Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5567Visninger
AA

10. Alt på et sølvfad

Jeg fik med tårevældende øjne åbnet hoveddøren ind til vores hus. Min mor var lige bag mig, og da jeg gik indenfor fulgte hun langsomt trop. Jaydons far og mor havde ikke tænkt sig at ”udlevere” min far tilbage til os lige med det samme, da de stadig var fuldt overbevist om, at vi havde taget deres elskede datter. Jeg forstod bare ikke hvorfor vi skulle tage deres datter og søster til fange. Der var der jo ingen grund til. Jaydon havde fået forbud mod at se mig, og det samme havde jeg. Min mor havde givet mig tørt på, på vej hjem, og hun var mildest talt flippet ud på mig. Alle mulige mærkelige spørgsmål blev bragt på banen, på vej hjem, såsom hvorfor har du ikke fortalt at han er vampyr? – Hvorfor har du ikke fortalt mig, at hans var i vore fjenders familie? Og det eneste jeg kunne gøre som svar på de spørgsmål, var bare trække på skulderne, og svare med et enkelt ”Jeg vidste det jo ikke mor!” Heller ikke det svar var godt nok for hende, så jeg valgte i sidste ende bare helt at lade være med at svare på hendes latterlige spørgsmål, som hun allerede godt kendte svaret på i forvejen. Da jeg havde fået min sko smidt hen i hjørnet af bryggerset, så løb jeg hurtigt ind på mit værelse. Jeg orkede ikke at skulle diskutere mere med min mor. Jeg ville bare have fred og ro i min hjerne her det næste stykke tid.
Min mobil vibredede i min hånd. Jeg satte mig forskrækket op i sengen, og kiggede på det lille display på mobilen. Jaydon! Hvorfor ringede han nu, og hvorfor ville han egentligt overhovedet snakke med mig? Som om han slet ikke forstod noget af det som hans forældre havde sagt til ham. Jeg trykkede tøvende på den grønne knap, og tog så forsigtigt mobilen op til øret. ”Hvad vil du?” vrissede jeg og kunne stille mærke hvordan vreden nu boblede op i mig. Hvorfor jeg pludselig blev så sur, vidste jeg ikke, men der var bare noget som irriterede mig, og jeg havde en fjern anelse om, at det var Jaydon. ”Jeg vil bare snakke med dig,” kom det forsigtigt fra den anden ende af røret. ”Jeg vil ikke snakke med dig Jaydon. Vi må ikke snakke sammen for hverken dine forældre eller for min mor, så hvorfor overhovedet tage chancen?” hviskede jeg, da jeg ikke ville have min mor til at lykke til min samtale med Jaydon. Hun skulle helst ikke opdage, at jeg snakkede med ham, også selvom jeg ikke måtte. ”Du løj overfor mig! Hvorfor sagde du ikke at du var en vampyr?” Hvad havde han lige gang i? ”Hvorfor jeg ikke sagde det? Underligt nok, så troede jeg faktisk ikke at du også var en vampyr, så hvorfor sagde du ikke at du også var en vampyr? Jeg troede ikke du var som mig, så jeg undlod at sige min største hemmelig til dig, i frygt for, at du ville flippe helt ud, og at du så aldrig ville se mig igen!” Jeg stoppede mig selv i min sætning. Vi måtte ikke snakke sammen, da vi begge to havde fået forbud på det, så hvorfor blev vi ved med at snakke? ”Jeg ville ikke have forladt dig, uanset om du så var en morder..” mumlede han og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. ”Det er jeg jo i princippet,” grinede jeg og kunne høre det smittede af på ham. ”Så er vi to! Men hey! Det er ikke noget at spøge med..” ”Det var dig som startede hele den snak med mordere og det,” svarede jeg kort. ”Jeg vil gerne snakke med dig,” sagde han svagt og jeg undrede mig igen. ”Vi snakker jo sammen nu?” Jeg rynkede brynene. Havde han taget skade eller sådan noget siden vores mindre akavet møde. ”Face-to-face! Ikke i en telefon. Jeg har noget jeg vil tilbyde!” ”Mød mig i parken klokken halv et i nat! Det er den eneste måde vi kan komme i kontakt på. Min mor er aldrig i parken, og den eneste tid hun ikke holder øje med mig i, er når hun sover! Om natten!” ”Det er en aftale! Vi ses!” Derefter fik han hurtigt smækket røret på. Utroligt jeg faktisk gjorde det her! Det var præcist en af de ting jeg ikke måtte! Slet ikke!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...