jeg er psykopat. Jeg har ikke fortjent dig. Jeg er for dum, grim, klam og ...” Jeg snakkede løs med tåre ned af kinderne.
”Julia, stop! Jeg ...” Han halvråbte næsten. Jeg kiggede kort på ham og vendte så blikket et andet sted hen.
”Nej, du vil ikke have sådan en som mig,” afbrød jeg ham.
”Jo, Julia! Jeg har altid elsket dig! Jeg vil bare have, du skal have hjælp, så du kan blive normal!” Hans ord beroligede mig kun en smule.
”Men jeg vil ikke derhen … Jeg flytter bare over til min rigtige mor. Så slipper du for mig, så jeg skal bare ...” Jeg vidste ikke engang, hvad det var, jeg snakkede om.
”Julia, forstår du det ikke?! Du er den eneste, jeg elsker! Hvad snakker du om?! Du kan ikke tage over til hende. Du har ikke hendes adresse!” råbte han. Han tog fat i mit ansigt og kiggede mig i øjnene.
”Jeg tager bare over til min far og for den,” mumlede jeg. Han prøvede, at fange mig blik, men jeg kiggede væk hele tiden.
”Det kan du ikke! Du må ikke tage over til hende, hvor end hun så er!” Han fangede mit blik. Hans øjne var hårde, men alligevel varme og smukke.
”Det er jeg nød til. Jeg skal besøge min rigtige mor. Tænk, hvordan det er, at miste sit barn. Min far betalte hende sikkert, så han kunne få det barn!” Det irriterede mig, at han bekymrede sig om mig og ikke min familie.
”Jeg ved det,” mumlede han, ”men du kan ikke ...” Han prøvede, at finde på flere ord, men kunne ikke.
”Jeg tager kun af sted i et par dage ...”
”Nej, du bliver der. Jeg kender dig godt nok til, at vide, hvad du gør.” Jeg vidste, jeg ikke kunne blive ved med, at overbevise ham. Jeg havde lige sagt, jeg ville forlade ham.
”Jeg gør det ikke,” mumlede jeg bare.
”Lad vær, Julia. Du finder hende ikke. Du ved ikke engang, om hun lever!” Hans tonefald var stadig hårdt. Hans sidste sætning sårede mig. Tænk, hvis hun ikke levede. Hun ville have levet lykkeligt, og det var alt sammen min skyld så.
Jeg kiggede ned på Sofus, som lå ved siden af mig og lignede en, der ville trøste mig.
”Undskyld,” sagde Justin, da en tung tavshed havde lagt sig over os.
”Du har sikkert ret. Hun er sikkert død eller også vil hun ikke have mig. Hun har masser af børn nu, og hun behøver nok ikke en til forkælet møgunge,” mumlede jeg.
”Lad vær,” sagde han. ”Jeg hader, når du taler sådan om dig selv.” Han trak mig ind til sig.
Det blødte stadig på min arm, men ikke så meget, som før.
”Lad os tage et eller andet på din arm.” Jeg kunne høre en lyd af stof, der blev revet fra hinanden. Justin sad med en af mine gamle T-shirts og havde revet den halvt igennem. Han lagde den stramt om min arm. Han slap ikke mit blik en eneste gang. Det var, som om han var bange for, jeg ville gøre et eller andet.
Jeg lagde mig under dynen, da jeg rystede af kulde.
”Sluk lyset,” sagde jeg uden tonefald. Jeg var totalt træt og gad ikke have denne snak nu.
Justin slukkede lyset, og lidt efter lagde han sig ved siden af mig. Jeg lukkede øjnene og håbede, at det ikke ville tage for lang tid for mig, før jeg faldt i søvn.
Trætheden omringede mig, og jeg hørte Justin hviske, før jeg faldt i søvn: ”Jeg elsker dig og vil altid gøre det. Jeg forlader dig aldrig.”


Solen skinnede ind gennem det store vindue. Jeg kunne høre de få fugle, som ikke var fløjet syd på endnu. De fleste lød som byduer. Det var sjældent, de var her, for vi boede ikke direkte mod byen. Man kunne heller ikke kalde det her landet. Mere som en snobbet vej, hvor kun fine mennesker var og havde altid de dyreste ting.
Jeg åbnede øjnene og kiggede ind i den hvide væg. Jeg kunne mærke Justin ånde mod min nakke og hans hånd, som kærtegnede min hals. Jeg følte mig ikke utilpas ved det, men mere tryg.
Solen varmede os begge og der duftede som en hver morgen; frisk duft fra det åbne vindue, som Justin sikkert havde åbnet. Det var mærkeligt, at solen kom. Det var trosalt efterår, men den kunne da alligevel være der.
”Ses, smukke,” sagde han. Han vidste åbenbart, at jeg var vågen.
”Hvor skal du hen?” mumlede jeg. Han sagde ikke noget i noget tid, men rejste sig bare op.
”Ryan og Chris kommer,” sagde han. Ryan og Chris, som rigtig hed Christian, var hans venner. ”Jeremy er hjemme,” tilføjede han lidt efter. Han mente det sådan, at jeg ikke skulle begynde på noget, da der var en, som ville holde øje med mig. ”Men du kan ligeså godt komme med,” mumlede han, hev fat i min arm og rev mig op og stå. Mine ben skælvede under mig. ”Få noget mad.” Han lød stresset og vred. Over hvad, vidste jeg ikke.
Jeg gik over til tøjskabet og tog nogle jeans og en løs, tynd, lille trøje. Jeg tog også nogle tynde ankelstrømper i lilla og Converse med ud på badeværelset og skiftede.
Justin ventede nede i bilen. Jeg gik hurtigt der ned og steg ind i bilen. Justin var tavs hele vejen på vej til lufthavnen. Chris og Ryan boede i Canada, så de skulle flyve hele vejen her over til.
”Bare lov mig, at det ikke sker igen,” sagde Justin, da vi var ved lufthavnen.
”Kan vi ikke bare glemme det?” sukkede jeg. Jeg kiggede stift på de mange mennesker.
Justin svarede ikke, men steg bare ud. Idet samme, han gjorde det, kom en mase paparazzier løbene hen til ham.
Jeg steg ud. Jeg skulle vel væne mig til dem. De stod i vejen for os og spurgte om de mest private og mærkeligste spørgsmål.
Vi kom ind og der kom nogle af Justins vagter. Måske havde han aftalt med dem, at de skulle komme nu?
En dreng på Justin alder kom imod os. Han havde bøjle og det samme hår som Justin, men bare mere kort. Bag ham kom en lidt mindre dreng. Han havde præcist det samme hår som Justin og havde bøjle og var ret så lav. Han lignede en på 12 år. Jeg gættede på det var Ryan og Chris.
”Hey!” råbte de i kor, da de stod nogle meter fra os. Mine fingre folede sig bag på min ryg og jeg smilede til dem.
”Hej,” sagde mig og Justin i kor.


De alle tre ville i byen. Jeg sagde, jeg havde hovedpine – som var sandt – og ville blive hjemme, men det gav Justin mig ikke lov til. Han trak mig med ned i byen.
Jeg måtte indrømme, at Ryan og Chris var vildt sjove. Og mærkelige. Og fjollede. Og perverse.
Jeg gik sent i seng, da vi kom hjem klokken 00.00. Vi alle var trætte, så vi gik direkte i seng. Ryan og Chris sov i vores to gæsteværelser.
Jeg fik et hurtigt bad og tog nattøj på. Jeg vidste, at Justin sad inde på mit værelse og ventede på mig.
Jeg gik stille ind på værelset. Jeg vidste, Justin ikke havde glemt den lille, blodige episode, men det havde jeg.
Jeg lagde mig ned i sengen og under den varme dyne. Justin nussede mit hår og slukkede så min natlampe.
”Hvad skal du i morgen?” spurgte jeg. Jeg vidste godt, han skulle være sammen med Chris og Ryan, men jeg spurgte alligevel.
”Koncert,” svarede han kort.
”Mm,” mumlede jeg. ”Hvor?”
”Ikke så langt har fra,” og så tilføjede han meget hurtigt: ”og skal hjem hos Kate bagefter sammen med Ryan og Chris.” Hvor jeg dog ville kvæle hende! Hvorfor skulle Justin også lige sige dét? Heldigvis var Ryan og Chris med, men det beroligede mig ikke.
Jeg kunne ikke lade vær med, at spekulere over, hvorfor hans stemme var fyldt med skyldfølelse. Han lød som en, som havde virkelig meget dårlig samvittighed, som havde han røvet en hel bank.
”Mm,” mumlede jeg igen. Jeg lukkede øjnene og prøvede, at sove. Jeg kunne ikke, da Justin kilede min hals. Jeg skubbede hans hånd irriteret fra min hals. Det morede ham tydeligvis. Han kyssede mig på kinden. Hans læber flyttede sig ned mod min hals og jeg kunne ikke lade vær med, at grine.
”Styr dig, Justin” sagde jeg. Han svarede ikke, men vendte mig blot mod ham. Hans øjne lyste svagt op i rummet. Han smilede stille til mig. Han lagde armene om mig og jeg faldt stille i søvn.


Jeg vågnede stille og ensom om morgnen. Hvad mon Justin lavede nu? var min første tanke. Jeg måtte stole på ham. Selvfølgelig ville han ikke lave noget med Kate, men Kate kunne gøre noget ved ham.
Pludselig kom min mor ind i mine tanker. Hende havde jeg næsten helt glemt! Hvor kunne jeg! Jeg tænkte kun på mig selv i øjeblikket!
Jeg gik over til computeren. Det her ville Justin blive ked af over, tænkte jeg.
Sofus hoppede op på skødet på mig. Godt nok havde han vokset meget, så han kunne lige være der.
Jeg tændte min computer og gik ind på Google. Jeg søgte på flybilletter. Jeg skulle over til min far, så jeg kunne få adressen. Jeg købte hurtigt de flybilletter, som var de tidligste. Klokken 18.30 fløj flyet. Der var om lang tid, og Justin skulle ikke nå, at komme hjem og stoppe mig. Jeg skulle bare hurtigt over til min far og få fat i den adresse …
Jeg valgte, at tage over til Mary. Jeg ringede til Josh og Amy og sagde, de også skulle komme. De ville alle mødes med mig hos Mary. Jeg måtte så vælge, at gå hele vejen over til Mary, da jeg ikke havde kørekort og måtte så gå i kulden.
Josh bil lå i den lille, hyggelige garage ved Marys hus og de sad alle sammen på kølerhjelmen. De havde alle sodavand i hånden. De lukkede porten, da jeg kom ind. Jeg smilede til dem alle.
”Hej,” sagde jeg. Jeg var kommet i meget bedre humør, når jeg var her sammen med mine venner.
”Hey, Julia! Du besøger mig aldrig,” sagde Josh og kom over og krammede mig hårdt. Amy og Mary kom over til mig lidt efter.
”Jeg skal altså over til min far,” mumlede jeg. Jeg kiggede på dem alle sammen, og besluttede, at jeg ville fortælle dem det, som var sket med min familie; at jeg havde en anden mor og jeg var nød til, at få fat i adressen.
”Der er noget, som jeg lige skal fortælle jer ...” Som jeg havde forventet, brød jeg tudene sammen. Jeg sad ned på de kolde mursten og fortalte dem det.
”Det har også altid undret mig. Du ligner dem ikke,” mumlede Mary. Amy kom over til mig og løftede mig op fra de kolde mursten.
”Det er jeg virkelig ked af, Julia.” Hun sukkede. ”Hvorfor skulle det også gå ud over dig?” Jeg kiggede på hende. Jeg blev bare endnu mere ked af det; mig og Mary havde holdt hende ude og havde været på stoffer og kærestesår. Hun havde ikke fortjent det. Vi måtte snart fortælle hende det, men det skulle ikke være mig. Og så skulle jeg også holde Josh mere inde, når han nok ikke ville holdes ude, og måske også fortælle, hvordan Kate var. Justin turde jeg ikke sige til. Han var sådan en, som ikke helt stolede på en. Han troede sikkert mere på Kate end mig. Kate havde også bare det bedste skuespil, som man overhovedet kunne lave. Rigtigt, så gjorde hun det kun for en dyr bil.
”Jeg har fortjent det,” mumlede jeg.
”Nej, du har ej,” sagde Josh og krammede mig. ”Du skal nok klare det! Alt skal nok blive normalt igen.” Jeg prøvede, at smile. Alt skulle nok blive godt igen, gentog jeg igen og igen.


Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne over til lufthavnen. Josh gav mig et lift over til lufthavnen. Mary og Amy sad ved siden af mig på bagsædet. De beroligede mig med mange ord, men ingen af dem virkede.
”Vi ses, Julia. Skynd der hjem!” sagde Amy og krammede mig. Det samme gjorde Mary.
”Husk, at ringe til os!” sagde Amy. Josh krammede mig også. Så vendte jeg ryggen til mine bekymrede venner, tog min taske i hånden og marcherede om bord på flyet, efter at have tjekket ind.
Flyet var stort. Selvfølgelig. Jeg satte mig på mit sæde og kiggede ud af vinduet. Transportbiler med bagage i kørte rundt på landingsbanen.
Jeg fumlede min Ipod op af min lomme og satte mine ørepropper i ørerne. Den første sang, jeg fandt, var Katy Perry Thinking Of You. Sangen fik mig til, at smile, og jeg satte mig godt til rette i sædet. Jeg kiggede ud af vinduet og så, at vi så småt begyndt, at køre. Hurtigere og hurtigere og op i luften. Jeg kiggede ud over landskabet, imens jeg var på vej over til min far.


Jeg følte mig som en eller anden indbrudstyv, da jeg listede ud af flyet og ud og lufthavnen og fik fat i en taxa. Der var så mange, at det var let. Pifte, vinke og så var taxaen klar foran en.
”Oakdale,” sagde jeg til taxachaufføren og gav så alle detaljerne om, hvor det var. Han kørte direkte derover. Der var meget natur her, og alle huse lignede mest af alt gamle sommerhuse. Det så meget hyggeligt ud, men det mindede mig om et eller andet, jeg ikke kunne huske …
Jeg gav chaufføren penge, da han standsede foran min fars hus. Jeg havde ikke set huset før, men det havde jeg nu. Huset lå i midten af nogle træer og en græsplæne, som lignede, der ikke var blevet slået. Huset var et blåt træhus med upudset vinduer.
Jeg gik langsomt hen af de skæve mursten og op til min fars hus. Jeg bankede forsigtigt på døren og det tog ikke lang tid, før min far kom. Han så både stresset og træt ud, da han åbnede. Han så ikke bestemt overrasket ud, da han kiggede ned på lille mig.
”Hej,” mumlede han. ”Det her overrasker mig ikke,” mumlede han og begyndte, at plapre løs om et eller andet, som slet ikke interesserede mig.
”Det er noget med mor,” afbrød jeg ham.
”Hvad? Stephenie? Hende, som ville have en skilsmisse?”
”Nej. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men du har i hvert fald dummet dig,” sagde jeg.
”Nå ...” mumlede han og kiggede på et punkt bag mig. ”Kom indenfor.” Jeg trådte ind i det varme hus. Alt var næsten lavet af træ. Gulvbrædderne knirkede hver gang jeg gik.
Min far satte sig på den sorte lædersofa og tændte det gamle TV. ”Nå, du var kommet for, at vide noget om Jane?”
”Jane?” spurte jeg forvirret.
”Ja, det er det, hun hedder. Men hvad er det, du vil?”
”Det ved du godt. Jeg vil besøge min rigtige mor,” sagde jeg surt.
”Men ja, jeg har dummet mig. Det er hele din skyld, fordi du lige skulle komme og ødelægge din mors og mit forhold.”
”Det er ikke min skyld! Det er din skyld. Folk har altså følelser, og det havde Stephenie. Hvordan kunne du være hende utro?!”
”Ja, men ...” Han tænkte lidt over, hvad han skulle sige. Han havde ryggen til mig, så jeg kunne ikke se ham.
”Jeg er kun kommet for, at få fat i adressen,” sagde jeg koldt.
”Hm. Du kommer aldrig og besøger din far?”
”Lad vær med, at skifte emne, for helvede! Jeg vil bare gerne besøge min mor!”
”Jaså,” mumlede han. ”Kig bag dig.” Jeg gjorde, som han sagde. Bag mig lå et lilla stykke papir, hvor der var kradset en adresse på.
”Hvorfor har du den her? Så du kan komme over og knalde hende gravid igen?!” Jeg var godt træt af min far. Han tænkte sig aldrig om.
Han trak på skuldrende. Jeg tog hurtigt adressen og skyndte mig væk fra dette hus.
”Nej! Stop, Julia!” råbte min far til mig. Jeg vendte mig om. ”Jeg ved godt, jeg har været en dårlig far, men ...” Han bed sig hårdt i læben.
”Du er en egoist, men du skider på det!” råbte jeg over skulderen og skyndte mig væk. Taxaen holdte lige uden for.
”Tak, fordi De ventede,” sagde jeg til chaufføren.
”Man kunne se på Dem, at De gerne vil væk igen. Hvor skal De hen denne gang?” smilede han venligt.
”Lufthavnen.” Jeg kiggede på det lilla papir. Las Palmas. Neden under stod der adresse.
”Kende De dette sted?” spurgte jeg taxachaufføren. Han kiggede kort på papiret.
”Ja, men der skal De bruge et fly.” Jeg nikkede. Jeg måtte se, at komme hjem, og så kunne jeg komme derover. Idet samme, jeg havde tænkt den tanke, ringede min mobil.
Jeg kiggede på displayet og tog den. ”Justin, jeg kommer snart hjem.” Ja, om en times tid.
”Julia, skynd dig. Klokken er mange og jeg er ved, at blive bekymret!” Hans dejlige stemme kom fra mobilen og jeg savnede ham helt.
”Jeg kommer snart,” sagde jeg.
”Hvor er du henne?” spurgte han.
”Ehm,” mumlede jeg. ”Jeg går en lang tur med Sofus,” var det første, jeg kunne finde på.
”Han sidder her ved siden af mig. Hvorfor lyver du?” spurgte han irriteret. Jeg svarede ikke, da jeg ikke kunne finde på noget. ”Bare kom hjem nu!” sagde han til sidst.
”Du bestemmer ikke over mig,” mumlede jeg lavt.
”Hvor er du?” spurgte han.
”Jeg kommer snart!” halvråbte jeg. Jeg lagde på og lænede mig tilbage i sædet. Jeg lukkede øjnene og tænkte lidt. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sad sådan, men pludselig stoppede taxaen.
”Så er vi her.” Jeg kiggede ud af vinduet. Vi var foran lufthavnen.
”Mange tak.” Jeg gav ham nogle penge og drikkepenge. Så steg jeg ud af bilen og ind i lufthavnen. Jeg købte de billetter, som kommunen betalede. Jeg viste mit pas, fik tjekket min taske og gik ind i flyet. Jeg var heldig; der var kun én plads i flyet, som jeg nåede, at få booket.
Jeg satte mig på min plads og satte musik i ørerne. Jeg hørte Hero af Enrique Iglesias.
Det tog kun en halv time, at komme over til den anden lufthavn. Der var dobbelt så mange mennesker i lufthavnen, end sidst da jeg var der. Det var allerede aften udenfor. Jeg gik forbi alle caféerne og kioskerne, men stoppede op, da mine ben stoppede op ved en kiosk. Der var et vindue, hvor bag ved var noget slik og en hel reol med masser af blade på. Kate var på et blad på forsiden. Jeg kunne sagtens genkende Justin ved siden af hende. Han havde armene slynget rundt om hende. Det var ikke dét, som fik mine øjne til, at løbe i vand, føle mig svigtet, uelsket, føle som ingenting, mit hjerte blive knust og havde mest af alt lyst til, at dø.
Justins og Kates læber var som limet sammen. Smerten inden i mig, fik mig til, at skævle.
”Nej … Det løgn,” hviskede jeg. Tårerne var som et vandfald ned af mine kinder. Jeg hulkede lavt. Hvordan kunne han gøre det? Og mig, som troede, han elskede mig! Han så ikke engang ud til, at ligne en, som fortryd det.
”Er du okay, min pige?” sagde en hæs stemme ved siden af mig. Jeg så en gammel dame ved siden af mig, der kiggede bekymret på mig.
”Nej, jeg … Jeg er okay,” løj jeg. Jeg vendte om på hælen og gik ud af lufthavnen. Jeg faldt flere gange, da mine ben ikke kunne holde mig. Jeg følte mig dum, svimmel, træt og slap.
Jeg stoppede en taxa. Chaufføren kommenterede heldigvis ikke mit tudene fjæs, men kørte mig bare hjem, efter jeg havde sagt adressen.
Jeg sad bag ved i taxaen og klemte mig ind i hjørnet. Jeg tudede løs. Havde Justin virkelig været mig utro? I hvor lang tid? Var det meningen, eller var det bare Kate, som gjorde det? Hvis det var Justin, kunne jeg ikke leve sådan mere. Han havde svigtet mig og bare været sammen med en anden. Jeg skulle nok lade vær med, at beskylde ham med noget, før jeg snakkede med ham.
”Sådan,” brummede chaufføren og afbryd min tankegang. Jeg gav ham nogle penge og steg ud af bilen.
Justin ventede ved døren.
”Hvor var du henne?!” Han hev fat i mine arme.
”Slip mig,” hvæsede jeg.
”Hvad er der galt?” spurgte han. Hvordan kunne han stå der og lade som om, at der slet ikke var sket noget?! Godt nok bed han sig nervøs i læben ...
”Det ved du godt, Justin!” råbte jeg.
”Nej, jeg gør ej!” Jeg trampede op på mit værelse og ignorerede Justin, der gik bag mig. Jeg var på vej over til badeværelset, da Justin hårdt hev fat i min arm og hev mig over til ham.
”Hvad har jeg gjort?!” råbte han vredt.
”Du skal ikke være vred på mig, når det hele er din skyld!”
”Du vil ikke fortælle mig, hvorfor du er vred!”
”FORDI DU ER MIG UTRO!” råbte jeg så højt, jeg kunne. Hans ansigt ændrede sig straks og blev helt blegt.
”Åh, nej ...” kunne jeg lavt høre ham mumle. ”Julia, du forstår ikke ...”
”Bare svar mig,” sagde jeg langsomt, ”er du mig utro?”
Han svarede ikke i lang tid. Han var tavs, imens tåre løb ned af hans kinder og han stirrede mig ind i øjnene.
”Ja,” sagde han til sidst. Han rystede helt. Tårerne løb ned af mine kinder. Var jeg nu en eller anden ligegyldig ting for ham?!
”Du elskede mig ikke engang,” hviskede jeg. Han rystede på hovedet.
”Jo, det gør jeg ...”
”Nej, du gør ej! Hvor lang tid var du sammen med hende?!” skreg jeg.
”Kun fem dage,” hviskede han.
”Kun?! Justin, det er mange dage! Du har været mig utro, imens du sagde, du elskede mig!” Mine hænder rystede.
”Jeg elsker dig, Julia! Undskyld! Du ved ikke, hvor meget jeg fortryder det! Jeg har intet med Kate, at gøre.”
”Jo, du har! Det kan jeg sgu se! Og jeg gider ikke være sammen med dig mere – eller se dig – så nu skrider jeg! Jeg har fået min mors adresse!”
”Var du over og få den?! Det var derfor, du løj!”
”Du lyver sgu da også for mig!” skreg jeg. Han blev tavs.
Jeg gik ud fra mit værelse og smækkede hårdt døren. Sofus gik efter mig ned af trappen.
”Julia?” sagde min mors stemme ude i køkkenet. Jeg ignorerede hende og tog snor på Sofus og gik ud. Jeg løb direkte mod centeret, hvor der plejede, at være taxaer. Imens gik jeg på nettet på min iPhone og købte fly billetter til Las Palmas. Der var godt nok fire timer til, men jeg var ligeglad. Det tog også 4 timer i flyet, så jeg ville være i Las Palmas tidligt om morgnen.
Jeg piftede efter den eneste taxa, der var. Den standsede foran mig og jeg skyndte mig ind og fik Sofus med.
”Den nærmeste lufthavn,” mumlede jeg bare. Han kørte der over. Jeg sad bare og stirrede ud af vinduet, imens tårerne løb ned af kinderne af mig. Jeg havde håbet, at have et længere forhold med den, jeg elskede. Jeg elskede ham selvfølgelig også nu, men at elske ham nu, føltes bare mere smertefuldt.
Min mobil ringede så mange gange, at jeg tog SIM-kortet ud og knækkede det halvt over. Så kylede jeg min mobil ud af vinduet.
Det tog ikke lang tid, før vi kom til lufthavnen. Jeg gav chaufføren hurtigt nogle penge og gik ind i lufthavnen med Sofus. Han fik hurtigt checket efter sygedomme og blev så sat ind i en kasse, som skulle ind under skrøbeligt bagage. Jeg krammede hurtigt Sofus og steg så op i flyet.
Jeg havde våde kinder og det hele. Alle kiggede mærkeligt på mig, men jeg var ligeglad.
Jeg satte mig ned på sædet og tænkte alt igennem. Det var ikke kun Justin, jeg forladte: også mine søskende. De havde ikke fortjent, at blive blandet ind i det her, men de var sådan set ikke mine rigtige søskende …
Jeg græd hele turen. Jeg havde aldrig følt mig så såret …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...