Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5604Visninger
AA

8. En tur i skoven med mor

Dagene gik og jeg havde skrevet og snakket en del med Jaydon. Vi havde ikke været sammen siden vores aften i parken, men gjorde mig heller ikke noget. Angående den situation med min far, så var han stadig ikke kommet hjem, og hver gang jeg spurgte ind til det ved min mor, så svarede hun aldrig, eller også så skiftede hun emne og talte udenom. Jeg havde fået en fjern anelse om, at han måske var død. Det kunne være han var kommet galt afsted i en bilulykke på vej hjem fra arbejde, eller også havde han måske været involveret i et uheld et sted, hvor han så kunne være omkommet. Jeg fik det altid dårligt når jeg tænkte på det, men sådanne tanker kunne ikke undgå at slå sig fast til min nethinde, når jeg ikke havde snakket med ham i flere dage. Det var ulideligt! Forfærdeligt! ”Andrea? Jeg vil gerne lige have, at du følger med mig. Vi skal lige ud på en lille tur. Det kan koste din fars liv, hvis vi ikke begge to tager med!” kom det fra min mor. Vi sad begge to i hver vores sofa i vores ret store stue, og tavsheden havde for længst lagt sig over os. ”Men så sig hvad der er galt med far. Sig hvad der er sket, og hvorfor han ikke er kommet hjem!” vrissede jeg af min mor, men hun rystede bare endnu en gang på hovedet. ”Så tager jeg ikke med!” fastslog jeg bestemt. Min mor sukkede kort. ”Jeg forklarer det på vejen. Vi skal nå det inden det bliver mørkt,” halvhviskede hun bare og jeg fulgte efter hende ud i bilen.
”Kan du huske, at jeg nogengange har fortalt dig om, at vi slet ikke er de eneste vampyrer her på jorden?” Jeg nikkede hurtigt. ”Kan du så også huske, at jeg har fortalt dig om den gode side af vampyrer, og den onde side?” Igen nikkede jeg kort. ”Vi er som sagt på den gode side, mens andre er på den onde. Vi dræber kun mennesker i højst nødvendighed, og kun når vi er ved at dø af tørst, eller når vi er i livsfare.” Hun stoppede op, og jeg kiggede bare over på hende. Hvor ville hun hen med det her? Jeg kendte allerede godt i forvejen til de ting hun fablede om, så jeg forstod ikke hvorfor jeg igen skulle have det afvide. ”Det ved jeg godt mor, da du nok har fortalt mig det igennem hele mit syttenårige liv. Men jeg kan virkelig ikke se ligheden mellem det du lige har fortalt og så far!” sagde jeg og kiggede over på hende. Hun var fuldt optaget af trafikken forude, og jeg var ikke engang sikker på, om hun overhovedet havde hørt det jeg havde fortalt hende. ”Andrea kan du ikke forstå det? Din far er blevet taget af de onde vampyrer. En ond klan, som også bor her i vores kvarter har taget ham. Vi skal mødes med den ude i skoven om mindre end et kvarter. Vi bliver nødt til at gøre alt hvad vi kan, for at få ham tilbage!” Jeg kunne høre på min mors stemme, at hun var grædefærdig. Der var gråd i hendes stemme. Selv kunne jeg også mærke, hvordan tårerne pressede sig på, men jeg ville ikke græde. Hvorfor skulle en ond klan af vampyrer tage min stakkels far til fange? Han havde aldrig gjort noget forkert! Han havde aldrig såret eller gjort nogen skade. ”Men hvorfor vil de tage ham? Han er jo uskyldig uanset hvad de anklager ham for. Han er noget af det mest uskyldige menneske i hele kvarteret. Jeg har aldrig kendt nogen som far. Hvad kan han have gjort galt?” Pludseligt gik det galt for mig. Tårerne begyndte hurtigt at løbe ned af kinderne på mig, og jeg kunne intet stille op mod dem. De var ustoppelige, og jeg lod dem bare løbe videre ned af mine kinder. Jeg prøvede ikke engang på at stoppe dem. ”Jeg ved det virkelig ikke, min skat. Hvis jeg vidste hvad din far havde gjort galt, så havde jeg selvfølgelig prøvet at undgå alt denne her ballade, men det er for sent nu. Sket er sket og vi kan kun gå en meget dyster tid i møde nu. Vi må bare tage en snak med vores fjender, og så se hvad vi kan gøre.” Jeg nikkede og derefter blev der stille mellem os. Ingen sagde noget, og jeg ville tro at vi begge to var begravet i hver vores tanker. Jeg vidste ikke hvert fald ikke helt hvad jeg skulle tænke på. Jeg var alt for chokeret. Jeg var bange.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...