Sigøjneren

Victoria arbejder hårdt for føden på herremandens slot, hvor hun blev efterladt som syv-årig - har hun fået fortalt. Minderne er efterhånden så udvaskede, at hun ikke selv kan erindre det. Da hun bliver sytten år, får hun en drøm, der leder hende ud i skoven. Hun vakler rundt i timevis, indtil hun giver op og falder. En fremmed kvinde tager hende med sig - hjem til en anden verden, hvor Victoria pludselig er nøglen til deres problem. Men pludselig kommer der også problemer på kærlighedsfronten. _________________________________ Det er ikke en novelle, jeg har skrevet alene, men med en veninde. Kapitlerne vil også komme hen af vejen.

0Likes
0Kommentarer
2041Visninger
AA

1. Kapitel 1 (prolog)

Ræven luskede fremad. Sneen føg omkring den, så tæt, at det var umuligt at sanse noget foran sig. Der kom et så kraftigt vindstød, en kuling, der næsten fik hende til at miste balancen. I sidste sekund etablerede hun nok modvægt til at kunne blive stående. Lyden af noget der faldt længere fremme, fik ræven til at spidse sine ører. Hun var nysgerrig, men allerede nu, kunne hun forestille sig ungerne, de unger, der var blevet født alt, alt for tidligt ligge i den isnende kulde i hulen. Alligevel vandt nysgerrigheden, da hun hørte et dæmpet råb. Det var helt sikkert en pige. De lyse falsetter i stemmen tydede på det. Rævens hørelse var i top. Et lille, vådt snefnug landede på hendes snude, og hun stirrede på det et øjeblik, før et hyl fik hende til igen at rette opmærksomheden fremad. Hvad i alverden foregik der? Hun maste sig gennem et krat, og lod sig ikke mærke af de visne torne, der rev og kradsede hende i pelsen. En pige lå på den anden side. Armene var bredt ud til hver sin side og øjnene var lukkede. Alligevel fornemmede ræven, hvor smuk pigen var. Det kraftige sorte hår bølgede ned over de spinkle skuldre, og ansigtsudtrykket var fredeligt med smukke træk. Lige næse, i kontrast til de en anelse skæve øjne, og en lille mund. Huden glinsede, som om pigen havde feber, men den en anelse mørke farve var ikke til at tage fejl af. Pigen var en af de forbandede sigøjnere, som altid jagtede hende. Smuk det var hun nu alligevel. Ræven skulle til at vende om for at gå tilbage til hulen igen. Nysgerrigheden var blevet stillet, og ungerne måtte være bange nu. I det samme fik hun øje på et lys, der kom nærmere. Det var kraftigt, og hun kunne ikke kigge væk, ja faktisk var det hende umuligt. Hun stirrede som hypnotiseret på det, mens det kom nærmere og nærmere. Pludselig fór hun sammen grundet en begyndende smerte i venstre pote. Hun løsrev blikket, og stirrede pinefuldt på den spidse torn, der havde sat sig dybt fast. Da lyset var henne ved pigen, kiggede ræven op. Uden nogen forklaring blev lyset med et tordenskrald, til en kvinde. Himlen åbnede sig, og ræven stirrede forfærdet op. Kvinden foran hende begyndte at mumle nogle usammenhængende og fremmede ord. Med et højt rabalder, forsvandt hun. Pigen forsvandt med hende. Det samme gjorde ræven.
Ungerne peb i hulen, som om de vidste, at deres mor var væk, at de aldrig ville komme til at se hende igen. For det ville de ikke.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...