Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5574Visninger
AA

12. En aftale med en søster

Han havde fuldstændig ret, angående med at jeg nok ville blive mere forvirret, for det blev jeg. Hvorfor kyssede han mig? Der kunne vel ikke være en anden grund til det, end at han godt kunne lide mig! Jeg tænkte egentligt ikke rigtigt over det, men kyssede automatisk med. Efter et ret romantisk kys mellem os, trak jeg mig væk fra ham. Jeg kiggede genert på ham, og bed mig genert i underlæben. ”Undskyld jeg kyssede dig,” hviskede han lavt, og jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg kunne mærke mine kinder blusse op, men takkede uendeligt meget natten, som var over os. ”Skal vi ikke få snakket med din søster? Det kan være det kan være enden på dette hektiske problem?” ”Vi bliver hvertfald nødt til at prøve..” Tavshed igen. ”Hvad venter vi på? Lad os komme afsted!” udbrød jeg og var allerede klar til at få løst det her forfærdelige problem lige med det samme. ”Du glemmer noget..” startede Jaydon ud, og først forstod jeg ikke rigtigt hvad han snakkede om. Jeg rynkede brynene og kiggede bare undrende på ham. ”Det er midt om natten for søren! Vi kan da ikke bare dukke op ved hendes kærestes familie midt om natten! Hvad ville de ikke lige tænke? At vi er indbrudstyve?” fortsatte han hurtigt, og først der begyndte det stille at give mening for mig. Selvfølgelig kunne vi ikke dukke op midt om natten! Det var klart! ”Vi må gøre det i morgen. Kan du ikke bare tage hjem, så kommer jeg og henter dig?” foreslog han. ”Hvorfor kan vi ikke bare finde et sted, og så vente til i morgen? Sammen?” sagde jeg og kiggede stille rundt i det mørke område. ”Jeg skal.. jage!” Han skar ansigt ved ordet ”jage” og det samme gjorde jeg. Det var aldrig et rart ord at sige, men vi vidste også at vi blev nødt til at jage hvis vi ville overleve. Det værste ved det var, at vi ville gøre mennesker ondt ved det. Rettere sagt gjorde det ikke ondt på dem, da de faldt døde om på stedet, men bare det at skulle forlade det blodfyldte lig, var svært at forholde sig til. I starten da jeg lige startede på at jage, var det værst. At skulle sætte tænderne i et fremmed menneske var alt for grænseoverskridende. Da jeg var mindre var det altid mine forældre som skaffede føde til mig. Jeg skulle ikke selv røre en finger for at få noget ned i maven, og senere fandt jeg ud af hvorfor. Mine forældre ville ikke udsætte mig for det forfærdelige mareridt med, at skulle få andre folk til at lide. De ville ikke have mig til at vokse op i en anderledes og forfærdelig tilstedeværelse, men jeg kunne godt se forskellen fra mine kammerater og så til mig selv. Til børnefødselsdage da jeg var mindre, spiste jeg aldrig det samme som de andre. Jeg fik aldrig noget at drikke, og jeg måtte altid finde på underlige og latterlige undskyldninger for at lade være med at spise. De voksne, mine venners forældre, forstod selvfølgelig ikke hvad der var galt ved mig, og de kontaktede altid mine forældre. ”Andrea?” Jaydon ruskede mig stille i siden, og jeg rettede hurtigt mit blik mod ham. ”Hvad skete der lige med dig?” fortsatte han og kiggede bekymret på mig. ”Jeg fik bare nogle tanker op i hovedet. Tanker fra dengang jeg var mindre. Da jeg følte mig så meget anderledes end alle mine venner. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke kunne spise det samme som dem, hvorfor jeg ikke kunne drikke sodavand..” Jeg stoppede mig selv, og indså at jeg nok ikke skulle vælte alt det her ud over Jaydon. ”Skal vi ikke bare sige vi ses i morgen?” fik jeg skiftet emne til, og jeg kunne skimte, at han nikkede. ”Jeg henter dig, så vær klar hvert sekund. Mine forældre, og din mor skulle helst ikke se os. Jeg skal nok få snakket med min søster inden vi tager hen til hende, så det er iorden. Bare vær klar!” Jeg smilede nikkende, og kyssede ham så hurtigt på kinden. Den nat efterlod jeg ham alene tilbage i parken.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...