Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5599Visninger
AA

4. "Jeg har brug for din hjælp!"

Noget stod helt oppe i ansigtet på mig. Det var en mørk skygge. Et omrids af et eller andet, men hvad det var, kunne jeg ikke se. Det tog om min arm og rev mig længere ind i mørket. Jeg gispede højt, da jeg blev smidt ned mod de hårde brosten. ”Jeg har brug for hjælp,” sagde stemmen igen. Stemmen kom fra en mand. Det kunne jeg høre, dog kunne jeg ikke se ham, da han havde valgt at stå i skyggen fra de høje murer. ”Hvad skal du bruge min hjælp til?” stammede jeg bange. For det var det jeg var. Jeg var bange. ”Du skal hjælpe mig med noget. Noget vigtigt!” Manden tog et skridt hen i lyset og omridset af ham kom til syne. Jeg tog mig selv i at gispe endnu en gang, da jeg så hvordan han så ud. Han havde et stort ar hen over sit ansigt. Det gik fra det højre øje og ned til midten af halsen. Jeg svarede ham ikke. Jeg ville ikke hjælpe ham med noget. Aldrig! Jeg kendte ikke engang manden. Han gik endnu et skridt tættere mod mig, og jeg bakkede baglæns. Jeg ville væk. Han blev ved med at gå tættere på mig, og da han stod foroverbøjet foran mig, tog han fat i kraven på min t-shirt og rev mig op på benene. Han holdt mig fast. Jeg kunne ikke rokke mig ud af stedet. Jeg kunne mærke han rev posen med vandet og frugterne ud af hånden på mig, og lod dem falde til jorden. Jeg kunne mærke hans ånde mod min hals. Jeg rystede af skræk. ”Slip mig!” bad jeg, men han slog bare ud i en hæs latter. ”Nå så det tror du? Nu er du fanget..” grinede han og jeg kunne lidt efter mærke hans læber mod min hals. Jeg kæmpede med det samme i mod, men han blev ved. Det var nu mine fordele kom mig til gode. Hastigheden var på min side, og det samme var styrken. Jeg fik med ét revet mig ud af hans greb, fik mig om bag ham, og fik hans hænder om på hans ryg. ”Hvordan gjorde du det?..” spurgte han overrasket om. Jeg kunne høre på hans stemme, at det nu var hans tur til at være bange. ”Det er ikke godt at vide,” svarede jeg bare kort og smilede skævt. ”Men hvordaa..” Han stoppede midt i sin sætning, og hans mund lukkede sig kort tid efter. Han var væk. Jeg havde bidt ham i struben. Mange rygter gik på at hvis en vampyr bed et menneske i halsen, så ville mennesket også selv blive til en vampyr. Dog var de rygter ikke helt sande. Man kunne godt risikere at forvandle et menneske til en vampyr, ved at bide det i halsen, men hvis vampyren ramte struben med sine tænder, så var der ikke noget man kunne gøre. Så ville mennesket højt sansynligt dø. Vampyrer dræbte ikke tit mennesker. Enten kunne det ske, hvis de skulle have slukket deres tørst, da os vampyrer ikke kunne leve af andet end menneskeblod, eller også kunne det ske i et tilfælde som alle vampyrer mere eller mindre ville komme ud for engang i deres liv. De bed deres kæreste, forlovede eller i så fald deres kone eller mand i halsen. Man sørgede dog skånligt for, ikke at ramme struben, for ellers.. Så var det ude med ens elskede. Manden faldt om på de hårde og mørke brosten, og da jeg hørte fodtrin et stykke bag mig, så fik jeg samlet de lidt tidskadekommende frugter samt vandet op fra jorden, og så satte jeg ellers i lød hjem til der hvor jeg boede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...