Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten.
_________________________________

Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2167Visninger
AA

6. Kapitel 6

”Hvorfor tog det så lang tid?”, spurgte kogedamen skarpt, og sendte Victoria et olmt blik. Hun klappede i hænderne, så den lille vom vuggede blidt frem og tilbage, og vendte sig så mod en tjener, der stod og kæmpede for at få de store fade op i favnen. Hun skændte rasende på ham, og han nikkede ulykkeligt. Victoria fattede chancen, greb en suppeskål og skyndte sig tilbage mod døren uden en lyd. Igen måtte hun møjsommeligt tage et skridt af gangen op ad den stejle, men smukt udskårne trætrappe, for ikke at falde ned i svimmelhed. Da hun kom endelig kom op, kunne hun have grædt af lettelse. Hun skubbede den tunge dør op med den ene hånd, mens hun rystende bar suppeskålen i den anden. I det samme hun kiggede frem igen, vippede skålen frem og tilbage i hånden. Hun så skrækslagent til, mens den, før hun kunne nå at gribe den, gled ud og knustes mod gulvet. Det var anden gang, hun havde båret sig så klodset af sted. Fuld af skam, kiggede Victoria ned.
Kogedamen kom farende, og så faretruende på Victoria. Fedtet hoppede stadig op og ned efter den lange køretur, og selvom vejen var kort, var hun rød i hovedet af anstrengelse. Hun så op på herskabet, og nejede hastigt, mens en forfjamsket rødme bredte sig på hendes kindben. Et kort øjeblik troede Victoria, at kogedamen ville give hende en lussing foran herskabet, men i stedet tog hun fat om hendes arm, og kneb den hårdt.
”Jeg skal nok tage mig af hende”, sagde hun yderst venligt, og begyndte at trække af sted Victoria, som ydmyget måtte finde sig i det.
Pludselig rejste herremandens søn sig. Han skævede til sin far, som hævede et øjenbryn, men alligevel forholdt sig i ro. ”Jeg vil gerne tale med pigen”, sagde hun roligt, og Victoria så til sin rædsel, at herremanden nikkede bifaldende. Kogedamen standsede øjeblikkeligt og gav hende et skub i ryggen, mens hun hvæsede nogle indædte ord, Victoria ikke hørte.
Fuld af frygt gik hun hen mod ham, mens hun prøvede at undgå at falde over de skælvende, stive ben. Hun fulgte ham med ud ad døren, og lige så snart den blev lukket, tog han hendes hånd.
”Victoria..”, mumlede han og så genert på hende. Noget, hun aldrig havde oplevet før. ”Det er et smukt navn”. Hvis hun havde været i stand til at sige noget, havde hun mumlet tak, men hun rystede – både af skræk og kulde. ”Jeg..”, hviskede han, og strøg forsigtigt en kulsort hårtot om bag hendes øre. Hun skælvede ved hans iskolde hånds berøring. Hans læber nærmede sig Victorias, men hun trådte et skridt bagud, og stødte skrækslagent på muren. Han tog fat om hendes hoved med begge hænder og kyssede hende blidt. Slet ikke om dengang i køkkenet, hvor hans mund havde stinket af dårlig ånde og alkohol. Billedet af en gris, begyndte langsomt at vokse for hendes blik. Det blev større og større, trynen bredere og bredere, og de små, sorte øjne svandt ind til et par stikkende knapper. Langsomt begyndte han at stryge hende over det tykke hår, men hun trak sig ud af hans greb. Hans ansigt blev pludseligt langt og smalt, og førte halsen videre ud i kroppen og i en lang hale. Hun begyndte at ryste, og tvang sig til ikke både at begynde at græde og skrige. I næste øjeblik blev han til sig selv igen. Lysebrunt hår og blå øjne. Herremandens søn var faktisk en flot karl, og havde indfanget mange piger med det udseende. Han havde dog skræmt dem væk igen med sin evindelige drikken og fuldskab, men charmen, den fejlede intet. Derudover var han luddoven, selvom han ikke var overvægtig.
”Jeg skal tilbage til køkkenet”, sagde Victoria nervøst. Hun opfangede et trodsigt glimt i hans blik, og begyndte igen at ryste. Han nikkede, og følte så på hendes hænder med en bekymret mine. ”Du er jo iskold. Gå op i mit gemak og tag et bad i mit badeværelse. Der er varmt vand!”. Han smilede. ”Og du kan bare lægge dig i sengen. Så kommer jeg”.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...