Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten.
_________________________________

Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2172Visninger
AA

4. Kapitel 4

Victoria hældte vand hun havde hentet fra brønden op i et trækar. Hun havde sig den frihed at tage ét bad om ugen. Hun havde lov til at bruge fire spande vand. Det var ikke meget vand, og det var ikke meget tid hun havde til rådighed, så hun måtte nøjes med kun at koge en enkelt spandfuld vand. Badevandet var køligt, men det var bedre end iskoldt vand fra brønden som stalddrengene og nogle af de yngste tjenere måtte slå sig til tåls med.
Hun klædte sig varsomt af, for hendes krop smertede stadig. Hun lagde tøjet sammen i en bunke før hun listede sig over til badet. Hun tog et højt skridt for at komme over trækarrets side, og lagde foden i karret. Det kølige vand omsluttede hendes fod, og fik hårene på hendes krop til at rejse sig ubehageligt. Der var ikke meget andet at gøre, og snart efter fulgte resten af hendes krop efter foden.
En indre stemme skreg inde i hende idet det kolde vand omsluttede hendes krop. Eller i hvert fald det nederste af hendes krop, for der var ikke særlig meget vand at gøre godt med. Hun skyndte sig hastigt at skrubbe det værste skidt og sved af hendes krop med det kølige vand, og ønskede brændende hun havde fået lov til at koge bare en enkelt spand vand mere. Det ville sikkert have givet vandet en mere acceptabel temperatur som badevand. Alligevel føltes vandet rart omkring hende. Hun ville blot ønske det var en smule varmere så hendes stive og smertende lemmer ville blive løsnet en smule op.
Hun rejste sig fra karret og prøvede at ryste det meste vand af sig. Hun bøjede sig forover og vred det meste vand ud af sit hår. Hun havde ikke rigtig noget at tørre sin krop med, for det var hun ikke berettiget til. Hun hoppede lidt på stedet og viftede lidt med sine arme. Det må egentlig have set komisk ud. Hun standsede et kort øjeblik. Et smil bredte sig på hendes læber, og snart braste hun i grin. Ikke længe efter faldt den første tåre, hurtigt efterfulgt af flere. Hendes grin gled ud i en gråd. Hun kunne ikke holde det tilbage.
Der stod hun og græd, nøgen på køkkenpersonalets spartanske badeværelse. Hun prøvede sit bedste på at tørre tårerne væk, men hendes krop var efterladt i en tilstand af chok efter hændelserne i køkkenet, som kogedamen påstod bare var en drøm. Hun kunne ikke standse tårerne, for det var hendes egen krop der tvang hende til at give slip på hendes skjold og græde.
Hun havde dog ikke tid til at græde, og måtte tage tøj på, imens hun febrilsk prøvede at tørre tårerne væk. Til sidst holdt hun op med at græde. Hun snøftede en sidste gang, og rettede på forklædet, før hun gik ud af badeværelset.

“Det var på tide,” klagede kogedamen som stod klar med alle fadene fyldt med den mest overdådige mad, som skulle ind til herskabet. Victoria, spinkel som hun var, kunne ikke løfte nogle af de fade selv i hendes vildeste drømme, så derfor fik de hjælp af tjenerstaben. Det gik ikke under deres sædvanlige opgaver, men hvis de ikke hjalp køkkenpersonalet, ville de selv bøde for det i den sidste ende. Herskabet var meget påpasselige med deres mad, og hvis den ikke kom til tiden, skulle der nok rulle hoveder på den ene eller anden måde, og da køkkenpersonalet var de eneste i miles omkreds som kunne lave mad overdådigt nok til herskabet, var det meget tvivlsomt deres hoveder der kom på blokken.
Victoria løftede en suppeskål og bar den op af trapperne til spisesalen. Ved hvert skridt syntes suppeskålen at blive tungere, og hendes stive lemmer nægtede at samarbejde. Den første udfordring var at komme op af trapperne. Den næste var at se herremandens søn i øjnene. Han stirrede vantro på Victoria med rødvin i munden, som begyndte at dryppe mellem hans læber ned på hans spidse hage, lige ind til hans far smækkede ham en på baghovedet og hvæsede til ham at han skulle huske sine manerer.
Victoria lagde suppeskålen på bordet foran herremanden, og nejede kort før hun bakkede væk fra bordet, tilbage hen imod trappen. Hendes hjerte hamrede, og ville ikke falde til ro igen før hun var tilbage i køkkenet. Mon han kunne huske noget?
Hun ønskede brændende at bede kogedamen om at slippe for at gå tilbage i salen, men det ville blot resultere i endnu en smældende lussing, og en endnu større grund for kogedamen at sende hende op til salen. Victoria bed sig i læben og fik panikken til at lægge sig, ved at forsikre sig selv om at han intet huskede, og selv hvis han gjorde, så ville han ikke gøre noget foran sin fader.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...