Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten.
_________________________________

Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2167Visninger
AA

3. Kapitel 3

Den syngende lussing fik hende til lukke øjnene. Der blev stille et par minutter.
”Hvad laver du, pigebarn?”, spurgte en arrig stemme. Lyden af en pande, der blev smækket på en kogeplade, og de hårde hak, der bevidnede, at nogen snittede grøntsager, fik Victoria til at åbne øjnene. Hun så sig omkring. Der var intet spor af herremandens søn, af opkastet eller af grisen for den sags skyld.
Da hun så op, mødte hun kogedamens blik. Det var skarpt, men havde et anstrøg af noget, Victoria ikke havde lagt mærke til før. Som om hun skjulte på noget. Det svedglinsende ansigt skinnede, og øjnene strålede.
”Hvor er han?”, spurgte hun og tog sig til kinden, der dunkede svagt. Forestillingen om den unge mand, fik hende til at dreje hovedet væk.
Kogedamen kastede et blik hen mod panden, som sydede nok så velfornøjet, før hun hastigt så på Victoria.
”Hvem?”. Hun så ned på grøntsagerne igen, men Victoria fik igen den følelse, at hun skjulte på noget.
”Den unge herre!”, udbrød Victoria. Mindet om den voksende mave, den svedne, beskidte hud og den alkoholiserede ånde fik hende til at rynke på næsen. ”Han prøvede at kysse mig, og..” Kogedamen vendte sig omkring så hastigt, at den lille vom under forklædet blævrede. Hendes ansigt var hårdt sammenpresset, og læberne sammenknebne.
”Nu tier du stille! Jeg vil nødig have, at nogen hører dig tale sådan om den venlige, unge herre”. De skarpe, grå øjne glitrede advarende. ”Dine fantasier løber af med dig. Det har nok bare været en drøm, skal du se”, brummede hun så noget venligere, før hun igen gav sig til at snitte gulerødder. ”Og kom så op med dig. Du kan tage dig af panden”.
Victoria rejste sig op fra gulvet, ikke uden at forsikre sig om, at opkastet virkeligt var væk. Måske var det virkelig noget hun havde forestillet sig? Da hun kom op at stå, blev hun så svimmel, at hun måtte støtte sig til bordkanten. I ovnen lå grisen, og smilede til hende. Et smil, der fyldte hende med ubehag. Hun vendte sig mod panden, og gav sig til at stege kartoflerne. Da hun løftede venstre overarm, mærkede hun den sædvanlige smerte. Det lyseblå, ufikse forklæde hang smagsløst omkring Victoria, og hun foldede ærmet op. Mærket var stort og blå, og med et anstrøg af lilla. Hun prikkede forsigtigt, og uden at vide hvorfor, derpå og skar ansigt, da en skarp smerte skød op gennem armen. Pludselig blev øjnene store, og hun betragtede mærket opmærksomt. Så stort havde det da ikke været før.

”Vi var hjælpeløse”. Grisens hæse stemme rungede igen i hendes ører, og hun lagde forsigtigt hånden over mærket. Det var en anelse større. Lige nok til, at en person med større hånd end hende kunne holde stramt omkring. Ligesom han havde gjort. Langsomt, men sikkert, blev hun fyldt med vrede, der ophidset rullede rundt i hendes årer.
”Se selv”, sagde hun forurettet og rakte armen frem. ”Han holdt mig i et stramt greb. Lige her”. Victoria pegede, selvom mærket var iøjnefaldende.
”Så holder du op”. Stemmen skar gennem luften. ”Er det forstået? Vi snakker ikke mere om det!”.
Victoria var sikker på, at kogedamen havde set det. Hun mærkede galden komme op i halsen, sno sig gennem ganen og forgæves prøve at presse sig ud. Kogedamen havde hjulpet ham væk, før Victoria vågnede. Var hun besvimet? Lige meget, hvor hårdt hun anstrengte sig for, kunne hun ikke huske andet, end grisens hæse, skurrende stemme.
Det fedtede, tjavsede hår hang omkring det fede, svedige ansigt på kogedamen, og gjorde det strenge ansigtsudtryk morsomt, for ikke at sige grinagtigt. Hvis ikke Victoria havde vidst bedre, ville hun have grinet.
”Ja”, svarede hun mut, og hev vredt en tallerken ud fra skabet. I farten gled hendes fingre på det kølige porcelæn, og tallerkenen fløj ud af hendes hænder. Victorias hænder fløj op til hendes mund, da den knustes mod væggen. ”Undskyld”, hviskede hun forfjamsket. ”Det var ikke med vilj –”, begyndte hun, men mærkede så et stramt greb om håndleddet. Hun vendte rundt i den tro, at manden var kommet tilbage, og hævede hånden.
Et overrasket udtryk kom til syne i kogedamens ansigt, og hun tøvede lidt. Victoria anede det straks, og gjorde de mørkebrune øjne smalle. ”Hvis du rører mig, slår jeg dig ihjel”. Hun ville aldrig have turdet at sige noget til kvinden, hvis ikke hun havde anet det nervøse, måske endda skrækslagne, udtryk i de grå, livløse øjne, og hun udnyttede det straks. ”Du så ham, ikke sandt? Du så ham kysse mig, du så ham brække sig. Du kom tilbage for at påpege et eller andet dårligt ved mit arbejde. Du hjalp ham væk, og prøvede at overbevise mig om, at jeg så syner, fordi du ved, han vil belønne dig senere!”. Victorias stemme var anklagende, og hun trak uden besvær kogedamens hånd væk fra sit håndled.
Kogedamen, der havde stået og lyttet til ordene, mærkede hvordan vreden steg op i hende. Nok havde pigebarnet ret, men hun havde ingen – absolut ingen – rettigheder, til at stå og anklage hende. Hun skulle vise den lille sigøjner, hvem der bestemte, og inden Victoria kunne nå at gøre noget, løftede kogedamen hånden og smækkede hende en til på kinden. Den lille tøjte havde sikkert selv været ude om det, blev kogedamen enig med sig selv om.
”Ti stille”, sagde hun skarpt, og mærkede, hvordan overtaget langsomt var ved at komme tilbage. ”Jeg tager grisen ud og gør den klar, og imens netter du dig, så du kan servere for herskabet”. Hun vendte sig om og afsluttede diskussionen.
Victoria var tæt på at skrige af raseri, men hun beherskede sig, og knyttede i stedet hånden hårdt omkring det ru, lyseblå forklæde.
”Du skal ingen steder!”. Ordene rungede atter i Victorias hoved. ”Nu skal vi rigtig hygge os”. Der dannedes svedperler på hendes pande, og hun gøs, før hun skyndte sig ud mod toilettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...