Soulmate 2 (JB)

Det her er 2'eren af A Beautiful Melody.

6Likes
25Kommentarer
2951Visninger
AA

5. En Ny Begyndelse. Kap. 5

Jeg vågnede, da der lød et pling og alle skulle tage seler på. Der var mørkt ude af vinduet, men solen var stille ved, at komme op.
Det gav et sus i maven, da flyet lettede. Jeg rejste mig svimmel op, da alle måtte rejse sig op. Jeg gik ud af flyet og hen til dyrelægens kontor, hvor de skulle have Sofus.
”De kan få ham her. Han er blevet tjekket og han fejler ikke noget,” sagde dyrelægen til mig. Jeg mumlede et eller andet som svar.
Så vendte jeg mig om og gik ud af den store lufthavn. Da jeg nåede til glasdøren, der førte udenfor i varmen, palmerne, højhuse og dyre biler, standsede jeg op.
Nu startede et nyt liv for mig. Jeg ville finde en ny familie og forlade dem, som jeg ellers elskede. Men, som mange mennesker sagde: ”Følg dig hjerte” og det var det, jeg gjorde. Jeg var 16 og måtte gøre lige det, jeg ville. Eller det syntes jeg.
Jeg tørrede mine forbandede tåre væk og trak vejret dybt.
”Nyt liv,” mumlede jeg og trådte endelig ud af døren. Solens varme stråler ramte mig. Sofus gøede bag mig, som fik mig til, at smile.
Jeg løb næsten efter en taxa. Jeg var spændt. Spændt på, at møde min mor, hvis jeg kunne finde hende.
Jeg gik ind i folk og fik til sidst endelig fat i en taxa. Der var ikke særlig mange mennesker her, da klokken var tidligt om morgnen. Jeg ville gætte på, at den var 06.00.
Jeg hoppede næsten op og ned af bar spænding i taxaen. Jeg tænkte dog stadig på Justin, men bestemte mig for, at jeg ville videre i livet. Han havde ødelagt mit liv, men jeg skulle ikke tænke over det mere. Nu var det vigtigst, at finde min rigtige mor.
Jeg kiggede ud af vinduet hele tiden. Palmer, de mest sejeste, dyrest, største, mærkeligste designet huse, højhuse fulde med vinduer, der skinnede mig i øjnene og dyre biler, der var nyvaskede. Jeg var helt fascineret af Las Palmas' stil. Det var kun rige mennesker der kunne bo her, det var klart. Når jeg kiggede på de mennesker - der gik på gaderne eller dem, som stak hovedet op fra soltaget fra deres skindene biler - at de havde kassen af penge. Min mor – jeg mener Stephenie - havde altid været lidt snobbet. Hun ville altid have det dyreste. Las Palmas var lige hendes stil. Hun havde penge nok, da hun tjente spidsen af en jetjager på hendes job som dommer i en retsal.
Bilen kørte ned mod en vej. Der var dobbelt så flotte huse her. Nede i enden af vejen, var der et kæmpe hus. Det lignede, at husene var bygget tæt mod hinanden og havde alle sammen forskellige størrelse.
Til min overraskelse, standsede taxaen på en kæmpe parkeringsplads lavet af det fineste grus.
”Er det her?” Min stemme skælvede.
”Dette er Laun 1245,” svarede han. Det var præcis hvad adressen var.
”Okay,” sagde jeg langsomt. ”Tak.” Jeg gav ham nogle penge.
Så steg jeg og Sofus ud af bilen med et nyt håb om en god familie. Jeg løb direkte igennem den smalle sti igennem haven, hvor der var en masse blomster i alle farver. Der var også en kæmpe swimmingpool ved siden af.
Jeg vidste ikke, hvilken dør, jeg skulle åbne, da jeg stod tæt nok. Der var døren over alt; terrassedøre, franske døre og alle mulige døre! Jeg valgte den pæneste hoveddør af mørkt træ.
Jeg ringede på. Jeg rystede nærmest. Hvad ville der ske nu …?
Pludselig dukkede et spørgsmål op: var det det rigtige? At forlade min familie og venner og gå over til sin nye? Mere nåede jeg ikke, at tænke, da en ung dame åbnede døren. Hun havde en T-shirt på i en hvid farve, men også lidt lyserød og en nederdel til knæene med samme farve. Hun lignede en på 30 og havde sit mørkebrune hår sat op i en knold og havde et tykt pandebånd på.
”Hej. Noget jeg kan hjælpe Dem med?” spurgte hun og smilede venligt.
”Ja,” sagde jeg og kiggede med et flakkende blik ind i stuen. Allerede her fra kunne jeg se, at der var gulv af glat, mørkebrunt marmor, og en lang trappe, der var lavet af hvidt marmor. ”Jeg skal finde en ved navn Jane Mendes.” Jeg kiggede håbfuldt på hende.
”Ja … Ja, lad mig følge der over.” Hun gav slip på et eller andet, som jeg ikke kunne se. Hun gik ud og stod ved siden af mig. Så vendte hun sig om og gik udenom poolen. Jeg gik bag hende. Tæt på poolen var der en lille trappe lavet af sort jern og nedenunder var der lys, som skinnede op. Hun gik op af den og jeg gik nervøs og spændt på hende. Hun gik lige ud på en smal altan og videre ud på en stor, flot mark. Heste græssede rundt på den store fold, de havde og lignede nogle hest, som havde et luksusliv. De var alle Arabere i alle farver og havde det mest blankeste pels, som morgensolen skinnede på.
Jeg overvejede, at stille nogle spørgsmål til damen foran mig, som jeg gættede på var en rengøringsdame. Jeg var vildt nysgerrig efter, at vide mere om min mor, men en fremmed kunne da ikke bare komme og stille nogle spørgsmål.
”Det er sjældent miss Mendes for besøg,” sagde hun. Miss? Så hun var ikke gift?
”Åh. Sikke en skam,” sagde jeg og smilede til hende.
Hun åbnede en lille låge ud til en kæmpe mark. Der var de største, smukkeste og fineste blomster, jeg havde set. Der var også æbletræer, kirsebærtræer, pæretræer og en masse andre frugttræer. Der var i hvert fald en, der havde gjort sig umage med sine planter og træer.
En dame, der rettede sine røde roser på et stativ til blomster, rettede hovedet og kiggede over på os. Hun så helt chokket ud, da hun så os.
”Miss Mendes, De har fået besøg,” sagde damen ved siden af mig.
”Åh. Tak, miss Dee.” Var det min mor?! Jeg kunne ikke se hende, da hun gemte sit ansigt i en stor, sort hat, som var sat fast til hendes hoved med et tykt silkebånd. Hun havde store, runde solbriller på og havde langt, mørkebrunt hår, der gik hende bølgende ned til hoften. ”Bare gå tilbage til arbejdet, miss Dee. Jeg skal nok klare mig.” Miss Dee nikkede én gang og spurgte, om hun skulle tage min hund. Hun tog hans snor og førte ham et eller andet sted.
Min mor kom over til mig. Tanken fik mig til, at blive helt nervøs.
”Nå … Ehm?”
”Julia,” svarede jeg. ”Julia Mccall.”
Hun nikkede, chokket og overrasket. ”Efternavnet minder mig om noget ...” Hun tog sig til munden og slap den havesaks, hun havde i hånden. ”Åh, Gud. Er du Robert Mccall far?”
”Ja,” svarede jeg kort og smilede et lille smil. Hun kom langsomt gående hen til mig.
”Er du datter til Stephenie Cell Mccall?”
Jeg tøvede lidt med, at svare, men sagde til sidst: ”Nej.” Hun rynkede panden og tog sine solbriller af. Jeg blev overraket, da jeg så hendes øjne. De var ligeså blå som mine.
”Så ...” mumlede hun og vidste ikke, hvad hun ville sige.
”Hvis du er Jane Mendes, så er du min rigtige mor.” Hun kom tættere på mig.
”Åh, Gud. Er det her en drøm?” Hun løb over til mig og krammede mig. Tårnene løb ned af vores kinder. Hvorfor, vidste jeg ikke, men jeg gættede på, at det var glædeståre.
Jeg havde mødt min mor. Godt nok havde det kostet mig meget; mine venner og min familie. Men jeg var ligeglad. Jeg følte, at det her var rigtigt.
”Kom indenfor, Julia. Jeg har virkelig glædet mig til denne dag, men har aldrig troet, at det ville ske ...” Hun førte mig ind i en stue. Der var højt til loftet, en pejs, flere forskellige sofaer og et spisebord. Der var også masser af malerriger rundt omkring og en kæmpe faldskærm. Rummet var stort. ”Har du fået lov til, at komme?” spurgte hun og tørte sine tåre væk. Hun satte sig i en af sofaerne og tog sin hat af. Hun havde præcist det samme hår som mig; langt, blankt, mørkebrunt hår til hoften og bløde slangekrøller nede i spidserne.
”Nej,” mumlede jeg.”Men jeg gjorde det alligevel.”
Hun smilede til mig. ”Jeg regnede også med det. Det lyder som om, at du er en stærk pige.”
Jeg trak på skuldrende. ”Jeg havde brug for, at komme væk. Jeg ved bare ikke, om det er det rigtige valg ...” Jeg hentydede til mine venner og søskende.
”Det er dit valg og dit liv. Jeg tror, du er stor nok til, at bestemme selv.”
”Det ved jeg. Men er det ikke lidt ondt? Altså, jeg forlader mine venner og familie.”
”Vil du blive her?” spurgte hun overrasket.
”Ja ...” mumlede jeg og blev helt nervøst. ”Må jeg ikke det?”
”Selvfølgelig, mit barn! Du må blive her så længe, du vil!”
”Tak. Jeg vil bare ikke hjem igen … og hvis jeg gør det, så kan jeg ikke bestemme mig.” Jeg tænkte lidt på Justin og savnede ham helt.
”Jeg har det perfekte hjem til dig.” Hun smilede og krammede mig igen.
”Tak, mor.” Hun grinede. Jeg smilede, selvom det føltes helt falsk. Jeg havde fundet min mor, men jeg savnede Justin, som ikke var meningen. Jeg var fast besluttet på, at blive her og starte et helt nyt liv ...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...