Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5606Visninger
AA

6. Aftalen med Jaydon i parken

Dagen var kommet. Klokken nærmede sig dristigt syv, og jeg var på vej mod parken. Jeg ville være der i god tid, så jeg var gået et par minutter tidligere end planlagt. Jeg havde egentligt ikke gjort så meget ud af min beklædning, da vejret for det første ikke stod til at have kjole på, og for det andet så var jeg heller ikke den helt store "kjolepige!" Jeg havde bare valgt at tage et par mørkeblå stramme jeans samt et en sort- og hvidstribet top, hvorpå jeg så havde taget en farverig cardigan på, som bland andet bestod af en lyseblå farve, en mørkegrøn, en beige, en orange, en mat rød og en masse andre farver. Inden jeg var smuttet hjemmefra, var jeg hoppet i mine slidte blå Converse All Stars. Det var mine yndlingssko, og selvom min mor op til flere gange havde truet med at smide dem ud, så var det aldrig sket. Heldigvis. Jeg kiggede ned på mit armbåndsur. Tre minutter i syv, og jeg manglede stadig et godt stykke vej, før jeg var ved parkens bro. Jeg satte i løb, og var på under et halvt minut fremme ved det aftalte sted. Igen var en af mine vampyrfordele kommet mig tilgode. Jaydon var ikke kommet, men det havde jeg heller ikke forventet. Han mødte sikkert op direkte på det aftalte klokkeslæt. Jeg spændt ventede med sommerfuglene svævende rundt i maven på mig.

Et par minutter efter, kunne jeg mærke en hånd, som stille og forsigtgt placerede sig på min højre skulder. Jeg vendte mig forskrækket rundt, og mødte de velkendte blå øjne. ”Du kom,” fik jeg mumlet, og min reaktion fik ham til at grine. ”Havde du da ikke regnet med det?” Jeg rystede halvt på hovedet, for egentligt vidste jeg ikke hvad jeg havde troet. Jeg havde ikke rigtigt haft nogen fornemmelse om hvordan denne her aften ville blive. Om Jaydon overhovedet ville dukke op, eller om han ikke ville. Vi kendte trods alt ikke hinanden - endnu! ”Lad os gå. Jeg har arrangeret noget for os,” smilede han og slap sit greb om min skulder. Jeg nikkede kort, og fulgte derefter med Jaydon. Vi gik ned fra broen, hen over det store græsområde, og stoppede så ved et stort udbredt tæppe midt ude på endnu et stort græsområde. ”Så er der serveret,” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med at lyse op i ét stort smil. Men det undrede mig lidt, at han havde sagt at der var serveret. Der var kun et tæppe, og ingen mad. Men alligevel var det romantisk på en måde. Der var noget specielt over det, ligesom der var noget specielt over Jaydon. Jeg satte mig langsomt ned på tæppet, efter anvisning af Jaydon. Han forsvandt for en kort stund, men kom så tilbage med en kurv i sine hænder. En picnic kurv. Havde han arrangeret en mini picnictur for os? Han slog sig ned ved siden af mig, og åbnede kurven, hvorefter han trak forskellige lækkerier op. Kager, jordbær, andre former for frugt og andre godter. Jeg gippede ved synet af det. Måske var den situation med en picnictur alligevel ikke sådan en god idé, som jeg før havde troet. En tanke slog ned i mig. Jeg spiste ikke menneskemad. Jeg spiste slet ikke. Jeg drak! Jeg drak blod, hvilket jeg udelukkende levede på. Han smilede til mig, og jeg sendte bare et skævt smil tilbage. ”Skal du ikke have noget?” smilede han, men jeg rystede bare på hovedet. ”Jeg er ked af at sige det, men jeg er ikke så meget for søde sager,” prøvede jeg mig frem, og kiggede hurtigt ned i jorden. ”Ikke det? Men så tror jeg bare jeg lægger dem tilbage. Jeg er faktisk heller ikke så meget for det.” Var han heller ikke vild med søde sager? Utroligt! ”Hvordan kan det være?” spurgte jeg nysgerrigt om, og jeg kunne se, at hans ansigtsudtryk et øjeblik stivnede. ”Ehm.. jeg har bare fået for meget af det. Kender du ikke det? Det er ligesom hvis du hører den samme sang for mange gange, så får man også nok af den til sidst,” svarede han og jeg nikkede bare forstående. Endnu en mystisk ting, som ligesom lå som en hinde over Jaydon. ”Jeg kender det alt for godt. Man kan bare få for meget af nogle ting,” spillede jeg med og derefter sprang vi ud i en anden samtale, som hverken havde noget med musik eller søde sager at gøre. Samtalen handlede konkret om vores liv, hvor jeg så fortalte det jeg kunne, men udelukkede alt der havde noget med mine vampyrgener at gøre. Det skulle han ikke vide. Ikke allerede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...