Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5572Visninger
AA

5. En underlig tavshed

”Så er jeg hjemme,” sagde jeg forpustet, da jeg stormede ind af hoveddøren derhjemme. ”Hvordan kan det være du tog så lang tid om det?” spurgte min mor bekymret om, og jeg sendte hende bare et koldt blik. ”Det var jeg jo fortalt dig. Jeg kunne ikke finde hen til torvet, så en dreng hjalp mig,” svarede jeg bare, mens jeg smed posen på køkkenbordet. Min mor svarede ikke, så jeg valgte bare at gå hen på mit værelse. Jeg smed mig mæt i min seng, og tænkte på den hektiske dag, som jeg havde været udsat for den foreløbende dag. Jeg havde fået blod nok til hvertfald de næste fjorten dage, så inden for det tidsrum skulle jeg ikke ud på jagt. Dejligt! Jeg havde været udsat for starten til voldtægt, for hvis jeg ikke havde fået det stoppet, så var det med hundrede procent sikkerhed endt i, at jeg var blevet voldtaget. Så havde jeg også mødt Jaydon.. Jaydon! Vi havde lavet en aftale! Jeg smilede stort over det, da jeg kom til at tænke på det. Hvad var det nu aftalen lød på? En aftale i morgen aften klokken syv præcist. Vi skulle mødes på den store bro i parken. Jeg måtte nok hellere få det fortalt til min mor, så jeg ikke ville ende med at få ballede med hende. ”Mor!” råbte jeg og rejste mig langsomt op fra min seng. Intet svar. Jeg traskede irriteret ud fra mit værelse, og gik ind i stuen, hvor jeg fandt min mor sidde i sofaen. ”Mor,” gentog jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af hende. Stadig intet svar fra min mors side. ”Hvad er der galt?”
Jeg kiggede over på hende, og forventede mere end noget andet, at hun ville sige noget til mig, hvilket hun ikke gjorde. Svagt rystede jeg bare på hovedet og forlod igen stuen. Jeg smed mig igen i min seng, og lukkede mine øjne i. Lidt efter sov jeg.

Jeg vågnede ved at noget ruskede i mig. Min mor. ”Hvad vil du?” mumlede jeg søvnigt. ”Er det iorden jeg sætter mig ned?” sagde hun, og ignorede fuldstændigt mit spørgsmål. ”Som om jeg har andet valg,” hviskede jeg for mig selv, og min mor satte sig bare ned ved siden af mig. ”Jeg har noget jeg vil sige til dig,” kom det fra hende og jeg himlede bare med øjnene. Nu havde hun pludseligt en hel del hun ville sige, i forhold til tidligere. ”Så sig frem,” blev jeg ved og kiggede søvnigt over på hende. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det,” startede hun ud, men fortsatte dog hurtigt, da jeg sendte hende et par alvorlige blikke. ”Din far kommer nok ikke hjem lige foreløbeligt.” Hun hviskede nærmest det sidste, og jeg tog mig selv i, bare at sidde og stirre på hende. Ville min far ikke komme hjem? ”Er det en joke, for hvis det er, så er det godt nok ikke en sjov en af slagsen!” Jeg håbede inderligt på, at det faktisk var en joke. Hvis det var bund seriøst, så ville jeg gerne have en forklaring på, hvorfor min far pludseligt ikke ville komme hjem. ”Det er alvorligt, Andrea! Måske kommer han aldrig hjem igen!” ”Men så forklar mig hvorfor? Der må da være en grund til det?” vrissede jeg og bed mig hårdt i underlæben. ”Det vil du finde ud af senere! Hvis vi ikke snart for løst det her, så ender vi sikkert også med at skulle forlade hinanden,” sagde hun bare sagte og forlod så mit værelse igen. Hun lod mig sidde med åben mund og store polypper. Hun svarede slet ikke på de spørgsmål jeg havde stillet hende, men lod min nysgerrighed slippe af med mig. Dog var det ikke nysgerrigheden som borede efter at høre mere om årsagen til min fars forsvinden. Det var angsten dybt inde i mig, som kaldte på hjælp. Den kaldte på svar! Den kaldte på min far.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...