Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5606Visninger
AA

11. Endnu en løgn

”Andrea! Jeg er herhenne,” kom det fra den mørke park. Jeg kunne svagt, meget svagt, se omridset af Jaydon ude midt på den store mørke græsplæne. Jeg løb hurtigt derhen, og fik mig underligt nok kastet mig i hans favn. Han krammede hurtigt med, og jeg smilede kort. ”Er du glad for at se mig igen, eller?” grinede han lavt, og jeg trak mig væk fra ham. ”Det ser sådan ud! Faktisk var jeg sur på dig, da du jo havde løjet overfor mig, men jeg har faktisk savnet dig,” indrømmede jeg og han tog stille min hånd. Jeg gjorde ikke modstand, men flettede bare mine fingre ind i hans. ”Du løj jo også overfor mig?” konstaterede han hurtigt. ”Det ved jeg. Det var også en af grundene til, jeg ikke kunne være sur på dig. Vi var jo sådan set lige gode om det. Men hvorfor skulle jeg komme herhen?” sagde jeg og vi begyndte stille at gå langsomt rundt i parken. ”Jeg ville snakke med dig,” svarede han hurtigt. ”Om hvad?” ”Om at jeg ikke vil være uvenner med dig. Jeg vil ikke være uvenner med hverken dig eller din familie!” indrømmede han. Egentligt hjalp det jo ikke, at han ikke ville være uvenner med os, da det ligesom var hans forældre der havde det sidste ord. ”Det hjælper jo ikke noget! Misforstå det ikke, for jeg vil selvfølgelig heller ikke være uvenner med dig, men jeg vil for den sags skyld heller ikke være uvenner med dine forældre. Vi har jo ikke din søster, og jeg kan faktisk ikke engang se en grund til at tage din søster. Vi gør jo ikke andet end skade, hvis vi tog hende! Så hvorfor overhovedet prøve?” forklarede jeg og jeg kunne tydeligt se på ham, at han var enig i det jeg fortalte ham. ”I har ikke noget at bekymre jer for. Jeg ved hvor min søster er,” hviskede han sagte. ”Du HVAD!” råbte jeg. Jeg flåede min hånd ud af hans. Jeg var rasende nu. ”Hvorfor bliver du ved med at holde sådanne ting hemmeligt for mig? Hvis du ved hvor din søster er, hvorfor siger du så ikke noget til mig? Vi kunne have sparet SÅ mange konflikter ved at du bare havde åbnet din lille mund, og så havde sagt sandheden. Jeg kunne have min far derhjemme, i stedet for, at han skulle sidde i et eller andet rum. Indelukket!” Raseriet kogede over indeni mig. ”Du forstår det ikke. Det er jo ikke sådan lige til at sige det til mine forældre,” prøvede Jaydon på at forklare med en rolig stemme, men det hjalp ikke. Jeg var alt for ophidset, og alt for sur på ham. Han var selv udenom nu, at vi blev uvenner. Og jeg som troede jeg kunne lide ham. For det var det jeg kunne! Jeg kunne lide Jaydon! Jeg var forelsket i ham. Uheldigt nok.
”Men hvis jeg ikke kan forstå det, så forklar mig det! Du sagde selv du ikke ville være uvenner med mig, men det er du godt nok selv skyld i at vi bliver. Lær og sig sandheden!” Min stemme var stadig hævet, og jeg snakkede ikke helt lavt. ”Min søster er slet ikke blevet taget til fange. Ikke af nogen som helst, og heller ikke af jer! Hun er flygtet! Hun er hjemme ved hendes kæreste. Mine forældre forbød hende at se ham, da han ikke var hendes type. De mente han havde en dårlig indflydelse på hende, og derfor blev hun sur. Hun stak af, og jeg lovede at jeg ikke ville sige det til vores forældre,” sagde han og jeg kunne se, at han kiggede ned i jorden. Hans hoved bukkede sig ned, og mørket lagde sig over ham. Jeg tog en dyb indåndning, for at lade roen falde over mig. ”Hvordan kan det så være i har beskyldt os for at have taget din søster?” Nogen måtte ikke hænge sammen i det her komplicerede puslespil. De måtte vel have en grund til at beskylde min familie for det. Noget måtte lægge bag det. ”Jeg tror der har været splid mellem vores forældre i flere år, og derfor tror jeg mine forældre beskyldte dine forældre, eller rettere sagt, beskyldte din familie for det, da de på en måde ville have hævn. Men vi må have fortalt dem at de tager fejl. Det er ikke rimeligt, at din far skal være væk fra jer, når i er uskyldige.” ”Jaydon stop! Du forvirrer mig med al din snakken! Du siger så meget, og halvdelen af det hænger ikke sammen,” grinede jeg, og smilede derefter over at mit humør igen var blevet nogenlunde godt igen. ”Det her vil nok forvirre dig endnu mere,” sagde han hurtigt og gik tæt på mig, hvorefter han pressede sine læber mod mine.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...