Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten.
_________________________________

Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2171Visninger
AA

7. Kapitel 7

Hun satte sig på sengen. Blødheden overvældede hende, og hun sank dybere ned end hun havde regnet med, som førte til at hun faldt bagover ned i den bløde seng. Hvis ikke der stadig havde været en nagende uro gemt i hende, ville hun være faldet i søvn med det samme.
Hun satte sig op igen, og betragtede værelset. Alt i værelset var prydet med guld, men der var overraskende lidt i værelset. Der var den store dobbeltseng med loft, som Victoria sad på, der var en kommode, og en reol fyldt med bøger.
Hun så en dør ved siden af reolen, og i forhåbninger om at det var badeværelset, rejste hun sig op og gik over og åbnede døren. Hun havde ret i sin formodning, og i midten af det store badeværelse lå et badekar af kobber, som bød hende velkommen både indbydende og faretruende.
Hun var udmærket klar over hvorfor herremandens søn havde bedt hende om at komme herop, men hvis det var det der skulle til for at få et varmt bad og en blød seng, var hun efterhånden være klar til at afgive hendes uskyldighed.
De 10 år hun havde arbejdet i køkkenet havde været den ene hårde oplevelse efter den anden. Lige siden hun havde sat sine små fødder ind på herremandens gods havde hun fået at vide at hun var udueligt rakkerpak, og hendes forældre havde efterladt hende for at slippe af med sådan en utæmmelig møgunge. Det var blevet banket i hende så mange gange, at hun havde svært ved at huske hvad der egentlig var gået til. Det var jo efterhånden længe siden.
Det eneste hun kunne huske, var lyden af tordnende hove og hendes mors stemme der skreg hendes navn.
Men lige meget hvad var hun ikke længere en lille sigøjnerpige der blev fundet af herremandens tjenere. Hun var Victoria. Køkkenpige på herremandens gods. Og nu var hun blevet inviteret til herremandens søns gemakker, hvor hun nu var i fuld færd med at tage sit ru arbejdstøj af, og glide ned i det varme badevand som stod klar i kobber-badekarret. Vandet var meget varmt, og Victoria skulle vænne sig til det varme vand. Al vandet var sikkert blevet kogt før det blev hældt i karret. Det var sikkert ladt til at stå for sig selv og køle lidt af imens herremandens søn var nede og spise, så at vandet ikke brændte hans hud.
Victoria blev omsluttet af det varme vand, og al stivheden i hendes krop syntes at smelte væk. Hun gned varsomt sine mest ømme steder med sine hænder, og efterhånden løsnede hele hendes krop op.
Hun kunne ikke have været mere lykkelig. Alle tanker om verden udenfor det varme badevand lå i en bunke sammen med hendes ru tøj, og hun havde ikke i sinde at røre ved hverken eller, før hun ville blive nødsaget til det.
Hun havde efterhånden ligget i karret i lang tid. Pludselig bankede det på badeværelsesdøren. Hun ænsede knap nok lydene fra døren som hun havde ryggen til. Det var først da noget rørte hendes skulder at hun reagerede ved chokeret at prøve at skjule sine bryster og underliv med hendes arme og ben.
“Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig,” sagde herremandens søn. Han havde et blidt udtryk i sine øjne, og en vaskeklud i en af sine hænder. Det var den han havde rørt hendes skulder med.
“Det gør ikke noget,” sagde Victoria kort og prøvede at smile, samtidig med at hun prøvede at skjule sin nøgne og sårbare krop fra ham.
“Jeg ville egentlig bare vaske din ryg,” fortalte han, og Victoria vendte lettet ryggen til ham. Det fik hende til at føle hendes krop en smule mindre udsat. Med blide strøg med vaskekluden, som fik Victoria til at lukke øjnene af nydelse, masserede og vaskede herremandens søn hendes ryg.
Da han holdt inde, kom Victoria i tanke om, at hun ikke kendte hans navn.
“Du kender mit navn,” startede hun. “Men jeg kender ikke dit.” Hun vendte sig om og så til sin forfærdelse at han var ved at klæde sig af.
“Charlie,” sagde han lige før han trak sin skjorte af. “Og siden hvornår har vi været ‘dus’?”
“U-undskyld hr.,” sagde Victoria med blikket rettet mod bunden af badekarret imens Charlie tog sine bukser og underklæder af. Hun havde glemt hvem hun egentlig havde at gøre med.
Han satte sig i badekarret. Han sad komfortabelt med spredte ben og lod vise al sin herlighed. Victoria sad så langt væk fra ham som muligt, med armene og benene lukket rundt om sin krop for ikke at give ham noget syn at nyde. Han grinte kort. Victoria skammede sig.
“Kom nu lille skat, vis noget af dine forbudte skatte,” bad Charlie hende indbydende om. Der var en kommando gemt inde bag den venlige stemme, og Victoria løsnede grebet om sine bryster, som langsomt kom til syne. Han sukkede tilfredst og hans følgende tanker om Victoria var ikke rene.
Victoria skammede sig, og ønskede sig mere end noget andet væk fra badekarret, og væk fra Charlie. Selv hendes lille briks under køkkenbænken ville hun vælge hvis hun kunne.
“Du skal nok blive udmærket,” sagde Charlie, med næsten en truende selvsikkerhed i stemmen. “Efter jeg har trænet dig lidt”'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...