Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5569Visninger
AA

9. Mødet med de andre vampyrer

Skoven var dyster og mørk, da vi gik igennem den små ti minutter efter vi havde haft vores lille alvorlige samtale inde i bilen. Ingen havde så meget som sagt ét eneste ord siden da, og måske var det også bedst, at vi lod stilheden falde over os. Min mor gik forrest, og førte vejen fremad, mens jeg bare gik i baggrunden bag hende. Jeg kiggede rundt på de mørke omgivelser omkring os, mens vi gik, og for hvert skridt jeg tog blev jeg mere bange. Hvad nu hvis jeg ville miste min far inden denne dag var omme?
Min mor stoppede hurtigt op lidt forude. Jeg gjorde det samme. Vi var kommet til en lille lysning i træerne, og det var begyndt at tynde ud i dem efterhånden som vi var kommet længere ind i skoven. Fire skikkelser stod lidt længere fremme, men de havde alle sammen ryggen til, så hverken min mor eller jeg kunne skimte hvem de var. Hun tog mig kærligt i hånden, og vi fortsatte forsigtigt. Dybe indåndninger blev taget mens vi gik, og det var ikke kun fra min side, men også fra min mors side. ”Vi skal nok klare det, min ven! Stol på mig skat,” hviskede hun forsigtigt til mig, da vi næsten var helt henne ved de fire andre mennesker. Jeg nikkede derefter hurtigt og kort tilbage til hende, og slap hendes hånd.
”I er ventet,” sagde en dyb stemme foran os, og pludselig drejede end af de fire mennesker sig om. Det var klart, at han var den største i deres klan. ”Vi er ikke kommet for at slås eller for at dræbe nogen, men vi er kommet for at forhandle med jer.” ”Hvad vil i have fra os? Vi har ikke noget som tilhører jer, men i har derimod noget som tilhører os,” svarede min mor med en skælvende stemme. Hun rystede af skræk kunne jeg se på hende. ”Du vil have din mand tilbage, kan jeg høre på dig. Men det får du ikke! I har noget der er vores, og i får ikke jeres kære far og mand tilbage, før i giver os vores datter.” Det var nu en kvindelig stemme som snakkede, og endnu en person vendte sig rundt mod min mor og jeg. Jeg kiggede undrende over på dem. Havde vi noget der tilhørte dem? Det var hvertfald det de blev ved med at fable om. ”Vi har ikke noget der tilhører jer!” sagde min mor lidt højere end normalt. ”I har min søster,” kom det fra en helt tredje og endnu en person vendte sig om. Jeg rettede blikket mod personen, men ønskede at jeg aldrig havde gjort det. Jeg gispede højt da jeg så hvem det var. Jaydon! Hvad lavede han her? ”Jaydon,” hviskede jeg forskrækket for mig selv. Jeg kunne se på ham, at han også havde fået øje på mig. ”Andrea! Hvad laver du her?” mimede han til mig, og jeg rystede bare på hovedet. Hvad skete der lige her? Hvorfor var han her?
Der var noget som slet ikke passede ind her. Hvorfor var Jaydon her? Det var kun vampyrer som var her i denne lysning, og hvis han var her så måtte det betyde at han.. at han også var en vampyr! Det kunne ikke passe. Han havde løjet overfor mig i den tid vi havde snakket sammen. En tanke slog ned i hovedet på mig. Jeg kunne egentligt ikke bebrejde ham for noget, for jeg havde også løjet overfor ham. Jeg havde heller ikke fortalt ham, at jeg faktisk var en vampyr, og det samme med ham. ”Vi har ikke din søster, Jaydon,” sagde jeg og trådte et langt skridt frem. Jeg tog mig hurtigt til munden. Det var nok ikke det smarteste træk fra mni side. Vores forældre vidste ikke at vi kendte hinanden, eller jo! På en måde gjorde de, men de vidste bare ikke at vi hver især var vampyrer. Jeg havde fortalt min mor om Jaydon, men dengang vidste hverken hun eller jeg, at han var vampyr, og at han og hans familie faktisk var vores fjender! ”Jaydon! Kender du hende?” lød det streng fra manden ved siden af ham. Han kunne ikke være andet end Jaydons far. Jaydon nikkede kort og kiggede ned. Det samme gjorde jeg. ”Hvorfor har du været sammen med hende? Er det hende du har tilbragt din tid med her det sidste stykke tid?” Faderens stemme var hævet en enkelt tone, og jeg kunne nemt høre på ham, at han var sur nu. ”Det er hende, ja! Og jeg vidste ikke at hun også var en vampyr. Jeg vidste ikke at hun var vores fjende,” sagde Jaydon alvorligt og rettede nu sit blik over på mig. Jeg kunne se at hans øjne lynede, og jeg blev for en kort stund meget overrasket. Hvorfor havde han pludseligt ændret sig sådan? ”Du skal ikke se hende mere. Vi er fjender, og du kender selv konsekvenserne ved, at omgås med vores fjender. Du ender med at blive udstødt af os, din egen familie!” Jaydon svarede ikke. Jeg kunne mærke min mors blik på mig, og jeg vidste at hun også var sur. Hun var ikke bare sur men mildest talt, så var hun rasende. Jeg vidste dog også, at hun ikke ville slippe det raseri ud nu, da vi begge to godt vidste, at der var vigtigere ting vi skulle have ordnet. Vi skulle have min far tilbage!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...