Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten.
_________________________________

Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2179Visninger
AA

2. Kapitel 2

SMÆK
Lyden af det hurtige smæld fra kogedamens baghånd mod den unge køkkenpiges kind gav genlyd i hele køkkenet.
“Og så har du bare at opføre dig ordentligt,” råbte den arrige kogekone og greb hårdt fat om køkkenpigens spinkle overarm.
“Du har bare at gøre som jeg siger,” fortsatte kogedamen. “Næste gang vil jeg ikke være ligeså venlig, det kan du bande på!”
Hun slap endelig køkkenpigens arm, og lod hende falde på knæ foran sig. Hun fnøs og vendte sig om på hælen. Køkkenpigen betragtede olmt kogedamens fyldige krop forlade køkkenet, før hun rejste sig op og børstede støvet af sig, som havde sat sig fast i det ru lærredsstof, hendes tøj sparsomt var blevet lavet af.
“Fede ko,” mumlede hun bidsk og tog sig til kinden. Det stak og bed i hendes kind hvor kogedamens hånd havde ramt.
“Venlig min bare røv,” knurrede køkkenpigen. “Du har aldrig været venlig!”
Hun vendte sig om på hælen og trampede over til bordet henne ved vinduet. Hun mumlede bittert imens hun genoptog sit tidligere gøremål.
Grøntsagerne snittede nærmest sig selv i hendes arrigskab. Kniven i hendes hånd dansede på skærebrættet og skar grøntsagerne i små spiselige stykker som herskabet grådigt kunne slubre i sig, sammen med det nyligt fangede vildsvin som i øjeblikket befandt sig i køkkenets store ovn.
“De omringede mig,” fortalte den med skinnende øjne imens flammerne neden under pladen den lå på fik dens kød til at dryppe af sved. “Jeg ledte efter min familie. Men pludselig omringede de mig. Jeg løb og jeg løb og jeg løb, i den ene retning, så den anden, og så den tredje, men lige meget hvor jeg løb hen, var der en af mande-klanen med et spidst træ i hånden. De truede mig med deres træer, legede med mig, legede med mig og mit liv. De jog deres træer igennem mig, ind til livet sivede ud af mig. De tog mit liv og kastede det imellem sig, lod det ligge på jorden. Min krop tog de med sig, og smed herind.”

“Vågn op,” kommanderede en stemme et fjernt sted. Køkkenpigen åbnede sine øjne og så sig forvirret omkring. Hun befandt sig i køkkenet. Hun så kort op på ovnen. Det havde bare været en drøm.
Hun befandt sig siddende på gulvet med ryggen lænet af det bord som hun havde snittet grøntsager ved.
“Du er Victoria, ikke sandt?” Spurgte den fremmede stemme. Køkkenpigen så op på stemmens ejermand. Det ver herremandens søn. En ussel og uværdig nar, som drak for meget og bestilte for lidt. Selv hans fader var træt af ham.
“Ja, det er jeg,” svarede Victoria. Der var ingen nytte i at være trodsig. Hun rejste sig op, og børstede endnu en gang støvet af sit tøj. Hun nejede kort og undlod at se ham i øjnene. Han trak vejret tungt, og hans ånde lugtede stærkt af alkohol. Hun var lige ved at vrænge på næsen.
“Du er ss--schmuk,” slubrede han, tydeligvis stærkt beruset. Han lagde klodset en af sine hænder på Victorias skulder, hvorefter han rykkede nærmere på hende. Ved hvert skridt blev stanken af alkohol og sved stærkere, og Victoria prøvede at komme væk.
“Du skal ingen vegne,” sagde herremandens søn, og tog hårdt fat om Victorias overarm, det selv samme sted kogekonen tidligere havde slidt og hevet i.
Victoria prøvede at trække sin arm ud af hans greb, men han var for stærk, trods sin tilstand. En hul lyd kom fra den flaske han tabte på køkkengulvet. Han tog fat om Victorias anden arm med sin nyligt frigjorte arm, og lænede sig over hende. Han stod og betragtede hende kort med et fjernt blik, før han tvang hans læber mod hendes.
Hun prøvede at krybe sig ud af hans greb og hans ildelugtende ånde. Pludselig prøvede noget slimet og ildelugtende at krybe sig igennem hans mund til hendes. Det tog noget tid før hun forstod at det var hans tunge. Hun prøvede at skubbe ham væk, men lige meget hjalp det. Han gav endelig slip på hendes læber, men ikke hendes arme.
“Nu skal vi to rigtig have det godt sammen,” sagde han, lige før han hikkede ildevarslende. Pludselig slap han taget på hende, og brækkede sig ud over gulvet imellem dem. Stanken fra den fulde mand og indholdet af hans mavesæk gav Victoria kvalme. Hun stod og vaklede et enkelt øjeblik, før hun tog sig sammen til at tage et stort skridt over opkastet og den fulde unge mand.
Hun skulle til at løbe væk, med panik i sjælen, men pludselig greb en hånd om hendes ankel og standsede hendes flugt.
“De omringede os,” hørte hun grisen grine fra ovnen. Dens hæse stemme gav genlød i hendes hoved. “Smed vores kroppe herind!”
Den unge mand nede på gulvet grinte med samme hæsende stemme. Pludselig blev hans ansigt forandret. Forskruet. Hans tryne voksede og hans øjne skinnede. Hans kød svedte, og hans grinende døde smil fik Victoria til at skrige. Hun skreg af sine lungers fulde kraft og hun tvang sine hænder over hendes øjne så hun ikke længere behøvede at se på de skrækkelige syner. Hun skreg og skreg og blev ved med at skrige. Sveden driblede ned ad hendes iskolde ryg, og lige meget hvor hårdt hun pressede sine hænder mod sine ører og øjne ville hverken lyden eller synet af de grinende grise ikke standse.
SMÆK
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...