Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

35Likes
241Kommentarer
5298Visninger
AA

1. Faret vild i byen

Igen endte vejen blindt. Tredje gang indenfor en time. Jeg måtte have været gået i ring, da jeg ikke kunne finde noget som helst tegn på et slags torv. Jeg havde ledt og ledt efter det torv, hvor jeg bare skulle have noget frugt og noget drikkelse. Egentligt skulle jeg ikke bruge det til noget derhjemme, da jeg alligevel ikke levede af normale råkoster. Jeg var til en helt anden type mad. Blod. Gerne menneskeblod. Jeg var ikke som andre mennesker. Slet ikke. Måske kunne man slet ikke kalde mig for et menneske. Jeg var mere.. et dyr!
Et blodigt og tørstigt dyr, som altid var på jagt efter føde. Min mor havde sendt mig ned i byen efter frugt, da vi af og til fik andre mennesker på besøg. Når vi gjorde det, skulle der helst ikke være tegn på at vi ikke var som andre. Der skulle helst ikke være tegn på at vi var vampyre. For det var det vi var. Mig, min mor og far var vampyre. Sådan havde det være igennem hele vores generation. Min mormor og morfar havde også været vampyre, dog var det ikke sådan på min fars side. Jeg havde aldrig set min farmor og farfar.
De var døde længe før jeg blev født, men alligevel vidste jeg så meget til dem, at jeg også vidste at de ikke var vampyre af nogen som helst slags. Min mor havde ligesom forvandlet min far til en vampyr da de var yngre. Det var ikke altid at man forvandlede de mennesker man sugede blod fra, til vampyre. Sådan foregik det slet ikke i vores verden. Verden ver sådan anlagt at hvis man ville lave et menneske om til en vampyr, så skulle man virkelig elske personen. Min mor elskede min far, og da hun gjorde det kunne hun ved at bide ham i halsen, forvandle ham til en vampyr. De andre mennesker som blev bidt, blev hverken til vampyrer eller døde. De besvimede for en kort stund, og når de så vågnede igen ville de ikke kunne huske noget som helst. Hvis begge ens personerne i et parforhold var vampyre, og kvinden så blev gravid, så blev barnet med sikkerhed også en vampyr. Det var sådan jeg var blevet til. ”Har du brug for hjælp?” sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om med et sæt, og fumlede med ordene inde i hovedet på mig selv, inden jeg endeligt fik dem sagt. ”Ehm.. Jeg tror jeg klare mig,” fik jeg fremstammet og hans klare blå øjne lyste op foran mig. ”Er du nu sikker? Jeg har set dig komme forbi det her sted et par gange indenfor kort tid.” Jeg kiggede ned. Pinligt. Det var rigtigt det han sagde. Jeg havde brug for hjælp, for jeg var faret vild. ”Du må godt hjælpe mig,” indrømmede jeg så til sidst og fangede drengens blik. ”Jaydon,” startede han ud med at sige, og rakte mig sin hånd. ”Andrea,” svarede jeg kort. ”Hvor skal du hen?” kom det fra ham, og jeg fik hurtigt forklaret ham hvor jeg skulle hen. Til torvet. ”Følg efter mig, så skal jeg nok være din guide. Efterhånden kender jeg byen ud og ind som min egen bukselomme,” konstaterede denne såkaldte Jaydon. Jeg svarede ham ikke, men fulgte dog alligeve med. Han så ud til at have ret så meget styr på byen, da han med lethed kunne føre mig væk fra det distrikt jeg havde vadet rundt i, i godt og vel over en time. Utroligt! ”Hvad skal du nede i byen?” Jeg kiggede til siden og mødte igen hans klare blå øjne. Jeg havde aldrig før set så blå øjne.
”Have noget frugt og noget drikkelse. Man skulle helst ikke omkomme i denne gloende hede,” grinede jeg og han smilede bare forlegent til mig. ”Det har du ret i. Det er faktisk ufatteligt varmt her i efterårstiden. Varmene end det lige plejer.” Jeg nikkede. Derefter fortsatte vi i tavshed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige for at starte en samtale mellem os, og det så ikke ud til at han vidste bedre. Det var klart vi ikke vidste hvad vi skulle snakke om. Vi havde jo lige mødt hinanden og vidste kun hinandens navne. Mere vidste vi ikke.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...