Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5574Visninger
AA

2. Vejen til torvet og de blå øjne

Mens vi gik igennem utallige små stræder for at komme hen til torvet, så studerede jeg ham Jaydon. Han var ikke ligesom alle de andre jeg havde set før. Der var et eller andet specielt over ham. Noget anderledes. Det var som om, at der var noget mystisk over ham. Der var noget som ikke stemte, ved hans udseende. ”Så er vi her,” sagde han og afbrød derefter også min tankegang. Jeg slog hurtigt mit blik væk fra Jaydon og kiggede ud over et stort torv, som havde tårnet sig frem foran os. Det vrimlede med mennesker alle vegne. Utroligt jeg kunne have overset dette sted, og utroligt at jeg ikke havde kunnet høre larmen fra de mange mennesker. Vampyrer havde en umådelig god hørelse, og kunne høre ting meget tydligere end normale mennesker kunne. ”Tak for hjælpen,” fik jeg endeligt fremstammet og skulle til at gå, da noget greb fat i min venstre arm. Jaydon. Han fik mig igen vendt om mod ham, og jeg sendte ham bare et forundret og spørgende blik. ”Ehh.. Hvad er der?” ”Ja det må du undskylde. Jeg syntes bare der var noget specielt over dig. Noget anderledes,” svarede han og fangede mit blik. Igen fik jeg kontakt med hans krystalblå øjne, og jeg svandt lidt efter lidt helt hen i dem. ”Noget anderledes,” gentog han og jeg rystede kort på hovedet inden jeg så bare smilede til ham. ”Tak! Men vi ses måske en anden dag. Jeg har ret travlt, og tak for hjælpen igen.” Igen vendte jeg mig om og gik med raske skridt væk fra Jaydon. Han greb ikke fat i mig denne her gang, men lod mig gå. Jeg skulle nu bare finde noget frugt og noget vand. Så meget bøvl for noget jeg ikke engang behøvede.

Mens jeg gik gennem alle menneskerne, var mit blik endt ved Jaydon. Hans blå øjne havde boret sig fast til min nethinde, og jeg kunne simpelthen ikke få dem ud af hovedet. Jeg kendte ikke engang drengen, og alligevel kunne jeg ikke få ham ud af hovedet. Min mobil begyndte at vibrere og ringe i lommen på mig, mens jeg var langt borte i mine tanker. Jeg sukkede hurtigt og fik taget mobilen, hvorefter jeg tog den op til øret. ”Hej skat! Hvornår kommer du hjem? Det var bare et par frugter du skulle hente og så noget vand!” kunne jeg høre min mors skingre stemme sige i den anden ende af røret. ”Hej mor! Jeg skal nok snart komme hjem, men jeg havde bare et mindre problem med at finde rundt. Du kunne godt have sagt, at mange af vejene ned til torvet endte blindt,” svarede jeg, mens jeg stadig kæmpede mig vej gennem alle menneskerne. Hun grinede bare af mig. Jeg fnøs kort. ”Hvordan fandt du så vejen ud til torvet?” ”En dreng viste mig vej. Han var ret så flink mod mig,” smilede jeg og igen poppede Jaydon op i tankerne på mig. ”Pas nu på med drenge, Andrea. Man ved aldrig hvad drengene nu om dage. Det kan være den første dreng du finder, forlader dig så snart du fortæller hvem du virkelig er!” ”Mor, lad være. Jeg har jo ikke noget kørende med ham drengen. Han viste mig bare vej hen til torvet. Det er da til at forstå,” konstaterede jeg en smule irriteret. Min mor var altid så.. så overbeskyttende. Hun ville altid være hundredeogtyve procent sikker i en sag, før hun gik med til noget. Dog var min far af en helt anden støbning. Min mor og far var modsætninger i første klasse, men som man sagde: Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Det var sket mellem mine forældre. Jeg snakkede lidt videre med min mor, mens jeg forgæves ledte efter en bod med frugt og vand. ”Jeg smutter nu mor. Jeg finder aldrig det frugt, hvis jeg hele tiden skal koncentrere mig om, at snakke med dig. Vi ses når jeg kommer hjem,” sagde jeg hurtigt og afbrød forbindelsen, inden min mor kunne nå at svare. Jeg sukkede kort og ledte videre efter det forbandede frugt. ”Leder du tilfældigvis efter det her?” sagde en stemme ved siden af mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile inden jeg drejede hovedet i retning af stemmen. Jaydon. Var det mon mig han snakkede til?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...